Paris Photo: En stor fotografisk begivenhed i kolonihistoriens centrum

Paris Photo er en af denne verdens store begivenheder for fotografisk kunst. Den årlige kultur-begivenhed blev i denne omgang afviklet 11. – 14. november i Grand Palais Éphémère i Paris’ centrum. Det er placeret i den ene ende af Marsmarken (Champ de Mars), hvor man i den anden ende af finder Eiffeltårnet. Vi befinder os i det 7. arrondissement på den dyre side af Seinen – den franske kolonialismes absolutte centrum.

Et spejl på aristokratiet

Frankrig er et aristokratisk samfund. Det gælder om at gå på de rigtige skoler, ellers kan du lige så godt opgive på forhånd. Det er næsten som et kastesystem, hvor vi alle sammen holder os inden for de områder, hvor vi hører hjemme.

Paris Photo er som et spejl af den generelle hierarkisering og klassedeling. Her er der forskellige indgange for særligt indbudte VIP-gæster, pressefolk og det almindelige publikum. Indenfor er grænserne endnu skarpere optrukket. Den første del af udstillingen udgør hovedudstillingen. Den breder sig ud både til venstre og til højre. Det er allerede en stor mundfuld at gabe over. Den del af udstillingen, der ligger til højre, forekommer at være mest sammenhængende og overbevisende, mens afdelingen til venstre fremstår mere letbenet.

“Paris Photo er som et spejl af den generelle hierarkisering og klassedeling. Her er der forskellige indgange for særligt indbudte VIP-gæster, pressefolk og det almindelige publikum. Indenfor er grænserne endnu skarpere optrukket.”

Hovedudstillingen ender i en smal tarm, der peger i retning af Champ de Mars. Inden man kommer til parken, er der et mindre område af udstillingen kaldet Curiosa, samt et område for forlag og boghandlere, hvor man kan finde bøger om fotografi og fotokunst. Curiosa er egentlig et spansk ord, som på fransk ville være ”curieux”. Dette område af udstillingen er forbeholdt kunstnere på vej frem, samt yngre, knap så etablerede navne inden for fotokunst. Curiosa betyder nysgerrig, men på fransk har curieux også en række beslægtede betydninger, som kan beskrives ved hjælp af ordets synonymer: Underlig og svært forståelig (bizarre), fremmed (étrange), sjov (drôle), forbavsende (ëtonnant) og ekstraordinær og unik (singulier).

Meningen med at lave en afdeling for ”curiosa” er selvfølgelig at kunne præsentere fotokunst, som er på vej, og som måske også skiller sig ud. Det giver plads til dét, der endnu ikke kvalificerer sig til at komme gennem nåleøjet hos Paris Photo. Alligevel er det tankevækkende, at det bliver karakteriseret som underligt, svært tilgængeligt, fremmed, forbavsende – og sjovt. Det siger ikke kun noget om Paris Photo, men er også en refleksion over, hvordan vi alle sammen forstår kunst og kunstens udvikling og rolle.

Fotografiets identitet

Hvad er egentlig fotografiet for en størrelse? – og kan foto være kunst?

Fotografiet har kæmpet for at blive accepteret som kunstform. Ud over at fotografiet er en yngre kunstform end maleriet, er der også andre forklaringer på fotografiets udfordringer som kunstnerisk udtryk. Det knytter sig til fotografiets anvendelsesformer.

Man kan groft sagt tale om tre sfærer af samfundet, hvor fotografiet spiller en rolle. Fotografiet bruges til at afbillede mennesker, ting, fænomener og sociale aktiviteter. Der er her tale om en dokumentation af noget, som sker i virkeligheden, hvilket kan udføres af professionelle fotografer, men fotografiet er også blevet en helt integreret del af vores hverdagsliv. Der er sket en eksplosion af vores brug af fotografiet med fremvæksten af sociale medier. Endelig har fotografiet efterhånden også skabt sig en position som kunstform, selvom fotografiets status af at være kunst fortsat er vaklende. Fotografiets status som kunstform er påvirket af de andre, mere sociale anvendelsesformer.

“Fotografiets teknologi og metode har udviklet sig sådan, at vi alle sammen kan tage fotografier, og fremvæksten af sociale medier betyder, at muligheden for at distribuere billederne er eksploderet.”

I fotografiets barndom var det at tage billeder noget eksklusivt, som var reserveret for professionelle, der tog opstillede portrætter på bestilling eller fotografier med henblik på andre typer af dokumentation. Den dokumentariske anvendelse af fotografiet skaber udfordringer for kunstfotografiet, fordi det kunstneriske fotografi nødvendigvis må være noget andet og mere end den rene gengivelse af virkeligheden for at kvalificere sig som kunst. Derfor kan kunstfotografiet ikke bare være et portræt eller et landskab, men det skal være et fotografi, som distancerer sig til det dokumentariske.

Fotografiets teknologi og metode har udviklet sig sådan, at vi alle sammen kan tage fotografier, og fremvæksten af sociale medier betyder, at muligheden for at distribuere billederne er eksploderet. Det vil sige, at der er billeder overalt og i en konstant strøm. De fleste af billederne er af dårlig kvalitet og indgår i den pulserende strøm af ligegyldig kommunikation. Det giver kunstfotografiet endnu større udfordringer end det havde i forvejen, men det åbner måske også kunstfotografiet for nye muligheder, fordi det burde være meget nemt at adskille sig fra den voldsomme malstrøm af affald – hvis ikke publikum allerede har mistet evnen til at se noget.

Portrætter og landskaber fastholder fotografiet i en spændetrøje

Paris Photo er en kunstbegivenhed, og derfor er der en forventning om, at det er kunstfotografiet, der er i fokus – og ikke et hvilket som helst fotografi. Alligevel er det, som om fotografiet ikke helt har overlevet sin dokumentariske identitet. Der er mange portrætter og meget landskab, og det fremstår mere som afbildninger end kunst – kun der hvor værkerne direkte vender fotografiet ryggen, synes der at opstå et kunstnerisk udtryk. Det sker, når vi bevæger os i retning af maleri eller collage, og dermed er vi allerede på vej væk fra fotografiet. Derfor er spørgsmålet, om fotografisk kunst overhovedet er en mulighed.

Måske er fotografiets styrke en detalje eller et øjeblik – at se noget, som vi ellers efterlader alene eller uset, med en særlig æstetik. Men hvis det bare er et landskab eller et menneske, er det ikke kunst. Derfor kan de enkelte fotografier alligevel godt fortælle vigtige historier.

Dolken i ryggen 

Det parisiske  Galerie Georges-Philippe & Nathalie Vallois udstiller den spanske kunstner Pilar Albarracín, som i sine værker arbejder med den kulturelle konstruktion af spansk identitet med særligt henblik på den andalusiske kvinde. Hun arbejder i mange forskellige medier.

Fotografiets titel er ”No Comment”, men det kunne måske også have været ”Dolken i ryggen”, fordi der synes at være en meget direkte reference til flamencokultur i Andalusien (Sydspanien) og Federico Garcia Lorcas digtsamling Cante Jondo, hvor dolken og smerte og frygten også indgår i Digtet om La Soleá:

”Dolken
trænger ind i hjertet
som plovskæret i den golde jord.

Nej.
Stik den ikke i mig.
Nej.

Dolken antænder
som en solstråle
de forfærdelige
dybder.

Nej.
Stik den ikke i mig.
Nej.”

Hos Pilar Albarracín lader det til, at frygten og smerten og ikke kun dolken, men mange dolke i ryggen er fuldstændigt integreret i kvinden som en bestialsk normalitet. Hun stirrer blot ind i mørket, måske lindres smerten af en cigaret – og i baggrunden nogle tilfældige tal, som kan antyde, at dette ikke er personligt, det er bare et nummer, en kvinde blandt uendeligt mange andre.

Fotografiet af kvinden med dolkene i ryggen, kunne lige såvel være en installation, en statue eller skulptur, en performance. Pilar Albarracín arbejder udover fotografi netop også med såvel performance, video, tegning og interaktive skulpturelle installationer.

Lyset i billedet

Lys og mørke, kontraster og farver spiller en stor rolle i fotografi og billeder. Hvis der ikke eksisterede kontraster mellem lys og mørke, ville vi ikke kunne se noget. Det er forskellen på noget og noget andet der giver mennesket muligheden for at skelne og dermed for at se.

Gallerie La Forest Divonne, der hører hjemme i både Bruxelles og Paris, præsenterer en serie af duoen Elsa & Johanna med titlen ”Find the Truth”.

Lys er ikke bare lys. Her er lyset skinnende som guld midt på bordet foran en kvinde med et glas vin, som hun ikke synes at bryde sig om at drikke. Glasset er skubbet væk, uden for hendes rækkevidde. Hun ser ud, som om hun keder sig eller også venter på, at noget skal ske. Hvis det ikke var for lyset, ville der have været helt mørkt. Lyset og dets skær er afgørende.

Billedet minder lige så meget om et maleri som et fotografi, og vi synes derfor igen at fjerne os fra fotografiet,  det er måske – fordi fotografi behøver afstand fra sig selv for at blive kunst. Inden for malerkunsten taler man også meget om lys. Der er malere, som kan fremkalde et helt bestemt og særligt lys. I en dansk sammenhæng har vi flere kunstnergrupper, som er populære for deres lys; fx Skagensmalerne, men også Fynboerne. I begge tilfælde bliver det særlige lys knyttet til hjemstavn og kunstnernes geografisk lokalisering. Men lyset i et billede er også fravær af lys, og skygger. Det billede vi ser etableres i høj grad også af, hvad vi ikke ser eller bliver forhindret i at se.

I fotografiet af pigen på gulvet i hjørnet får vi ikke helt lov til at se noget. Selv hendes øjne, mund og ansigt som vel egentlig er billedets motiv kan vi ikke helt se, fordi der bliver skubbet lange smalle fingre af skygger ind mellem hendes ansigt og vores øjne.

Reliefskulptur og vævede tæpper

Det italienske galleri Podbielski Contemporary fra Milano præsenterer den rumænske fotograf Loredana Nemes med en serie, der hedder ”Gier / Greed”. Motiverne og materialet nærmest vokser ud af væggene, hvor billederne er hængt op.

Nogle hvide fugle flokkes om deres bytte i havet. Havet er gjort helt sort og med en reliefstruktur. Vandet er forandret til det ukendelige. Måske er det blot et sort dyb af uendelig uvished, men fuglenes begær driver dem mod dybet med en tørst og grådighed oefter  deres bytte. Vi ser ikke, hvad der føder deres drift.

De synes bare at forsvinde ned i det sorte vand, eller hvad der nu engang venter dem dernede under den sorte farve. Er det et symbol på en forurenet verden, hvor kun en uudslukkelig tørst hersker? – men med hvilket formål fortsætter fuglene deres jagt?

Helt anderledes oplivende farverig er Saïdou Dicko fra Burkina Faso, der repræsenteres af det amerikanske galleri Jackson Fine Art fra Atlanta, med sine farvepigmenterede fotografier. Fotografierne kan forveksles med vævede tæpper, og de har også en præcis reference til netop tekstil og stoflighed. Kunstneren tager billeder af tekstiler og maler oven på fotografiet. Det betyder, at hvert eneste værk er helt unikt. De fleste af billederne afbilder børn, og der er altid det lille røde kryds eller kors tæt på deres hoved eller hånd. Det mangfoldige farveflor og i særlig grad det røde kryds synes at udtrykke et håb.

En urban kinesisk æske af menneskeskæbner

Jackson Fine Art præsenterer også den amerikanske fotograf Gail Albert Halaban, som er kendt for at tage billeder af urbane, voyeuristiske landskaber. Det er et mere klassisk-dokumentarisk fotografi, hvor kameraet tiltvinger sig adgang ind i menneskers private liv ved at kigge ind ad vinduer i byen.

Det er et koncept, der har inspireret mange kunstnere indenfor såvel fotografi, film som litteratur, og fotografierne har derfor en meget genkendelig historie og æstetik. Der er ikke så meget nyt i det, og det giver ikke publikum andet end genkendelsens glæde.

De gode historier

I alle de fotografier, som vi har bragt med hjem fra Paris bliver der fortalt gode historier, og det er i kraft af deres historier, at fotografierne får værdi. Der er ikke noget galt med den gode historie, og den behøver ikke være kunst. Det er ikke kun fotografiet, som fortæller historier.

Også litteraturen kan fortælle væsentlige historier uden at være kunst. Dermed deler fotografiet og litteraturen skæbne – de er begge rodfæstet i hverdagen, fordi de benytter samme sprog og udtryksform, men så længe de kun gengiver hverdagen som et spejl, fjerner de sig fra kunsten. Kunstens rolle er ikke at afbillede livet, men derimod at skabe nyt liv. Det kan ske på mange måder, men kunsten er en stemme vi ikke har hørt før, og som vil fortælle os om lyde, billeder og drømme fra mulige fremtider. Derfor er kunsten værd at lytte til, uanset om der er tale om poesi, musik eller fotografi.

---