På rejse i Sydafrika: Ændringer af symboler og gadenavne giver ikke mad på bordet

Efter en hel uge i Johannesburg, hvor jeg langt fra opnåede, hvad jeg ville, er det blevet klart for mig, hvad forskellen er på storbyen og de mindre provinsbyer langs kysten. Det er måske en selvopfyldende profeti. Hele ugen var der konstante og vedvarende strømafbrydelser 4-5 gange dagligt i 31 graders varme.

What’s not to like?

Jeg tager bussen til Durban. Mit valg falder på Intercape, som jeg har brugt tidligere. Det er ikke nogen stor fornøjelse. Den afgår fra Park Station, som ikke er et sted Uber chauffører bryder sig om at sætte folk af, fordi de fortsat slås med almindelige taxachauffører. Derfor bliver jeg sat af nede i kælderen, hvor busserne kører ind og ud. Jeg beklager mig højlydt, men chaufføren er ligeglad. 

Inden bussen kører har jeg tid til at gå lidt rundt indenfor på stationen og kigge mig omkring. Det går op for mig, at jeg ikke har været her siden før pandemien, men alt ligner sig selv.

Katapultiske indsprøjtninger

I begyndelsen af den lille uge, hvor jeg opholder mig i Johannesburg, går jeg online og tjekker, hvad der sker på kunstscenen – om der er en koncert i Untitled Basement eller en teaterforestilling hos Market Theatre. Og jeg bliver ikke skuffet: Lørdag åbner en ny udstilling i Kalashnikovv Gallery.

Det er forskellen på land og by – i storbyen foregår der altid noget. Det er altid muligt at opleve noget andet, end det du oplevede samme morgen. Sådan et sted skinner solen altid. 

Til ferniseringen møder jeg Matthew Dean – den ene halvdel af Kalashnikovv-duoen. Næsten før vores samtale begynder, har der allerede åbnet sig en hel verden. Udover galleriet i Braamfortein (Johannesburgs hektiske studenterkvarter) som nu er flyttet til større lokaler på den modsat side af gaden, har de et showroom sammen med galleriet Guns & Rain i Parkhurst (et restaurantkvarter, der er populært hos den bedre og velstillede middelklasse). 

Matthew Dean fortæller, at Kalashnikovv har overtaget hele bygningen i Parkhurst og har planer om at indrette hele molevitten som et center for kunst og kultur, med adskillelige udstillinger og mulighed for kunstnerophold. Men også med teater, performance, musik og foredrag.

Undervejs giver han udtryk for stor respekt for Julie Taylor, som driver Guns & Rain, og han beklager, at hun nu synes at holde en pause med galleriet. Hun kommer oprindeligt fra Zimbabwe og har tidligere arbejdet som antropolog for internationale ngo’er i den vestlige, centrale og sydlige del af kontinentet. Undervejs mødte hun kunstnere og fattede interesse for kunst. Senere oprettede hun galleriet i Johannesburg, som fokuserer på kunstnere fra blandt andet Nigeria, Cameroun, Zambia og Zimbabwe.

Matthew Dean fortæller mig også, at der desværre er nogle strukturelle forhindringer for deres planer i Parkhurst. De har i flere år ventet på byggetilladelser fra kommunen, selvom al finansiering er på plads – finansieringen kommer ikke fra offentlige budgetter. Han er synligt frustreret.

Udover at være den ene af de to ejere af Kalashnikovv har Matthew Dean også en fortid i Johannesburgs musikliv. Han var i 1990’errne dynamo i et større spillested i en tidligere turbinehal (et kraftværk fra 1920) i Marshalltown – en anden af Johannesburgs centrale bydele. 

Mine dage i Joburg – som Johannesburg for det meste kaldes – er slut, og jeg forbereder mig ikke kun på den fysiske rejse til Durban, men også på en mental rejse.

Bussen er ankommet

Jeg sætter mig i mit sæde, et tilfældigt sæde; her er ingen mulighed for pladsreservation. Bussen fyldes hurtigt helt op. 

Ikke så snart har de omkringsiddende passagerer sat sig ned, før de begynder at spise. De spiser hurtigt og alt muligt i en tilfældig rækkefølge. Måske er det derfor, at der er så mange tykke mennesker i Sydafrika. Ædegildet synes ingen ende at tage. 

Manden ved siden af mig spiser først samosaer, derefter chips, så kiks, endelig en sandwich, hvorefter han fortsætter forfra i den samme eller en anden tilfældig rækkefølge. Jeg er hypnotisk fascineret af den absurde sammensætning af ting, han putter i munden. Det er en overvældende tanke for mig at skulle være vidne til et sådant abnormt indtag – og jeg ser frem til, at det vil fortsætte, indtil han igen rejser sig op og forlader bussen, når vi otte timer senere ankommer til Durban.

Mit skrækscenarium stemmer ikke overens med virkeligheden. De fleste rundt om mig stopper med at spise, da der er gået en halvtimes tid – inkl. manden ved siden af mig. Men de genoptager deres perspektivløse beskæftigelse med faste mellemrum. 

Deres aktiviteter forstyrrer min evne til at koncentrere mig om at læse J.M. Coetzee’s biografiske roman ”Sommertid”. Derimod finder jeg stor nydelse i at kigge på de landskaber, vi passerer forbi undervejs. Det er også mit egentlige formål med at tage bussen – og ikke tage flyveren. I luften oplever du ikke andet end en monoton brummende lyd, som er umulig af stadfæste til tid eller sted – og derfor befinder man sig ikke noget sted, når man er i luften, endsige har nogen eksistens overhovedet.

I det sidste års tid har jeg opholdt mig rigtig meget i luften – fortrinsvis i selskab med Air France og KLM, men også Airlink og FlySafair. Derfor er det en glæde at køre i bus ad landevejen ud af Johannesburg med retning mod den store havneby Durban ved kysten i KwaZulu Natal. 

Der kan dog alligevel godt stilles spørgsmål ved – selvom jeg sidder i en bus – om jeg er klar over, hvor jeg befinder mig. Det, som jeg oplever undervejs, minder mig om så meget andet, om mange andre busture. Bussen kører godt nok på en vej – hjulene ruller mod asfalten. Selvom det jo altså ikke er mit røvhul, der slides tyndt og ømt, giver det trods alt en slags fornemmelse af fast grund under fødderne. 

På et tidspunkt lægger jeg mærke til, at bussen passerer nogle vindskudte træer, og de minder mig om oplevelser jeg har haft flere år tidligere længere mod nord – faktisk så langt længere mod nord, at enhver sammenligning ikke giver meget mening, ja – en forveksling af disse steder ville være ikke alene skæbnesvanger, men direkte problematisk.

Jeg tænker på 2013, hvor jeg opholdt mig i Kenya for jeg ved ikke hvilken gang. Men det var præcis ni år efter, at jeg første gang ankom til hovedstaden Nairobi, hvis vi ser bort fra transit gennem Jomo Kenyatta International Airport i januar 2003. 

I 2013 havde jeg selskab af min far og mor, som gerne ville vises rundt i landet. Min far sagde: ”Ethvert sted kan beskrives ved en figur eller et symbol, som er karakteristisk for stedet”. På de tørre stepper i Kenya udpegede han de vindblæste træer som landets figuration. I Uganda var det de overlæssede lastbiler med matooke (grønne madbananer). Træerne i Kenya var helt tørre uden blade. Strukturen af stamme og forgreninger fremstod som tynde, ranglede arme og ben på et udsultet menneske.

Kronerne øverst på træerne er blæst flade og tynde og strækker sig forvitret i alle retninger – som om toppen af træet er ved at flyve bort for at forsvinde i horisonten.

Lidt over halvvejs, efter Harrismith men før Pietermaritzburg, retter jeg ryggen og mindes begyndelsen på et eventyr seks år tidligere – den første gang jeg ankom til Sydafrika. Valget af bussen som transportmiddel var også ønsket om at genopleve dette sted – eller i hvert fald at passere tæt forbi. Inde til venstre mellem byerne Mooi River og Howich, ikke langt fra Nottingham Road. Her tilbragte jeg en kort ferie i begyndelsen af januar måned i 2017. Det er et ganske særligt sted – lidt som at være revet ud af tiden. Stilfærdige landskaber med bakker, bjerge og spredte floder. 

I det samme område – et langmodigt marklandskab – skrev en helt anden om end jævnaldrende mand nogenlunde samtidigt en sekvens af meditative og minimalistiske digte, som netop er blevet udgivet i dansk oversættelse. Igen skal man være varsom med at forveksle ting og mennesker, der nok umiddelbart forekommer beslægtede, men kan være fundamentalt fremmede for hinanden. 

Alligevel har digtene talt til mig, og jeg har glædet mig til at genopleve det sted, som bragte dem til verden – et sted jeg også selv er uløselig forbundet med, fordi jeg engang mødte en kvinde, som jeg deler en kærlighedshistorie med. Eventyret begyndte her. Jeg kørte hurtigt forbi Nottingham Road, og min genoplevelse skete kun som en erindringsforskydning. 

Dybet omslutter Pietermaritzburg

Vi er nået til den sidste større by inden vores destination ved havet. Det føles lidt som at sidde fast i et hul i jorden, hvor det er svært at trække vejret. 

Pietermaritzburg ligger i en dal, og derfor er her næsten altid vindstille og meget varmt. Hulningen i jorden, hvor byen er placeret, gør den usynlig for omgivelserne. Vejr og vind flyver ubemærket henover hovedet på Pietermaritzburg. 

Der er ikke noget, vi skal foretage os i byen – udover at bussen stopper for at sætte passagerer af. Da vi er nået til udkanten af byen, kommer vi i tanke om, at jeg engang mødte en kvinde, som bor her, men jeg mødte hende aldrig rigtigt og har ikke holdt kontakten ved lige. Måske er hun taget hjem til Kenya for længe siden. 

Vi rejser alle sammen fra sted til sted. Måske ved vi ikke, hvor vi er på vej hen, men nogle gange er det klogest ikke at vide for meget. 

Mødet med den fugtige varme fra kysten 

Lige på den anden side af Pietermaritzburg slår den fugtige, dampende varme os i gulvet som en mur, men det er bare med at holde vejret og vænne sig til det, fordi det er et vilkår om sommeren i Durban. Det er også en advarsel om vores snarlige ankomst. 

De otte timer er ved at rinde ud, men forinden kører vi jævnt nedad bakke for at nå til surferens paradis ved Det Indiske Ocean. Jeg glæder mig til gensynet med havet med begejstring, selvom havet ikke er mit ærinde. Formålet med rejsen er et møde med en mand, som jeg ikke kender. Han er leder af Durban Art Gallery. Derfor har jeg forventninger, som dog ikke bliver indfriede – i hvert fald ikke på den måde jeg har forventet. Derimod kommer vores samtale til at handle om de store linjer. 

Dagen efter bevæger jeg mig rundt til fods. Sveden springer fra min krop. Jeg kan godt nå at besøge det andet kunstmuseum eller galleri i Durban – med den lange forkortelse KZNSA (KwaZulu Natal Society of Arts) – før min aftale kl. 10.00 på Durban Art Gallery. Det er en privat og non-profit institution, mens Durban Art Gallery er finansieret og drevet af storbykommunen. 

Det er en streg i regningen, at den nye udstilling på KZNSA først åbner dagen efter, at jeg har forladt Durban igen. Derfor må jeg nøjes med en americano og pocherede æg i cafeen. 

Lidt senere er temperaturen udenfor på gaden steget betragteligt. Jeg har pludseligt travlt, hvis jeg skal ankomme til mødet på Durban Art Gallery i tide. Undervejs passerer jeg gennem luderkvarteret, men tidligt om formiddagen er her ikke meget action. Sidste gang jeg var her, kiggede de prostituerede forbløffede på mig. Måske ligner jeg ikke den typiske kunde? Hvordan ser egentlig en prostitutionskunde ud? 

Jeg finder Anton Lembede Street (tidligere Smith Street) og bliver overrasket over, hvor langt hen ad gaden jeg skal gå for at komme til rådhusbygningen, hvor museet ligger på anden sal. Men det lykkes mig at ankomme præcis.

Symboler og navne i post-apartheid Sydafrika

Inde på Mduduzi Xakazas kontor vælter sveden fra min krop – så meget og voldsomt, at jeg føler mig tvunget til at italesætte det for ikke at skulle drukne i forlegenhed. Han reagerer venligt og neutralt på mit udbrud, hvorefter jeg beder ham introducere sig selv. Derefter begynder vores halvanden time lange samtale. Den handler om alt andet, end hvad jeg har planlagt. 

Samtalen begynder på den høje klinge med udviklingen af det sydafrikanske samfund siden afviklingen af apartheid i 1994. Durban hedder ikke længere Durban, men eThekwini, og gaden udenfor ikke længere Smith Street men Anton Lembede Street. Han fortæller om ændring af navne på steder, institutioner og gader. Det er en proces, som har været konstant siden apartheidsystemets afvikling – at ændre navne for at skabe ny identitet og omfortolke Sydafrikas historie. Med de samme begrundelser, som vi i de gamle kolonimagter er begyndt at vælte statuer og bringe tidligere ellers glemte navne i spil.

Midt i vores diskussion af navngivning tøver Xakaza et øjeblik og bliver tavs et par sekunder. Han udbryder stilfærdigt:

”Oh, ja – al denne navngivning, men jeg kan ikke forstå hvorfor? Det ændrer ikke på almindelige menneskers livsbetingelser. Efter min mening er det en nytteløs proces”.

En af hans konkrete og noget overraskende argumenter imod navneændringer er de omkostninger, som følger med – han gør opmærksom på at det er meget dyrt, fordi det betyder, at institutioner og private virksomheden skal ændre deres brevhoved, og der skal sættes nye skilte op overalt i byerne, hvilket er utroligt omkostningsfyldt. 

Derfor er hans konklusion:

”Det er meget dyrt, og det er ikke til fordel for dem, der har lidt under apartheid. Det ændrer ingenting. Det er bare en blandt mange symbolske ting, og symboler betyder ingeting for manden på gaden. Det gør ingen forskel, om gadenavnene ændres eller ikke ændres, for livsvilkårene forbliver de samme”.

De symbolske ting betyder kun noget for den intellektuelle og veluddannede del af befolkningen, som allerede har magt og indflydelse, men de fleste mennesker er slet ikke klar over disse navneændringer, konstaterer han. 

Jeg indrømmer, at jeg ligger til tælling i nogle sekunder, før jeg igen opnår bevidsthed. Det er hårde ord fra en mand, en sort mand med Zulu-baggrund, i et stærk racedomineret Sydafrika, hvor alting altid handler om forholdet mellem sort og hvid, og om hvordan man med politiske initiativer og dagsordener kan opnå en ny ligevægt i samfundet – og tilkende større værdi til sorte menneskes værdier og kulturarv.

Kunstens status

Mduduzi Xakaza giver gentagne gange under vores samtale udtryk for kritik af de nuværende magthavere i Sydafrika – og derfor er han også eksplicit kritisk over for ANC. Det gælder i særlig grad, når samtalen falder på kunstens status og prioritering i det sydafrikanske samfund. 

Han undrer sig over, at de gamle frihedskæmpere i ANC – hvoraf mange levede i eksil rundt i verden i mange år i samfund, hvor kunsten spiller en fremtrædende rolle – ikke har ladet sig påvirke til også at give kunsten en central rolle i Sydafrika, efter at de kom til magten. 

I samme åndedrag ærgrer han sig over, at den velstillede del af den sorte middelklasse ikke interesserer sig for kunst, endsige for at investere i kunst. Selvom de har råd til det, vælger de at bruge deres penge på noget andet. 

Den manglende prioritering af kunst hos ANC kan hænge sammen med, at ANC har rødder på venstrefløjen, i arbejderkultur og fagforeninger – og her interesserer man sig traditionelt set ikke for kunst: Kunstinstitutioner opfattes som en del af borgerskabet. Fokus har altid ligget på at forbedre arbejderklassens materielle livsomstændigheder – især kampen for bedre løn og arbejdsvilkår. 

Den sorte middelklasse koncentrerer sig mest om forbrugsgoder, der synligt kan signalere deres nyligt erhvervede højere sociale status. Det får de ved at købe dyre biler, eksklusivt tøj og spise frokost i Johannesburgs dyre restauranter. Kunst kan derimod ikke rigtigt omsættes til kulturel kapital. 

Moderne kunst (fine art) opfattes i Sydafrika af den sorte del af befolkningen som noget, der tilhører de hvides kultur, fremhæver Xakaza. Det påvirker kunstens status i samfundet, og han mener, at det har såvel strukturelle som historiske forklaringer. 

Under apartheid var Sydafrika et fuldstændigt segregeret samfund, hvor sorte og hvide levede adskilt. Der var skoler for de hvides børn og andre skoler for de sortes børn af en helt anden og lavere standard. Sorte drenge og piger blev slet ikke undervist i kunst, fordi opfattelsen var, at sorte mennesker hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt var i stand til at forstå kunst. De blev derimod undervist i (kunst)håndværk (craft). Det har medvirket til at etablere en konflikt og modsætning mellem kunst og (kunst)håndværk, som vi også kender i andre dele af den vestlige verden. 

Mduduzi Xakaza finder det bedrøveligt, at der efter apartheids afvikling ikke er sket væsentlige ændringer i kunstens status og befolkningens forståelse af kunst, selvom de sorte og hvides børn nu går i de samme skoler – i hvert fald hvad angår middelklassen. 

Men på et tidspunkt siger han opgivende i en bisætning, at den eneste forskel, der er opnået i Sydafrika, er, at sorte familiers børn går i andre skoler, hvor de lærer at tale et (bedre) engelsk med en anderledes accent.  

Han mener ikke, at skolesystemet i Sydafrika har ændret sig afgørende. På nogle måder er det blevet værre, fordi eleverne ikke lærer nogen former for håndværksmæssig kunnen eller færdigheder. Alle former for praktisk og fysisk arbejde opfattes som mindreværdigt i sammenligning med intellektuelle færdigheder. 

Hans pointe er, at hvis man bliver færdig med skolen og sin uddannelse, men ikke er så heldig at få job på et kontor, så er man fortabt. Men hvis man har lært at dyrke jorden, snitte noget i træ eller sy tøj, kan det i det mindste blive et muligt livsgrundlag. 

Han efterlyser, at det er vigtigt at have en konkret kunnen at falde tilbage på, hvis andre ting ikke lykkes. 

Museets prioritering af kunsthåndværk

Det er kun i de sidste 15 minutter, at vi taler om det, som samtalen egentlig var planlagt til at skulle dreje sig om – nemlig kunstmuseet i Durban og museets profil: Hvordan det forsøger at formidle kunst til forskellige befolkningsgrupper i regionen.

Mduduzi Xakaza bekræfter, hvad jeg allerede har læst mig til på forhånd, at museet gennem mange år (også under apartheid) har haft et erklæret formål om at skabe forbindelse mellem moderne kunst (fine art) og kunsthåndværk (craft). 

Det gør museet blandt andet gennem afholdelse af workshops, hvor det inviterer kunstnere og kunsthåndværkere fra lokale områder for at understøtte det, som allerede sker lokalt. De bedste ting udstilles efterfølgende som kunstværker på museet. Udstillinger åbnes med deltagelse af lokale ledere og på det lokalt talte sprog i området (der er elleve forskellige officielle sprog i Sydafrika).

Der er imidlertid en kompliceret udfordring i forholdet mellem (kunst)håndværk og kunst, fortæller Mduduzi Xakaza:

”I det øjeblik hvor en genstand skabt som (kunst)håndværk udstilles på et kunstmuseum, bliver det til et kunstværk. Dermed stiger prisen, og det får tildelt en helt anden og mere eksklusiv prestige. Således forsvinder værkets karakter af håndværk, og modsætningen mellem kunst og håndværk fastholdes”.

I slutningen af vores samtale bliver vi enige om, at det er deprimerende, at genstandene og værkerne ikke kan være begge dele – både kunstværk og håndværk, fordi de rent faktisk er begge dele. Desværre har vi et sprog, hvor de adskilles. Kunst og (kunst)håndværk indgår i institutioner og strukturer, som adskiller det, der egentlig hænger sammen. Der er ingen kunstværker uden håndværksmæssig kunnen og færdigheder, ligesom håndværk heller ikke er muligt uden kunstnerisk drivkraft. På dansk er det endda sprogligt forbundet i ordet kunsthåndværk, men i vores levede liv forbliver de alligevel helt adskilte.

---