Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
23. marts. 2020

NGO: EU bidrager til brud på flygtningekonventionen

Human Rights Watch beskylder EU for at bidrage til brud på flygtningekonventionen, efter afsløringer af Frontex’ arbejde på den græsk-tyrkiske grænse.

EU-grænsesamarbejdet ‘Frontex’ møder nu kritik fra Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch for ikke at overholde flygtningekonventionen. Fotograf: Elona Elezi

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Den 27. februar annoncerede den tyrkiske regering, at Tyrkiet ikke længere ville bremse flygtninge og migranter fra at forlade Tyrkiet og søge mod grænsen til EU. Meldingen fra de tyrkiske myndigheder medførte hurtigt, at tusindvis af migranter søgte fra Tyrkiet mod grænsen til Grækenland i håb om at komme ind i EU.

Som reaktion besluttede Grækenland få dage efter, søndag 1. marts helt at suspendere muligheden for at søge asyl ved grænsen – i første omgang frem til 1. april. Samtidig meddelte EU’s grænseagentur, Frontex, at man ville opruste sin tilstedeværelse i grænseområdet.

Frontex

· Frontex – eller European Border and Coast Guard Agency – er betegnelsen for den fælles grænsepatruljering af EU-landenes ydre grænser.

· Havde et budget på 322 millioner € i 2020, og beskæftiger omkring 1.000 personer med administration og grænsepatruljering.

· Er tidligere blevet kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer som British Refugee Council og European Council of Refugees and Exiles for ikke at overholde flygtningekonventionen af 1951.

Kilde: europa.eu

+

”I lyset af den hastigt eskalerende situation ved den græske grænse til Tyrkiet har jeg besluttet at acceptere påbegyndelsen af en hurtig grænseindsats, som Grækenland har bedt om,” udtalte direktøren i Frontex, Fabrice Leggeri tidligere på måneden i en pressemeddelelse.

Som del af oprustningen har Frontex øget overvågnings-kapaciteten ved de græske grænser, og 1.500 grænsevagter er blevet flyttet til Grækenland fra andre missioner i EU. Deres opgave vil være at hjælpe de græske myndigheder i bevogtningen af grænsen til Tyrkiet. 

”Vores kerneopgave er at støtte medlemsstaterne med at beskytte EU’s fælles grænser. I Grækenland bidrager vi til dette mål ved at understøtte registreringen af migranter og sikkerhedsscreeninger” forklarede Fabrice Leggeri.

EU bryder international lov

Men EU’s bidrag til grænsebevogtningen i Grækenland møder nu kritik fra civilsamfundet. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserer EU for at bidrage til brud på FN’s flygtningekonvention.

”EU skjuler sig bag græske sikkerhedsstyrker og deres magtmisbrug, i stedet for at hjælpe Grækenland med at beskytte asylansøgere og flytte dem til et sikkert sted i EU”, lyder det fra Nadia Hardman, talsperson for Human Rights Watch.

 “EU bør beskytte mennesker i nød i stedet for at støtte grænsevagter, der slår, berøver og tvinger folk til at smide tøjet for herefter at sende flygtninge og migranter retur til, hvor de kom fra”, forsætter hun.

Også FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNCHR) har fordømt suspenderingen af retten til at søge asyl ved den græske grænse. UNCHR har i en udtalelse gjort det klart, at en suspendering af retten til at søge asyl er et brud på FN’s flygtningekonvention – og opfordrer i stedet myndigheder til at ”afholde sig fra ethvert indgreb, som kan øge sårbare menneskers lidelser.”

Den græske suspendering af retten til at søge asyl betyder, at grænsemyndighederne ikke længere skelner mellem migranter og flygtninge. Det er problematisk, da flygtninge i henhold til international lov har ret til beskyttelse. Gummibåde med såvel migranter som krigsflygtninge tvinges derfor til at vende om og sejle tilbage til Tyrkiet – uden at der foretages en vurdering af den enkeltes beskyttelsesbehov.

Danske grænsevagter til assistance

Også den danske regering har valgt at øge støtten til grænsebevogtningen ved EU’s ydre grænser. Danmark var allerede til stede med patruljebåde i havet ved den græske grænse, men valgte ekstraordinært at stille med et Challenger-overvågningsfly for at forstærke Frontex’ grænseindsats.

For nyligt kunne DR Nyhederne således beskrive, hvordan en dansk patruljebåd – efter at have bjærget 33 flygtninge og migranter – fik ordre fra Frontex kommandocentral: ‘Sæt dem tilbage i vandet og slæb dem over søgrænsen’.

“Den græske suspendering af retten til at søge asyl betyder, at grænsemyndighederne ikke længere skelner mellem migranter og flygtninge. Det er problematisk, da flygtninge i henhold til international lov har ret til beskyttelse.”

De danske grænsevagter nægtede dog at adlyde ordren, da de vurderede, at det ville være forbundet med livsfare at tvinge de 33 bjærgede flygtninge og migranter tilbage i deres gummibåd. Men episoden har fået flere partier i Folketinget til at stille spørgsmålstegn ved den danske deltagelse i EU Frontex-missionen.

”Det er helt uforståeligt, at Danmark kan hjælpe Grækenland med at overtræde Flygtningekonventionen. Løsningen er at hjælpe Grækenland med mandskab til asylbehandling og fordeling af migranter i stedet for at hjælpe dem med at bryde konventionerne,” forklarede Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard tidligere på ugen til Jyllands-Posten.

Også de Radikales EU-ordfører Jens Rohde er klar med kritik.

”Vi tager meget klart afstand fra, at man suspenderer Flygtningekonventionen, og at Danmark medvirker til det. Man åbner jo for, at alle andre kan gøre det samme, når deres grænse er under pres. Så er der åbent for nødbremser og suspensioner overalt, og så har vi ikke nogen international retsorden længere” forklarede han til samme avis.

Enhedslisten har nu stillet en række spørgsmål i Folketinget til ministeren om sagen.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] Du kan læse mere om det dødelige samarbejde, der gemmer sig bag den uskyldige betegnelse Frontex i denne artikel på Solidaritet. […]

  • Om skribenten

    Tobias Clausen

    Tobias Clausen

    Medlem af Enhedslisten, og folketings- og EU-Parlamentskandidat for partiet. Har været medlem af partiets hovedbestyrelse, og kan følges på Facebook her.
    Læs mere

    Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

    Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

    Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

    Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

    Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

    20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

    Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER