Nikolaj Villumsen: EU sponsorerer våbeneksport til Rusland

Krigen i Ukraine har afsløret mange ting. Én af dem er historien om, hvordan EU – og derigennem Danmark – direkte støtter våbenindustriens udvikling af nye og mere dødelige produkter. Det hænger sammen med, at der for tiden er et fornyet fokus på, hvad EU’s forskellige militære fonde rent faktisk bruges på, og hvem der modtager støtte.

Det er ikke mindst sket, efter det kom frem at franske våbenfirmaer som Thales og Safran er fortsat med at levere våbensystemer til Ruslands væbnede styrker, selv efter der – som følge af invasionen af Krim – blev indført sanktioner i 2014.

“De samme firmaer, der har sendt våben til Putin, har samtidig modtaget millioner i støtte fra EU, til at udvikle andre militære produkter”

Efter det første chok over disse nyheder var ved at drive over, kom et nyt: Dét, de franske våbeneksportører har gjort, er tilsyneladende lovligt. Usmageligt, men teknisk set lovligt. De er nemlig ”blot” fortsat med at levere på eksisterende kontrakter, noget der er forgået i hvert fald frem til 2020. Det er en interessant tilgang til sanktioner, der nok ikke harmonerer med hvordan de fleste forestiller sig det forløber!

Man kan da også se, at eksportørerne ikke har været helt stolte ved det, og når de blev spurgt om det i pressen, har de eksempelvis tidligere blot sagt, at de skam ikke har indgået nye kontrakter efter 2014 – og så bare bekvemt ikke nævnt, at de er fortsat med at levere våben.

Den eneste grund til, at det er kommet frem i offentligheden, er krigen i Ukraine. Franske våbensystemer ser ud til at være blevet brugt mod Ukraine, blandt andet til at sikre, at russiske angrebshelikoptere, fly og kampvogne blev bedre til at ramme deres mål.  Det virker sandsynligt, eftersom der blandt andet er fundet udstyr fra firmaet Thales i ødelagte russiske kampvogne.

Danmark støtter også gennem EU’s forsvarsfond

Afsløringerne af de fortsatte våbenleverancer førte til yderligere interesse for sagen, og der gik ikke længe før det kom frem, at de samme firmaer, der har sendt våben til Putin, samtidig har modtaget millioner i støtte fra EU til at udvikle andre militære produkter. På den måde sikres det, at man også kan eksportere til fremtidens krige.

Støtten kommer blandt andet fra EDF – Den Europæiske Forsvarsfond. Det er en fond, som Danmark også bidrager til, på trods af vores forbehold. Vi bidrager til fonden, fordi EU af forskellige årsager har valgt at klassificere det som industripolitik, i stedet for militærpolitik.

EDF blev oprettet af EU-Kommissionen for at støtte en fælles udvikling af militærteknologi i EU, og for at sikre en innovativ og konkurrencedygtig militærindustriel sektor. I EU’s optik er det endda uhyre vigtigt, at vi er konkurrencedygtige når det gælder eksporten af krigsmateriel.

Fonden blev lanceret af den daværende konservative formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker. Det forslag, der førte til oprettelsen af EDF, stammer fra en gruppe udpeget af EU-Kommissionen, som interessant nok har haft flere repræsentanter fra våbenindustrien som medlemmer. Det gælder ikke mindst en række firmaer, som senere har modtaget støtte fra fonden. Det har en række NGO’er allerede påpeget som et stort problem, men uden at det fik stoppet projektet.

Med til historien hører også, at EDF-fonden ikke er første gang, EU har støttet militærindustrien på denne måde. Vi behøver faktisk ikke gå mere end 5 år tilbage, for at finde to foregående programmer: PADR – Preparatory Action for Defence Research, der løb fra 2017–2019, og EDIDP – European Defence Industrial Development Programme, som eksisterede fra 2019–2020. Det kan næppe overraske nogen, at budgettet også er steget fra program til program.

Et budget der blot stiger og stiger

EU’s militære fonde er et klart eksempel på, at hvis der er én ting, regeringer altid synes at være i stand til at finde penge til, så er det våben. Alene over de seneste fem år, er budgettet for de forskellige fonde således blevet mangedoblet. Fra PADR-programmet €90 millioner (godt og vel 679 millioner kroner) i 2017, over EDIDP’s €500 millioner (3.7 milliarder kroner) fra 2019-2021, til nu €8 milliarder (mere end 59 milliarder kroner) for EDF i perioden 2021-2027.

Her er Ruslands europæiske våbenleverandører

De seks mest eksporterende EU-lande udgør 99 % af militæreksporten til Rusland siden 2014. De fordeler sig således:

• Frankrig: 152 mio. € (44%)
• Tyskland: 121,8 mio. € (35%)
• Italien: 22,5 mio. € (6,5%)
• Østrig: 18,5 mio. € (5,3%)
• Bulgarien: 16,5 mio. € (4,8%)
• Tjekkiet: 14,2 mio. € (4,1%)

Hertil kommer eksport fra Finland, Slovakiet, Spanien og Kroatien, men med en samlet værdi på under 1%.

+

Det er mere end 13 gange så meget, som det startede med, og der er ikke noget der tyder på, at det vil være sidste gang, vi ser en forøgelse. Stigningen er bemærkelsesværdig af flere grunde, herunder ikke mindst, at den har fundet sted før Rusland i februar lancerede den brutale invasion af Ukraine.

Hertil kommer, at EDF ikke er EU’s eneste instrument på området. Der findes eksempelvis også det Europæiske Forsvarsagentur (EDA). Heldigvis behøver Danmark ikke bidrage til EDA på grund af vores forbehold – hvis vi da bliver ved med at have det. Klimaaktivister og dem, der arbejder med sociale problemer, tør ikke engang i deres vildeste drømme håbe på noget lignende.

Ikke kun Frankrig

Graver man videre i sagen, finder man, at også andre af EU’s våbenproducerende lande har sendt våben til Putins soldater – også efter 2014. Faktisk har militærindustrierne fra mindst 10 forskellige EU-lande gjort det. Men det er producenterne fra Frankrig og Tyskland, der med næsten 80 % af eksporten har stået for langt størstedelen.

I alt er der leveret militært isenkram til de russiske styrker for mere end €345 millioner, svarende til over 2.5 milliarder danske kroner, siden sanktionerne trådte i kraft.

Det er ikke små summer der er på spil, og de – i øvrigt delvist statsejede – franske virksomheder har siden sanktionerne trådte i kraft, eksporteret for mere end 1,1 milliarder kroner til Rusland. Faktisk skete der i 2015, året efter sanktionerne trådte i kraft, en kraftig stigning i antallet af franske eksportlicenser til Rusland.

Stil skarpere krav til våbenindustrien

Sagen er ikke mindst et eksempel på, at der allerede i dag er problemer med, hvordan EU penge bruges på militærindustrien, og at det sker uden at tilstrækkelig opmærksomhed på, hvordan det sker – og om der er nok kontrol.

“EU’s militære fonde er et klart eksempel på, at hvis der er én ting, regeringer altid synes at være i stand til at finde penge til, så er det våben.”

Man kan også overveje, hvorfor man ikke stiller krav om, at firmaer, som vil modtage EU-støtte til militærudvikling, forpligter sig til at stoppe leverancer, hvis EU indfører sanktioner over for et land.

Det er et fundamentalt problem, at EU mener vi skal satse på våbenindustri som en hvilken som helst andet industri, og det er et problem, at kravene for støtten tilsyneladende er så dårlig. Hertil kommer, at vi må forvente at skulle bidrage mere og mere til den slags projekter. Hvis forsvars-forbeholdet afskaffes, vil det stige yderligere.

Tænk om EU kunne fokusere sine kræfter på bedre at værne mennesker, miljø og klima – og mindre på at hjælpe dem, der sælger våben til konflikter kloden over.