Optøjerne i Amsterdam og anklagerne om antisemitisme

Amsterdams liberale borgmester Femke Halsema erklærede, at sammenstødene, der fulgte efter kampen mellem Maccabi Tel Aviv og AFC Ajax 7. november, var resultatet af ‘en giftig cocktail af antisemitisme, hooliganisme og vrede over krigen i Palæstina og Israel’. Selvom beskrivelsen ikke er fuldstændig falsk, er den helt bestemt vildledende. Det fremgår tydeligt af bystyrets egen redegørelse, hvori Halsema skrev ovenstående udtalelse.

Den hollandske højrefløj bruger en forvrænget udlægning af volden i byen og anvender beskyldninger om antisemitisme som våben for at fremme sin racistiske dagsorden og retfærdiggøre, at der bliver slået hårdt ned på solidaritetsaktioner for Palæstina.

Allerede forud for kampen torsdag aften stod det klart, at Maccabi-tilhængere var kommet til Amsterdam på udkig efter konfrontationer. De turede gennem byen og sang racistiske og folkemorderiske slogans og chikanerede mennesker, som de antog for at være muslimer eller arabere.

Da Amsterdam generelt er en venstreorienteret by med et betydeligt muslimsk samfund, er det desuden ikke ualmindeligt at se palæstinensiske flag hænge fra altaner eller i vinduer. Der cirkulerede videoer, der viser Maccabi-fans gå rundt og rive dem ned.

Tingene eskalerede yderligere, da Tel Aviv-holdets fans overfaldt en taxachauffør. Det fremkaldte et svar fra en sammentømret og hurtigt mobiliseret gruppe.

Spændingerne var blevet så intense før kampen, at Amsterdams byråd endda overvejede at annullere den. Det lod de dog være med, da de frygtede, at de hundredvis af Maccabi-fans i byen ville blive endnu mere ukontrollable.

I stedet forsøgte bystyret at række ud til fodboldklubberne for at få dem til at opfordre deres tilhængere til at falde til ro. Den israelske ambassadør blev også bedt om at komme med en udtalelse om, at fodbold og politik ikke bør blandes sammen, men hvorvidt han reagerede på dette, er ikke blevet offentliggjort.

Dobbeltmoral

Hele denne situation var resultatet af åbenlyst hykleri fra de hollandske myndigheders side, når det drejer sig om palæstinensernes lidelser. Efter Ruslands invasion af Ukraine blev russiske hold forbudt, men da lignende anmodninger blev fremsat af palæstinensiske solidaritetsorganisationer om at forbyde israelske hold, blev de ignoreret.

Bystyret hævdede endda, at Maccabi-fans ikke var kendt for at være farlige, selvom de i Grækenland havde forårsaget, at en mand var blev indlagt, fordi han bar et palæstinensisk tørklæde

Da kampen i Amsterdam endelig startede, afbrød Maccabi-fans højlydt et minuts stilhed for ofrene for oversvømmelsen i Spanien. Dette er måske ingen overraskelse, da den spanske regering er en af ​​de europæiske stater, der klarest kritiserer Israels krig.

Efter kampen blev huse med palæstinensiske flag igen belejret af grupper af Maccabi-fans. Det hele eskalerede om natten, da grupper af lokale unge kom i slagsmål med Maccabi-fans og opsøgte dem rundt omkring i byen. 62 personer blev arresteret, ti af dem var israelere. Efter en dag, hvor politiet for det meste indtog en tilbageholdende tilgang til Maccabi-tilhængerne, var arrestationerne i stedet uforholdsmæssigt rettet mod lokale unge.

Den jødiske anti-zionistiske gruppe Erev Rav udsendte en udtalelse, der kritiserede politistyrken for at angribe lokale unge mennesker med marokkansk baggrund, mens ”Maccabi-fans, der indledte provokationerne, ikke blev mødt med nogen konsekvenser”.

Erev Rav forklarede, at de havde ringe tillid til, at Amsterdam-politiet ville beskytte anti-zionistiske jøder mod Maccabi-tilhængerne. Gruppen fordømte også Maccabi-tilhængernes misbrug af deres jødiske identitet.

Politisk opportunisme

Den yderste højrefløj i Holland så naturligvis en mulighed i alt dette. Efter kampen erklærede Geert Wilders – leder af det største parti i det hollandske parlament – at det, der var sket, var en ”pogrom af den værre slags” og opfordrede til, at borgmester Halsema blev fyret. Han hævdede, at hun angiveligt havde undladt at beskytte jøder mod antisemitiske overgreb.

Det er ubestrideligt, at nogle af dem, der var involveret i sammenstødene, strøede antisemitiske fornærmelser omkring sig, og det blev sagt, at folk, der ”så jødiske ud”, blev beordret til at vise deres pas. Det skal absolut fordømmes, men at kalde det en pogrom er helt ude af proportioner.

I virkeligheden anvender højrefløjen spørgsmålet om antisemitisme som våben ved at forbinde alle jøder med staten Israel. Israels regering bruger på kynisk vis den samme taktik mod sine kritikere.

Wilders ved godt, at antisemitiske udtalelser desværre ikke er ukendte i hollandsk fodbold, men han ser ud til at vælge og vrage, hvornår han skal udtale sig imod det. For eksempel opfordrer en særlig berygtet sang, der ofte råbes mod Amsterdam-holdet Ajax, til gasning af alle jøder. Men fordi denne form for antisemitisme hovedsageligt kommer fra hvide fodboldtilhængere, har der været langt mindre interesse fra den hollandske højrefløj, som bruger energien på at forbinde antisemitisme med islam og migranter.

Wilders er heller ikke den eneste synder. Da han vendte tilbage fra et besøg hos Ungarns højreekstreme præsident Viktor Orban, erklærede den hollandske premierminister Dick Schoof, at antisemitisme er resultatet af ‘manglende integration’ i det hollandske samfund. For ham er migranterne skyld i problemet – ikke den racistiske og højreekstreme retorik, der bliver spredt i hele Europa.

Hvor er venstrefløjens politikere?

I kølvandet på kampen blev situationen mere anspændt. Mandag stødte folk igen sammen med politiet. Det skete, efter bystyret havde forbudt alle demonstrationer, og en protest søndag var blevet opløst. Mellem søndag og onsdag blev snesevis af demonstranter arresteret i forbindelse med politiets hårdhændede opløsning af demonstrationer. Aktivister havde indkaldt til en demonstration til forsvar af demokratiske rettigheder og i solidaritet med Palæstina.

På trods af al denne undertrykkelse har den parlamentariske venstrefløj stort set været fraværende. Det er måske ikke nogen overraskelse. Der har været en betydelig palæstinensisk solidaritetsaktivisme i Holland fra demonstrationer til sit-ins, men venstrefløjens partier har næsten ikke været involveret – med undtagelse af det lille radikale parti BIJ1. Værre endnu er det, at store dele af det hollandske Socialdemokrati også historisk har været stærkt pro-israelsk.

Den parlamentariske venstrefløjs tavshed gør det lettere for højrefløjen at skabe et klima af had mod migranter, at forbinde antisemitisme med islam og at stemple Palæstina-solidaritet som fjendtlighed over for jøder.

Borgmester Halsema, som kommer fra partiet Grønt Venstre, har kun kastet brænde på bålet i sin insisteren på at sammenligne begivenhederne de seneste dage med pogromer. Hendes forbud mod protester i Amsterdam er tydeligvis også et forsøg på at undgå yderligere kritik fra højrefløjen, men det har kun legitimeret et autoritært nedslag mod især Palæstina-solidaritet.

De langsigtede konsekvenser af de seneste begivenheder er endnu uvisse, men den generelle bane er klar. Godt hjulpet af centrum-venstres tavshed og opportunisme har det yderste højre høstet den største fordel.

Landet befinder sig i en tilstand af moralsk panik, og endnu en gang er muslimske unge – især dem af marokkansk afstamning – blevet erklæret for en eksistentiel trussel mod det hollandske samfund. Denne gang er det på grund af deres formodede medfødte antisemitisme. Mens højrefløjens partier udbreder ideen om at fratage dem hollandsk statsborgerskab (i det mindste for dem, der har dobbelt statsborgerskab), som en straf, er Maccabi-tilhængernes hooliganisme og deres forherligelse af Israels folkedrab lige så stille blevet gemt og glemt.

I de kommende uger og måneder vil forsøg på at kriminalisere Palæstina solidaritet sandsynligvis vokse, og støtten til Palæstinas befrielse vil i stigende grad blive forbundet med antisemitisme. Allerede i sidste måned blev en talsmand fra den palæstinensiske solidaritetsorganisation Samidoun udvist fra landet, og den hollandske regering har bedt om at få organisationen forbudt.

Den eneste måde at modstå højrefløjens autoritære politik og racisme på er, at venstrefløjen og solidaritetsaktivister står sammen, fortæller hele historien om, hvad der skete i Amsterdam og forsvarer retten til at organisere sig og udtrykke solidaritet med Palæstina.

Teksten er en let bearbejdet udgave af en artikel, som er bragt hos Socialistisk Information. Den engelsksprogede original er udgivet på The New Arab og oversat af Leif Mikkelsen.