Palæstina: Det er med sine fjender, man skal skabe fred

Jeg blev senere for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, og endnu senere fik jeg læst Ilan Pappes bog om den etniske udrensning af Palæstina. Den og Morten Things bog fra i år har ændret mit syn på muligheden for at skabe en demokratisk stat, hvis man samtidigt vil kræve, at den skal være jødisk.

Jeg går stadig med en stjerne om halsen i ny og næ, fordi jeg vil forsøge at vise, at der er forskel på, hvad man er, og hvem man er. Mine holdninger er naturligvis – som alle andres – præget af mine rødder, men de er ikke bestemt af dem.

Grundigt vaccineret mod de enkle løsninger og enkle forklaringer

Jeg har arbejdet med Mellemøsten i så mange år, at jeg efterhånden er blevet grundigt vaccineret mod de enkle løsninger og de enkle forklaringer.

Jeg har selv gennemløbet ganske mange faser til nu, hvor jeg håber på en udvikling – hvor der ikke nødvendigvis behøver at være andre vindere end fred og sikkerhed, men hvor der først og fremmest ikke bliver ydmygede tabere udover våbenhandlere og aggressorer.

De mange års besættelse af Vestbredden har påvirket alle i området, ligesom det har påvirket den politiske udvikling i resten af verden. Derfor angår spørgsmålet om det palæstinensiske folk os alle sammen, og derfor burde vi også være villige til at engagere os i, hvordan vi får vendt den udvikling, som gennem især de seneste snart 60 år kun er gået fra ondt til værre.

Jeg har truffet både Arafat og den karismatiske Marwan Bargouti. De var begge ledere, som kunne have fået en aftale igennem, og ikke mindst få den nødvendige opbakning fra den palæstinensiske side. Men den israelske side, som jo var den, der skulle give sig, gjorde vejen derhen så vanskelig.

I dag er Arafat død, og Marwan Bargouti sidder i israelsk fængsel på mere end 20. år. Dermed er de palæstinensiske ledere, der kunne skaffe en aftale igennem blevet erstattet af ledere, der tænker i status quo eller konfliktoptrapning. Eller egen gevinst og sikkerhed.

Ethvert forsøg på at nå til politiske aftaler er fejet af bordet af de ulovlige bosættelser og bosætternes overgreb på palæstinensere på Vestbredden. Den israelske side indrømmer nu, at de ikke har i sinde at få gennemført en reel to-statsløsning. Spørgsmålet er, om de nogensinde har haft det.

Hvorfor er der så mange mennesker på gaden? “Fordi de bor her! Dette er Gaza”

Jeg har været både i Gaza by og i Khan Younis – byen i det sydlige Gaza, hvor Israel nu driver næsten 2 millioner mennesker sammen. At gå i en gade i Gaza er, som at gå i et københavnsk stormagasin under julesalget. Der er mennesker overalt. Jeg spurgte den første dag, hvorfor der var så mange mennesker på gaden. ”Fordi de bor her! – Dette er Gaza!” Tanken om at kaste bomber her i dette vrimlende menneskehav er ikke til at holde ud at tænke på.

Jeg har været så heldig også at træffe forfatteren og journalisten Uri Avnery en del gange, inden han døde. Han var et af lyspunkterne på den israelske side. Hans insisteren på at se konflikten fra begge sider gav ham mange fjender og meget få venner. Faktisk kaldte hans egen familie ham for forræder.

Hans tid i det israelske parlament Knesset havde nok hærdet ham, så de barske angreb, han blev udsat for, ikke forhindrede ham i at tænke klart.

Et af hans – efter min mening – bedste skrifter er fra 2010 og hedder ”Truth against Truth.” Det understreger vanskeligheden i at nå hinanden, men det er samtidig et første nødvendigt skridt i retning af at kunne arbejde for en aftale mellem to folk.

To folk, to stater, to fortællinger

For det er med sine fjender, man skal skabe fred. Og de sidste punkter er bevægelsen Gush Shaloms projekt for en to-statsløsning med to folk, to stater side om side.

Her opridser Uri Avnery i 120 punkter begge parters bitre historie og de overgreb, der er blevet begået på begge folk. Han gennemgår de store begivenheder og krige, og hvordan de udlægges af begge parter. To modstridende beretninger, men for hver part den endegyldige og eneste sande beretning.

Han beskriver også, hvordan der bag hvert lag i hver beretning findes endnu et lag, og hvordan man gennem disse beretninger kan bevæge sig så langt tilbage i historien, at myterne tager over.

Uri Avnery lavede denne sammenstilling for at gøre os opmærksom på, at det er dine fjender, du skal lave fred med. Det er deres historie, du er nødt til at lytte til, hvis du vil en dialog, som kan udvikle sig i til et egentligt fredsprojekt. 

Verden kappes om at vælge side

Der er virkelig sket meget siden 2010 – og ikke bare i dette efterår, men hele udbygningen af bosættelserne og bosætteres overfald på palæstinensere på Vestbredden. De tilbagevendende militæraktioner på Vestbredden og ikke mindst i Gaza har dræbt masser af civile og tyndslidt nerverne hos palæstinenserne.

Lige nu kappes det meste af verden om, at vælge side i striden. Det er utroligt nemt at finde nogle virkelig grimme fjender, men det giver nul mening i forhold til at få denne strid bragt til ophør.

Det er vigtigt at samle dokumentation om, hvad der foregår med henblik på en evt. senere krigsforbryderdomstol eller en sandheds- og forsonings-kommission som den i Sydafrika. Nogle vil sige, at palæstinenserne allerede har betalt prisen – og når man ser på kortet over Palæstina fra før 1948 til i dag, kan man kun være enig.

Problemet er bare, at historien og verden aldrig har været retfærdig. Der kommer ikke en dommer, som sætter den ene part på plads og giver den anden ret. Og selv hvis der gjorde, ville det ikke kunne lade sig gøre at rette op på overgreb, der har deres baggrund i en fjern fortid – uden at begå nye overgreb på individer, som ingen skyld har i fortidens overgreb og forbrydelser.

En af de sidste gange, jeg var i Palæstina, var under det seneste palæstinensiske valg, hvor jeg deltog som valgobservatør for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. De palæstinensere, jeg mødte på Vestbredden og i Jerusalem, ville enten blive hjemme eller stemme på Hamas. 

De var trætte af krig og politikere, der først og fremmest ragede til sig. De var ligeglade med en palæstinensisk stat – bare de kunne få fred, få lov til at leve deres liv, se deres børn vokse op i tryghed og få en fremtid.

Det handler om at lave en aftale, der sikrer demokrati og lige rettigheder. Og som det ser ud nu, er det svært at forestille sig, at der er andre muligheder, end at det skal foregå i en stat for to folk.

Det ser sort ud – men det er ikke umuligt

Efter Hamas’ nedskydning og kidnapning af civile og Israels terrorbombning af Gaza, kan det være svært at forestille sig sådan en fremtid. Men jeg har også rødder i Sønderjylland, hvor min fars forfædre skød hinanden sønder og sammen i generationer, og hvor to verdenskrige har sat sine spor. Men hvor folk altså lever side om side i dag.

Og jeg har hilst på Nelson Mandela, da han besøgte København. Den mand, der om nogen kunne have grund til at føle hævntørst, fik i stedet sat gang i en kulegravning og en proces, så vi undgik et blodbad.

Det kræver et enormt politisk mod, for det er altid nemmere at nå vores vrede og hævntørst end vores eftertænksomhed. Især når der vitterligt er så meget at være vred over. Og det kræver ikke mindst gode allierede, som vil presse på i den rigtige retning. 

Som en af Israels store handelspartnere kunne EU spille en rolle i denne udvikling. Men det kræver, at man behandler Israel som alle andre lande – og holder op med at negligere det apartheid-regime, de har udviklet.

Danmark har konstant siddet på hænderne eller bakket Israel op – i stedet for at kræve at folkeretten bliver respekteret. Måske kan denne krig få selv den danske regering til at vågne op, for hverken Israel, folkeretten, sikkerheden i EU – herunder Danmark – vinder ved at fortsætte en urimelig undertrykkelse af mennesker, der lever og forsøger at overleve i de besatte områder.