På vej mod Gaza: Dagbog fra Conscience

Dag1: Tirsdag 30. september

Sent på eftermiddagen gik Lykke, Mohammed og jeg om bord på Conscience i Otranto i Italien sammen med næsten 90 andre mennesker. Pas skulle tjekkes og stemples af immigrationsmyndighederne på havnen, og al vores bagage blev tjekket grundigt igennem og godkendt af den besætning, der havde arbejdet på skibet i ugevis, før vi kunne gå ombord. Hele denne procedure blev omhyggeligt filmet af besætningen for at undgå israelsk propaganda.

Conscience lå i et sikret område af havnen. Man skulle igennem to gates for at komme tæt på skibet. Mohammed, Lykke og jeg havde allerede set skibet i forbindelse med noget arbejde, så det var fedt at se begejstringen i alle de andre deltageres øjne, da de for første gang kom helt tæt på. 

Vi blev alle vist til vores soveområde. Det er ikke en luksusyacht, vi er afsted i. Vi sover mellem stolesæderne på en gammel færge, der har kapacitet til op til 250 dagsgæster. De fleste både i Freedom Flotilla Coalition (FFC) er blevet kapret og konfiskeret af IGF (Israel Genocidal Forces), og vi har jo ikke lyst til, at de skal stjæle lækre både fra os, fordi der er historier om, at de genbruger dem.

Handala, FFC’s 37. mission fra i sommer, bliver nu brugt som israelsk turistbåd et eller andet sted for eksempel. Det er der mange, der griner af, for den var fandeme i dårlig stand. Hvis det altså er sandt.

Masser af lokale stod uden for gaten og spillede på trompeter og viftede med det palæstinensiske flag, og da vi alle sammen var kommet på plads og havde haft sikkerhedsbriefing, åbnede gaten sig. Mens vi stod og vinkede fra dækket, kom folket strømmende mod os og sang Bella Ciao for os og råbte de velkendte pro-palæstinensiske kampråb. Det var et fuldstændigt smukt øjeblik, og jeg må vist indrømme, at der trillede et par tårer ned ad min kind.

Det var fyldt med ydmyghed og begrejstring og med store spørgsmål: Hvordan kommer det her mon til at gå? Vi fik følgeskab af andre både på vej ud af havnen. Det var rørende at se, hvor vigtig flotillen er for de lokale folk, der bare gerne vil vise solidaritet med palæstinenserne. 

Otranto har været fantastiske værter i ugerne op til afrejse. For fire dage siden sendte vi to italienske FFC-sejlbåde afsted. Der har været et fast teltområde på havnen, hvor det palæstinensiske flag har været hejst højt, hvor de lokale har afholdt kulturarrangementer og doneret humanitær hjælp til missionen, og hvor vi er blevet inviteret på mad og samtale.

Havnen har afvist israelske skibe i havnen, og de har takket nej til krydstogtskibe, så Conscience kunne ligge i fred, hvilket betyder, at byen har tabt utroligt mange penge for missionens skyld. Italienerne har i den grad bakket op, og som I nok ved, har de endda strejket og lukket landet ned! Det er en inspiration. Jeg drømmer om, at Danmark følger efter. 

Dag 2: Onsdag 1. oktober

Første nat forløb roligt. 

Vi brugte dagen på at organisere os. Journalisterne var straks i gang med at rapportere på skrift og på film. De sundhedsfaglige gik i gang med at organisere nødhjælpen samt medicin til os på skibet, hvis nogen skulle blive syg. Jeg kan hilse og sige, at det er nogle utroligt inspirerende og stærke mennesker, der er afsted på dette her skib. De har en vilje af stål og en kæmpe kærlighed til det palæstinensiske folk. Det er en stor ære at være på mission med dem. 

Jeg kommer med en masse erfaring med kollektiv organisering samt kollektiv husholdning, så jeg gik i gang med at koordinere dagligdagen ombord og fik lavet alverdens skemaer. Alle deltagere skal være med til at sørge for at få dagligdagen ombord til at spille, så vi alle sammen kan holde ud at være her. Det vil sige, at alle skal hjælpe med at rengøre toilettet, lave mad, tømme skrald, støvsuge og tage opvasken. Vi blev pludseligt et meget stort kollektiv.  

Vejret er i den grad vendt. Bølgerne er flere meter høje. Mange er virkelig søsyge i dag. Jeg har selv gode søben og anser mig selv for at være søstærk. Jeg har uendeligt respekt for søsyge aktivister. Det ser bare rigtig nedtur ud. Folk har været gode til at holde hinandens poser og tømme dem ud over rælingen. Det er den lidt mindre tiltalende del af vores mission, men jeg bliver så glad – for omsorgen for hinanden er på plads!  

Vi har en tyrkisk besætning ombord – det er sejlkyndige arbejdere. Det betyder, at det kun er en lille håndfuld af os deltagere fra FFC, der skal hjælpe med sikkerheden i forhold til sejladsen ombord. Det er bl.a. Lykke (en anden af de tre danske deltagere på Conscience, red.), som er en erfaren sejler, og som altid har sikkerheden som første prioritet. Lykke skal bl.a. have dronevagter, og vi andre skal understøtte hende. 

Da vi var kommet på plads i vores nye tjanser, havde vi vores første sikkerhedsøvelse. 92 mennesker, der skal gøre det samme på samme tid, kræver noget træning. Vi øver os!  

Senere på dagen fik vi første melding om, at Sumud-flåden forventede angreb og kapring. Vi sad alle sammen og fulgte med på deres kameraer og havde uro i maven og bad til, at de lod bådene passere – og hvis det ikke kunne lade sig gøre, at IGF ville behandle vores kammerater uden vold. Hele missionen fik et større lag af alvor og seriøsitet. Næste gang er det nemlig os. Allerede i aften føltes fællesskabet på skibet større. 

Mange var oppe hele natten. Vi heppede og håbede på, at båden Mikeno kunne nå Gazas kyst. Nøj, hvor var det tæt på. Det gjorde vores hjerter varme.  

Dag 3: Torsdag 2. oktober

Vi har det sidste halvandet døgn sejlet rigtigt hurtigt. Det gjorde vi for at nå frem til vores kammerater på de otte Thousand Madleens to Gaza-sejlbåde (TMG, red.), hvor der bl.a. er fire danskere ombord. De sejlede fra Catania 27. september.  

Jeg har fulgt TMG-bådene lige siden 1. september på Korsika, da jeg i første omgang skulle reparere og være deckhand på en FFC-båd opkaldt efter Hind Rajab. Den lille pige der blev skudt over 300 gange af israelerne, mens hun ringede efter hjælp. Båden Hind Rajab kom desværre ikke afsted i denne omgang, og det var derfor jeg endte på Conscience som crew i stedet for. 

Det var fantastisk at se de hvide sejl dukke op ét efter ét i horisonten, og da vi langsomt indhentede dem, så vi hvor smukt de havde udsmykket deres sejlbåde. 

Da vi endelig lå imellem sejlbådene blev der vinket, danset og råbt kampråb mellem bådene. Stemningen var høj! 

Vi startede selv med at pynte vores gode skib med digte, hilsner, kampråb på mange forskellige sprog. Der blevet lavet kunst og malet palæstinensiske flag. Jeg hilste bl.a. fra mine to kollektiver derhjemme. Det føles nemlig, som om de er med mig.

Sent på dagen fik vi informationer fra Adala-advokaterne i Israel, som arbejder for Sumud-aktivisterne. Vi fik besked om, at aktivisterne var endt i det berygtede Ketziot-fængsel i den sydlige del af Israel. 

Advokaterne kunne fortælle, at de også i en lang periode var blevet nægtet adgang til aktivisterne, imens aktivisternes proces var gået i gang. Vi sad mange på skibet og snakkede frem og tilbage.

Spørgsmålene begyndte at stille sig i kø: Hvad betyder det? Bliver de dårligt behandlet? Er der vold? Hvornår kommer de hjem? Hvorfor er der ingen ledere, der fordømmer angrebene og kidnapningen af deres statsborgere? Hvorfor lader vores ledere Israel bryde aktivisternes rettigheder? Hvorfor er der ingen med magt hjemme i Danmark, der taler om den danske aktivist ombord? Hvad fanden sker der? Hvordan kan de blive ved med at få lov igen og igen og igen?