Nordic Waste: Hvor skal vi gå hen med vores fakler og høtyve?

For de fleste fremstår det som om, ejeren af Nordic Waste er løbet fra regningen for oprydningsarbejdet. En regning, han med sin formue nemt ville kunne betale, men det bliver nu skatteborgernes opgave. Mens hans andre virksomheder tjener penge på oprydningsarbejdet.

Han har forsøgt at komme et plaster på såret ved at oprette en såkaldt klimafond til en tyvendedel af prisen på oprydningsarbejdet, så det er nærmest bare en uforskammethed.

Det er selvfølgelig ikke en moralsk rigtig måde at opføre sig på. På den måde er forargelsen over den 48 milliarder kroner rige Torben Østergaard-Nielsen til at føle på og til at forstå.

Men hvorfor forventer man den slags moralsk rigtige handlinger fra en milliardær, hvis selskaber tidligere har solgt jetbrændstof til den syriske diktator Assads bombetogter mod egen civilbefolkning, men som i øvrigt opfører sig i overensstemmelse med kapitalismens måde at fungere på?

Måske skal vi som befolkning ikke opsøge Torben Østergaard-Nielsen med vores fakler og høtyve. Måske skal vi opsøge dem og det system – kapitalismen – der tillader Nordic Waste-manden at opføre sig, som han gør. For moralske brud kan man ikke slæbe nogen i retten for.

Sådan er kapitalismen

Torben Østergaard-Nielsen handler – som mange har påpeget – helt efter bogen. Nordic Waste havde ret til at indgive en konkursbegæring i stedet for at påtage sig oprydningsarbejdet. Det arbejde ville have krævet en stor kapitalindsprøjtning, som ejeren ikke er forpligtet til at give.

Aktionærerne i virksomheder risikerer ikke mere end deres egen investering. De penge er med Nordic Wastes konkursbegæring gået tabt, men de penge udgør ikke noget, der kommer i nærheden af den pris, som det offentlige efter alt at dømme kommer til at betale for misæren.

Sådan er kapitalismen. Aktionærernes risiko står ikke mål med den risiko, hele samfundet løber, når jorden under Nordic Waste løber løbsk. Og det har den gjort siden 2021. Allerede i 2018 advarede firmaets egne rådgivere om, at undergrunden under Nordic Waste nemt kunne udløse jordskred. Virksomhedens undskyldning med, at jordskredet skyldes en masse nedbør i 2023, holder altså ikke vand. Jorden skred også under de foregående meget tørre år.

Nu står ledende politikere fra hele det politiske spektrum og soler sig i den offentlige forargelse, som ikke er rettet mod dem. Statsministeren kan ikke finde ”noget godt at sige”, og kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udtalt, at Torben Østergaard-Nielsen burde ”skamme sig”.

Det er billige point. For landets ledende politikere har ansvaret for, at rigmænd kan opføre sig på denne måde. Det er dem, der har indrettet lovgivningen på en sådan måde, at rigmænd som Nordic Waste-Nielsen kan opføre sig på den måde, de gør. Rigmændene og aktionærernes afkast og risikofrihed er vigtigere end miljøbeskyttelse. Det oplever indbyggerne i Ølst nu.

Naturbeskyttelse fra amter til kommuner

Samtidig er sagen ikke anderledes end så mange andre skandalesager, i den forstand at landets nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bærer en del af skylden.

I Løkkes tid som indenrigsminister blev amterne ophævet og regionerne indført i 2007. I den forbindelse blev amternes miljøbeskyttelse et kommunalt ansvar, uagtet at disse sager kan have konsekvenser, der krydser kommunegrænser.

Danmarks Naturfredningsforening forudså det i 2004. Dengang handlede det om sommerhuse. Forskellen mellem amtslig og kommunal sagsbehandling er helt klar:

”Fyns Amt gav i 2001 afslag på 36 pct. af ansøgninger om at bygge i naturen. To år efter, da de lokale kommuner overtog ansvaret, blev der kun givet afslag i fem pct. af sagerne.”

Når ansvaret om miljøbeskyttelse ligger hos en kommune, går hensynet til naturen altså fløjten. Det er også sket i forbindelse med Nordic Waste, hvor flertallet af kommunalpolitikerne og forvaltningen i Randers Kommune har tilsidesat miljøhensyn til fordel for den forurenende virksomhed. Og hvad med statens miljøorganer? Har de overholdt tilsynspligt og rettidig omhu?

Det er ikke underligt. Kommunerne fattes penge. Randers Kommune har tjent penge på Nordic Waste, som også stod for store dele af trafikken til og fra havnen i Randers og omkring 30 arbejdspladser. Ligesom sommerhuse har været en frugtbar affære for de fynske kommuner i begyndelsen af dette årtusinde.

Socialdemokratisk offensiv

Et afledt aspekt af katastrofesagen er, at det har givet Socialdemokratiets ledelse anledning til at gå i offensiven efter det indre backlash og chok, som oprettelsen af en SVM-regering, når der nu var ’rødt’ flertal, forårsagede blandt socialdemokratiske vælgere og partimedlemmer.

S er faldet og faldet i meningsmålingerne og har intil nu ikke fundet en sag, man kunne profilere sig på og søge at genvinde det tabte. Men her kommer Nordic Waste-sagen som en appelsin i turbanen. Her kan man give den gas med populistisk retorik. Læg mærke til, at pressemødet 26. oktober blev afholdt udelukkende af socialdemokratiske ministre.

Det kan dels forklares med indre regeringstaktik, men formentligt også skal ses som måske de første revner, der kan udløse et jordskred på regeringsniveau – det umage ’arbejdsfællesskab’ holder jo ikke længere end til, at de borgerlige har samlet kræfter nok til at frigøre sig fra S.

Allerede den nylige tilnærmelse mellem Det Radikale Venstre og de borgerlige partier må have foruroliget S-ledelsen som et forvarsel om fremtiden.

Naturen og befolkningens interesser skal prioriteres

Det vil derfor klæde landets politikere at huske på, at lovgivningen er indrettet, som den er. At den giver mulighed for, at milliardærer – som tidligere har omgået internationale sanktioner mod Assad-regimet i Syrien – måske igen vælger ikke at opføre sig som moralske foregangsfolk.

Den lovgivning har nogen vedtaget – og her peger pilen på politikerne. Selskabslovgivningen skal man ikke forvente ændret – den begrænsede hæftelse, som en aktieselskabskonstruktion betyder, er simpelthen en så central kerneværdi i kapitalismen, at fundamentet ville vakle under den. Man kan derimod ændre på miljølovgivningen.

Det skal ministre fra Socialdemokratiet og de forskellige inkarnationer af Venstre huske på, når de udtrykker deres forargelse. Forargelsen og forsøgene på at få Torben Østergaard-Nielsen til at betale må følges op af konkret lovgivning, som tager hensynet til almindelige mennesker og til naturen mere seriøst end aktionærernes finansielle sikkerhed.

Venstrefløjens politikere bør også huske på det. SF og Enhedslistens politikere har også mere kørt på den moralske forargelse end på behovet for systemændrende lovgivning. De bør tage tyren ved hornene og udnytte dette skoleeksempel på, hvorledes kapitalismen og dens stat fungerer, til at demonstrere uforeneligheden mellem det moralsk rigtige og det herskende politisk-økonomiske system.