Økonom: Læren fra Danske Bank-skandalen er, at vi ikke kan regulere bankerne

Hvis der er én ting, Danske Bank-skandalen har lært os, er det følgende: Regulering af den moderne banksektor virker ikke. Banker fungerer nu om dage primært på to måder: Som store hedgefonde, der spekulerer i finansielle aktiver, eller som redskaber for at sende elitens penge i skattely.

Danske Bank-skandalen er det seneste, mest opsigtsvækkende af en lang række eksempler på den type adfærd. Mere end 235 milliarder $ (1.800 milliarder kr., red.) blev gennem ‘særtransaktioner’ sendt igennem bankens lille estiske filial på bare fire år fra 2012 – 2016. Det beløb får Estlands eget bruttonationalprodukt til at blegne. Det hele foregik i en årrække, hvor reguleringen af bankerne endda blev strammet gevaldigt ifølge Den Internationale Valutafond, der ville gøre op med den ‘skødesløse’ opførsel, som førte til Finanskrisen i 2008.

Som sand gennem timeglasset

Det var ikke bare Danske Bank, men også den estiske centralbank – der ellers skulle have stået for at regulere forholdene – som har været indblandet. Estiske banker håndterede fra 2008 – 2015 mere end 7.000 milliarder kr. i transaktioner på tværs af landegrænserne. At udenlandske investorer af fuldt ud lovlige grunde valgte at sende så mange penge igennem landet er svært at tro på. Man kan her overveje, at den tredjestørste lettiske bank, ABLV blev tvangsopløst – efter det var kommet frem, at banken havde hvidvasket penge for Nordkorea.

“Mere end 1.800 milliarder kr. blev gennem ‘særtransaktioner’ sendt igennem Danske Banks lille estiske filial på bare fire år. Det beløb får Estlands eget bruttonationalprodukt til at blegne.”

Hvidvaskning er et stort problem, hvis man spørger John Horan, der er senior associate hos Belfast-baserede Maze Investigation. “Mørke penge bliver helt sikkert ved med at strømme ind i det europæiske bankvæsen. Det er som sand, der løber gennem et timeglas.” Det er skruen uden ende.

I den seneste store skandale er mere end 12,7 milliarder danske skattekroner blevet franarret staten. Det er foregået gennem et svindelnummer, hvor udbytteskat er blevet refunderet til udlændinge. De har tilsyneladende aldrig ejet danske aktier eller betalt skat af udbyttet, men havde alligevel held med at få ‘refunderet’ store summer takket være sløsethed eller meddelagtighed fra danske embedsmænd. En række små europæiske banker har flyttet pengene rundt, og ingen er i den sammenhæng blevet sigtet eller opsagt over deres rolle i at have kostet skatteborgerne milliarder.

De regulerende myndigheder har været decideret ubrugelige, når det handler om at sætte en stopper for bankernes skatteunddragelse. Lad os tage Carol Sergeant som eksempel: Hun stod i spidsen for det britiske Financial Supervisory Authority, og skulle styre landets banker fra sit kontor hos Bank of England. Hun blev hædret af dronningen for sit “bidrag til regulering af finansmarkedet”. Hun blev ansat i banken Lloyds i 2010, og fik udbetalt en række bonusser, som banken nu vil have tilbage, efter hun – sammen med flere andre – blev udpeget som ansvarlig for den skandale, som står til at koste Lloyds 18 milliarder £. Kan du gætte, hvor hun arbejder nu? Hun er udpeget til ledelsen i Danske Bank af bestyrelsen, der blandt andet har sat hende til at sørge for, at banken overholder reguleringerne!

Troen på regulering stikker dybt

Alligevel hævder Den Internationale Valutafond (IMF) i en nylig rapport: “Der er sket store fremskridt, når det drejer sig om at reformere den globale regelbog på finansmarkederne. Det internationale samfunds omfattende dagsorden har hævet standarden, og har gjort finansvæsnet mere modstandsdygtigt – mindre spekulativt, mere likvidt og bedre overvåget.”

Der kan godt være en vis sandhed i, at de store banker ikke forlader sig på dårlige lån i samme omfang som før. Det tilskrives ofte Basel III-reglerne, og at man nu stresstester i langt højere grad, men selv den fortælling kan der stilles spørgsmål ved. I 85 % af de 24 lande, som blev ramt af bankkrisen i 2007-2008, er væksten stadig lavere end før krisen. IMF indrømmer også, at: “I mange lande vokser truslen fra nye former for skyggebanker og andre markeder for finansiering uden for reguleringernes kontrol. Det gælder for eksempel formueforvaltere, og kan få konsekvenser for banksektoren.”

Den ‘officielle’ holdning om, at regulering er den eneste måde at regulere bankerne på, bliver fremført af både keynesianere og folk, der ser banksektoren som arbejdskraftens eneste fjende. Et eksempel er Nick Shaxson, der skrev den fængende bog Treasure Islands, tax havens and the men who stole the world. Her afslører Shaxson dynamikkerne i de globale skattely-finter og dokumenterer, hvordan bankerne har hjulpet deres rige kunder med at sende pengene i skattely.

I hans seneste forskningsartikel peger Shaxson på, at Londons finanscentrum og den britiske finanssektor ikke bare hjælper deres kunder med skatteunddragelse og hvidvask af penge- men at de heller ikke er villige til at låne ud til mere produktive investeringer. “Forskningen peger i stigende grad på, at de penge, der bliver kastet rundt i den oppustede finanssektor, faktisk gør os fattigere som samfund.” I takt med at Storbritanniens økonomi er blevet gearet til at tjene finanssektorens behov, kæmper andre dele af samfundet med at overleve i dens skygge.”

Shaxson fortsætter: “Den oppustede finanssektor er for længst holdt op med at skabe værdi, og trækker nu værdi ud af andre dele af samfundet. Til det formål er man med til at udforme lovene, reglerne, tænketankene og endda kulturen på en måde, der kan støtte op om det. Resultatet er lavere vækst, mere ulighed, skævvredne markeder, mere kriminalitet, større korruption, en udhulet økonomi og meget andet.”

Men hvad mener Shaxson så, der skal gøres ved de her kriminelle, der har placeret sig i hjertet af økonomien? “Vi kan beskatte, regulere og overvåge finansmarkedet på den rigtige måde.” Endnu en gang går forslaget på ‘mere regulering’ – selv om Danske Bank-skandalen og en række andre har bevist, at det ikke virker.

Smid de kriminelle bankfolk i fængsel

Det samme synspunkt går igen hos den tidligere Nobelprisvinder Joseph Stiglitz, der utrætteligt kæmper mod den bundkorrupte finanssektor, og som endnu en gang er blevet rådgiver for Labour-partiet. Kort tid efter Finanskrisen skrev Stiglitz bogen Freefall, der handler om, hvordan boligboblen sprang, og hvordan de efterfølgende betalingsstandsninger blev startskuddet til en global økonomisk nedsmeltning. Bogen byggede på hans forskning for FN, der senere blev udgivet som Stiglitz-rapporten. I den stod der: “Regeringerne har i deres tro på markedsfundamentalisme glemt erfaringerne fra både de økonomiske lærebøger og historien, som fortæller os, at en velfungerende finanssektor kræver tilstrækkelig regulering.”

“Rosenrøde påstande om, at det næste kollaps kan begrænses til finanssektoren, og at den ikke kommer til at gå ud over almindelige mennesker… er en gang bullshit.”

Stiglitz foreslog dengang, at man kunne afværge fremtidige nedsmeltninger ved at give mere magt til korruptions-immune reguleringsmekanismer, der altid ville træffe det rigtige valg. “Effektiv regulering har brug for folk, der tror på dem”, skrev han. “De skal udvælges på baggrund af, hvem der kan lide under manglende regulering, ikke hvem der kan have gavn af den.” Men hvor skulle man så finde disse upartiske rådgivere? Stiglitz’ svar er: “Fagforeninger, NGO’er og universiteter.” Problemet er bare, at alle de finanstilsyn, der fejlede i 2008, og som stadig fejler, allerede har ansat masser af økonomer med præcis den baggrund, men alligevel bliver ved med at fejle.

I en bog fra 2011 udfordrer Jeffrey Friedman og Wladimir Kraus så Stiglitz’ påstand om, at bedre regulering kunne have forebygget katastrofen, hvis man bare havde haft de rigtige folk på posten. De skriver: “Stort set alle beslutningstagere i den amerikanske centralbank, FDIC (det amerikanske finanstilsyn, red.) og så videre… er økonomer fra universiteterne.” Forfatterne mener, at Stiglitz’ fejltagelse er konsekvent at “underspille muligheden for menneskelige fejl – altså at benægte, at mennesker – eller i hvert fald korruptionsløse mennesker som ham selv – kan tage fejl. Friedman og Kraus’ løsning var dog ikke meget bedre. De ville have mindre regulering – længe leve det frie marked!

Senest har David Kane fra New Institute for Economic Thinking vist, at bankerne har undgået alle forsøg på at tøjle deres adfærd siden det globale kollaps: “De redskaber, der er blevet givet til at løse opgaven, er for dårlige til at virke på den lange bane. I samarbejde med de regulerende instanser, er de amerikanske megabanker allerede blevet i stand til igen at bruge overskud og aktietilbagekøb til at få farligt høje investeringspuljer mellem hænderne.”

Kane bemærker også, at: “… de vigtigste reguleringsfolk lader til at tro, at det er en stor del af deres arbejde at overbevise skatteyderne om, at det næste kollaps kan begrænses til finanssektoren, og at det ikke kommer til at gå ud over almindelige mennesker på samme måde som tidligere kriser.” Men den type “rosenrøde påstande er en gang bullshit.” Kane vil have smidt de kriminelle bankfolk i fængsel, ikke bare give bankerne bøder.

Regulering virker når grisene flyver

Regulering har på ingen måde tøjlet bankernes kriminelle – og samfundsskadelige opførsel efter Finanskrisen. Det indrømmer selv IMF i sin seneste GFS-rapport: “I takt med at finansverdenen udvikler sig, og at nye trusler mod den finansielle stabilitet vokser frem, bør tilsynsførende fortsat holde øje med risici… ingen mængde regulering kan fjerne truslen helt, så de ansatte må gå til opgaven med en vis ydmyghed. Udviklingen har vist, at risici kan flytte sig over i nye områder, og det må alle, der beskæftiger sig med det holde øje med.”

“Hvis man stadig tror, at ‘regulering’ af bankerne og deres bidrag til skatteunddragelse kommer til at virke, bør man også regne med, at grisene snart tænder motorerne, og gør sig klar til at flyve.”

Korrekt! Som Gabriel Zucman og og Thomas Wright har vist gennem grundige, dybdegående analyser af skattelyenes omfang, bliver de hverken begrænset eller styret. Tværtimod udgør de en stadig større del af overskuddet for amerikanske virksomheder. Bankerne står for at sætte det hele i system.

Omtrent halvdelen af de multinationale virksomheders profitter havner i skattely. Irland er deres yndlingsdestination (den irske selskabsskat er på sølle 5,7 %). Som Zucman og Wright også dokumenterer, ryger gevinsten direkte videre til aktionærerne. “Irland konsoliderer sin plads som verdens skattely nummer 1″, skrev Zucman på Twitter. “De amerikanske virksomheder sender flere penge til Irland end Kina, Japan, Tyskland, Frankrig og Mexico tilsammen.“

Zucman og Wright viser samtidig, at gevinsten for de multinationale investeringer ikke er vokset, men derimod er faldet. Takket være fordelagtig skattelovgivning – senest med Trumps gaveregn – og muligheden for at bruge skattely som Irland, er deres overskud efter skat dog stadig gået i vejret.

Hvis man stadig tror, at ‘regulering’ af bankerne og deres bidrag til skatteunddragelse kommer til at virke, bør man også regne med, at grisene snart tænder motorerne, og gør sig klar til at flyve.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Michael Roberts. Læs den oprindelige artikel her.