Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
21. marts. 2022

Chile og den nye venstrefløj

Chiles nye præsident forsøger at gøre op med gamle dogmer, mens hans langsigtede plan er at lægge nyliberalismen i graven. Det bliver en svær balance mellem gradvise politiske og sociale reformer, og at vedligeholde et progressivt og inkluderende projekt.

Gabriel Boric fejrer sin valgsejr i Santiago Chile i december 2021. Foto: VCG

I sin første tale som præsident henviste Gabriel Boric til Salvador Allendes’ ord, da han sagde: ”Jeg inviterer jer, ligesom man gjorde for efterhånden mange år siden, til at gå hjem med den sunde glæde, som man får af at have opnået en ren sejr”. Det var sådan Allende, for mere end 50 år siden, inviterede sine tilhængere til at fejre hans valgsejre. Nogle måneder senere, 11. marts 2022 henviste Boric igen til Allende i sin første tale som præsident på balkonen på Palacio de la Moneda, det chilenske præsidentpalads. Mens Boric i sin første tale appellerede til tilhængerne efter en meget polariseret valgkamp – tænkte han nu mere som en præsident med en vision for fremtiden, stadig inspireret af Allendes ord: “Vi er i gang med at åbne de store alléer, hvor mænd og kvinder frit kan gå frem for at bygge et bedre samfund”.

“Boric forsøger at genfinde Allendes demokratiske og folkelige dimension, uden at profilere sig som en markant venstreorienteret profil.”

Symbolismen og referencerne til Allende betyder ikke, at Boric vil lede et socialistisk projekt. I modsætning til hans politiske opponent, José Antonio Kast – som har udvist sympati for diktatoren Augusto Pinochet – har Boric fremhævet den politiske arv fra Allende, hvis intention om et mere lige og retfærdigt samfund på dramatisk vis blev ødelagt af diktaturet. Men Boric forsøger at genfinde Allendes demokratiske og folkelige dimension – uden at profilere sig som en markant venstreorienteret profil. Den nye præsident har erkendt, at regeringen ikke vil starte forfra, men i stedet blive en del af den samlede chilenske historie, hvor Allende var præsident, og den centrum-venstreorienterede Michelle Bachelet også var det.

Det er en helt ny og lovende politisk situation. Den stadigt mere radikaliserede højrefløj tabte, og centrum-venstre og centrum-højre mistede deres centrale positioner som de eneste to alternativer i forhold til at danne regering. Venstrefløjen får altså en unik mulighed i Chile nu. En ung generation af politikere, der stammer fra årene med civilsamfunds-protester og -bevægelser, ført an af Boric. De vil konsolidere en stor social opbakning til hans projekt – med en blanding af pragmatik og ambitioner i et program med velfærdspolitik, feminisme og multinationalitet. På et tidspunkt hvor venstrefløjen bliver dominerende i den latinamerikanske region, kan Chile spille en stor rolle i at skabe et progressivt projekt på tværs af grænser.

Nyliberalisme og teknokratisk konsensus

Chile er i mange år blevet betragtet som et eksemplarisk land i Latinamerika, en slags oase med en velfungerende økonomi og institutionelle stabilitet. Allerede med de såkaldte Chicago Boys kombinerede Chile militærdiktatur med nyliberal politik. Den teknokratiske tilgang til politik forsvandt ikke med indførelsen af demokrati. Tværtimod indebar det, at nyliberalismen blev konsolideret som den eneste ideologi, der kunne styrke de økonomiske og politiske eliters interesser.

“Gabriel Boric stammer fra denne nye civile og politiske kultur, som afviste det dominerende økonomiske og politiske system, men som heller ikke har et nostalgisk forhold til den revolutionære socialisme”

Hverken venstre- eller højrefløjen fremførte for alvor en kritik af systemet, hvilket blev afspejlet i centrum-venstrepartiet Concertacións uarbejdsdygtighed, da lederen Bachelet ikke lykkedes med at erstatte forfatningen fra 1980, godkendt under diktaturet. Det betyder, at demokratiseringen i Chile blev gennemført som en forlængelse af den økonomiske model og den lovgivningsmæssige og institutionelle orden, der var udformet af eliterne allerede i Pinochets tid. Chile pralede af at have en model baseret på politisk konsensus, dvs. en bred enighed mellem de to største partier, og på at holde enhver form for revolutionær eller protestorienteret bevægelse uden for indflydelse.

Derfor medførte nyliberalismens krise som økonomisk model en bredere krise om repræsentation for det politiske system – sammen med en legitimitetskrise i forhold til grundlaget for hele det chilenske system. De stigende protester viste den store afstand mellem borgerne og den politiske klasse. Gymnasieelever, først i 2001 og især i 2006 med den såkaldte pingvin-revolution, spillede en vigtig rolle, da de afviste både den nyliberale model og den ’gamle’ måde at lave politik på. Det budskab forstærkedes af de universitetsstuderendes protester i 2011, der skete samtidig med globale protester som Occupy Wall Street. Kampen for ’ægte’ demokrati åbnede et nyt scenarie, hvor stemmer fra civilsamfundet fik vægt og udforskede ny måder at lave politik på. Gabriel Boric og andre deltagere, som nu er ministre i hans regering, stammer fra denne ny civile og politiske kultur, som afviste det dominerende økonomiske og politiske system, men som heller ikke har et nostalgisk forhold til den revolutionære socialisme.

Det var imidlertid protesterne fra 2019, der førte til kollaps for dén politiske konsensus, som begravede de ideologiske forskelle. Udover at fremsætte socioøkonomiske krav tydeliggjorde demonstranterne, at der var en alliance mellem de økonomiske og politiske eliter, formaliseret allerede i 1980-forfatningen, hvilket har ledt til større ulighed og udbredt korruption. Denne splittelse mellem politikere og borgere forklarer, hvorfor de traditionelle partier ikke engang nåede anden runde af valget, men at det derimod var to andre politiske koalitioner – Boric’s progressive Apruebo Dignidad og Kasts Republikanske Parti på den yderste højrefløj – som kæmpede om at gøre op med det demokratiske underskud. Mens begge projekter tilbød meget forskellige alternativer, kan Kasts forslag kun ses som en demokratisk afvikling. Boric var meget eksplicit, da han vandt primærvalget med koalitionen Apruebo Dignidad imod den kommunistiske kandidat Daniel Jadue: ”Hvis Chile var nyliberalismens vugge, bliver landet også nyliberalismens grav”. Det opsummerer viljen til at starte en ny økonomisk og politisk cyklus.

De store studenterprotester i Chile har været afgørende for den nye generation af politikere, som ønsker at gøre op med landets traditionelle politiske landskab. Foto: Aliosha Marquez

Venstrefløjen bliver transversal

Når man forsøger at definere et venstrefløjsprojekt (dvs. til venstre for Socialdemokratiet), opstår der ofte en idé om ‘transversal politik’, altså en politisk kurs, som går ud over det traditionelle spektrum. Det er en måde at sætte en progressiv dagsorden på, som inkluderer et samfundsflertal, og overkommer polariseringen mellem to grupper. Da Néstor Kirchner var præsident i Argentina, blev hans projekt opfattet som transversalt, idet hans program, baseret på en stærkere socialpolitik og på forsvar for menneskerettigheder, henvendte sig til en bredere del af befolkningen – ikke blot til dem, der ideologisk identificerer sig med venstrefløjen. Med Boric bliver spørgsmålet om at lave transversal politik fra venstre igen relevant. For det første fordi der er behov for solid samfundsstøtte, og for det andet fordi man skal undgå, at det venstreorienterede projekt bliver udvisket og ender med, at regeringen bevæger sig mod midten. 

“I stedet for kun at tale til venstrevælgerne ramte Borics budskab en stor del af samfundet, som er skuffet over den politiske klasse og har mistet tilliden til institutionerne”

Boric har allerede vist, at han vil skabe et bredt og inkluderende projekt, som ikke kan identificeres med den ’radikale’ venstrefløj. Allerede ved anden runde af præsidentvalget kom han tættere på centrum-venstre og de mere moderate vælgere. Selv den tidligere præsident Bachelet offentliggjorde, at hun ville stemme på Boric for at sikre fremskridt for alle. Den store sejr (56 %  mod Kasts 44 %) er den første, der finder sted uden for de to blokke på venstre og højre side af midten. Det forklarer, hvorfor der var en stor polarisering mellem Boric, som leder af venstrekoalitionen – inklusive det kommunistiske parti – og den yderste højrefløj.

I stedet for kun at tale til venstrevælgerne ramte Borics budskab en stor del af samfundet, som er skuffet over den politiske klasse og har mistet tilliden til institutionerne, sådan som det blev udtrykt i demonstrationerne i 2019. Han har skabt resonans med civilsamfundskravene om flere sociale rettigheder og mindre ulighed, hvilket blev understreget under pandemien. Boric har desuden, i modsætning til Kast, en vis opbakning til den nye proces med at udarbejde en ny forfatning. Det er ikke tilfældigt, at en del af sejren kan forklares via stemmer fra de unge og kvinder. Kast vandt kun i befolkningsgruppen over 70 år. Den nye præsident har reflekteret over grunden til den store opbakning og sagt, at det er ”en kritik af magtstrukturerne i Chile, men det betyder ikke, at alle disse stemmer er venstreorienterede”.   

Den nye regering afspejler et forsøg på at repræsentere en stor del af befolkningen og inkludere diversitet. Den tager afstand fra elitære eller teknokratiske regeringer, og satser på professionelle profiler, hvoraf mange er uddannet på offentlige universiteter. Det er en ung regering med en række ministre, der bl.a. stammer fra studenterbevægelsen, med flere kvinder end mænd (14 ud af 24) og to ministre fra LGTBI-fællesskabet. Regeringen udvider den politiske repræsentation ved at bevæge sig væk fra ideen om en regering med hovedsageligt ældre mænd på posterne, og overhaler endda Bachelets ligestillings-regering. Den styrker et bredt demokratisk projekt, hvor der er en ideologisk vifte fra kommunisme til centrum-venstre. Denne komposition er på linje med Borics vilje til at udvikle transversal politik i stedet for mere traditionel (eller ideologiseret) venstrefløjspolitik. Det var for eksempel ikke tilfældigt, at Mario Marcel blev skatteminister. Marcel er økonom, og har en profil, som er tættere på Concertación (tidligere rød-grøn politisk koalition i Chile, red.), og som har arbejdet for OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) og Den Interamerikanske Udviklingsbank, hvilket tilfredsstiller den økonomiske magt og de konservative medier.

“Politik handler for Boric ikke om at gennemtvinge og reproducere den politiske klasses interesser, men om at skabe de sociokulturelle omstændigheder, der skal til for at lægge den neoliberale logik i graven”

Boric har, med reference til Gramsci, sagt, at de ønsker at være den dominerende klasse i stedet for den ledende klasse. Det betyder, ifølge Gramscis ide om en krig mellem forskellige positioner, at man skal kæmpe for at skabe de nødvendige kulturelle forandringer (for at danne en ny sund fornuft), før man er i stand til at stå i spidsen for disse ændringer. Politik handler for Boric ikke om at gennemtvinge og reproducere den politiske klasses interesser, men om at skabe de sociokulturelle omstændigheder, der skal til for at lægge den neoliberale logik i graven. Men det vil ifølge Boric kun ske gradvist. Derfor allierede hans projekt sig med andre projekter som Podemos i Spanien og ideen om demokratisk socialisme, kendt i Danmark gennem Pelle Dragsteds tanker om den nordiske model. Det nye regeringsprogram er baseret på et forsvar for det offentlige system, med en særlig indsats for uddannelse, sundhed og pensionssystemet.  

Højre bliver det yderste højre

På trods af Borics sejr skal man ikke overse, at Kast lykkedes med at blive det største højrefløjsparti i kamp med det traditionelle centrumhøjre, som bevægede sig mod mere ekstreme højrefløjsholdninger. Kort fortalt er Kast Chiles svar på Jair Bolsonaro eller Donald Trump. Kast førte kampagne ved folkeafstemningen i 1988 for, at Pinochet skulle forsætte ved magten. I valgkampagnen i 2017, hvor han fik 8 % af stemmerne, hævdede han, at Pinochet ville have stemt på ham, hvis han havde været i live. Han nedtonede senere kommentarerne om diktatoren, selv om han viste ambivalens ved flere lejligheder. I hvert fald lød han som en kandidat, der hørte fortiden til, mens Boric pegede mod fremtiden.

“Kort fortalt er Kast Chiles svar på Jair Bolsonaro eller Donald Trump.”

Kast er 55 år, har ni børn og er medlem af den katolske bevægelse ’Schoenstatt’­. Hans økonomiske program ser staten som en hindring for iværksætteri, og hans budskab fokuserer på at fremme sikkerhed og offentlig orden imod stigende vold. Han sagde allerede i 2019 – men har senere forsøgt at nuancere sine ord – at der ikke er menneskerettigheder, hvis der ikke er offentlig orden. I tillæg til det og som en god trumpist erklærede han sig politisk ukorrekt og sigtede kritisk mod kvinder, indvandrere og minoriteter. Kast har i mange år udtrykt sin afvisning af kvinders reproduktive rettigheder og kvinders ret til at bestemme over egen krop. Han lovede i første omgang at afskaffe ligestillingsministeriet, men han endte med at trække sig på grund af hans upopulære forslag og hans vanskeligheder med at nå kvindelige stemmer. Selv om han forsøgte at nedtone sine udsagn om ligestilling, blev han af god grundw betragtet som en hæmsko for fremskridtet for kvinders rettigheder.

I forhold til migration var han ikke særlig kreativ, da han foreslog at bygge en grøft ved den chilenske grænse for at undgå ankomsten af ’illegale’ indvandrere. Det er sandt, at Piñeras regering gjorde sin indsats mod indvandrere hårdere under pandemien og bl.a. gav dem skylden for at smitte med coronavirus, og racismen voksede bekymrende. Derfor blev en del vælgere overbevist af Kasts hårdere linje mod indvandrere i sammenligning med centrumvenstre. Ideen om en grøft blev brugt til at visualisere indvandrere som en trussel og fremme fornemmelsen for mere sikkerhed imod vold.

Boric lykkedes bedre med at udvide sin vælgeropbakning i anden runde i forhold til Kast. Situationen for højrefløjen var anderledes. Kast forsøgte også at moderere sine holdninger, men uden at lykkes med at overtale centrumvælgerne. Centrum-højre partiet Chile Vamos besluttede at støtte ham, men efter valget er diskussionen åbnet op om, hvem der skal lede oppositionen. Mens Boric er blevet konsolideret som leder for den brede venstrefløj, er det uklart, hvor oppositionen står: – Skal man udvikle det yderste højres linje eller bevæge sig mod centrum? Spørgsmålet handler ikke blot om projektet, men også om dén person, som skal gendanne højrefløjen ideologisk.

Jose Antonio Kast: ‘Chile’s Donald Trump‘. Kast har forsvaret landets tidligere nyliberale diktator, Augusto Pinochet, og forsøger at samle oppositionen under en radikalt højreorienteret platform. Foto: Patricio Alarcón / Flickr.

Det latinamerikanske venstre efter den lyserøde bølge

Den række af venstrefløjsregeringer, der kom til magten i Latinamerika i 00’erne – den såkaldte ’Lyserøde Bølge’ – skabte større forventninger om en drastisk forandring både i de enkelte lande og regionalt. Nogle prominente venstrefløjsprofiler, tæt på socialismen, som Hugo Chávez i Venezuela, sameksisterede med mere moderate profiler, såsom Lula i Brasilien. Da de progressive regeringer kom i krise, så det ud som om, tiden var kommet for et nyt højrefløjsprojekt, inkarneret ved Mauricio Macri i Argentina. Det skabte alligevel ikke den ventede dominoeffekt: Bolsonaro blev en ny reference for højrefløjen og en form for trumpisme, mens Macri tabte valget i Argentina til Alberto Fernández’ peronisme. Nu er der venstrefløjs-regeringer i mange lande, såsom Mexico, Argentina og Peru, og der er mulighed for, at der kommer flere, f.eks. i Colombia – og måske også i Brasilien.

“Der er store ideologiske forskelle på de forskellige regeringer, og det kan udvikle sig til en splittelse for venstrefløjen.”

Der er stort potentiale for at udvikle progressiv politik i regionen, men situationen er meget anderledes end under den Lyserøde Bølge. Der er store ideologiske forskelle på de forskellige regeringer, og det kan udvikle sig til en splittelse for venstrefløjen. Splittelsen kan også reproduceres inden for den chilenske regering, da Borics koalition består af både Frente Amplio (Den brede Front, Sammenslutning af centrum-venstre partier og bevægelser, red.) og det traditionelle kommunistiske parti. Det skisme blev tydeligt, da det kommunistiske parti sendte støtte til Daniel Ortegas regering og valgprocessen i Nicaragua. Boric blev nødt til at bede kommunisterne om at trække deres støtte tilbage, og han fremhævede, at hans regering altid ville forsvare menneskerettighederne og fordømme diktaturer og valgsvindel. Det er et tegn på mulige spændinger mellem den ideologiserede og den pragmatiske fløj i regeringen.

Selv om Boric i første omgang sympatiserede med den bolivarianske revolution, har han været meget kritisk over for Nicolás Maduros regering, og har karakteriseret erfaringerne fra Venezuela som “en fejltagelse”. Hans politiske referencer ligger tættere på Podemos i Spanien, eller på den nordiske socialisme, den tidligere vicepræsident i Bolivia Álvaro García Linera, og Lula i Brasilien. Mange nævnte Lula i forbindelse med Boric’s dannelse af en ny regering med bred ideologisk repræsentation. Betyder det, at massemedierne opfatter Boric som en ny Lula, eller en fornuftig og pragmatisk politiker? Det er der overhovedet ikke tale om. Mange medier vil alligevel portrættere ham som ‘den nye Chávez’ eller Maduro, som kan gøre Chile til ‘det nye Venezuela’.

Invasionen af Ukraine åbner også op for en usikker fremtid. Der er ikke meget, som tyder på, at regionen vil splittes i to geopolitiske blokke, sådan som det skete under Den kolde Krig. Men situationen er kompliceret. Ud over den cubanske sympati med Rusland, har Venezuela igangsat en dialog med USA omkring olieleverancer. Bolsonaro, som besøgte Putin nogle dage før krigen, har en ambivalent position, mens López Obrador i Mexico er tilbageholdende i forhold til økonomiske sanktioner. I den forbindelse har Boric været én af de tydeligste stemmer, idet han klart har fordømt invasionen og vist solidaritet med den ukrainske befolkning. Det tyder ikke på, at man ender med at gentage Den kolde Krigs logik – men konsensus eller fælles strategier i regionen kan blive svære at opnå.

Tid til progressiv politik

Der er ingen tvivl om, at Borics sejr er historisk, ikke blot for den chilenske eller den latinamerikanske venstrefløj. Det var en stor sejr for landet, hvor nyliberalismen blev indført, og hvor grundlaget i den teknokratiske konsensus gjorde den ideologiske forskel mellem højre og venstre irrelevant, mens to centrum-orienterede partier skiftes til at sidde ved magten. Boric får et stort ansvar for at gennemføre en progressiv agenda, og at genvinde borgernes tillid til demokratiet. Han skal respektere autonomien i den konstitutionelle proces og den forfatning, som udgår fra den og bliver bekræftet ved folkeafstemning.

“Boric får et stort ansvar for at gennemføre en progressiv agenda, og at genvinde borgernes tillid til demokratiet.”

Han skal også finde en balance mellem hans forhåbning om at inddrage politiske og sociale reformer gradvist og vedligeholde et progressivt og inkluderende projekt. Det er altid en risiko, at transversal politik, i stedet for at inkludere krav og behov fra samfundsflertallet, ender med at være centrumholdninger og dermed miste sit forandringspotentiale. I denne forbindelse skal Boric håndtere presset fra eliten og centrum (inklusive fra hans regering) på den ene side og fra venstrefløjen (det kommunistiske parti og en del af civilsamfundet) på den anden.

Boric har allerede udtrykt, hvor vanskelig hans politiske opgave er, da han sagde: “Jeg regner ikke med, at eliterne vil være enige med mig, men jeg regner med, at de ikke længere vil være bange for os”. Pragmatismen vil være nødvendig for at udvikle et bredt politisk projekt, mens den politiske uenighed er betingelse for at give plads til det alternativ, som civilsamfundet råber på.


Om skribenten

Óscar García Agustín

Óscar García Agustín

Professor på Institut for Kultur og Læring (AAU). Han er medredaktør af Podemos and the New Political Cycle (2017) og forfatter af Left-Wing Populism (2020). Læs mere