Pernille Frahm: Argumentet for at beholde ‘Stalin Allé’.

Titlen er ikke bare polemik og clickbait, men har faktisk en historisk baggrund: Det var nemlig sådan, Wolf Biermann sang tilbage under den kolde krig, da myndighederne i Berlin ændrede ‘Stalin Allé’ til ‘Karl Marx Allé’. Pointen var, at hvis intet i øvrigt er forandret, er det fup og svindel at ændre på etiketten. Indholdet er jo det samme! Hvis undertrykkelsen fortsætter, hvis den måde mennesker behandles på fortsætter, hvis myndighederne intet har ændret – intet lært, så kan man lige så godt beholde navnet på gaden.

Jeg kom til at tænke på visen under denne sommers debat om is og statuer. 

Grundlæggende er det en vigtig debat. Hvem hædrer vi og hvorfor? Hvad tillader vi os at bruge af stemplinger af vores medmennesker, og hvordan reagerer vi, når vi bliver bedt om at ændre tonen og sproget?

Her i landet har vi været rigtig gode til at sige pyt på andres vegne, og vi har store forventninger til, at andre kan se charmen i vores småfornærmelige jokes, for det er jo bare for sjov alt sammen!

Og når man dybt inde véd, at man tilhører den gode flok, som ikke vil andre det ondt – sådan rigtigt – så må det vel også være okay at gå lidt over stregen en gang imellem. Eller måske fast befinde sig på den anden side af den.

For vi ved jo, hvor gode og rare vi er. Inderst inde. N-ordet er jo bare noget, vi går og siger, og hvis nogen bliver stødt, må det være fordi de ikke kender alle de fantastisk morsomme n-ords sange, som vi kender, eller alle de sjove slangudtryk, vi har brugt i forrige århundrede, uden at fornærme nogen.

Eller hvad?

Kvindevitser, børne- og bonde-jokes – det er da bare sjovt, ik’

Ser man gamle danske film, sidder vi og fniser over kønsrollerne og forholdet mellem børn og voksne. Eller mellem høj og lav eller by og land. Fordommene får ikke for lidt, og dengang Poul Reichard fik pigehjerter til at smelte, var det mainstream. Men det er det ikke længere. Og selv DF må vel kunne fatte, at noget er forandret. Den går bare ikke i dag.

Vi har jo aldrig forventet, at højrefløjen var i front på den slags. Frigørelse, ligestilling, og lige rettigheder – eller bare rettigheder – har aldrig været deres kop te. Først når en aktiv venstrefløj og undertrykte grupper selv har taget kampene og slået slaget, vil V, K, DF, LA og så videre tage nye normer til sig, som om de selv havde opfundet dem.

De soler sig i andres sejre. Tænk bare på DFs krav til flygtninge om, at de skal skrive under på ikke at slå deres børn! Når jeg tænker på de taler, de holdt, og hvordan de skabte sig, da vi i sin tid i Folketinget behandlede forbuddet mod at slå børn… Snak om at kunne lave u-vendinger! De samme borgerlige, der i dag ikke vil undvære en eneste tyran, jublede da Saddams statue væltede i Bagdad.

“Det sorte guld skal op med humøret”

Nu tager vi så fat på en række symboler på Danmarks sorte fortid som slave- og koloni-magt. Min tipoldefar tjente formentlig en god del af sin formue på at sejle med ”det sorte guld”, som de sagde i familien. Og det var helt normalt dengang. Holberg – ham med Jeppe på Bjerget – havde aktier i slavearbejdet på De Vestindiske Øer.

…først købte vi dem i Ghana, dernæst satte vi dem til slaveri i mere end 200 år, hårdt pressede satte vi dem fri for derefter at sælge dem – endnu en gang en bloc – uden at spørge dem. At de ikke spytter efter os i dag, kan fylde mig med undren. I stedet sendte de en folkegave.

+

Dengang var der mange, der mente, at det faktisk var til deres eget bedste: Hvordan skulle de ellers lære vores fantastiske kultur og religion at kende? I 2017 fik vi en kærlig hilsen fra de øer, vi solgte. Eller rettere fra efterkommerne af de indbyggere, vi først købte i Ghana, dernæst satte til slaveri i mere end 200 år, hårdt pressede satte vi dem fri for derefter at sælge dem – endnu en gang en bloc – uden at spørge dem. At de ikke spytter efter os i dag, kan fylde mig med undren. I stedet sendte de en folkegave. Fra dem til os. – En oprører blæser til kamp i konkylien: Freedom! Statuen har fået plads tæt på udenrigsministeriet. Det satte noget snak i gang, og selv Lars Løkke og de andre borgerlige måtte indrømme, at vi har en skidt historie, og at vi har lukket øjnene i årevis. Men i dag er noget helt andet!

Indholdet er vigtigere end symbolet

Nu kommer så næste bølge, som ikke vil finde sig i, at historien fortsætter. At vi fortsætter med vores bedrevidende småracisme. Og som udpeger de symboler, vi omgives af, som om der intet er sket siden 1848.

Denne bølge har ikke tænkt sig at blive smidt på historiens losseplads. For denne gang handler det om vores nutid og vores fremtid. Og derfor er det ikke nok at fjerne en statue, eller ændre navnet på en is. Der skal mere til.

For mere end 20 år siden stillede jeg et forslag om at kræve, at arbejdspladser og større institutioner skulle udarbejde en politik for etnisk ligestilling, og at Danmark i den sammenhæng skulle oprette et klageorgan for diskrimination. Diskussionen har ikke rokket sig en tøddel i den retning siden. Snarere tvært imod.

Og så tilbage til Biermann og Stalin Allé. For selvom symboler er vigtige, så er det vigtigste indholdet. Og hvis ikke vi denne gang får rokket lidt på den forstokkede ligegyldighed over for diskrimination og racisme, som præger mentaliteten her til lands, så kan vi lisså godt lade slaveriets og undertrykkelsens symboler stå.