Nicaragua: Nej til både den amerikansk kontrollerede højrefløj og Ortegas autoritære nepotisme

Mandag 10. januar blev  Daniel Ortega indsat for fjerde gang i træk som præsident i Nicaragua.

Præsidentvalget, der af oppositionen og store dele af udlandet er erklæret illegitimt, fandt sted d. 7. november. Man kunne stort set kun stemme på Ortega og hans hustru, med- og vicepræsident Rosario Murillo.

Der er divergerende oplysninger om valgresultat og stemmedelta­gelse. Ortegas parti, FSLN, siger der har været høj valgdeltagelse, og at ca. 75 % har stemt på FSLN. Oppositionen siger, at kun 20 % har afgivet stemmer, og at halvdelen af dem kom fra de offentligt ansatte og studerende ved offentlige læreanstalter, der er tvunget til at stemme for ikke at miste job eller studieplads.

Ikke mange erklærede socialister har derfor lyst til at deltage i indsættelsesceremonien. Derimod vil man nok finde deltagere fra Iran, Kina, Nordkorea, Syrien, Saudi Arabien, Hviderusland, Tyrkiet og andre tvivlsomme regimer. Ortega står i dag mere isoleret end nogensinde.

Pepe Mujica, der var Uruguays demokratiske venstrefløjspræsident i perioden 2010-2015, har direkte sagt, at præsidentparret lider af magtbegær. Chiles nye venstrefløjspræsident, Gabriel Boric – der indsættes til marts – kalder valget i Nicaragua for svindel

Der var ved årsskiftet 170 politiske fanger i Ortegas berygtede fængsler. Flere af dem blev arresteret i juni, fordi de stillede op til eller støttede valg af en ny præsident. Deres menneskerettigheder overtrædes konsekvent: Flere af dem har tabt sig foruroligende meget (mellem 15 og 25 kg), de pårørendes ansøgninger om at indlevere ekstra mad og medicin afslås, de nægtes lægehjælp, de har kun modtaget besøg 3-4 gange, flere holdes isoleret og har kun adgang til sollys 10 minutter hver anden uge.

Hvis dét er socialisme eller udtryk for en arbejder-bonderegerings behandling af sin opposition, ser det sort ud. Venstrefløjen er nødt til at diskutere, hvilken slags styre, vi går ind for.

Netop det er temaet for en artikel af den ecuadorianske antropolog, Anahí Macaroff i en større antologi fra september om de sociale bevægelser i Latinamerika: DESBORDES Estallidos, sujetos y porvenires en América Latina, udgivet af den tyske tænketank Rosa Luxemburg Stiftung.

Macaroffs pointe er, at de sociale bevægelsers krav ikke nødvendigvis skal ses som tegn på, at oprørerne støtter udenlandsk (imperialistisk) indblanding, men at kravene som sådan er legitime. Netop denne fejlslutning er også den fælde, store dele af venstrefløjen i Latinamerika, Europa og USA er faldet i.

Nicaragua ved en korsvej

– Af Anahí Macaroff

Den nuværende situation i Nicaragua markerer en korsvej for venstrefløjen og de sociale bevægelser, både nationalt og internationalt. Samtidig peger den på et problem ved den nuværende politik på regionalt plan: Man er blevet fanget i en sort-hvid logik.

I Nicaraguas tilfælde bliver det derved umuligt at synliggøre og analysere det komplekse og mangfoldige i, at dele af befolkningen er kritisk over for Ortega-regeringen uden eksplicit at identificere sig med højreorienterede ideologier. Hvem har fordel af denne politiske polarisering?

“Ved ikke at anerkende eksistensen af ​​sociale kollektiver, der ikke identificerer sig med den traditionelle højrefløj, forstørrer regeringen højrefløjens rolle.”

Logikken, der trækker tråde tilbage til den kolde krig, gør det muligt for Ortega-Murillos regering at stemple al kritik som en del af udenlandsk indblanding – især fra USA – og at udråbe dem, der er enige i kritikken som højrefløjs-kupmagere.

Ved ikke at anerkende eksistensen af ​​sociale kollektiver (som bl.a. studerende og feminister), der ikke identificerer sig med den traditionelle højrefløj, forstørrer regeringen højrefløjens rolle. Regeringen får dermed også mulighed for at positionere sig selv som det eneste mulige alternativ. På den anden side appellerer højrefløjen til de samme spilleregler, dens ledere udråber sig selv til de eneste talsmænd for protesterne, fordømmer diktaturet og anmoder om udenlandsk indgriben med en klar opgivelse af national suverænitet.

Rækken af vidnesbyrd indsamlet i den foregående rapport (i antologien, red.) giver rigeligt med eksempler på, hvordan dette unuancerede syn medfører en usynliggørelse af ​​protesternes mangfoldighed og krav.

For at kunne forstå den store kompleksitet i situationen i Nicaragua er det bydende nødvendigt – udover at analysere den sociale mobilisering og regeringens reaktioner – at være opmærksom på eliternes adfærd. Det gælder både dem, der traditionelt fra en højrefløjsposition har været i opposition til regeringen, men også dem, der har indgået alliancer med den. Det er vigtigt at gøre sig klart, at eliten traditionelt byder alliancer med en regering velkommen ved først givne lejlighed, selv når nogle af dens sektorer drager fordel af regeringens politik. Det giver en direkte adgang til magten, hvorefter man kan flytte sin støtte til alternativer, der mere direkte repræsenterer dens interesser.

Ortega bliver aldrig elitens kop te

Mens de sociale bevægelser og tidligere sandinister i Nicaragua sætter spørgsmålstegn ved og kritiserer Daniel Ortega for at have opgivet de sandinistiske idealer, skabe alliancer med dele af eliten, udøve politik i overensstemmelse med Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Interamerikanske Udviklingsbanks (IDB) retningslinjer – samt Ortegas konservative holdninger til kønsspørgsmålet – vender både eliten og kirken ham ryggen, og slutter sig til højrefløjen så snart de får chancen. Det er således ligegyldigt, hvor langt Ortega har bevæget sig væk fra de sandinistiske idealer, og at det i social og politisk henseende er stadig sværere at se hans regeringsprogram som venstreorienteret. Han er stadig en uønsket figur for såvel eliten og politikere fra den traditionelle højrefløj som for nordamerikanske interesser i regionen.

Vi skal heller ikke se bort fra, at Ortegas regering er en sten i skoen for USAs politik på grund af dens støtte til Cuba og Venezuela, men især til det interoceaniske kanalprojekt, støttet af Kina, som ville kunne konkurrere direkte med Panamakanalen.

Hvad skete der – set i lyset af ovenstående – med kravene fra dem, der protesterede i 2018? Aguileras rapport viser, hvordan manglen på social sammenhængskraft mellem de forskellige grupper, der aktivt deltog i protesterne, tillod højrekræfterne at udnytte stemmerne og utilfredsheden og derved fik en langt større rolle, end de faktisk havde haft i løbet af mobiliseringerne. På den anden side har Ortega-regeringens umådeligt undertrykkende handlinger og fængslingerne i juni 2021 af mulige kandidater til præsidentvalget, givet næring til international fordømmelse og giver ny kamplyst til både de sociale bevægelser (som blev undertrykt) og til de højreorienterede aktører.

Hvordan skal man forstå, at en regering, der ifølge data fra Latinobarometeret stadig har et højt niveau af støtte, handler sådan? Ville det ikke være mere rimeligt at anerkende mangfoldigheden blandt de ​​sociale aktører og skelne dem fra den højreorienterede opposition, i stedet for at skære alle over en kam? Heri ligger noget af kompleksiteten i den aktuelle situation i Nicaragua og den internationale venstrefløjs positionering over for Ortega-Murilloregeringen.

Den internationale venstrefløj skal utvivlsomt ikke naivt indgå i det spil, som Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) har iscenesat. OAS-generalsekretær Luis Almagro tøver ikke med at anmode om at suspendere Nicaraguas medlemskab af OAS, mens han fortsat er chokerende tavs over for de systematiske krænkelser af menneskerettighederne i f.eks. Colombia.

Udfordring for de sociale bevægelser

I denne forstand er den holdning, som Argentinas og Mexicos regeringer indtager, interessant. De besluttede sig for ikke at stemme for resolutionen fra OAS’ Permanente Råd, der fordømmer arrestationen af præsidentkandidaterne og forfølgelsen af politiske partier, politikere og medier. Resolutionen indeholdt desuden en kritik af Daniel Ortegas regering for ikke at gennemføre de valgreformer, som rådet har anmodet om. Mens Argentinas og Mexicos regeringer ganske vist udtrykte bekymring over situationen i Nicaragua, advarede de også om faren ved at godkende politisk indblanding fra internationale organisationer.

“Det centrale spørgsmål er, om alliancen mellem den nationale højrefløj og USA’s transnationale interesser gør de sociale protester og krav ugyldige.”

Men selvom man ikke vil spille sådanne organisationers spil, bør det ikke medføre, at man lukker øjnene for situationen i Nicaragua. Det centrale spørgsmål er, om alliancen mellem den nationale højrefløj og USA’s transnationale interesser gør de sociale protester og krav ugyldige. Om for eksempel de studerendes protester, der fandt sted i løbet af 2018, kun kan ses som højrefløjens orkestrerede optøjer, eller om de er baseret på en legitim social utilfredshed, som ikke har noget med elitens strategier at gøre. Skal feminister – for ikke at spille højrefløjens spil – finde sig i kriminalisering af aborterende kvinder?

I en regional sammenhæng, hvor privatsektorens højrekræfter, i nogle tilfælde med foruroligende overtoner af fascisme som i Brasilien, vinder frem, består den store udfordring for de sociale bevægelser i at styre uden om denne korsvej. Dette er ikke en lille udfordring. Først og fremmest fordi, som Yerling Aguileras undersøgelse viser, der er enorme vanskeligheder med samarbejde og forståelse mellem de forskellige aktører, og pandemien har reduceret mulighederne for at mødes. For det andet fordi det ikke er nok at være præcis i sine krav, men det er nødvendigt radikalt at adskille sig fra højreorienterede dagsordener og internationale interesser, for at opnå en solid position som politisk-sociale aktører over for en regering, der gør alt for at negligere deres eksistens og krav.

Oversat af Else Mikél. Bragt i Rosa Luxemburg Stiftung: Desbordes Estallidos Sujetos y porvenires en America Latina.