Nytårsstatus fra Central- og Østeuropa

På flere måder er det ny Europa – landene i Central- og Østeuropa – et kapitel for sig. Forholdene her har tidligere været kendetegnet ved transition, overgang fra “realsocialisme” til kapitalisme. Lige nu og givetvis også i 2024 vil regionen være mærket af krigen i Ukraine.

Ukraine – strategisk skift i defensiv retning

Den begejstring og optimisme, der heskede omkring årsskiftet 2022-2023, når det gælder Ukraine, er ganske forsvundet ved årsskiftet 2023-2024. Volodymyr Zelensky er ikke længere en helt og et ikon hjemme i Ukraine og i vestlige lande. USA’s præsident Joe Biden har svært ved at få nye bevillinger til Ukraine igennem Kongressen.

Ukraine-krigen ser – hvis man skal tro meningsmålingerne – ikke ud til give den hårdt trængte Joe Biden flere stemmer ved præsidentvalget. Tværtimod. Ukraine-trætheden har meldt sig.

Zelensky er også presset på hjemmefronten. Økonomien er helt i bund. Et nyt “Maidan” kan ikke udelukkes, men vil i givet fald næppe få samme form som for ti år siden. Kritikken har bredt sig både i befolkningen og i inderkredsen omkring Zelensky.

Biden har talt om at støtte Ukraine så længe krigen varer ved, underforstået indtil Rusland bliver slået på slagmarken. Men reelt har Biden-administrationen slået ind på en strategi, der ikke går ud på at besejre Rusland militært, men forbedre Ukraines position den dag, forhandlinger om våbenhvile og fred vil kunne begynde. Kort sagt er vi i et strategisk skift i en mere defensiv retning. Kiev kan ikke vente hjælp ude fra i samme omfang, som det var tilfældet i 2023.

Europa hverken kan eller vil udfylde det tomrum, USA måtte efterlade – og slet ikke efter en eventuel sejr for Donald Trump ved det amerkanske præsidentvalg i november 2024.

I 2023 flyttede fronterne sig kun nogle hundrede meter i den ene eller anden retning. Den ukrainske offensiv lod sig ikke gennemføre. Krigen er blevet fastfrosset, selv om USA hver måned i 2023 sendte militært udstyr til Ukraine i form af HIMARS-, Javelin- og NAMAS-raketter.

Rusland slog i 2023 ind på en ny strategi, mobiliserede ekstra styrker, udbyggede sit antiraket- og antitank-forsvar og befæstede sine stillinger. Målet var at vinde tid og begrænse tabene på slagmarken. Både Rusland og Vesten taler om fredsforhandlinger, men alle ønsker dem igangsat på det strategisk bedst mulige tidspunkt.

I 2023 blev det besluttet at påbegynde forhandlinger om optagelse af Ukraine (og Moldova) i EU. De forhandlinger vil uden tvivl vare længe. Ud over særbevillinger i milliardklassen vil et ukrainsk EU-medlemskab uden ændringer i budgetreglerne betyde en stigning på mindst 17 procent i EU’s langtidsbudget. Det er de fleste af EU’s medlemslande ikke villige til.

Kommer det til fredsforhandlinger, er Zelensky måske villig til at acceptere, at Ukraine ikke bliver fuldt medlem af NATO. Den holdning indtog han før februar 2022, men ændrede holdning efter pres fra høge i militæret og fra Storbritanniens daværende premierminister Boris Johnson.

Centraleuropa – nye linjer ift. EU, Ukraine og Rusland

De baltiske lande vil helt givet i 2024 fortsat stå for den hårde linje i politikken over for Rusland. Derimod har de såkaldte Visegrad-lande i Centraleuropa orienteret sig forskelligt udenrigspolitisk, både når det gælder EU og krigen i Ukraine.

Polen har stået for den hårde linje over for Rusland, det samme har Tjekkiet under den nuværende regering ledet af Peter Fiala. Slovakiet skiftede derimod kurs efter parlamentsvalget 30. september 2023, hvor landet bevægede sig i retning af den politik, Ungarn har stået for.

I Ungarn har Viktor Orban et sikkert greb om magten. Viktor Orbans parti, Fidesz, har styret Ungarn uafbrudt siden 2010. Robert Fico, Slovakiets ministerpræsident efter valget i 2023, har været regeringsleder i flere omgange. Han har altid haft sine helt egne meninger. Han er pragmatiker, men nægter at underkaste sig ordrer ude fra, også fra EU og USA. Fico har standset slovakiske våbenleverancer til Ukraine og taler for våbenhvile og fredsforhandlinger.

Han afviser derudover planerne i EU om en ny migrationspagt og en central fordeling af afrikanske flygtninge i Europa. Hans regering er mindre bastant i formuleringerne end Orbans regering i Ungarn, men retningen er den samme.

Fialas regering i Tjekkiet bliver mødt med protestdemonstrationer, og er ifølge internationale meningsmålinger den mest upopulære regering i Europa. Var der valg i morgen ville Tjekkiet sikkert få en ny regering ledet af Andrei Babis’ parti (ANO), og Tjekkiet ville gå i retning af den politik, som føres i Ficos Slovakiet og i Orbans Ungarn.

Valget i Polen 15. oktober 2023 førte til dannelsen af en ny koalitionsregering ledet af tidligere regeringsleder og EU-præsident Donald Tusk. Otte år med Kaczynski og Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) ved magten var hermed et afsluttet kapitel.

Valget er hilst velkomment i det politiske mainstream i EU, men Polen ophører ikke med at være et problembarn. Donald Tusk har meldt ud, at han ikke agter at støtte traktatændringer, der begrænser vetoretten, og han ønsker heller ikke en migrationspagt – som også i Warszawa bliver betragtet som tvangsfordeling af flygtninge.

Donald Tusks regering har forsøgt at fjerne den forrige regerings magt over de statslige medier, men det er ikke let. Retlige principper skal overholdes, hvortil kommer at præsident Andrzej Duda også i den sag vil bruge sin vetoret. Der er først præsidentvalg i Polen i 2025.

Den hårde linje i forhold til Rusland vil blive fortsat, men Ukraine-trætheden har også meldt sig i Polen. Polen har som bekendt været frontlinjestat under krigen i Ukraine og øger militærudgifterne markant, måske helt op til 5 procent af landets nationalprodukt. Det er mere end det dobbelte af det, NATO kræver.

Sydøsteuropa – frontlinje for krig og flygtninge

Sydeuropa er i frontlinjen både i forhold til krigen i Ukraine og flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika. Slovenien, Kroatien, Bulgarien og Rumænien er medlemmer af EU, og andre lande i regionen søger om medlemskab. Flere lande har opnået kandidatstatus, men der er ikke påbegyndt optagelsesforhandlinger. Forventningen er, at en EU-udvidelse mod Vestbalkan tidligst vil kunne finde sted omkring 2030, om alt går vel.

EU-parlamentsvalget i juni 2024 ser lige nu ud til at styrke de højrenationale partier. Det vil ikke fremme EU’s udvidelse mod syd. Bulgarien har i årevis været nærmest uregerligt. Regeringen fører lige nu en hård linje over for Rusland, men landet er delt i det spørgsmål. Præsident Rumen Radev er mere russiskvenlig end de skiftende premierministre.

Rumænien fører også en klar anti-russisk og pro-NATO linje, når det gælder forholdet til krigen i Ukraine. Præsidentvalget i 2024 vil næppe rokke ved det. Mere problematisk er, set fra Bruxelles, at det stærkt højre-nationale parti AUR spås stor fremgang ved parlamentsvalget, som skal afholdes senest i marts 2025.

Aleksander Vucics parti SNS vandt valget i Serbien i 2023. Det blev efterfulgt af omfattende protester. Som ved flere andre valg på Balkan lød beskyldningerne om valgsvindel. Balkan-iagttagere mener, at EU faktisk er godt tilfreds med genvalget af regeringen i Serbien.

Stabilitet i Serbien giver EU mulighed for at koncentrere opmærksomheden om Ungarn og Viktor Orbans brug af vetoretten, både over for EUs budget, støtten til Ukraine og forslagene om traktatændringer, der skal begrænse vetoretten. Sanktioner vil blot føre Serbien endnu længere mod øst, over mod Rusland og Kina og koste EU økonomisk. Det fremmer heller ikke lysten til at føre “krig” mod Serbien her og nu.

Verden er præget af uorden og krige – både regulære krige og stedfortræderkrige. Der er hårdt brug for vilje til fred. Meget tyder på, at fredsbvægelser i året 2024 vil få noget bedre arbejdsvilkår end i 2023, nu hvor krigstræthed breder sig i Ukraine, og hvor krigen mellem Israel og Hamas trækker ud.

En mindre uordentlig verden vil gøre det muligt i højere grad at koncentrere indsatsen om klimakampen. Færre militærudgifter gør det muligt at bruge mere på at begrænse uligheden og udbygge den vedvarende energi. Det er der et meget stort behov for.