Netanyahu har bragt USA på randen af krig med Iran

Oversat fra engelsk fra Branco Marcetic, Netanyahu Has Brought Us to the Brink of War With Iran, Jacobin, 15. april, 2024

Selv i en verden, der praktisk talt har et industrielle niveau af politisk hukommelsestab og hykleri, har de sidste par dages begivenheder været noget for sig selv. Den almindelige fortælling, som embedsmænd og kommentatorer fra USA, Europa og Israel har haft travlt med at sælge til verden siden Irans voldsomme militære angreb på Israel i weekenden er denne:

Den iranske stat, der er en krydsning mellem ISIS og Det tredje Rige, indledte hensynsløst et uprovokeret angreb på et Israel, der passede sig selv, hvilket øgede spændingerne mellem de to lande og egenhændigt bragte regionen på randen af krig. Hændelsen, der udgør en farlig og uforklarlig optrapning, som kun blev stoppet takket være rettidig indgriben fra Israels partnere og nabostater, er en påmindelse om Irans lange historie med terrorisme, tilsidesættelse af international lov og en fjendtlig holdning over for fred. Den peger på det presserende behov for, at FN’s Sikkerhedsråd som et minimum fordømmer og endda sanktionerer Iran, for ikke at tale om at rådet endelig tager fløjlshandskerne af og angriber landet direkte – måske endda gennemfører et regimeskifte, så Iran endelig holder op med meningsløst at true Israel og sine andre naboer.

Man behøver ikke at have et idealiseret syn på Irans undertrykkende, teokratiske og militaristiske regering for at forstå, at denne selviscenesættende version af begivenhederne ikke har meget med virkeligheden at gøre.

Irans angreb, hvor alarmerende og potentielt katastrofalt det end var, var hverken uforklarligt eller uprovokeret. Det var en direkte reaktion på Israels skandaløse bombning af en iransk konsulatbygning i Syrien for to uger siden, som dræbte to højtstående iranske generaler og beskadigede den nærliggende canadiske ambassade. USA plejer at kritisere andre lande skarpt for at krænke ambassaders ukrænkelighed og har endda kritiseret Cuba for, at dets ambassademedarbejdere blev ramt af noget, der sandsynligvis var en psykosomatisk sygdom, som ikke havde noget at gøre med at en udenlandsk magt lavede numre.

Men denne gang gad den amerikanske regering ikke engang så meget som verbalt at kritisere Israels yderst virkelige bombning af en konsulatsbygning, men blot øgede strømmen af våben i dens kølvand. Mens de fleste medlemmer af Sikkerhedsrådet på det tidspunkt fordømte eller i det mindste udtrykte forfærdelse over denne overtrædelse af mangeårige internationale normer, nægtede USA, Frankrig og Storbritannien at gøre det og benyttede lejligheden til at antyde, at det var Iran, der var ansvarlig for angrebet på sit eget konsulat.

Dette kommer oven i en række provokationer i løbet af de sidste seks måneder fra den israelske regering, som tilsyneladende var utilfreds med det massemord, den har fået lov til at udføre i Gaza, desperat har forsøgt at starte flere andre krige i sine umiddelbare omgivelser.

Siden krigens start har Israel rutinemæssigt bombet Syrien og Libanon herunder hovedstaden Beirut, som var den seneste gang frygten for en regional krig kortvarigt steg og derefter kun takket være målets uvilje mod at bide på krogen aftog. Når det gælder Iran alene, har Israel snigmyrdet en række iranske militærpersoner før denne seneste handling, som svarer til et direkte angreb på iransk jord.

At kalde det, Israel gjorde forleden uge, for en provokation, er med andre ord en massiv underdrivelse: Det var en direkte krigshandling. Og det var en handling, som Israels premierminister Benjamin Netanyahu godt vidste ville fremkalde et destruktivt svar fra Iran.

At Israel og andre var i stand til at skyde næsten alle de hundredvis af droner og missiler ned, før de gjorde nogen skade, er mindre et bevis på deres militære evner end det faktum, at dette var en kalkuleret del af Irans fremgangsmåde. Teheran, som under hele denne krig ikke har vist nogen interesse for at gå i direkte krig med Israel, advarede få dage før angrebet på forhånd Israels naboer om, at angrebene var på vej, samt gennem diplomatiske bagkanaler USA, samtidig med at man gjorde det klart, at man ikke var interesseret i en yderligere optrapning.

Det bør give anledning til eftertanke hos de Israel-støtter, der brugte det forpurrede angreb som en anledning til en sejrsdans for uigennemtrængeligheden af Israels luftforsvar og dermed som en grund til bare at blive ved med at optrappe: I en rigtig krig vil Iran ikke være så høflig at telegrafere sine angreb dage i forvejen.

Men der er grund til at tro, at selv denne kalibrerede, men skræmmende risikable del af den iranske gengældelse kunne have været undgået. Irans permanente mission ved FN har i kølvandet på angrebet sagt, at man havde ønsket en fordømmelse fra FN’s Sikkerhedsråd af bombningen af konsulatet, som aldrig kom, og faktisk har Iran tidligere været tilfreds med at acceptere noget sådant som et alternativ til en militær aktion, som da Taliban angreb det iranske konsulat i 1998 og dræbte flere af landets diplomater.

Men vi vil aldrig få at vide, om det kunne have hjulpet i denne situation: Bidens regering og de britiske og franske regeringer blokerede for det, og den amerikanske ambassadør lod som om, at det ikke var klart, hvem der var ansvarlig for bombningen, selv om Pentagon åbent gav Israel skylden for angrebene, og israelske embedsmænd næsten indrømmede, at det var dem.

I mellemtiden påberåber den israelske regering sig nu, med den ene hånd på hjertet og den anden melodramatisk på panden, international lov og løber til det samme FN, som den på forskellige tidspunkter har erklæret for at være antisemitisk og bogstaveligt talt identisk med Hamas.

Denne form for hykleri – det ene øjeblik at ignorere begge dele og det næste højlydt foregive at være chokeret over, at nogen andre gør det – er ikke en unik israelsk opfindelse, som Ruslands og USA’s opførsel længe har vist. Men det nye er det topmål af total frækhed, som israelske embedsmænd har udvist efter at have brugt det sidste halve år på at træde international lov mere under fode end selv det sidste halve århundredes værste slyngelstater.

En opremsning af hver eneste overtrædelse, Israel har begået i løbet af de sidste seks måneder, ville fylde en mindre bog, men den omfatter:

– Den bevidste, vilkårlig bombning af civile

– Brugen af sult som krigsvåben

– Brugen af hvid fosfor, der er forbudt

– Mord på et rekordstort eller næsten rekordstort antal journalister, børn, nødhjælps– og sundhedsarbejdere og FN-medarbejdere og -faciliteter, som alle på forskellige tidspunkter har været mål for bevidst angreb

– Den bevidste ødelæggelse af sundheds-, uddannelses– og religiøse faciliteter.

– Tilsidesættelsen af en kendelse fra Den internationale Domstol

– Ignorering af en FN-resolution om våbenhvile

– Den bevidste bombning af en ambassade

Israel er i dette blevet bakket op af det, som amerikanske embedsmænd kærligt kalder “det internationale samfund”, hvor partnerstat efter partnerstat, som ikke sagde ret meget om Israels konsulatbombning, nu offentligt står i kø for at lade, som om Irans angreb er kommet ud af den blå luft og er det, der i virkeligheden har bragt regionen på randen af krig. Mange af disse udtalelser er blevet fremsat sammen med en insisteren på, at Israel har ret til at gøre gengæld og en opfordring til tilbageholdenhed fra Irans side.

Hvis det virker lidt inkonsekvent, skal man bare bruge denne enkle formel: Er den stat, der udfører gengældelsen, amerikansk allieret eller partner? Hvis ja, så er det, den gør, passende, proportionalt og helt inden for “reglerne” i den “regelbaserede orden”, og modtageren er nødt til at vise tilbageholdenhed.

Hvis ikke, er det en ulovlig, hensynsløs og uberettiget optrapning, og næsten hvad som helst er acceptabelt fra modtagerens side som svar.

Det er naturligvis hyklerisk, men det er også noget værre: Det er ineffektivt til at forhindre en større krig, da tilbageholdenhed og deeskalering ikke virker, hvis kun den ene side bliver presset til at gøre noget af det.

Det vigtigste spørgsmål nu er, hvad der så sker. Den iranske regering har offentligt sagt, at den betragter sagen som “afsluttet” – det vil sige, at den mener, at den gjorde nok for at redde ansigt efter Israels angreb og er villig til at lade det blive ved det. Washington er tydeligvis ivrig efter at gøre det samme, og Joe Biden har angiveligt ringet til Netanyahu og fortalt ham, at Israel ikke vil få amerikansk støtte til et gengældelsesangreb, og opfordret ham til at “tage gevinsten til sig”. Der er tegn på, at de formanende ord kan have forhindret et øjeblikkeligt modangreb, når israelske embedsmænd advarer om, at man i stedet vil kræve en pris af Iran engang i fremtiden.

Det ville være det bedste udfald af en meget, meget farlig situation: en regional krig afværges, USA bliver ikke trukket ind i endnu en idiotisk krig i Mellemøsten, og ingen uskyldige civile bliver dræbt på nogen af siderne.

Men det er langt fra sikkert, at det vil holde stik, selv om der i øjeblikket er ro på. Som mange analytikere har påpeget, har Netanyahu og dem omkring ham meget at vinde personligt ved at starte en krig i hele regionen, som vil være til skade for USA, og har faktisk brugt en stor del af ødelæggelsen af Gaza på at forsøge at gøre det, hvilket selv Biden privat har erkendt.

At præsidenten ikke ønsker dette og har forpligtet sig til ikke at støtte israelsk gengældelse – og at Netanyahu angiveligt svarede, at han forstod hans advarsel – er en ringe trøst. Biden har vist sig ude af stand til og endda uvillig til at udfordre Netanyahu eller straffe hans uforsonlighed under hele krigen, og hvis Israel gengælder Irans gengældelse, vil præsidentens opkald være ligegyldigt: Når det lykkes Netanyahu at lokke sit land i den fælde, som en åben krig med Iran og dets regionale allierede er, er der næsten ingen chance for, at Biden vil modstå det overvældende pres for at indsætte amerikanske styrker i kampen for at forsvare Israel fra det rod, det har bragt sig selv i.

Det eneste håb på dette tidspunkt vil være, at Kongressen – som, som Biden korrekt påpegede, alene har den forfatningsmæssige magt til at erklære krig, dengang det var Donald Trump, der truede med at starte en idiotisk krig med Iran – nægter at sanktionere noget sådant. Men Kongressen har længe overladt sit ansvar for at føre krig til præsidenten, og især den siddende Kongres har absolut ingen appetit udvist på at kontrollere Bidens krige, selv når de, som med hans ubetingede opbakning til folkemordet i Gaza, har været katastrofale for USA’s interesser og truet med at ødelægge hans præsidentskab.

Den latterlige, vanvittige tragedie ved alt dette er, at det nemt kunne have været undgået på et hvilket som helst tidspunkt i de sidste seks måneder. Analytikere og selv nogle af Bidens embedsmænd har fra starten frygtet, at Israels krig kunne udløse en regional katastrofe, og ved en kombination af held, diplomati bag kulisserne og tilbageholdenhed hos Israels fjender, er det blevet undgået. Men jo længere det har stået på, jo større har chancen været for, at noget lignende skulle ske. Og desværre besluttede præsidenten simpelthen at lade det fortsætte blodig måned efter blodig måned, indtil vi nu er nået til dette punkt.

Biden kunne stadig forhindre denne katastrofe ved at gøre, som så mange amerikanske præsidenter tidligere har gjort, og udover formanende telefonopkald og i enrum at skumme af raseri længe om længe at bruge sin autoritet og faktisk standse USA’s materielle støtte til den krig, som Israel ikke selv kan føre. Alligevel har præsidenten i månedsvis modsat sig dette, selv om det har givet mere og mere politisk og strategisk mening. Det ville være rart at tro, at dette langt om længe kunne blive bristepunktet. Men det har vi troet så mange gange før.

Branko Marcetic er skribent på Jacobin og forfatter til ”Yesterday’s Man: The Case Against Joe Biden”.