Kan krisen åbne for radikale reformer?

Krisetider er også forandringstider. De åbner muligheder for forandringer, der ellers var umulige. Men det kræver, at idéerne er til stede – og at nogen vil kæmpe for dem.

Af Pelle Dragsted

Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om begreber som systemoverskridende eller systemgennembrydende krav, som ofte anvendes på venstrefløjen. Jeg synes, de tegner et billede af økonomiske systemer, som noget nærmest rummeligt med klart definerede grænser.
Men systemer er ikke konkrete og rummelige. Systemer er abstraktioner, som vi bruger til at beskrive en masse sammenvævede, komplicerede og sociale fænomener. Og derfor har systemer heller ikke et klart defineret sted, hvor de starter og slutter – eller en grænse, der kan brydes eller overskrides.

Jeg tror, at venstrefløjen ofte spænder ben for sig selv – ved at tænke fx kapitalisme som lig med hele systemet, økonomien eller samfundet. Det gør kapitalismen mere omfattende, end den er, og begrænser vores evne til at se de ikke-kapitalistiske dele af vores samfund og økonomi. Det er blandt andet noget af dét, den bog jeg skriver på – og som forhåbentlig udgives inden alt for længe – kommer til at handle om.

Og så alligevel…

Men begreberne kan i mangel af bedre bruges til at beskrive reformer og forandringer, der flytter mere grundlæggende og varigt ved nogle magt-relationer i vores samfund – fx ved at ændre styrkeforhold mellem klasserne, eller mellem markedskræfter og demokratisk planlægning. Det som Andre Gorz med et også fjollet begreb kaldte non-reformist reforms.
Den slags reformer og forandringer er af afgørende betydning for socialister – og ikke mindst lige nu.

Nyliberalismens fader Milton Friedman er kendt for følgende citat:
“Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes the politically inevitable.”

Det var 1970’ernes stagflations-krise, der gav nyliberalisterne deres gennembrud – og markant ændrede den politiske kurs i de følgende tre årtier. Væk fra det socialdemokratiske velfærdskompromis, og i retning af den markedsliberalistiske konkurrencestat. Deregulering og privatisering fulgte og dermed en markant ændring af såvel styrkeforholdet mellem klasserne, som forholdet mellem demokratiet og markeds- og kapital-kræfterne.

Nu står vi i en ny krise. Udløst af Corona-udbruddet. Men omfanget og dybden af krisen er forårsaget af en langt dybere, mere strukturel krise i den kapitalistiske økonomi.

Ikke på bar bund

Indtil nu har venstrefløjspartierne i Folketinget først og fremmest arbejdet for, at de vedtagne hjælpepakker sikrer lønmodtagere, freelancere, små selvstændige og andre ramte grupper mod økonomisk ruin. Og har med succes fået stillet gode modkrav til virksomheder, som modtager statsstøtte. Samtidig har man arbejdet for at beskytte offentligt ansatte og andre frontmedarbejdere. Forude venter også en vigtig dagsorden om at sikre – at de økonomiske stimulus-pakker, som snart følger, bruges aktivt til at nå Danmarks klimamål.

Jeg synes, det er kloge prioriteringer. Men selvom det er fantastisk, at det er lykkedes at udelukke selskaber i skattely, og begrænse udbytteudbetalinger, så er der ikke tale om forandringer, som varigt rykker ved styrkeforhold – eller flytter på magt-relationer i samfundet.

Der er brug for en bred og kreativ idéudvikling på venstrefløjen i den kommende tid i forhold til at udvikle mere vidtgående forandringer og reformer, som i takt med at krisen udvikler sig kan vinde opbakning og blive gennemført.  Heldigvis starter vi ikke på bar bund. I Enhedslisten har vi over de seneste år udviklet en række omfattende reform-programmer. 100-dagesplanen er et katalog over reform-forslag, hvoraf mange har potentiale til at flytte magt og styrkeforhold.

Vores store finanssektor-udspil indeholder grundige planer for, hvordan en mere demokratisk finanssektor kan udvikles, og den private sektor kommer under stærkere kontrol. Udspillet om et mere demokratisk erhvervsliv giver gennemarbejdede forslag til, hvordan selskaber og virksomheder kan demokratiseres, og medarbejdere og forbrugere kan få ejerskab og indflydelse.

“Selv om det er fantastisk, at det er lykkedes (ved hjælpepakker) at udelukke selskaber i skattely, og begrænse udbytteudbetalinger, så er der ikke tale om forandringer, som varigt rykker ved styrkeforhold – eller flytter på magt-relationer i samfundet”

Men også i andre lande, hvor venstrefløjen er styrket, er der i de seneste år udviklet omfattende, radikale reform-programmer og forslag. Det britiske Labourparti og tænketanke knyttet til partiets venstrefløj er kommet med en række gennemtænkte bud på alt fra demokratisk ejerskab, over medarbejderindflydelse til demokratisering af ejerskabet af jord.

I USA er Bernie Sanders’ venstrefløj også kommet med mange interessante, radikale reform-forslag om fx sociale velstandsfonde, der kan sikre en bred fordeling af kapitalafkast, foruden forslag om obligatoriske medarbejderfonde i alle store virksomheder, som vil gøre de ansatte til hovedaktionærer.

Vælg de rigtige

Der er med andre ord mange gode idéer lying around. Og vi er langt bedre rustet idémæssigt, end da finanskrisen ramte. Opgaven i de kommende uger, måneder og måske år, hvor krisen pågår, er at kommunikere og vinde opbakning. Når vi skal vælge, hvilke krav der skal føres politiske kampagner for, skal vi kigge efter kombinationen af de forslag, der mest effektivt flytter magt og styrkeforhold til den brede arbejderklasses fordel, men som samtidig har den største mulighed for at vinde opbakning.
Et godt eksempel på det sidste er Enhedslisten og SF forslag om at gen-nationalisere Serum Instituttets vaccine-produktion. Et krav, som jeg tror der er bred opbakning til i befolkningen.

Jeg er ikke endnu parat til at konkludere på, hvilke forslag der er de rigtige at prioritere. Men blandt kandidaterne til vigtige kampagner for (det jeg ikke kan lide at kalde) system-gennembrydende krav er:

• Redningspakker skal indebære statsligt medejerskab i de konkurstruede hjælpepakker. Og der skal være tale om et permanent og aktivt, statsligt ejerskab, som bruges til at fremme samfundsgavnlige hensyn til klima, beskæftigelse og ordentlige arbejdsforhold.
• Medarbejdere skal have ret til at overtage konkurstruede selskaber, og have statslig kredit og rådgivning til at omlægge til kooperativ drift.
• Der skal etableres et offentligt bank-alternativ. Det kan evt. ske i forbindelse med nye redningspakker af eksisterende banker.

Jeg glæder mig til at deltage i debatten, som bør foregå bredt på venstrefløjen, i fagbevægelsen og gerne helt ind i venstrefløjen i socialdemokratiet.