Politikerne skal vågne op. Luk Kærshovedgård

Midt i Jylland ligger Kærshovedgård. Det lyder måske som et hyggeligt stop på landevejen, hvor man kan købe friske jordbær. Omgivelserne er da også idylliske med små skove og landbrug, men drejer man ned ad boulevarden, melder realiteterne sig.

Kærshovedgård plejede nemlig at hedde Statsfængsel Midtjylland. Nu er det et udrejsecenter med plads til 300 beboere. De er alle mennesker, der er blevet nægtet adgang til Danmark og nu er tvunget til at opholde sig her, fjernt fra resten af samfundet.

Umenneskelige, fængselslignende forhold

De, der er bekendte med stedet, ved at forholdene er beklagelige. Selvom beboerne ikke er fængslede i gængs forstand, er de blevet frarøvet adgang til omverden. Her er ingen offentlig transport og ingen indkøbsmuligheder. Der er ingen underholdning, for faciliteterne på stedet er få, forfaldne og fantasiløse.

De, der er bekendte med beboerne, ved også, at de ikke er her af gode grunde. Selvom udrejsecentre ofte forbindes med kriminalitet, er realiteten en anden. Man er der ikke for at afsone en dom, men for at presses til at forlade landet.

Der er ikke nogen tidsbegrænsning for ens ophold på stedet. Mange har været her siden centret blev oprettet i 2016, og det giver anledning til en håbløs eksistens og et urimeligt valg: Bliv i fængslet her – måske resten af livet – eller rejs “hjem” til krig, hungersnød eller anden fare.

Modstand mod de dårlige forhold på Udrejsecenter Kærshovedgård

En bevægelse er blevet født i kampen mod de dårlige forhold. Beboere og aktivister fra hele landet står sammen i en kamp for en menneskelig politik. I den forbindelse er mange demonstrationer blevet afholdt foran centret.

Kampens endegyldige mål er selvfølgelig, at udrejsecenteret lukkes, men der er mange skridt på vejen. For eksempel kæmper vi også for beboernes ret til at lave deres egen mad, eller i det mindste at have adgang til spiselig mad.

Som en af beboerne, Pouya, fortalte i sin tale, er maden, der serveres, ofte kedelig og oversaltet. Værre endnu er, at den kun serveres inden for et specifikt tidsrum. Kommer man for sent, må man altså sulte.

Beboerne har heller ikke lov til at have møbler eller til at tjene penge, og som en taler fortalte, er selv deres adgang til sko afhængig af, at de overholder vilkårlige regler.

Listen over små frihedsberøvelser er uoverkommelig. I led med de manglende muligheder for transport og de urimelige regler for udgangsforbud, flyder det sammen til en form for psykisk tortur. En død gennem tusind små snit.

Professor og forsker i racisme, Julia Suárez-Krabbe, har beskrevet det som en “nedbrydningslejr”. Man ødelægger beboernes psyke; får dem til at opgive håbet om et liv i Danmark og acceptere deres egen deportation. Målet er altså at få folk til at foretrække den elendighed, de er flygtet fra, frem for den elendighed vi har placeret dem i.

Folketingspolitiker har givet opmærksomhed om nedbrydningslejren i medierne

Denne demonstration er meget anderledes end den første demonstration ved Kærshovedgård.

For det første er medierne, specifikt TV2 Midtvest, til stede med et kamerahold. Det er klart en af de største udfordringer ved at holde et arrangement så afsides – medierne finder det simpelthen ikke interessant nok til at bruge deres tid på det.

Jeg formoder, at det er anderledes i år, fordi der for første gang er et folketingsmedlem til stede. Enhedslistens Victoria Velasquéz var til stede for at give en tale. At dømme ud fra den respons, hun fik, har det betydet meget for mange af de tilstedeværende beboere fra centeret at vide, at et folketingsmedlem stod på deres side.

Vigtigere endnu er det, at mange andre pludselig kunne få deres stemmer forstærket. Både arrangører, aktivister og beboere blev interviewet af TV2. Så i år blev de hørt af mange flere end blot de andre tilstedeværende.

Derfor en påmindelse til venstrefløjens folketingspolitikere: Husk, at jeres indflydelse ikke er indespærret i borgen, og husk på at besøge aktivisterne i det mørke Jylland en gang imellem. Det kan gøre en forskel.

Ungdommen til stede ved demonstrationen

I år er der også mange flere unge til stede. Socialistisk UngdomsFront Aarhus er dukket talstærkt op, men også mange unge klimaaktivister fra diverse bevægelser. Det er på trods af, at ungdommen – i hvert fald her i Jylland – har fået et ry for at være svære at mobilisere.

Det illustrerer, at der nok i virkeligheden er tale om forkerte metoder. SUF dukker op, fordi man specifikt har henvendt sig til dem, ikke bare med en stående invitation, men med et informationsrigt oplæg fra aktivisten Anemone Samy.

Skal man drage ungdommen ind i allerede eksisterende bevægelsesarbejde, er det centralt, at man aktivt bygger broer og bruger tid på at illustrere arbejdets vigtighed.

Omverdenen må ikke se forholdene på Kærshovedgård

Den sidste forskel mellem før og nu er politiets og Kriminalforsorgens ageren. Det begynder i første omgang med, at politiet sender en patruljebil. Ikke for at holde øje med demonstrationen, men for at uddele parkeringsbøder.

Her er det virkelig vigtigt at understrege, hvor Kærshovedgård ligger. De nærmeste byer er Isenvad og Bording, som ligger henholdsvis 5,5 og 6,5 kilometer væk. Der er altså tale om en afsides jysk landevej.

Altså må man konkludere, at politiet har godkendt en demonstration, vel vidende at den eneste måde, de fleste kunne deltage på, var ved at parkere i et ulovligt tidsrum. Det har de så udnyttet til at straffe deltagerne økonomisk. Det svarer lidt til at hilse med den ene hånd, mens man giver en mavepuster med den anden.

Værre endnu var det, at fængselsbetjentene fra Kriminalforsorgen har nægtet at lukke demonstranterne indenfor. Ligesom ved de forudgående demonstrationer var det planen, at dagen skulle indeholde en rundvisning bag murene.

En rundvisning, der altså er arrangeret og styret af beboerne, som inviterer demonstranterne som deres personlige gæster. Af uransagelige årsager valgte fængselsbetjentene at nægte beboerne deres ret til at modtage gæster.

Resultatet er, at det er meget svært at skrive en dybdegående reportage om forholdene på Kærshovedgård, da vi simpelthen ikke har lov til at se dem med egne øjne. Men da det desværre ikke tyder på, at forholdene er blevet bedre, kan jeg trygt referere til min reportage fra sidste år.

I er ikke alene

Kærshovedgård forbliver desværre. En skamplet på landkortet, et levende monument til fremmedhad og et bevis på, at vi ikke lærer af vores historie. Vi har i mange år rystet på hovedet ad amerikanerne, der bygger umenneskelige centre på deres grænse med Mexico. Hvordan er vi anderledes, bare fordi vores tortur er mere subtil?

Skulle nogen fra Kærshovedgård læse med her, så vil jeg afslutte denne reportage på samme måde, som jeg afsluttede min tale på dagen: Husk på, at I ikke er alene. I har venner i hele landet, og vi glæder os til at kunne kalde jer for naboer.