Forlaget Solidaritet udgiver i dag bogen Kritik af Nordisk socialisme. En aftegning af den gradualistiske position, der diskuterer Dragsteds bog som ”en ny vej frem” for den danske venstrefløj ved at belyse de grundlæggende tanker, der ligger bag dens mange overvejelser og strategiske perspektiver.

I Kritik af Nordisk socialisme stiller bogens to forfattere, Christian Gorm Hansen og Reinout Bosch, skarpt på forestillingen om, at socialisme og kapitalisme eksisterer som sidestillede sektorer i det nuværende samfund. Bogens påstand er, at der er en manglende metodisk stringens i Pelle Dragsteds bog, som definerer en række fritsvævende kamppladser, hvor ”demokratiske lommer” kan formere sig og styrke ”en allerede eksisterende socialisme”. 

Særligt kritiseres Dragsted for – i bestræbelsen på at overbevise et flertal i befolkningen om hans projekts spiselighed – at undgå de egentlige magtspørgsmål. Gennem en granskning af blandt andet hans anvendelse af begrebet produktionsmåde, hans demokrati- og socialismeopfattelse samt hans statsteori, er bogen skeptisk over for tesen om, at Nordisk socialisme er et forsøg på at definere den socialistiske strategi på ny. Det skal blive spændende at følge den videre diskussion mellem de forskellige bud på en vej frem for socialisme.

Har man allerede læst Pelles bog, er det oplagt også at kaste sig over de to unge Enhedslisten-medlemmers bog, der kan ses som starten på en videre diskussion. Den er relevant for både medlemmer af partiet og andre på den danske venstrefløj!

Solidaritet bringer i anledning af udgivelsen to mindre uddrag fra bogen: Dels fra indledningen og dels fra ét af de tre nedslag i Dragsteds bog, der handler om, hvem det er, der skal føre den nordiske socialisme ud i livet.

Citater fra Nordisk socialisme angives her med forkortelsen NS efterfulgt af sidetal.

Indledning – bidrag til en socialismediskussion

Vores bog er et indlæg i den diskussion om socialisme i det 21. århundrede, der herhjemme har taget sin begyndelse med udgivelsen af Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme på forlaget Gyldendal den 1. maj 2021. Udgivelsen af Nordisk Socialisme er et afgørende punkt i den politiske debat – ikke kun fordi det er interessant, at en af vor tids mere toneangivende politikere formulerer sig velovervejet om fremtidens samfund, men også fordi Dragsted herved bryder barrierer ned for andre, der ønsker at genoptage socialismediskussionen.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at den danske venstrefløj – ikke mindst på grund af Dragsteds ihærdige indsats – er nået til et punkt, hvor socialismediskussionen igen kan sættes på den offentlige dagsorden. På denne måde indtager den danske venstrefløj og særligt Enhedslisten en position på den politiske scene, der er i en anden liga end mange andre europæiske socialistiske partier. For med Dragsteds bog har diskussionen nu fået et samlet afsæt for at kunne gå fra at forholde sig til socialisme som abstrakt begreb til igen at kunne forholde sig til den som et konkret fremtidsperspektiv. Af samme grund har bogen også vakt begejstring, da den netop giver mulighed for at underbygge ideen om socialisme ud fra vores egen historiske samtid.

Vi har længe efterspurgt denne debat, og nu da muligheden for at deltage byder sig, er det glædeligt for os at kunne bidrage til den. Men netop fordi Nordisk socialisme har (gen)indledt debatten om socialisme og dermed på mange måder også har sat rammerne for dens videre udfoldelse, er det så meget desto vigtigere at se nærmere på de argumenter, den fremfører og ikke mindst den teoretiske sammenhæng, der ligger bag. Når bogen er udgangspunktet for debatten, bliver det vigtigt at forstå, hvorfra den videre diskussion tager sit afsæt, såfremt denne skal foregå på oplyst grundlag.

På denne måde er vores indspark således en del af den ”uenighed og debat”, som Per Bregengaard rigtignok har spået ville opstå i kølvandet på bogens udgivelse. Og med et glimt i øjet er vores bidrag nok også den reaktion fra ”sure marxister”, som Information har forudset. Vi håber dog med det at kunne tilføje nuancer til udviklingen af en socialistisk position – en afgørende opgave, der, som Dragsted så rigtigt påpeger, kræver nye perspektiver.

Vores bidrag har vi forsynet med en titel samt en undertitel, der afslører dets sammensatte formål. Som titlen indikerer handler det i første omgang om en kritik af bogen Nordisk socialisme, mens undertitlen beskriver vores ønske om gennem denne kritik at kunne aftegne tankerne bag den politiske position, der præsenteres i bogen. En position, som vi inspireret af Dragsteds egne ord, samlet set har valgt at kalde for gradualistisk, men som han ikke selv beskriver eksplicit. Det er vores antagelse, at det er muligt gennem Nordisk socialismes analyser, fortællinger og forslag at kunne eksplicitere denne position for derfra at kunne forholde sig til den i sin helhed.

Formålet med foreliggende bog er med andre ord at behandle følgende spørgsmål: På hvilken måde er Pelle Dragsteds position et gunstigt afsæt for udviklingen af en farbar, socialistisk strategi i vor tid? Det er det, vi her vil forsøge at svare på.

---

2. Om magtspørgsmålet (uddrag)

Noget af det, der gør Nordisk socialisme til en opløftende læseoplevelse, er, at den tager temaer op, som ellers ikke får meget plads andre steder i dagens politiske litteratur.

Dette gælder først og fremmest fokuseringen på spørgsmålet om ejendomsretten, hvilket bedst illustreres ved den svenske socialdemokrat Rudolf Meidner og et citat af ham, som Dragsted fremhæver som noget centralt: ”Vi kan grundlæggende ikke forandre samfundet uden også at forandre ejerskabet” (NS 169). Dragsted tager det modigt på sig at tænke udsagnet i forhold til kapitalismens nutidige udformning, og de fleste af de forslag, bogen slutter af med, omhandler således dette spørgsmål, hvor forfatteren har vigtige overvejelser.

Alligevel efterlades man som læser med fornemmelsen af, at der eksisterer en udfordring i, hvordan vi kommer til denne vigtige forandring. For hvordan går vi fra at ”udvide og uddybe de demokratiske ejerformer” (NS 29) til grundlæggende at forandre samfundet? Det handler med andre ord om magten til at gennemføre de mange gode reformforslag, der beskrives i den afsluttende del af Nordisk socialisme.

Dette kapitel behandler magtspørgsmålet fra tre vinkler ved at spørge: Hvem laver forandringerne, hvor i samfundet kan de finde sted, og hvordan skal nordisk socialisme føres ud i livet?

Det kollektive subjekt

Som Magnus Marsdal skriver i sin anmeldelse af Nordisk socialisme, var Karl Marx’ mest værdifulde bidrag til socialistisk strategi, at ”han flyttede perspektivet fra tænkernes hvad (er socialisme?) til virkelighedens hvem (kan kæmpe sig til den?). Nordisk socialisme handler mest om det første, men kommer i sin besvarelse af dette spørgsmål også ind på besvarelsen af det andet. Dragsted spørger således hen imod slutningen af sin bog om, hvem det er, der skal skabe forandring – eller som han skriver: ”Hvem skal kæmpe for en ny bølge af demokratiseringen af økonomien – for en nordisk socialisme? Hvem er det kollektive subjekt, som vi siger på venstrefløjen?” (NS 336).

Svaret på spørgsmålet giver Dragsted ved først at definere samfundets ifølge ham to hovedgrupper, nemlig ”dem, der først og fremmest lever af at sælge deres arbejdskraft for en løn, og dem, der har det meste af deres indkomst fra afkast af kapital og investeringer” (NS 41-42). Altså den klassiske opdeling i arbejde og kapital, hvor det er den første, der skal gennemføre forandringerne. Senere uddyber Dragsted sit synspunkt, når han skriver:

”Socialister ville historisk pege på arbejderklassen som den samfundsgruppe, der har den største interesse i at frigøre sig fra den udbytning af deres arbejdskraft, som den kapitalistiske økonomi indebærer. Og der er ingen tvivl om, at lønmodtagerne vil have stærke interesser – ikke mindst i den demokratisering af arbejdslivet, som jeg foreslår. Men det er langtfra kun som arbejdere, at vi står i et modsætningsforhold til den kapitalistiske økonomi. Det gør vi også som låntagere i en finanssektor, som driver gebyrer og bidragssatser op. Som lejere, der oplever stigende lejepriser, fordi kapitalfonde overtager vores byer, og som forbrugere, når vores data misbruges af globale techselskaber, eller som små selvstændige, når vi underbydes af multinationale selskaber i skattely. Men truslen om klimaforandringer har lagt et nyt lag til, fordi vi alle uanset om vi er lønmodtagere, pensionister, studerende eller selvstændige – risikerer at skulle leve med konsekvenserne af en ødelæggende global opvarmning. Det er med andre ord det overvældende flertal i befolkningen, der har interesse i en ny demokratisk økonomi.” (NS 337)

Dette leder ham derfor lidt senere frem til at skrive, at ”opgaven med at samle det, som den italienske socialist Antonio Gramsci kaldte en historisk blok, er den vigtigste opgave, venstrefløjen står over for, men ikke en opgave, som denne bog giver svaret på, hvordan kan løses” (NS 339).

Det er jo i og for sig forståeligt, at ikke alle spørgsmål vedrørende socialisme kan behandles i samme bog. Identificeringen af kollektive aktører er en opgave, der vil kræve en stor indsats. Ikke desto mindre hænger spørgsmålet om, hvad der skal ske, så tæt sammen med spørgsmålet om, hvem der skal handle, at det ikke blot kan behandles så overordnet, som Dragsted gør det i disse sætninger. Når alt kommer til alt, må det netop være spørgsmålet om, hvem det er, der skal handle, som kan give en indikation af det farbare i Dragsteds nordiske socialisme.

Han peger i forlængelse af Erik Olin Wrights analyse på, at der skal ske en dobbeltsidet udvikling, hvor politikere oppefra på den ene side skal skabe rammerne og fjerne forhindringerne for, at der fra bunden kan organiseres det, Dragsted kalder ikke-kapitalistiske elementer, og hvor befolkningen på den anden side skal udfylde disse rammer ved sin demokratiske deltagelse (NS 117). Den dobbeltsidede strategi til trods handler Nordisk socialisme dog især mest om, hvad der er muligt at gøre oppefra, hvilket kommer tydeligst til udtryk, når han skriver følgende:

”Det er altså i høj grad de politiske rammer og styrkeforhold, der er med til at sætte scenen for konkurrencen mellem den demokratiske og ikke-demokratiske sektor. Politiske beslutninger kan enten skabe barrierer for eller understøtte henholdsvis den demokratiske og ikke-demokratiske sektor.” (NS 147-148)

Udsagnet følger her forfatterens egen placering i det parlamentariske landskab, hvor han som politisk rådgiver og folketingspolitiker for Enhedslisten har haft privilegeret indsigt i de muligheder, der eksisterer inden for dette. Men vægten på det parlamentariske arbejde kan ikke kun begrundes i personlige årsager – det er også et fokus, der udspringer af den valgte metode for Dragsteds projekt.

Ser man således nærmere på de konkrete reformforslag, som bogen afsluttes med, er der her særligt tale om, at folketingspolitikerne skal lovgive om virksomhedsformer (NS 293), oprette fonde (NS 295-298), nationalisere kritisk infrastruktur (NS 300), gennemføre en kommunalreform (NS 302), lave en ny selskabslov (NS 305), oprette en almennyttig bank (NS 306), ændre lovgivningen for arbejdsmarkedspensionen (NS 308), splitte de finansielle koncerner op (NS 309), oprette en offentlig databank (NS 317), investere i det offentlige (NS 319) og planlægge mere demokratisk (NS 321).

Og vi andre? Vi skal umiddelbart vente, indtil disse forskellige reformer er blevet gennemført, hvorved der så vil være demokratiske fora, vi kan arbejde indenfor. Desuden kan vi i mellemtiden arbejde inden for den del af ”den demokratiske sektor”, som vi har adgang til, for at støtte de reformtiltag, politikerne gennemfører. Vi skal deltage i en ”omfattende debat” om lønmodtagerfonde (NS 297), arbejde for, at vores fagforeningsstyrede pensionskasser overdrager halvdelen af ”sine stemmerettigheder til medarbejdervalgte repræsentanter på de enkelte virksomheder” (NS 299), styrke medarbejderudvalgene (MED-udvalgene) (NS 303), ligesom det må antages, at vi skal arbejde på at oprette kooperativer.

For de offentligt ansatte bliver opgaven således at deltage i MED-udvalg. For alle andre at forbruge i ”den demokratiske sektor”, presse deres pensionsselskab til bedre investeringer, deltage i den offentlige debat og til folketingsvalgene stemme på politikere, der vil gennemføre de dertil understøttende reformer. Gør man som socialist (eller som positivt stemt over for socialistiske tiltag) allerede disse fem ting, og har man ikke selv ressourcer til at foretage investeringer, synes der ikke andet tilbage end at affinde sig med at være sat i en position, hvor det eneste mulige er at afvente, om de ”politiske styrkeforhold” skifter til ens fordel.

Parlamentarismens forrang

Dragsted ender således – måske uforvarende – med at falde i samme fælde, som den danske sociolog Gøsta Esping-Andersen og andre senmarxistiske teoretikere gjorde det.[7] Fordi de ligesom Dragsted mener, at det politiske niveau dominerer det økonomiske, konkluderer de, at det er her, der skal sættes ind i form af parlamentarisk politik.

I denne tankegang kan et sådant niveaumæssigt skift lade sig gøre i kraft af, at man teoretisk lader det diskursive felt være det, mennesket som aktør primært skaber og handler ud fra. Som vi allerede har set det hos Dragsted, så er det med andre ord måden, der bliver talt om samfundet på, som bliver rammesættende for de politiske muligheder, der eksisterer inden for det. Resultatet er, at man foranlediges til at tro, at måden at forandre samfundet på er ved at italesætte politiske teorier på overbevisende måder. Denne tilgang ses i Dragsteds fokusering både på, hvordan vi taler om kapitalismen og den afgørende rolle, som fortællingerne spiller i hans fremstilling. Endnu mere direkte viser det parlamentariske niveaus forrang sig i Nordisk socialisme, når Dragsted skriver, at vi ikke skal forandre den ”demokratiske politiske grundstruktur” (NS 159) eller, at det er det såkaldte folkestyre (som hermed gøres synonymt med socialisme), som vi kender det i dag, der skal genvinde magt i samfundet (NS 74).

Hos Dragsted, der her følger meget senmarxistisk teori, bliver arbejderklassen på grund af det parlamentariske fokus ikke længere interessant som politisk subjekt og opløses derfor i en større fællesmængde – det Dragsted ovenfor kalder ”det overvældende flertal” eller en ”historisk blok”.

Trods det sparsomme engagement i aktørspørgsmålet kan man se den samme tendens i Nordisk socialisme. Netop fordi Dragsted indsnævrer sin kapitalismedefinition til kun at gælde udbytningsrelationen i virksomheder, der er en del af ”den oligarkiske sektor”, begrænses arbejderklassen ligeledes til kun at findes her: Ved at identificere ”den demokratiske sektor” som den primære ramme for social forandring, betyder det, at arbejderklassen, der definitionsmæssigt ”står udenfor” denne sektor i og med, at arbejdere som følge af argumentationen i dag mestendels er ansat i det private erhvervsliv, er for langt væk fra denne til at kunne intervenere i den sociale forandring. På den måde afskrives arbejderklassen som et potentielt forandrende subjekt og bliver i stedet reduceret til en aktør, der godt nok har interesse i en socialistisk udvikling, men med ringe mulighed for at påvirke og iværksætte denne. Ligesom i anden senmarxistisk teori ser vi med andre ord i Nordisk socialisme en politisk opfattelse, hvor politikerne er dem, der handler (og har magten til det) gennem lovgivning, og dermed bliver de eneste, der reelt kan igangsætte en progressiv udvikling.

På trods af at Dragsted flere steder nævner nødvendigheden af (og den historiske erfaring med), at socialisme og socialistiske reformer og tiltag skal understøttes nedefra (NS 154, 155, 214, 215, 336) og derfor henviser til vigtigheden af folkelig deltagelse, giver de praktiske tiltag stort set ikke plads til, at det brede flertal kan handle. Karakteristisk for de fleste af Dragsteds ti forslag er, at de udspringer af en kapitalistisk regeringsrationalitet: Socialisme bliver et institutionsprojekt, der udgår fra det borgerlige parlament og slutter med det borgerlige parlament og dets lovgivningsapparat.

Med Dragsteds udgangspunkt videreføres parlamentarismens forrang blot med et ”socialistisk” indhold, hvor samfundets styring fortsat overlades til såkaldt professionelle politikere, mens en selvstændig og inddragende demokratiopfattelse ikke (kan) udvikles i civilsamfundet. Det betænkelige ved en sådan tilgang er, at det endnu engang udskyder befolkningens mulighed for at kunne tage aktivt del i samfundet. Muligheden spærres dermed for, at befolkningen med Trotskijs ord kan gå fra at være ’tilskuere’ til at blive ‘aktører’ på den historiske scene.

En demokratiserende proces kan selvfølgeligt finde sted i takt med, at politikerne gennemfører de foreslåede reformer eller som et led i at sikre, at disse politikere træffer gode valg – altså mindre tiltag, der kan fremme bevidstheden om et andet samfund, men som alligevel afslører, at der er langt fra denne strategi og til arbejderklassens frigørelse, der, som Engels skrev, må være dens eget værk. I Nordisk socialisme nedgraderes arbejderklassens handlemuligheder til deltagelse i valghandlinger og i det fagretslige system. Hos Dragsted bliver den arbejdende del af befolkningen i højere grad den genstand, mod hvilken frigørelsen rettes frem for det handlende kollektiv, hvorfra denne frigørelse udgår. Det betyder ikke mindst, at den nordiske socialisme undervurderer socialismen som en bevægelse i mennesker selv, hvor det er helt afgørende at deltage i processen.

(…)

Socialisme fra oven og fra neden

Dragsted forsøger i Nordisk socialisme at overvinde skellet mellem revolutionær og reformistisk strategi ved at lancere sin egen gradualistiske. På baggrund af vores gennemgang er det dog en anden tvedeling, der ikke har mellemkrigstidens uenigheder som sit udgangspunkt, som synes at være værd at holde sig for øje i diskussionen af Dragsteds position – nemlig en tvedeling, der påpeges af den amerikanske marxist Hal Draper, når han skriver, at der altid har:

”været forskellige opfattelser af socialismen, og traditionelt er de delt i reformistisk eller revolutionær, fredelig eller voldelig, demokratisk eller autoritær. Det er en skelnen, der er reel nok, men den bagvedliggende skelnen er en anden. Den lange historie om de socialistiske bevægelser og ideer udviser en fundamental skelnen mellem socialisme fra oven og socialisme fra neden.”

Socialisme fra oven – eksempelvis socialdemokratismen eller stalinismen – har altid været noget, der skulle gives til arbejderne enten af kupmagere, diktatorer, politikere eller filantroper, mens det i socialisme fra neden er befolkningerne selv, der står for forandringen. På denne måde kan man også skelne mellem dem, der ser et behov for at føre klassekamp (fra neden) og dem, der arbejder for kompromisser mellem klasserne (fra oven).

De første forsøger at finde frem til alle de muligheder, der måtte eksistere, for at befolkningen kan udøve demokratisk magt på bekostning af kapital og stat, mens de sidste bestandigt forsøger at glatte modsætninger ud for at sikre samfundet mod den uro og den trussel, som folkelig deltagelse kan udgøre mod de eksisterende institutioner.

Socialisme fra neden vurderer udelukkende størrelser og »demokrati« og »folkestyre« ud fra deres evne til at gøre befolkningen i stand til at tage vare på eget liv og egen frigørelse fra tvang og nødvendighed.

Med sit fokus på parlamentarismens forrang og sin uklare men alligevel statsbaserede strategi, der skal sørge for gradvise kompromisser til socialismens fordel uden risiko for ukontrollerbare folkelige og revolutionære brud med kapitalismen, indskriver Dragsteds gradualisme sig i rækken af eksempler på socialisme fra oven.

Christian Gorm Hansen og Reinout Bosch: Kritik af Nordisk socialisme En aftegning af den gradualistiske position. Forlaget Solidaritet, 2022. Køb bogen her.

---