OL i et politisk turbulent Frankrig

Ingen sejrsrunde for Jonas Vingegaard rundt om Triumfbuen og ned ad Champs-Èlysées denne gang. Det har ligget klart fra starten, da finalen i dette års Tour de France ikke har fulgt traditionen om at foregå i Paris. Det prestigefyldte cykelløb er blevet fortrængt af en endnu større sportsbegivenhed, nemlig OL.

Og Frankrig føler sig særligt kaldet til at være vært for OL, da de moderne Olympiske Lege opfattes som en fransk opfindelse. Det var den franske baron Pierre de Coubertin, der var ophavsmand til nutidens olympiske lege med det formål at styrke de unge franskmænds fysiske formåen oven på et nederlag i krigen mod Tyskland og med den ambition af samle atleter fra hele verden. Legene fandt første gang sted i 1896 i Grækenland og anden gang fire år efter i Paris, der også var vært for legene i 1924.

Når Paris i år for tredje gang er OL-vært, har legene ændret sig markant siden Frankrigs hovedstad for 100 år siden sidst havde værtsrollen. Mens legene oprindeligt var for amatører med et motto om, at det vigtigste ikke var at vinde, men at deltage og have kæmpet godt, er hovedparten af de deltagende sportsfolk i dag professionelle.

Det moderne OL, der ved sommer-legene består af over 25 sportsgrene og omkring 40 discipliner, er blevet kommercialiseret underholdning og følges af milliarder af sportsinteresserede verden over via radio, tv og internettet. Derfor er der rift om at være værtsland og -by. Det giver prestige vellykket at kunne gennemføre et så stort arrangement med tusindvis af deltagere og tilskuere. Og ikke mindst er OL et udstillingsvindue, der kan bruges til at promovere byen og landet i resten af verden, tiltrække investeringer og turistindtægter, fremme landets eksport og styrke anseelse.

Tidligere verdensmagt

OL kan være et middel til at tegne et positivt billede af en nation, hvilket ikke mindst Frankrig lægger vægt på med et ønske om fortsat at fremstå som en verdensmagt, der har bidraget til og fortsat bidrager til udvikling og fremskridt i hele verden på baggrund af en glorværdig fortid. Tidligere var Frankrig i en periode et imperium, hvor solen næste aldrig gik ned. Der var franske kolonier over store dele af verden; men de er næsten alle afviklet nu og blevet selvstændige nationer. De tætte relationer – politiske, økonomiske og militære – til flere vestafrikanske lande har de seneste år været under nedtrapning, da disse lande har sagt ”adieu” til den tidligere kolonimagts fortsatte indflydelse og styrket relationerne til Kina og Rusland samt et øget samarbejde med det øvrige Afrika.

Frankrig har fortsat nogle oversøiske besiddelser, hvor bølgerne dog til tider går højt med krav om selvstændighed. I maj i år var der store uroligheder af næsten borgerkrigslignende karakter i Ny Kaledonien beliggende i Stillehavet med dræbte og sårede i kampe mellem tilhængere og modstandere af selvstændighed. Befolkningen blev i 1988 lovet en folkeafstemning om selvstændighed med stemmeret kun for borgere, der har boet mindst 10 år i Ny Kaledonien, hvilket har udelukket nytilkomne franske statsborgere fra at stemme. Det franske statsråd, der fungerer som højesteret, har imidlertid underkendt denne bestemmelse med den begrundelse, at 20 procent af vælgerne dermed er frakendt deres stemmeret, hvilket den oprindelige befolkning opfatter som et løftebrud. Præsident Macron måtte derfor i hast flyve til stillehavsøen for at forsøge at gyde olie på vandene i konflikten, der ikke har styrket Frankrigs anseelse hverken i Ny Kaledonien eller rundt om i verden.

Utilfredshed og social uro

Også på de indre linjer i selve Frankrig er der utilfredshed i store dele af befolkningen. 71 procent af befolkningen mener ifølge en undersøgelse gennemført i maj-juni i år i otte vestlige lande af You-Gov, at landet er i en dårlig forfatning. 29 procent af de adspurgte opfatter Frankrig som værende i en værre stand end andre vestlige lande, mens kun 15 procent mener, at Frankrig er i en bedre stand. 50 procent forudser tillige, at det vil blive værre det næste år, mens 30 procent tror, at det vil være uændret og kun 11 procent tror, at det vil blive bedre.

Utilfredsheden blandt mange går på de økonomiske og sociale forhold, der for mange i Frankrig er blevet forringet i de seneste år, hvor Emmanuel Macron har siddet på præsidentposten. Landet har boblet af uro og protester vendt imod den nyliberalistiske politik, som Macron har forsøgt at presse igennem med blandt andet en forhøjelse af pensionsalderen, hvilket har ført til omfattende demonstrationer i hele landet med deltagelse af både unge og ældre.

Store offentlige besparelser, der rammer både sundsvæsenet og uddannelsessystemet såvel som nedskæring af den kollektive trafik især i landområderne kombineret med forhøjede energiafgifter samtidigt med skattelettelser til landets rigeste borgere udløste dannelsen af de gule veste. Frustrerede og vrede franske mænd og kvinder i alle aldre gik på gaden og blev ofte mødt af hårdtslående politistyrker, hvilket førte til brutale sammenstød med sårede på begge sider og mange arresterede. Alene i perioden fra december 2018 til maj 2019 blev 8.000 protesterende anholdt og 2.000 af dem fængslet. Inden for samme halve år havde 500 demonstranter fået hovedskader, 23 mistet et øje og fem en hånd, ligesom én person døde på grund af politiets brug af gummi- og plastikkugler samt tåregasgranater. De ramte talte udover demonstranter også journalister, sundhedspersonale og forbipasserende såvel som flere mindreårige.

Samme mønster er gået igen ved senere demonstrationer, der har udviklet sig til gadekampe med til tider også butiksplyndringer og ildspåsættelser til gene og fare for en del borgere. Også de franske bønder har i flere omgange været i aktion med blokader af motorveje og centrale gade i større byer med blandt andet afbrænding af halmballer. De blokerende bønder endte i et vist omfang også i slagsmål med politiet, men sjældent så voldsomt som ved andre gruppers protester.

Oven i disse brede protester med en hård fremfærd fra myndighedernes side går det også ofte voldsomt til i flere socialt belastede forstadskvarterer til både Paris og flere af de større byer som bl.a. Marseilles, når politiet tørner sammen med lokale beboere ofte anden etnisk oprindelse. Politiet er i flere tilfælde blevet beskyldt for overlagt drab på unge, der har været mistænkt for hærværk eller kriminalitet. Situationen er ofte meget anspændt i disse såkaldte ghetto-områder, hvor Frankrigs frygt og elendighed er hverdag for både unge, voksne og ældre, hvoraf mange må klare sig for en meget lille indtægt.

Hjemløse forflyttes

Endnu færre penge har de mange flygtningen, der har slået midlertidig lejr forskellige steder rundt om i landet – en del af dem i håbet om på et tidspunkt at krydse Den engelske kanal for at komme til Storbritannien som det forjættede land. Politiet har gentagne gange slået til imod og ryddet disse lejre – ikke mindst i Paris op til OL som det blandt andet i april skete med en lejr i en sydlig forstad. Disse rydninger har ført til modreaktioner i form af bannere og plakater med tekster som ”Den anden side af medaljen”.

Protestbevægelser har også på bannere omskrevet det officielle slogan for OL 2024 ”Hurtigere, højere, stærkere – sammen” til: ”Hurtigere at tømme Ile-de-France for prekære befolkningsgrupper, højere med udnyttelse af papirløse arbejdere og stærkere i sikkerhedstiltag mod folk på gaden”.

Halvdelen af Frankrigs omkring 200.000 hjemløse bor i Paris og omegn; men mange af disse såvel som migranter forsøger myndighederne at flytte væk fra området som led i en oprydningsmanøvre forud for OL. Det har ført til kritik fra borgmestre i en række små landkommuner og også større byer, der får tilført de forflyttede. Den højreorienterede borgmester i Orleans har klaget over at have fået tilført 500 migranter uden forudgående varsel. De får ganske vist betalt tre ugers hotelophold af staten, men er derefter overladt til sig selv. Sådanne forsøg på at forskønne Paris ved at fjerne uønskede borgere fra byen fremmer det fremmedhad, der trives i en del af den franske befolkning, styrker den politiske højrefløj og skaber store kløfter i befolkningen. ’

Mennesker med afrikansk eller mellemøstlig baggrund oplever diskrimination, intolerance og chikane; men samtidig udøver fundamentalistiske islamister et pres på deres trosfæller for at opgive den sekulære leveform, der er én af kerneværdierne i det franske samfund, hvilket i yderste fald har ført til religiøse fanatikeres drab på skolelærere. Også antisemitismen har været stigende – også før udbruddet af krigen mellem Israel og Hamas i oktober sidste år. Jøder er blevet overfaldet og i flere tilfælde slået ihjel – og senest har bortførelse og voldtægt af en 12-årig jødisk pige skabt vrede og fordømmelse i brede kredse. Gerningsmændene til overgreb imod jøder kan findes blandt såvel ekstreme islamister som nazister.

Svigt af idealerne

Den franske befolkning er ikke blot generelt utilfreds med de herskende tilstande, men også spaltet. Det knager i det franske samfunds fuger og bånd. Der er nogle fælles træk med situationen op til den franske revolution, hvor utilfredsheden også ulmede bredt i Frankrig. Macron har ellers forsøgt at fremstå som revolutionens arvtager med gentagen besyngelse af revolutionens idealer om frihed, lighed og broderskab med trikoloren som visuel baggrund og Marseillaisen som underlægningsmusik til store taler om menneskets fri vilje, retten til at træffe egne valg og den sekulære indretning af samfundet.

Macron har dog glemt, hvad den franske revolutions paroler betyder, skrev den danske historiker og forfatter Cæcilie Lassen i en aviskronik i april 2022 op til det franske præsidentvalg, som han vandt i stærk konkurrence med højrefløjens Marine Le Pen.

Cæcilie Lassen har beskæftiget sig både forskningsmæssigt og litterært med den franske revolution og udgav i 2022 romanen Den ufortalte historie. I fiktionens form beretter hun om revolutionen set fra neden – fra de menige aktører i revolutionen. Romanens ramme er en kærlighedshistorie om en adelsfrøken og en mand af folket. En ung adelsfrøken møder og forelsker sig i de turbulente uger i Paris efter stormen på Bastillen i en arbejder – en såkaldt sansculotte, hvilket betød en mand uden de knæbukser, som sammen med silkestrømper var beklædningen for mænd ved hoffet, i adelen og det bedre borgerskab, mens andre mænd gik barfodet i lange bukser. Revolutionen er ikke blot bagtæppe for romanens handling, men griber i høj grad også ind i og former handlingen, der udspiller sig i de første år af revolutionen. Den indledtes med stormen på Bastillen d. 14. juli 1789 og befrielsen af nogle ganske få fanger, der sad indespærret i den gamle borg.

Stormen på Bastillen, der stod som et symbol på undertrykkelse, udløstes af længere tids utilfredshed med forholdene i det økonomisk betrængte Frankrig, der var tæt på fallittens rand. Det havde kostet dyrt at engagere sig i den amerikanske uafhængighedskrig, hvilket Frankrig havde gjort ikke alene af ædle motiver, men også i håb om en form for hævn over England, som Frankrig havde tabt til i krigen om de nordamerikanske kolonier fra 1756 til 1763 (kendt fra romanen og filmen Den sidste mohikaner). Som næsten altid blev omkostningerne ved krigen væltet over på befolkningen, der samtidigt udsattes for kraftigt stigende fødevarepriser på grund af en fejlslagen høst som følge af dårligt vejr. En arbejder måtte derfor bruge to tredjedele af sin løn på mad.

Mange sultne og fattige var fra landet søgt til hovedstaden og skabte sammen med mange af byens egne borgere gennem optog og protester en eksplosiv stemning. De stormede Bastillen med den hensigt at få fat i borgens store beholdning af krudt og kugler for med våben i hånd at stille krav til den enevældige konge om brød til folket og reformer af det ulige, klassedelte samfund. Gadens parlament var stormtropper, mens borgerskabet så til, men også i et vist omfang ønskede reformer.

Et levende direkte demokrati

Stormen på Bastillen blev begyndelsen på flere års omvæltninger, hvor både privilegier og hoveder rullede, men også en periode med hidtil uset inddragelse af borgerne i et lokalt demokrati i Paris, hvilket romanen også skildrer. Dens mandlige hovedperson deltog i stormen og blev en aktiv og ledende kraft i én af de i Paris oprettede i alt 48 sektioner, som via komitéer og klubber drøftede og tog beslutninger om lokale forhold. Alle mænd over 21 år havde adgang med tale- og stemmeret til disse lokale demokratiske organer, hvor kvinder også havde adgang – nogle steder med taleret og enkelte steder også stemmeret.

Netop denne adgang benyttede romanens kvindelige hovedperson sig af og tog ordet, samtidigt med at hun fik et godt indblik i de sager, der blev drøftet og ikke kun var af ren lokal karakter. Der blev også livligt diskuteret, hvor revolutionen skulle bevæge sig hen og stillet krav til, hvad det nyetablerede parlament, nationalforsamlingen, burde beslutte. Til nationalforsamlingen havde alle frie mænd valgret, men i praksis var det kun muligt at deltage i valg, hvis man boede i en større by. Så valgdeltagelsen var på kun syv procent, men borgere i Paris søgte via sektionerne i høj grad indflydelse på Nationalforsamlingens beslutninger. Dermed afspejlede det levende, direkte demokrati beskrevet i bogen også de overordnede politiske strømninger og uenigheder i den revolutionære proces.

Omkalfatringen af Frankrig fra et enevældigt kongedømme med en adel – eller i alt fald en del af den – som en forgyldt elite til et mere frit og lige samfund var baseret på en alliance mellem det voksende borgerskab, håndværkere, arbejdere og bønder – en bred folkelig front, men rummede også kimen til stigende modsætninger mellem de revolutionære kræfter, der havde vidt forskellige interesser. Det tegnede sig stadigt tydeligere – også i diskussionerne i sektionerne – hvilket romanen også illustrerer i form af uenigheder om indførelse af minimumslønninger og maksimumpriser samt indførelse af skatter til finansiering af skoler og pension til enker. Borgere med selvstændig virksomhed vendte sig stærkt imod sådanne forslag.

Den ufortalte historie fortæller således almindelige menneskers oplevelse af revolutionens turbulens med både håb og frygt, muligheder og trusler. De tiltagende magtkampe udspillede sig med drastiske konsekvenser for nogle borgere, men også i et vist omfang for de mange for hvem det direkte demokrati bidrog til deres engagement i beslutningsprocesserne. Ikke blot ved debatter i sektionerne, men også med optog, demonstrationer og henvendelser til Nationalforsamlingen – til stigende irritation for en del af dens medlemmer, der forsøgte og efterhånden også fik stækket sektionernes indflydelse.

Kampen om retten til at bestemme skærpedes løbende samtidigt med stigende stridigheder mellem forskellige politiske grupperinger og fraktioner i Nationalforsamlingen – og udviklede sig efterhånden til den rædselsperiode, hvor hovederne rullede på ikke bare kongelige og adelige. Også politiske modstandere huggede hovederne af hinanden med flittig anvendelse af guillotinen, der blev opfattet som en både mere human og effektiv henrettelsesmåde, der blev brugt ved eksekveringen af omkring 14.000 dødsdomme. Denne blodige periode blev efterfulgt af et diktatur ledet af den officersuddannede kejser Napoleon, der kom til magten ved et kup i 1799.

Rædselsperiodens brutale begivenheder har overskygget det demokratiske eksperiment, som de første år af revolutionen også var og blev forsøgt gentaget under Pariserkommunen i 1871, som hurtigt blev slået blodigt ned, hvilket kostede 20-30.000 dræbte og fængsling af omkring 9.000 af de såkaldte kommunarder. Pariserkommunen er beskrevet og kommenteret af så forskellige samtidige som Karl Marx i Borgerkrigen i Frankrig og Wilhelm Dinesen – Karen Blixens far – i Paris Under Communen.

Valg i utide

I dag er Frankrig et demokratisk samfund og på mange måder forandret siden tiden omkring revolutionen. Nogle grundtræk går dog igen. Det er ikke helt det samme, men det ligner til en vis grad. En umådelig rig overklasse har i dag sammen med de ledende politikere og den øverste embedsstand stor indflydelse på det franske samfund, mens mange arbejdere, funktionærer, bønder, små selvstændige, studerende og pensionister lever under konstant økonomisk pres og føler sig overset af den herskende elite – sat uden for.

I 1789 lød massernes krav på billigt brød, mens kravet aktuelt fra de gule veste har lydt på billig benzin. Den gang var kravet tillige reformer, mens det i dag mere er modstand mod Macron´s reformer, der lader den brede befolkning betale for krisen og belønner de rige med skattelettelser – en skævvridning af idealerne om frihed og lighed. Måske er det ved at gå op for Macron, der på aftenen for EU-parlamentsvalget udskrev valg til Nationalforsamlingen. Dette valg i utide virkede som en panikreaktion udløst af højrefløjens fremgang, hvor hver tredje vælger stemte på Marine Le Pens parti National Samling. Det skabte både forundring og forargelse, men fremkaldte også en samling af politiske kræfter imod højrefløjens fremmarch.

Stækket højrefløj

Såvel meningsmålinger op til som resultatet af første runde af valget til Nationalforsamlingen viste, at højrefløjen stod stærkt med 33 procent af stemmerne til National Samling, der dog ikke til stor skuffelse for partiet opnåede absolut flertal. Det opnåede partiet heller ikke ved anden runde, hvor National Samling endda blev overhalet af venstrefløjsalliancen Den ny folkefront. Macron´s koalition Ensemble blev næststørst, mens National Samling blev tredjestørst.

At valget faldt sådan ud, har to særlige årsager. Den ene årsag er, at Frankrig ligesom Storbritannien har flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor den opstillede kandidat med flest stemmer vinder mandatet og de øvrige falder bort – the winner takes it all. Den anden årsag er, at i kraft af denne valgform besluttede de fleste partier uden om National Samling at trække en række kandidater fra opstilling til anden runde, så kun den kandidat med størst chance for at blive valgt stillede op imod kandidaten fra National Samling. Den taktik lykkedes i stor udstrækning til vrede og frustration for en del vælgere og ikke mindst National Samling. Manøvren betød, at en del kommunister, socialister og grønne måtte stemme på liberale kandidater, der støttede Macron, og omvendt, hvilket skabte nogen utilfredshed hos vælgere, som ikke kunne sætte deres kryds, hvor de helst ville.

Som både Marine Le Pen og flere kommentatorer konstaterede, endte valget med tre næsten lige store blokke, der ikke hver især har flertal, men er nødt til at indgå alliancer for at opnå et flertal, der kan udpege en premierminister. Mange af partierne vil holde National Samling uden for indflydelse, hvilket kræver et samarbejde mellem Macron´s parti Renaissance og hele eller dele af Den ny folkefront, der er en alliance af seks røde og grønne partier (Socialistpartier, Kommunisterne, La France Insoumise, Les Ècologistes, Génération.s og Gauche républicaine et socialiste) med inspiration fra den folkefront, der i 1930´erne blev dannet som modvægt til de fremstormende nazister og fascister. Blandt frontens hovedkrav er en ophævelse af den pensionsreform, som Macron-regeringen under store protester har gennemført. Et samarbejde mellem fronten og Renaissance kan derfor se ret svært ud, men kan også splitte Den nye folkefront, hvis partier på flere punkter langt fra er enige.

Udover uenighed på den indenrigspolitiske scene er der også mellem partierne i Nationalforsamlingen ligesom i befolkningen uenighed om holdningen til krigen i Ukraine. Selvom et stort flertal af både politikere og borgere er på Ukraines side, er der delte meninger om, hvor meget krigen økonomisk må koste de franske borgere. Ifølge en undersøgelse fra European Council on Foreign Relations er 39 procent af de franske vælgere imod øget militær støtte til Ukraine, hvis det går ud over penge til sundhed, uddannelse og kriminalitetsbekæmpelse, mens 28 procent er for. Netop store militære udgifter til krig uden for landets egne grænser var med til at bringe den franske økonomi i knæ i 1780´erne og medvirkende årsag til de brede protester, der førte til revolutionen.

Nu står Frankrig næppe over for en ny revolution, men over for at få en ganske svær politisk kabale til at gå op i et land præget af utilfredshed og splid. I første omgang er der dog mere eller mindre politisk våbenhvile under OL, der foregår samtidigt med den franske ferie, hvor mangt og meget ligger ret stille – og verdens øjne mest er rettet mod Frankrig for at følge sport frem for politik.

Tour de France har været som et langt reklameindslag for skønne franske landskaber og byer og lokker mange turister og cykelentusiaster til landet med pæne indtægter til følge for lokale erhvervsdrivende. Et stærkt eksponeret OL er også en god reklame for byernes by, hvor endnu flere penge kan tjenes af hoteller, restauranter og butikker på et købedygtigt publikum til OL, hvor det også er en dyr fornøjelse at være med som tilskuer til de enkelte konkurrencer. Det er så et godt spørgsmål, om disse skønmalerier helt kan camouflere, at der bag glansbillederne gemmer sig et politisk turbulent, spaltet Frankrig, hvor frihed, lighed og broderskab mere er en floskel end virkelighed.

Kilder:

Niels Høffding: Friheden eller døden – Den franske Revolution, Gyldendal, 1989
Cæcilie Lassen: Den ufortalte historie, Alhambra 2022
France 24, The Guardian, DR, Kristeligt Dagblad, Arbejderen

Se og læs mere:

Stormen på Bastillen, fransk dokumentar fra 2021
https://www.dr.dk/drtv/program/stormen-paa-bastillen_322236

Officiel OL-hjemmeside:
https://olympics.com/en/paris-2024

Det franske parlamentsvalg 2024:
https://denstoredanske.lex.dk/parlamentsvalg_i_Frankrig_2024

De gule veste:
https://denstoredanske.lex.dk/De_gule_veste
https://arkiv.arbejderen.dk/udland/politivold-mod-gule-veste-eksploderer

Karl Marx om Pariserkommunen:
https://www.leksikon.org/art.php?n=3958&t=512