OK20: Tænk stort og stå sammen

Med idéen om en Arbejdslivkonto er Simon Tøgern inde på noget af det rigtige. Hvis HK skal nå i mål, kræver det imidlertid også “en klar strategi for hvordan vi vinder, og en villighed til at konflikte”, mener Jakob Nerup, i et svar til Simon Tøgern fra HK Privat.

Læs Simon Tøgerns oprindelige indlæg her.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Jakob Nerup

Lige om lidt begynder overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked. Det er nu, vi skal sige farvel til 10 magre år med minimale lønstigninger – og indkassere gevinsterne af opsvinget. Det er lige nu, vi skal slå til inden den næste krise – som lurer lige om hjørnet. Det bliver den vigtigste styrkeprøve mellem arbejdsgiverne og lønarbejderne i årevis. – HK Privats formand, Simon Tøgern, slog temaet an i et indlæg 22. november her i Solidaritet, og det fortjener nogle kommentarer.

Jeg er selv HK’er, og støtter HK Privats hovedkrav om at udvide og fordoble fritvalgskontoen til en ny ”Arbejdslivskonto”, fordi det både er solidarisk for alle HK’ere og er et bidrag til en bredere overenskomstløsning for alle. Men der er også plads til forbedring i strategien, hvis vi og resten af kollegerne i alle brancher på det private arbejdsmarked skal nå i mål.

Der er råd

Uden en klar strategi for hvordan vi vinder, kommer fagbevægelsen ikke til at indfri kollegernes forventninger. Mit indtryk fra HK’ere og kolleger i mange andre faggrupper er, at der for alvor er skruet op for kravene. Vi har alle oplevet, at arbejdsgiverne år efter år får et stadig større overskud, så der er ingen grund til beskedenhed.

Alene sidste år blev der udbetalt 280 mia. kr. i udbytter til virksomhedernes ejere, dvs. efter at virksomhedernes havde betalt skat af deres overskud. Det er en fordobling af udbytterne siden 2010 – så ingen skal komme og sige, at der ikke er råd til betydelige lønstigninger. Forestil jer, at vi hæver lønnen med 10 % i industrien, så vil det ”kun” koste en lille bid, en ottendedel, af overskuddet og kun påvirke omkostningsniveauet med nogle få procent. Der er altså råd.

Men selvfølgelig får vi ikke pengene ud af arbejdsgivernes lommer ved at stå med hatten i hånden eller med forhandlingsevner alene. Det kræver, at fagbevægelsen har en rigtig strategi, sammenhold og vilje til kollektiv handling … for at nå i mål. Historien fortæller os, at alle lønarbejdernes store forbedringer i løn, arbejdstid og fritid er kommet gennem store styrkeprøver med arbejdsgiverne. Skal vi komme sejrrigt ud af denne styrkeprøve, så behøver vi en stor mobilisering blandt alle landets lønarbejdere, ellers når vi ikke store mål.

Den nødvendige solidaritetspagt

I alle forbund er der nu udtaget krav, og om lidt bliver de overbragt af vores topforhandlere til arbejdsgivernes repræsentanter. Kravene er således solidt forankret i de enkelte forbund, men derfra og til at gøre dem til en folkesag, lønarbejderne samles om, er der et stykke.

Jeg tror, at vi i det private vil gøre klogt i – at lære af de offentligt ansattes bevægelse omkring OK-18. De fleste kan sikkert huske ”Musketer-ed”, ”Skulder ved skulder” og ”En løsning for alle” som konkrete overskrifter for sammenholdet og målsætningen blandt de offentligt ansatte. De skulle i mål med tre krav: Lønstigninger som i det private, betalt frokostpause til alle, og en arbejdstidsaftale for lærerne.

Det fik de stort set igennem, da de helt undgik forringelser, fik lønstigninger og frokostpause; mens lærerne må vente til 2021 med en aftale. Det var aldrig lykkedes, hvis ikke de havde haft kombinationen af musketer-ed og mobilisering.

Desværre vil topforhandlerne i de private forbund – HK, Metal og 3F – ikke indgå en musketer-ed, som kunne sikre, at man solidarisk ventede med den endelige godkendelse af et forhandlet resultat på sit eget område, indtil alle væsentlige områder var på plads i andre brancher. Nøjagtigt som arbejdsgiverne gør det. Det vil fx sikre, at byggefolkene får en solidarisk håndsrækning til at få kædeansvar og meget højere mindstelønninger som værn mod social dumping – og at chaufførerne får tisse- og spisepauser.

Det er blevet diskuteret og stemt ned på kongresser i både 3F og HK Privat. Begge steder med en argumentation om, at sammenkædningsreglerne løser problemet, som Simon Tøgern gentager i sit indlæg:

”Når forhandlingerne er afsluttede – med eller uden medvirken af statens Forligsmand – så bliver det endelige ”sammenkædede” forhandlingsresultat sendt til afstemning på begge sider. På lønmodtagersiden foregår afstemningen ved urafstemning. Her stemmer alle således om det samlede resultat for alle grupper. Dette system betyder, at alle grupper kommer i reelle forhandlinger – også de svageste og dårligst organiserede – og ingen bliver ladt alene tilbage uden et forhandlingsresultat. ”

Det er rigtigt, at sammenkædningen sikrer de svageste et minimum på løn og andre generelle ting. Men det sikrer ikke, at de enkelte brancher kommer i mål med det, som er vigtigst for dem. Når DA sidder med armene over kors og nægter at godkende malernes overenskomst, fordi der indgår kædeansvar – så bruger DI som den største arbejdsgiverforening sin magt til at håndhæve deres negative solidaritetspagt. – Mens fagbevægelsen står afmægtig tilbage uden en tilsvarende solidaritetspagt.

Skal vi bryde de sidste 10 års stilstand og magt til DI, bliver fagbevægelsen nødt til at genopfinde ægte solidaritet. Så handler det ikke bare om en fælles minimal lønstigning, men om at alle brancher kommer i mål med et resultat, som er godt for dem – og ikke mindst et resultat, som medlemmerne vil stemme ja til.

Sagt på en anden måde, så skal vi HK’ere være villige til at konflikte – for at byggefolkene får værn mod social dumping, hvis de samtidig lover os at bakke os op for at få fordoblet arbejdslivskontoen.

Den nødvendige bevægelse

Store resultater kommer ikke uden stor bevægelse blandt medlemmerne, og uden opbakning hos lønarbejderne generelt. Planen er, at Industriens forhandlinger skal være afsluttet 7. februar. Jeg glæder mig over, at byggefagene allerede er startet en kampagne for deres krav ude på pladserne. Det går lidt langsommere i industrien, hvor der stadig mest er fokus på interne møder med tillidsfolkene. Det er også vigtigt, men ikke nok.

Vores vigtigste krav skal være kendt af alle. Stilladsarbejderne skal elske kravet om en arbejdslivskonto, og smedene skal omfavne kædeansvaret. De offentligt ansatte skal tænke kærligt på, at de privatansattes kamp for højere løn har en direkte effekt på deres egen. Sammen skal vi alle være forenet om, at ”Det er nu, vi skal have et stort resultat”, fordi vi tror på fællesskabets styrke, og at der er råd lige nu. Det lyder smukt, men kan det realiseres?

Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Det kræver selvfølgelig, at de enkelte forbund kører store kampagner sammen med medlemmerne, som rækker ud i andre fag. Vi kan jo starte i de enkelte fagforeninger og klubber med at invitere nogle kolleger fra andre brancher til at fortælle om deres vigtigste krav. Så er det ikke så svært – at stille sig skulder ved skulder i både forhandlingslokaler og på gaden, når forhandlingerne kører i de forskellige brancher.

Men basis er selvfølgelig, at vi har viljen til at sætte fællesskabet først, og tro på, at vi bedst opnår store forbedringer sammen. Jeg er optimist og tror på, at vi denne gang kan udfordre og overvinde arbejdsgivernes negative pagt, hvis vi vælger den rigtige strategi og har viljen til at sætte den igennem.

Jakob Nerup er bestyrelsesmedlem i HK Service.