Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. september. 2022

11. september: Historien om et blodigt militærkup i Chile

Selv om datoen mest huskes for terrorangrebet på World Trade Center, var 11. september allerede en historisk mærkedag længe før 2001. For 49 år siden gennemførte Chiles militær et blodigt kup, der blev støttet af USA’s regering. Drømmen om en fredelig, parlamentarisk vej til socialisme var slået fejl.

Chiles socialistiske præsident Salvador Allende, blev afsat og myrdet i 1973. Overalt i verden lever mindet om hans ‘demokratiske socialisme’ dog videre – som her på et stykke street art i Orgosolo på Sardinien. Foto: Wide Walls.

En treårig periode med socialistisk politik i Chile blev abrupt afsluttet 11. september 1973. Under ledelse af general Augusto Pinochet Ugarte blev eksperimentet afløst af et brutalt militærdiktatur, som ved hjælp af terror og målrettede brud på menneskerettighederne ødelagde de eksisterende demokratiske institutioner.

Militærkuppet skabte på den måde forudsætningerne for en økonomisk og social omstrukturering af hele samfundet. Pinochet-regimet tilbød Chiles råstoffer, først og fremmest kobberindustrien, til spotpriser og lokkede med billig arbejdskraft verdensmarkedet til Chile.

“I 1975 indtog neoliberalismen Chile som det første land i verden.”

Der blev iværksat en storstilet privatisering af den sociale sektor, af hele uddannelsessystemet og af servicesektoren. En hensynsløs deregulering af de tilkæmpede faglige rettigheder, neutralisering af fagbevægelsen og ophævelse af al form for kontrol med markedskræfterne gjorde Chile til et lukrativt sted for multinationale koncerner.

I 1975 indtog neoliberalismen således Chile som det første land i verden. Fremtrædende ultraliberale økonomer som Milton Friedman og Friedrich von Haydek, de såkaldte ”Chicago Boys”, leverede idéerne til den noget senere globale neoliberalistiske samfundsmodel. ”Chile er et økonomisk mirakel”, skrev Milton Friedman i det amerikanske magasin Newsweek i 1982. Men virkelighedens Chile lider stadig i dag under militærdiktaturets neoliberalistiske rovdrift.

That son of a bitch

Ved præsidentvalget 4. september 1970 fik venstrekoalitionen Unidad Populars (UP) kandidat, Salvador Allende 36,4 procent af stemmerne. Han vandt dermed knebent over de to kandidater fra den indbyrdes splittede borgerlige lejr.

Den politiske stemning var anspændt. Venstrefløjen fik ved valget i september 1970 udvidet deres indflydelse langt ud over arbejderklassen og koalitionspartiernes traditionelle miljøer. Beboerkomitéer, kvindeorganisationer, sportsklubber og kunstnersammenslutninger deltog aktivt i politiseringen af chilenernes hverdag. Der opstod mere end 15.000 basiskomitéer, der aktivt støttede Unidad Popular.

Også den revolutionære venstrefløj, der stod til venstre for det reformorienterede, parlamentariske Unidad Popular fik stor tilslutning fra storbyernes radikaliserede studenter – og arbejdermiljøer. Det var først og fremmest ”Det Revolutionære Venstres Bevægelse” (Movimiento de Izquierda Revolucionaria –MIR), der blev et samlingspunkt for aktivister med venstreradikale holdninger.

I månederne op til valget den 4. september 1970 opstod et næsten uudholdeligt samfundsmæssigt pres. Situationen i Chile blev fra dag til dag stadig mere polariseret. Konfrontationerne har i årenes løb taget til i intensitet. Enhver demonstration blev mødt af en moddemonstration, hvis deltagere som regel endte i politiets varetægt eller på hospitalet.

“Folk protesterede mod politirepressionen, oftest organiseret af venstrebevægelsen MIR“, skrev den chilenske forfatter Fernando Diego Garcia i bogen ”Allende – afslutningen på en æra” (spansk-tysk udgave), om situationen i 1970 i Chile.

Den 3. november 1970 dannede UP regering og lagde ud med et program, som garanterede demokratiske rettigheder samt individuel og social retsgaranti for alle. Regeringens målsætning var på demokratisk vis at ”bryde imperialisternes, monopolernes og agrarbaronernes magtudøvelse og begynde opbygningen af et socialistisk demokrati”.

USA’s præsident Richard Nixon karakteriserede Allende som ”That son of a bitch, that bastard” på grund af Allende-regeringens beslutning om at ekspropriere amerikanske koncerner i Chile.

Ved det efterfølgende kommunalvalg i 1971 fik UP 50,8 procent af stemmerne og dermed et absolut flertal, mens de mere moderate, højreorienterede kristdemokrater fik 26,2 procent. Det ekstreme højres Partido Nacional fik 22,4 procent af stemmerne.

Richard Nixon (tv.) og hans sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister, Henry Kissinger. Den amerikanske regering var fast besluttet på at sabotere Chiles socialistiske eksperiment, og pumpede millioner af dollars i at undergrave styret. Arkivfoto.

Gennemgribende sociale reformer

Trods blokader fra den parlamentariske højrefløj lykkedes det Unidad Popular at gennemføre væsentlige forbedringer til fordel for det underprivilegerede flertal af chilenerne. I venstrekoalitionens første år steg lønnen i gennemsnit med 34 procent, og arbejdsløsheden faldt fra 8,3 procent til 3,8 procent. Industriproduktionen steg omkring 12 procent, og inflationsraten gik tilbage fra 34,9 procent til 22 procent.

UP gik straks i gang med at gennemføre en strukturel samfundsombygning og omfordeling af landets rigdomme. Chiles bankvæsen samt landets kobberminer blev således nationaliseret. Aktiemajoriteten havde indtil da været i hænderne på de to amerikanske multinationale koncerner: Anaconda Copper Mining Cooperation og Kennecott Copper Cooperation.

Indtil midten af 1960’erne trak disse to koncerner omkring 5 milliarder dollars nettogevinst ud af Chile, svarende til omkring halvdelen af landets samlede formue. I 1972 blev den amerikanske telekommunikationskoncern ITT ekproprieret. Senere offentliggjorte dokumenter har afsløret, at ITT’s koncernledelse støttede højrefløjens kup med millioner af dollars.

Gratis mælk og tag over hovedet

En af de vigtigste reformer i Unidad Populars korte regeringstid var påbegyndelsen af et kæmpe byggeprojekt med mere end 100.000 billige boliger til de mange hjemløse, et omfattende gratis sundhedssystem for alle samt en alfabetiseringskampagne. På det politiske plan skabtes der rådsstrukturer blandt småbønder og landarbejdere, som skulle håndhæve den vedtagne landbrugsreform.

Verdenskendt blev især uddelingen af en halv liter gratis mælk dagligt til hvert eneste barn under 15 år. 1,8 millioner børn fik hver dag tildelt gratis morgenmad og 680.000 børn fik hver dag et gratis middagsmåltid. Resultatet af disse initiativer var bla., at børnedødeligheden i 1973 faldt med omkring 20 procent.

Mineindustrien i Chile omfatter verdens største kobberindustri. Det var blandt andet eksproprieringen af denne fra amerikanske virksomheder til den chilenske stat, der gjorde Salvador Allendes regering til én af Richard Nixons fjender. Foto: Northern Miner

Højrefløjen udnyttede amerikansk boykot

Som reaktion på Unidad Populars tydelige politiske og økonomiske succes i den første regeringsperiode, begyndte højrefløjen sin modoffensiv på gaden. Kvinderne fra de velhavende lag demonstrerede sammen med deres tjenestefolk mod ”forsyningsproblemer”. Deres demonstrationer, de såkaldte ”tomme gryders protester”, knyttede an til reelle problemer. Lønforhøjelserne havde ført til voksende købekraft, der rakte ud over de hidtidige anskaffelser af elementære fornødenheder.

USA’s målrettede blokade for vigtig import af færdigprodukter og reservedele udhulede vareudbuddet. Da forsyningskrisen i 1972 blev alvorlig, begyndte de velhavende lag systematisk at opkøbe og tømme butikker, supermarkeder og markeder. Det skabte grobund for en sortbørshandel, som underminerede ‘Unidad Populars’ priskontrol på grundernæringsmidler.

Den amerikanske boykot havde vidtrækkende konsekvenser. Chiles udenlandskreditter og bankkonti blev spærret, og de amerikanske kobberminekoncerner forsøgte at få Chiles kobberleverancer på det internationale marked beslaglagt som kompensation for eksproprieringen, der havde smidt dem ud af landet.

Patria y Libertad: Med Franco som forbillede

Den ekstreme militante højrefløj startede i slutningen af 1971 en regulær volds – og terrorbølge. Næsten hver dag gennemførte de voldelige demonstrationer, væbnede overfald og terrorbomber. Målet var at skabe en så anspændt situation, at militæret kunne overtage magten, og oprette et autoritært, nationalistisk regime a la Franco-regimet i Spanien.

“Målet var at skabe en så anspændt situation, at militæret kunne overtage magten, og oprette et autoritært, nationalistisk regime a la Franco-regimet i Spanien.”

Situationen kulminerede i sommeren 1973, hvor højreekstremisterne mellem 23. juli og 5. september gennemførte 1.015 dokumenterede bombesprængninger rettet mod venstrefløjen. I spidsen for de mange højreekstremistiske grupper stod den fascistiske organisation Patria y LibertadFædreland og Frihed. De var tæt forbundet til højreorienterede kredse i militæret, herunder Pinochets sammensvorne, kupgeneralen Roberto Viaux.

CIA hjalp til

Talrige senere offentliggjorte dokumenter beviser, at CIA fra starten af saboterede Unidad Populars socialisme-projekt. Den amerikanske efterrretningstjeneste finansierede blandt andet højreorienterede virksomhedsejere, kristendemokratiske politikere, og reaktionære dagblade som f.eks. avisen El Mercurio.

Samlet pumpede den amerikanske regering under ledelse af Richard Nixon mere end 8 millioner dollars ind i at styrke de højreekstreme kræfter i Chile. Formålet var at forhindre, ”at en ansvarsløs befolkning prisgiver deres land til kommunismen”, som Nixons udenrigsminister Henry Kissinger forklarede.

USA’s ambassadør og CIA-koordinator i Chile, Edward Malcolm Korry mente, at man skulle sørge for, at ”der ikke kommer en eneste skrue eller møtrik igennem blokaden”. Korry forklarede: “Vi må gøre alt for at tilføje Chile og chilenerne de største afsavn og ofre for hurtigst muligt at opnå en accelerering af situationen, hvor det kommunistiske regime i Chile afdækker sine hårde sider.

Senere offenliggjorte dokumenter viser også, at CIA i Unidad Populars regeringsperiode oprettede militære træningslejre i Panamas kanalzone. Her underviste man chilenske militærfolk og ansatte i efterretningstjenesten DINA i torturteknikker og hemmelig krigsførelse.

Millioner organiserede selvforsvar

I denne tilspidsede situation opfordrede Chiles faglige landsorganisation (CUT) sammen med socialistpartiet og kommunisterne til, at befolkningen begyndte at danne selvforsvarskomitéer. Den organisationsform havde den revolutionære venstrefløj arbejdet for i årevis, og var nu blevet til et fælles anliggende. I slutningen af 1972 var omkring 1,5 milioner mennesker blevet organiseret i sådanne komiteer.

11. september 1973: Sådan tog militæret magten

• Klokken 4.30: Enheder fra flåden og luftvåbnet besætter strategiske punkter i de chilenske havnebyer Valaparaiso og Concepcion. Alle registrerede venstreorienterede aktivister og funktionærer bliver anholdt eller skudt på stedet

• Klokken 7.30: Præsident Allende ankommer med en gruppe væbnede aktivister til regeringspaladset ”Moneda”. En hær af journalister venter foran bygningen

• Klokken 8.00: Højreorienterede radiostationer bringer ”militærregeringens proklamation”. Den indeholder præsidentens afskedigelse og en bekendtgørelse om militær undtagelsestilstand

• Klokken 8.30: Tanks omringer præsidentpaladset. Chiles befolkning opfordres til at blive hjemme, og præsident Allende bliver bedt om at overgive sig. Allende erklærer, at han ikke agter at træde tilbage

• Klokken 9.30: Militæret giver et ultimatum om at forlade regeringsbygningen inden klokken 11,00. I modsat fald vil bygningen blive bombarderet.

• Klokken 11.00: Bombarderingen af ”Moneda” begynder. På samme tid bliver Allendes hjem angrebet

• Klokken 11.30: Samtlige mediefolk bliver tvunget til at forlade området omkring ”Moneda”. Militæret gør første forsøg på at storme regeringsbygningen, men fejler på grund af den væbnede modstand fra forsvarernes side

• Klokken 12.00: Militæret erklærer et totalt udgangsforbud for hele hovedstaden fra kl.15,00. Enhver som misagter dette forbud vil blive skudt på stedet

• Klokken 14.00: Præsidentpaladset ”Moneda” bliver indtaget

• Klokken 16.00: Liget af præsident Salvador Allende bliver under store sikkerhedsforanstaltninger båret ud af ”Moneda”, og fløjet væk i en militærhelikopter. De fleste tilfangetagne aktivister føres ud og henrettes på stedet. Hermed ville man sikre, at der ikke var overlevende øjenvidner til hændelserne omkring Allendes død

• Klokken 19.00: Militærjuntaen, bestående af 4 generaler fra hærens overkommando, præsenterer sig på kanal 13 i det chilenske statsfjernsyn. Senere blev der oplæst forskellige støtteerklæringer fra arbejdsgiverforeninger og militære enheder

+

I kølvandet på disse mobiliseringer kom det til en hel del ”vilde” landbesættelser, især fra Mapuché-folket, Chiles oprindelige folk. Mange fabrikker blev besat, særligt dem, hvis ejere åbenlyst deltog i at undergrave Unidad Popular. De udenomsparlamentariske aktiviteter var dog ikke velset i alle dele af venstrekoalitionen. Særligt ikke i kommunistpartiets ledelse brød man sig om udviklingen, her ville man gerne have kontrol over aktiviteterne, og styre dem efter sin egen drejebog. Andre venstreradikale og anarkistiske grupper støttede imidlertid besættelserne, og deltog aktivt i at udbrede de selvstyrede og koordinerede organer.

Mord på regeringstro generaler og officerer

Den 29. juni 1973 startede stærkt højreorienterede grupper i militæret det første kupforsøg. Det mislykkedes, da regeringstro militærenheder og politikræfter forhindrer dette. Reaktionen kom omgående: Chiles forsvarsminister og øverstkommanderende af hæren, general Prats blev myrdet af ukendte gerningsmænd. Hans efterfølger blev Augusto Pinochet.

Kupmagerne havde forinden myrdet en række regeringsloyale, progressive militærfolk som general René Schneider, der blev henrettet på åben gade 22. oktober 1970 og flådekommandanten Arturo Araya, som stod Socialistpartiet nær. Likvideringen af Prats og militærpersoner i hans omkreds tydede på, at et nyt kupforsøg var under opsejling.

Den revolutionære venstrefløj opfordrede folk til at forberede en væbnet opstand som modsvar fra neden. Det chilenske kommunistparti svarede med en plakatkampagne, hvorpå der stod: ”Nej til vold fra venstre og højre!”

Også Fidel Castro rådede hans nære politiske ven Allende til at forberede et folkeligt oprør mod den truende fare for et militærkup. Men da en demonstration med deltagelse af 1 million tilhængere af ‘Unidad Popular’ samlede sig i Chiles hovedstad, for at udtrykke deres støtte til Allendes regering, blev de sendt hjem igen. Beskeden var, at de skulle ”afvente forebyggende instrukser”. Men de kom aldrig.

I slutningen af juli 1973 startede vognmændene igen en strejke, som ligesom ved deres første, langvarige strejke, blev støttet med ”strejkepenge” fra CIA og arbejdsgiverforeningen, der langt overgik deres normale indtægt. Den økonomiske situation blev konstant forværret, og i august startede en stor del af højrefløjsoppositionen en ”mistillidskampagne” mod Allendes regering. De anklagede regeringen for at have forladt forfatningsgrundlaget. Samtidig tilsluttede Chiles organiserede arbejdsgivere sig vognmandsstrejken.

Beskidte tricks købte kupmagerne tid

Salvador Allende reagerede med at udskrive en folkeafstemning om Unidad Popular-regeringens videre skæbne. Datoen blev oprindeligt fastlagt til den 10. september 1973. Dette initiativ overraskede kredsen bag de hektiske kupforberedelser inden for militæret. De vidste, at gennemførelsen af en afstemning ville fjerne ethvert legitimitet for deres kupplaner, uanset afstemningens udfald.

General Augusto Pinochet ringede personligt til Allende og fik ham overtalt til at udsætte afstemningen til et senere tidspunkt på ugen – ”af sikkerhedsgrunde”. Derefter var vejen fri for kupmagerne.

11. september var kuppet en realitet. Det blev startet tidligt om morgenen, og var allerede overstået samme aften, hvor Salvador Allendes lig blev trukket ud af præsidentpaladset Moneda. Militærjuntaen, bestående af 4 generaler fra hærens overkommando, tonede frem klokken syv om aftenen på kanal 13 i det chilenske statsfjernsyn, og meddelte, at man havde taget magten. Der blev også oplæst forskellige støtteerklæringer fra arbejdsgiverforeninger og militærenheder.

Den efterfølgende dag blev der dannet en ministeriel regering, der udelukkende bestod af militærpersoner. Også dommerne kom fra militæret. USA og Israel anerkendte omgående Chiles militærjunta som landets legitime regering, og oprettede som de første diplomatiske forbindelser til kupmagerne.

Dagen igennem blev der foretaget systematiske husransagninger, anholdelser og henrettelser på stedet. Alt sammen planlagt lang tid i forvejen. Omkring 7000 personer aktive på venstrefløjen blev overført til det store nationalstadion. Derfra blev mange deporteret til militærfængsler på øerne Quiriquina og Selkirk. Mange forsvandt, blev henrettet på stedet, eller smidt i havet fra militærhelikopterne.

Mindst 3000 aktivister fra venstrefløjen blev myrdet under militærjuntaens regime, omkring 100.000 chilenere blev varetægtsfængslet og over 27.000 politiske fanger blev ifølge undersøgelseskommissionen “Valech” systematisk udsat for tortur.
Mange af de kvindelige politiske fanger blev udsat for voldtægt og uhyrligt brutale sexistiske overgreb.

Internationalt blev det amerikansk støttede militærkup mød af kraftige reaktioner. Det danske band Røde Mor skrev sangen ‘Til Allende’.

Pinochets forbryderstat holdt i 17 år

I årene efter det blodige militærkup var den revolutionære bevægelse MIR den eneste organisation, som fortsatte en væbnet modstand. I starten af 1980`erne dukkede også en anden byguerillagruppe op i Chile: ‘Den patriotiske front Manuel Rodríguez’ (FPMR), der gennemførte en lang række opsigtsvækkende væbnede aktioner. Gruppens mest spektakulære aktion fandt sted den 7. september 1986 med et attentat mod general Pinochet. Han slap dog med lette kvæstelser.

Samlet blev over en million chilenere drevet i eksil. Omkring 500 børn af gravide politiske fanger blev frataget kvinderne, og i stedet givet til juntaens tilhængere. De fængslede mødre blev derefter myrdet.

Først 15 år efter militærkuppet ændrede tingene sig. Her tabte Augusto Pinochet 5. oktober 1988 en folkeafstemning, som skulle tillade ham at genopstille ved det næste præsidentvalg. 11. marts 1990 blev Pinochet afløst som præsident af kristendemokraten Patricio Aylwin Azócar. Militærdikaturet var officielt afsluttet efter 17 år med blodig undertrykkelse.

Først 11 år senere, i 2001, kom det til en retssag mod Pinochet. Processen blev trukket i langdrag på grund af hans dårlige helbred, og militærdiktatoren Augusto Pinochet døde, før han kunne blive dømt for sine forbrydelser. I 2022 blev Salvador Allendes drøm genoplivet – i hvert fald delvist. Her vandt centrum-venstrekandidaten Gabriel Boric nemlig valget, og gjorde det igen muligt for Chiles hårdt prøvede befolkning at håbe på forandring.


Om skribenten

Alfred Lang

Alfred Lang

Rådssocialistisk ballademager. Læs mere