Pigen der fortalte film: En hyldest til menneskets ukuelighed

Dengang Lev Tolstoj skrev, at alle ulykkelige familier er ulykkelige på hver deres måde, forestillede han sig nok næppe, at man kunne være ulykkelig på den måde, at man elsker film. Men sådan er det hjemme hos María Margarita, hvor misundelse og tabte drømme fortrænges af biografens mørke.

Hendes forældre går i biografen, som andre går i kirke, og ved middagsbordet siges der ikke bordbøn, men snakkes skuespil. Da María Margaritas far kommer ud for en invaliderende arbejdsulykke, er et af mest presserende problemer, hvordan de skal se film, nu hvor de ikke længere har råd til at gå i biografen. Sådan bliver pigen, der fortalte film, født.

Familien finder nemlig hurtigt ud af, at María Margarita har en gave, der er få forundt: Hun er en gudsbenådet fortæller. Sin gave bruger María Margarita til at genfortælle de film, der går i den lokale biograf. Først bare til sin nærmeste familie, men rygtet går, og snart har María Margarita hele byen siddende ved sine fødder.

Lys i mørket

Pigen der fortalte film er en film om alt det, god fortællekunst kan. Modsat andre film med samme tema, handler den dog ikke om at flygte fra virkeligheden, men om at blive i den.

Det er ellers svært at fortænke nogen i at ville flygte fra den virkelighed, indbyggerne i den lille by i Atacama-ørkenen lever i. Pengene er små, arbejdsdagene i den lokale salpetermine lange og nedslidende, og når mændene endelig kommer hjem fra arbejde, har de ikke engang deres eget hus at komme hjem til. Også det ejes af mineselskabet.

Det lyder som en bedrøvelig affære, og det er det også, men Pigen der fortalte film er ikke nogen bedrøvelig film. Filmens støvede pastelfarver sammen med den perlende underlægningsmusik giver filmen et udtryk, der mere leder tankerne over på de tegneserier, María Margarita læser under skolepulten i stedet for at følge med. Det er et visuelt udtryk, der står i klar kontrast til den barske virkelighed, filmen beskriver, og som snarere afspejler, hvordan mennesker selv under de mest trøstesløse betingelser finder måder at glæde hinanden på.

Ud over glæde, finder indbyggerne også styrken til at kæmpe for en bedre fremtid. Minearbejderne i byen engagerer sig i den lokale fagforening, og gennem vedholdende arbejde landet over, bliver den marxistiske Salvador Allende i 1970 valgt som præsident. Som de fleste vil vide, bliver det en kortlivet sejr, for allerede tre år senere kupper det chilenske militær regeringen, og alt forandrer sig til det værre.

Men også under Pinochets brutale diktatur går livet videre. Når mennesker dør, kommer nye til verden, og selv under brutale diktaturer er der børn, som skal mades, og gulve der skal vaskes. Pigen der fortalte film, der delvist er baseret på en sand historie, er en hyldest til menneskets ukuelighed.

Fra seng til scene

I løbet af filmen ser vi Maria Margarita vokse op, og en af de ting, hun undervejs stifter bekendtskab med, er seksualiteten. Hun har sit første møde med den, da hun som barn sniger sig ind i byens variéte-teater, hvor en danserinde i skinnende pailletter underholder med sang og musik, mens et publikum af ældre mænd piller pailletterne af hende med blikket.

Seksualitet er blandt andre ting iscenesættelse, og en af de ting, María Margarita (Sara Becker) hurtigt lærer, er at hvis hun ikke selv sætter scenen, gør andre det for hende. I en utrolig væmmelig scene udsættes María Margarita for et seksuelt overgreb af en mand, der beslutter sig for selv at instruere den film, han betaler for.

Overgrebet ser vi ikke, men vi ser, hvordan hele byen venter på, at hun skal komme tilbage fra mødet, så hun kan fortælle dem en film, og vi ser, hvordan María Margarita gemmer sig. Hun magter ikke endnu engang at underlægge sin krop en historie, hun ikke selv har skrevet.

Derfor gør hun noget andet. I en vild scene tager hun bogstaveligtalt magten over historien og tvinger sit publikum til at høre en ildevarslende genfortælling af en af filmhistoriens mange voldtægter. Hvis Medusas blik kan forvandle mænd til sten, kan María Margaritas stemme få dem til at bløde. Hvordan, skal jeg ikke afsløre her.

Lone Scherfigs An Education (2009) blev Carey Mulligans store gennembrud, ligesom den blev Scherfigs eget. Pigen der fortalte film har formodentlig ikke bred nok appel til, at den kan løfte Sara Becker til samme højder. Men måske den kan blive en trædesten. Uanset hvad tror jeg langt fra, at vi har set det sidste til den 21-årige skuespillerinde.

Mor og datter

Mange små samfund har én person, der brænder lysere end de andre – en form for sol, som alle tiltrækkes imod, men som selv tiltrækkes af det store himmelrum. I Pigen der fortalte film er den person María Margaritas mor, den smukke María Magnolia (Bérnénice Bejo). Altid med en cigaret og et hemmelighedsfuldt drag om munden, hænger man ved hendes læber for at finde ud af, hvad det er, hun ikke siger.

En af de personer, der føler sig draget til María Magnolia, er den lokale minebestyrer Hauser (Daniel Brühl). Efter farens ulykke holder Hauser hånden under familien økonomisk, men tjenesten er bestemt ikke gratis, for han forventer, at María Magnolia aflægger ham private besøg. Man forstår godt, at María Magnolia længes efter at viske sin tavle ren.

I begyndelsen af filmen, mens hun reder hendes hår, prøver María Magnolia at få sin datter til at love, at hun ikke vil begå de samme fejl, som moren selv har begået. I stedet skal hun værne om sin frihed. Det nægter den unge María Margarita, der ikke engang vil lade sig begrænse af friheden. Spørgsmålet bliver et gennemgående tema i filmen – for er frihed lig med mulighed, eller er der også en frihed i at lade sig begrænse?

Forholdet mellem mor og datter er filmens stærkeste og mest interessante. Som María Margarita vokser op, bliver hun mere og mere som sin mor – hun overtager mange af hendes opgaver i familien, begynder at klæde sig i det samme tøj, og indleder sågar en affære med førnævnte minebestyrer. Men identifikationen er først og fremmest en afvisning, for hvor María Magnolia oplever familien som en begrænsning, oplever María Margarita den som sine muligheders horisont.

Det samme gælder deres fælles fascination af det hvide lærred, for hvor María Magnolia bruger film som eskapisme, forener María Margarita sin kærlighed til filmkunsten med et socialt og politisk engagement. I stedet for at bruge sit fortælletalent til at skabe sig et stort navn, hvilket hun uden tvivl kunne, bruger hun det til at glæde sine naboer. Frihed er at komme andre til gavn.

Vellykket dansk-chilensk samarbejde

Det kan virke lidt pudsigt, at en chilensk film instrueres af en dansk instruktør, og det var da heller ikke meningen, at Scherfig skulle have haft noget med filmatiseringen af den chilenske roman Pigen der fortalte film at gøre. Produktionen var vel undervejs, og man havde allerede fundet en instruktør i brasilianske Walter Sallas, der blandt andet står bag Che Guevara-filmen Motorcykel dagbog fra 2004. Indtil han sprang fra, og Scherfig sprang til.

Det var en satsning, som i den grad gav pote, for Pigen der fortalte film er endt med at blive en fantastisk film. Den er rørende uden at være sentimental, barsk uden at være brutal, og på alle måder vedkommende.

Modsat mange andre coming of age-dramaer af nyere dato, er Pigen der fortalte film ikke en film om at finde lykken. I stedet er det en film om at lade lykken finde en, hvor man er. Med uforglemmelige replikker, stærke skuespillerpræstationer og en fængende historie, er Pigen der fortalte film Lone Scherfigs bedste film i 15 år.