Pædagog om arbejdslivet under corona: “Vores arbejdsforhold har været – og er – under al kritik”

Pædagoger går syge på arbejde og er kørt ned under gulvbrædderne af coronakrisen. Når man ovenikøbet skal leve i skyggen af besparelser, er vi ved at nå et breaking point, forklarer pædagog i Frederiksberg Kommune, Linette Storm, som opfordrer til samfundssind – også over for pædagogerne.

Af Linette Valerie Storm

Der er én dag, til jeg går på juleferie. Én sølle dag – og endnu en stue på mit arbejde lukker ned og hjemsender alt personale og alle børn. Én børnehavestue ud af tre står stadig, men jeg forudser, at det kun er et spørgsmål om tid, inden den sidste også lukker ned og hjemsendes. Enten fordi endnu et barn eller endnu en pædagog er smittet.

Jeg arbejder i vuggestuen i den anden ende af huset, men vi har så mange kontaktflader med børnehaven i løbet af dagen, at selvom vi holder alle pauser adskilt, og selvom mine kollegaer fra børnehaven stort set føles som fremmede, fordi vi ikke må tale sammen og skal holde afstand, så er det kun et spørgsmål om hvornår vuggestuen også rammes og lukkes ned. Jeg går rundt på arbejdet og holder vejret, mærker tårerne presse sig på ved tanken. Juleferien starter i morgen og jeg er så bange for at jeg vil blive sendt hjem i isolation, i stedet for min hårdt tiltrængte juleferie med min egen unge.

Med det yderste af neglene

I Frederiksberg kommune lukker man ikke ned, bare fordi der er påvist smitte på enkelte stuer i et børnehus. Så jeg går også på arbejde i morgen. Og mine kollegaer tager tjansen i uge 51, inden vi endeligt lukker helt ned til juleferie.

I dagtilbuddet har vi hængt i ved neglene lige siden starten af den første lockdown. Vi har været mere omstillingsparate end vi troede muligt. Siden Mette Frederiksen lukkede landet ned, har jeg ikke kunnet forudse min arbejdsdag. Jeg har måske haft en ide om, hvad jeg ville møde ind til, men det har aldrig holdt stik.

“Vi er blevet bedt om at udvise samfundssind, om at holde afstand, om at passe på hinanden. Men ingen har passet på pædagogerne. Ingen nævner os på pressemøderne, vi er ikke en del af lockdown version 2.”

Jeg er mødt ind til restriktioner og retningslinjer, der er blevet ændret fra dag til dag, med stor indflydelse på mit arbejdsliv. Jeg er mødt ind til frustrerede kollegaer, frustrerede og bekymrede forældre og alt for få hænder. Der har hele tiden været hjemsendte kollegaer, enten med corona eller ventende på testsvar. Vi har stort set aldrig været alle personaler på arbejde på den samme dag. Hver gang en kollega har ventet på testsvar, har alle måtte løbe hurtigere.

Børnene har måttet undvære nærvær, legegrupper, krammere, vi har aldrig kunne nå hele vejen rundt. Normalt løber vi som pædagoger for hurtigt i hverdagen, men det tempo vi har måttet holde for at have hovedet nogenlunde oven vande under corona, har været og er umenneskeligt. Mine kollegaer i børnehaven har skullet være udenfor siden marts i alt slags vejr. De har fundet på fantastiske nødløsninger med forskellige værksteder og aktiviteter, men jeg kan med sikkerhed sige, at de er pressede af vejret og drivvåde børn.

Syg på job – for kollegernes skyld

Ude i samfundet er vigtigheden af at blive hjemme og lade sig teste ved de mindste symptomer blevet gentaget og tydeliggjort på alle pressemøder. Men virkeligheden på arbejdet er, at vi er gået syge på arbejde uden test, fordi vi har vidst – at hvis vi gik hjem, så ville vores kollegaer være én mindre pædagog i en i forvejen stram corona-vagtplan. Vi har sagt til hinanden, at det bare var en forkølelse. Ellers ville der jo altid være nogle hjemme og vente på test-svar. Det vil ikke kunne hænge sammen. Det er ikke muligt.

Til gengæld har vi ved den mindste smule snot eller hoste skullet ringe børnene hjem til pressede forældre. Vi har skullet vurdere farven på snottet; er det gult så skal de hjem, hoster de mere end tre gange, skal de hjem, ved den mindste klattethed skal der ringes hjem. Vi har stået i dilemmaer, hvor vi har skullet agere læger og vurdere symptomer, som vi er totalt uden faglig forudsætning for at kunne afgøre. Men vi er ikke selv gået hjem.

Vores arbejdsforhold har været og er under al kritik. Vi har aldrig set skyggen af de lovede midler til den hjælp, der skulle gøre det trygt for os at gå på arbejde. Til gengæld har Frederiksberg kommune annonceret store besparelser på dagtilbuds-området, der har betydet bl.a. langt færre vikartimer i mit børnehus.

Vi har måttet prioritere rengøring af legetøj, skift af sengetøj, afspritning af stuerne op imod tid med børnene. Jeg har sat mit, mine kollegaers og børnenes helbred over styr ved gentagne gange at være nødtvunget til at springe en rengøring over. Fordi jeg har prioriteret en børnegruppe eller et grædende barn eller en samtale med en forælder. Hvordan kan jeg vide, om jeg har prioriteret rigtigt? Hvordan skulle jeg kunne leve med, at lade det grædende barn sidde alene. Eller potentielt at have misset corona på en overflade jeg ikke fik rengjort, og som mine kollegaer rørte ved og dermed fik overført smitten til sig? Jeg ligger vågen om natten og tænker på det. 

Vi er blevet bedt om at udvise samfundssind, om at holde afstand, om at passe på hinanden. Men ingen har passet på pædagogerne. Ingen nævner os på pressemøderne, vi er ikke en del af lockdown version 2. Vi nævnes ikke når der tales om vacciner, selvom det er os der passer jeres børn så I kan komme på arbejde, derhjemme eller ude i samfundet. Selvom smittetallet er allerhøjst blandt det pædagogiske personale, hvilket jeg i den grad også mærker på mit arbejde, er vi ikke nævnt. Vi er blandt landets mest lavtlønnede erhverv og vi har gået på arbejde uanset smittekurvernes op- eller nedgang. Vi står i en situation, hvor vi ikke ved, om vi skal i isolation – eller om vi kan dykke ned i det velfortjente åndehul, som juleferien skulle være for os. Det eneste rigtige ville være at lade dagtilbuddene overgå til nødpasning i juledagene, så der kunne blive passet på pædagogerne og børnene. Så smitten blandt det pædagogiske personale kunne bremses.

Stressen brænder gennem kroppen

Min gode kollega sagde forleden, at han ikke havde lagt planer for juleferien, fordi han bare skal i opladeren og trække vejret lidt inden næste etape som corona-pædagog. Jeg er der hundrede procent med ham. Jeg er så træt. Jeg er helt kørt ned af at være corona-pædagog. Over at gå utryg på arbejde, at håndtere bekymrede forældre, over ikke at nå hele børnegruppen hver dag, over at skulle være konstant omstillingsparat. Og ikke mindst over at se de kæmpe konsekvenser det her har for mine dygtige, hårdtarbejdende kollegaer.

Vi er et fagligt stærkt og familiært børnehus, med en stærk og fair ledelse. I en verden uden corona har jeg tænkt os som et af de bedste og mest heldige dagtilbud, men selv de stærke steder kommer til kort i en coronatid. Og selv dygtige ledere giver et standardsvar, der hedder: ”Det kan jeg ikke svare dig ordentligt på.” For ingen ved, hvornår det her slutter, eller hvor længe vi skal arbejde i undtagelsestilstand med stressen brændende gennem kroppen.

“Jeg er helt kørt ned af at være corona-pædagog. Over at gå utryg på arbejde, at håndtere bekymrede forældre, over ikke at nå hele børnegruppen hver dag, over at skule være konstant omstillingsparat. Ikke mindst over at se de kæmpe konsekvenser det her har for mine dygtige, hårdtarbejdende kollegaer.”

Pressede og udkørte pædagoger kan ikke skabe et godt børneliv under corona restriktioner, hvis vi ikke bliver passet bedre på. Men jeg lover jer, vi har prøvet. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan blive ved med at løfte opgaven helt alene og uden anerkendelse og tak, enten i form af vaccine eller ekstra hænder, og helst begge dele. Mit bedste gæt er at det kan vi godt gøre et stykke tid endnu. Pædagoger er lavet af et helt særligt sejt stof. Men min personlige vurdering er, at vi vil se mange pædagoger gå fra jobbet, de elsker, hvis der ikke snart sker en ændring i regeringens prioritering.

Så min sidste, trætte bøn, inden jeg forhåbentlig går på juleferie og ikke i isolation, er: Kæmp for os. Kæmp for børnene. De har brug for pædagoger, og hvis corona har vist os noget, er det, at det har samfundet også. Vi har et vigtigt job: Vi passer på børnene, jeres børn. Børnene har brug for bedre end dét, de har fået under corona-tiden. Så hjælp dem ved at hjælpe deres pædagoger. Vis samfundssind, også over for pædagogerne.