OK23: Realiteter, spin og tabte horisonter

Det store spørgsmål i overenskomstforhandlingerne er, om de indgåede forlig modsvarer lønarbejdernes forventninger til OK23. Forhandlingerne er foregået på et bagtæppe af en voldsom inflation, som har udhulet reallønnen for særligt de lavtlønnede og de fag, hvor de lokale lønforhandlinger ikke har givet meget.

Der forhandles også på baggrund af et årti med lave lønstigninger og enorme overskud, samt en historisk høj beskæftigelse.

Forventningen fra lønarbejderne har været, at fagforeningerne centralt skulle kompensere for de seneste års reallønstab. Samtidig skulle der indkasseres på den virksomhedernes høje profitter de sidste år.

Fagtoppen har derimod talt forventningerne ned, og helt bizart undladt at stille op med konkrete krav til lønstigninger. Så kan alt efterfølgende tales op. Og så har vi ikke engang nævnt Store Bededag, som er helt udeladt af forligene.

Er reallønnen sikret?

Det korte svar er nej. De fleste får reallønnen sikret i 2023, men næppe tabet i realløn fra 2021-2022. Hvis inflationen ender på 2 procent, så kan reallønstabet fra 2022 måske indhentes, men en stor del af lønarbejderne må æde et permanent reallønstab.

Reallønnen er faldet i løbet af 2022. Så vidt er alle enige. Men det gennemsnitlige fald i reallønnen på 3,9 procent har både en stor top og en stor bund.

Mange større virksomheder med stærke faglige klubber har mindsket tabet i reallønnen, mens de svagere faglige klubber og alle de, der forhandler individuelt, har tabt meget mere.

Økonomerne forventer en inflation i 2023 på 5-6 procent, mens ingen for alvor kan spå om inflationen i 2024. Set i det lys er industriforligets aftalte stigninger på 2 procent på pensionen fra juni 2023 og 2 procent på fritvalgskontoen fra marts 2024 meget langt fra at sikre reallønnen.

Fagbevægelsen håber, at de lokale aftaler vil give en lønstigning på 3,5 procent. Det betyder, at det alene er reallønnen i 2023 som kan være sikret. Måske kan tabet fra 2022 indhentes i 2024. Det vil alt sammen blive bestemt af resultatet af de lokale aftaler.

Hvordan bliver de lokale aftaler?

Fagtoppen i industrien satser alt på, at de lokale lønforhandlinger skal forbedre det centrale resultat. Men hvor realistisk er det ude i virksomhederne? Gennemsnitligt gav de lokale lønforhandlinger omkring 3,5 procent i 2022, men mange klubber har berettet om meget lavere stigninger, fordi virksomhedsejerne trods de rekordstore overskud ikke har villet til lommerne.

Det afspejler sig i, at en række lokale 3F-afdelinger har anbefalet et nej til industriens overenskomst, fordi der ikke er tillid til, at virksomhederne vil give 3,5 procent i lønstigning.

Der er også kommet en række nye OK-protokollater, som giver tillidsrepræsentanten ret til økonomiske oplysninger fra virksomheden, og virksomhederne pligt til at forhandle reelt. Det er gode værktøjer, men over for en vrangvillig ledelse rækker det næppe til mere end et par håndører i lønposen.

Det hører med til ligningen, at der aldrig har været så få strejker om løn som i 2022. Kun 45 lønstrejker var der ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings konfliktstatistik. Derfor går fagklubberne ikke stærkt ind i forhandlingslokalet, men man kan da håbe på, at strejkelysten stiger, når arbejdsgiverne er nærige.

Samtidig har hovedparten af funktionærerne – for eksempel teknikere og HK’ere – kun individuelle lønforhandlinger. Dermed har de intet at håbe på udover ledelsens gode vilje.

Med alt dette in mente er jeg meget skeptisk over for rækkevidden af industriens resultat.

Når lidt bliver til meget

I min optik har fagtoppen igen oversolgt resultatet af overenskomstforhandlingerne. Ved de seneste overenskomster i 2020 fik man centralt kun aftalt lønstigninger på 3 x 1 procent, men fagtoppen blev reddet af Corona-krisen, som eksploderede midt i forhandlingerne, hvilket umuliggjorde en reel diskussion om resultatet.

Denne gang er der sat endnu mere blus på spin-maskineriet. Forliget på industriens område bliver kaldt ”det bedste i mands minde”, og der bliver pralet med, at man har sikret sig dobbelt så høje lønstigninger i forhold til de seneste års overenskomster.

Det er udtryk for et nyt lavpunkt for fagbevægelsen, når den taler så lidt op til så meget. Men man kan jo prale med, at det er et bedre resultat end de forrige overenskomsters helt urimeligt lave lønstigninger.

Industriens overenskomstforhandlere siger, at det er deres overenskomst, som har sikret lønstigningerne på normallønsområdet. Det er rigtigt, men også her er der tale om en overdrivelse. Lønstigningerne kan i kroner og ører lyde af meget. Men når man omsætter beløbene til procentsatser, er det ikke sikkert at det redder reallønnen.

Vigtige resultater og en stor mangel

Det er tydeligt, at arbejdsgiverne har forstået, at når de ikke kunne levere en reallønssikring centralt, må den give indrømmelser på de enkelte overenskomstområder, som fagbevægelsen prioriterer.

Industrien har fået bedre værktøjer til tillidsrepræsentanternes organisering og forhandlinger. Handelssektoren har fået et opgør med 0-timers kontrakter, og byggeriet har fået et 25 kroner stort boligtillæg pr. time til udenlandske ansatte. Det er vigtige elementer, som skal modvirke arbejdsgivernes udhuling af bunden, og vi må håbe på, at det virker.

Spørgsmålet er, om det er nok for medlemmerne, når man også skal indregne tyveriet af Store Bededag i ligningen. Nærmest samtidig med offentliggørelsen af industriforliget vedtog Folketinget at afskaffe Store Bededag. Fagtoppens venner i Socialdemokratiet holdt fast, og SF ville ikke levere stemmer til at sende afskaffelsen af Store Bededag til folkeafstemning.

Når Folketinget blander sig direkte i vores overenskomster, må fagbevægelsen slå igen. Men fagtoppen stak hovedet i busken og har efterladt lønarbejderne uden et svar. Det trækker stort ned på det samlede resultat for forligene.

Produktivitet eller profit

Hvis man er faglig aktivist og synes, at lønnen skal afspejle både indsats og en fair andel af det overskud, man har skabt for ens virksomhed, må OK23 være en stor skuffelse. I det sidste tiår er virksomhedernes overskud blevet ved med at stige, samtidig med at lønarbejdernes andel af værdiskabelsen er faldet fra to tredjedele til kun halvdelen.

Fagtoppen har opgivet enhver tanke om, at lønarbejderne skal have en fair andel af overskuddet. I stedet gentager de et mantra om, at lønarbejderne skal have noget ud af produktivitetsstigningerne. Det betyder, at vi kun skal have mere i løn, hvis vi arbejder hårdere, mens virksomhedernes ejere skummer fløden.

Men vi slider og stresser allerede alt for meget. Når vi skal have mere i løn – og det skal vi – skal lønstigningerne komme ved, at vi får en større andel af virksomhedernes overskud. Det må være den faglige venstrefløjs opgave at genrejse det perspektiv.

De tabte horisonter

Lad mig slutte denne gennemgang af de store linjer om OK23 med at påpege noget vigtigt. Fagtoppen har ikke indset, at overenskomstresultaterne også skal afspejle, at vores arbejdsliv er ekstremt presset på arbejdsmiljø og tid.

Ethvert krav om kortere arbejdstid eller flere fridage er fraværende. Der var ikke prioriterede krav til arbejdsmiljøet. Dette til trods for at fagbevægelsen gennem hele kampen om Store Bededag har måttet sande, at netop arbejdstid og fritid er noget, der for alvor kan mobilisere.

I min optik har fagtoppen helt tabt horisonten for et bedre arbejdsliv, og det er stærkt problematisk, for det står øverst på medlemmernes ønskeliste. Vi bliver nødt til at tage en diskussion om fagbevægelsens prioriteter, så vi sætter os større mål end bare at få nogle håndører.