Ny kurdisk lyrik – frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have

Digtene bærer præg af de seneste 50 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter deres elskede Kurdistanss natur og mennesker – og dermed udfordrer forbuddet mod at nævne Kurdistan og kurdere. De er også præget af, at kvindelige kurdiske lyrikere har tilkæmpet sig større plads i det litterære landskab de seneste 30 år.

Antologien udkom og fejredes 28. maj i Medborgerhuset i Taastrup. Redaktørerne og digterne Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Berthelsen præsenterede bogen sammen med digterne Farhad Shakely og Fatma Savcî, bosidende i Sverige.

Ny kurdisk lyrik er den anden antologi i den serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver for at give indblik i den nutidige kultur i områder – som vi kun kender fra mediernes krisereportager og har en tendens til at betragte som barbariske, selvom vi intet kender til deres kultur, der tit er langt ældre end vores egen.

Digterne er udvalgt, uanset om de er udgivet på centralkurdisk (sorani), nordkurdisk (kurmanji),en anden kurdisk dialekt, arabisk, tyrkisk, farsi eller et helt sjette sprog – idet kurdisk jo har været forbudt i adskillige kurdiske områder – og uanset deres baggrund i forskellige religioner som muhamedanisme, kristendom og Yazidisme.

Den nyere historie har ændret de kurdiske samfund dybt. I Tyrkiet resulterede guerillakrigen mellem regeringen og Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i, at landsbyer blev ryddet og store slumbyer voksede op. PKK opererede efter Tyrkiets mening mest ud fra Syrien, og det fik Tyrkiet til at lukke grænsen og afskære Syriens kurdere fra slægt og venner i Tyrkiet. Landsbysamfund er også blevet ændret og opløst af “Det Store Anatolske Projekt” – et system af hydroelektriske dæmninger.

I Irak blev landsbyer ryddet under Iran-Irak krigen og senere i “Anfal” kampagnen mod kurderne, Golfkrigen i 1991, den mislykkede kurdiske opstand, udvandringen til bjergene, og borgerkrigskampe mellem de irakiske kurdiske partier.

Iranske kurdere led under omvæltningerne i den islamiske revolution, og af at de blev slagmark i krigen mellem Iran og Irak. Som det fremgår af nogen af Farhad Shakelys digte, som han læste op ved offentliggørelsen:

I dette helvede

Jeg venter på at nogen
bringer mig nyheden om min død.
Måske
kan jeg finde mit gravsted på den anden side af den rustne kirkegårdsbusk
Jeg vil begrave denne kongelige gamle mumificerede krop.
Måske
kommer disse vægge og lukkede grænser til at tale
Jeg har været i dette helvede i årevis.

Forbindelserne til slægt og venner på tværs af dale og landegrænser var og er stadig centrale for den kurdiske selvfølelse og kultur, og katastrofer som disse påvirker alle aspekter af kurdisk liv og har også store konsekvenser for både mundtlig og skriftlig litteratur og den kurdiske nationalitetsfølelse. Det har taget sin tid at få etableret en anderkendt kurdisk litteraturhistorie, der inddrog alle dele af den kurdiske litterære tradition. Her har den tyrkisk-syriske digter og litteraturhistoriker Selim Temo spillet en stor rolle.

Digtene er præget af de seneste 50 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter den elskede, Kurdistan, dets natur og mennesker og frihedskampen, på grund af de drastiske straffe for at nævne Kurdistan og kurder. Gerne i et enkelt sprog, som i moderne vestlig kultur kan opfattes som sentimentalt, men som i stedet i sin faktiske sammenhæng trækker på den bedste mundtlige tradition og populærkultur.

Som det for eksempel vises i en af den unge kvindelige lyriker Hero Kurdas digte:

Du i mig

På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op i mig

Ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre

Eller som det tydeligt understreges i den iransk-kurdiske digter Jalal Malekshahs digt Min elskede, men på den mundtlige traditions klangbund og til frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have:

Du er i byen, og jeg er ude på bjerget,
og hver aften bliver du
skrækslagen ved lyden af geværskud.
Det er mig der på bjerget
i Kurdistans have
plukker stolthedens blomster;
kærlighedens og frihedens sang
synger jeg for Kurdistan,
for dig min kæreste kære!

Antologien bærer i det hele taget præg af kvindelige kurdiske lyrikeres tilkæmpede større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab efter dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak i 1992. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:

Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig?

Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.

Hjemland! Du er stadig
vædet i blod i mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fixe dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg tackle?
Hvilket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?

Spørger Choman Hardi i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun må selv siges at være en del af svaret.

Den nyere digtning er klart præget af 100 års undertrykkelse af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Lige siden Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig under Osmanner-imperiets sammenbrud lovede dem en selvstændig kurdisk stat – for umiddelbart efter at svigte dem totalt og erstatte den med Lausanne-traktaten, der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder, men ikke til kurderne som tværtimod knyttes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet. I deres kamp er de gang på gang blevet svigtet af alle alliancepartnere og magter i Mellemøsten. ”Kun bjergene er Kurdernes venner”.

Lige indtil i dag, hvor kurderne – efter USA’s tilbagetrækning og Tyrkiets, Ruslands og Assad-Syriens forskellige nye alliancer og invasion i Nordøst-Syriens selvstyrende kurdiske Rojava – igen er ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien. For ikke at tale om Danmarks enestående skammelige hjemsendelse af syriske flygtninge med den soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien med tyrkisk invasion, diverse militser og nyopfostrede terrorister. Det seneste eksempel er Tyrkiets bombeangreb ind i det nordlige irakiske Kurdisten mod såkaldte PKK-mål i ly af NATOs behov for fælles fodslav i forhold til den russiske invasion i Ukraine, der har givet Tyrkiet et friere spillerum i Mellemøsten også til alliancer med Rusland.

Døden er ikke bare et eksistentielt punktum for et individuelt liv. Døden er næsten altid nærværende for – ikke-individet det kurdiske samfund – ikke alene for den enkelte. Den syrisk-kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger måske tydeligst ord til den smertelige kurdiske desillusion: 

Ved ikke hvordan det ender
og ved ikke hvordan man får tillid
Begge dele betyder ikke noget for mig
Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.

Eller som Hiwa Qadir fra Sulaymaniyah i irakisk Kurdistan udtrykker det:

Igen død og kurder, kurder og død
Den evige ligning for en kurder
Jeg er igen et forladt nyfødt føl
Igen løber mit blod fra ulvenes tænder
Igen er kurder lig krig, og krig lig kurder
Det er min skæbnes snævre cirkel

Min ensomhed bliver større og større
lige til selve den eneste gud bliver misundelig på den

Ved offentliggørelsen i maj læste Fatma Savci fra den tyrkiske del af Kurdistan, der fængsledes første gang som 16-årig, bl.a. sit digt Sårlandskaber om den trods alt ukuelige livsvilje:

Vi er afkom af én drøm, min kære.
Vores nytårsappel
går i stykker i deres sejr,
det er ikke en synd at fjerne sig,
lad os være en blomst i landet
i såret selv og sårlandskabet rundt,
rystende af kærlighedens feber…