Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
24. juni. 2022

Reportage: Kærshovedgård er langt værre end (andre) danske fængsler

Der foregår et kæmpe menneskeligt svigt på de danske udrejsecentre. Her bliver uskydige mennesker tilbageholdt under torturlignende skriver Jeppe Lomholt, der har været på besøg i som Kærshovedgaard.

Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg har været politisk aktiv i et stykke tid nu og været involveret i en del ting, som jeg er rigtig stolt af. Jeg har også personligt set en del uretfærdighed i den forbindelse – fra politiet der slog mine meddemonstranter under en klimaaktion i Tyskland, til et byrådsmedlem der empatiløst fortæller en handelsskoleelev fra Gellerup – at det er for hendes eget bedste, hvis hendes barndomshjem bliver revet ned.

Men i søndags tog jeg del i noget, der både føltes som det mest meningsfulde og samtidig det mest afmægtige, jeg nogensinde har deltaget i. Jeg blev inviteret som taler, på vegne af Socialistisk UngdomsFront og Enhedslisten, til Camp Close the Camps – der er en endagslejr foran indgangen til udvisningslejren Kærshovedgård.

“I søndags tog jeg del i noget, der både føltes som det mest meningsfulde, og samtidig det mest afmægtige , jeg nogensinde har deltaget i.”

Begivenheden var fantastisk, og jeg er stadig overrasket over at man er i stand til at samle så mange aktivister ude på Lars Tyndskids mark i midten af Jylland. Stemningen var egentlig god og til tider nærmest festlig, med kurdisk kædedans og fællessang af numre fra Gnags og Michael Falch. Jeg er også stolt af den tale jeg gav, men den følelse jeg står tilbage med er melankolsk.

Vi blev vist rundt af en indsat i udvisningslejren Kærshovedgård. Jeg bruger med vilje det ord “indsat”, for det vi så var langt værre end noget dansk fængsel. Racismeforskeren professor Julia Suárez-Krabbe beskriver det bedst, når hun kalder det en “nedbrydningslejr”. Det var som om, at hele institutionen var metodisk tilrettelagt til at ødelægge folks psyke.

Uskyldige udsættes for tortur-lignende forhold

I hvad I hvad der udseendemæssigt ligner en parodi på en kz-lejr, er der fyldt med mennesker som har brugt årevis af deres liv spærret inde, uden noget som helst at tage sig til. De indsatte har ingen penge, ingen ret til at arbejde, intet køkken, intet bibliotek, ingen mulighed for transport, ingen måde at underholde sig selv på – med undtagelse af en asfalteret fodboldbane, en sørgelig volleyballbane og en træningshal med en enkelt boksepude.

Det var desværre ikke tilladt at tage billeder inden for porten, men I må tage mit ord for, at der var sørgeligt nok til, at jeg fuldt og fast troede på vores rundviser, da han sagde, at han foretrak at sidde i fængsel. – Hvilket han også havde gjort – fordi han ikke havde overholdt udgangsforbuddet efter kl. 11 om aftenen.

“Der var voksne mennesker, som stod og fortalte, at de ikke længere føler de har nogen værdi. Vi ser dem ikke, vi hører dem ikke, vi anerkender dem ikke. Vi har brudt dem ned, reduceret dem til ingenting.”

Jeg er nødt til at slå fast, at det hovedsageligt er uskyldige mennesker, der sidder derinde. De er ikke dømt for noget, men bliver alligevel frihedsberøvet, fordi vores regering vurderer, at de ikke fortjener asyl.

En af dem var en gammel mand, der havde mistet sin ene hånd under tortur i et irakisk fængsel. Han beklagede, at lejren ikke ville give ham medicin. En anden var en iransk mand, som fortalte, at han ikke har mulighed for at forlade Danmark, da hans hjemland har gjort ham statsløs og ikke vil modtage ham igen. En aserbajdsjansk mand fortalte, at han ikke har mulighed for at besøge sin kone og børn, da de bor i København. Han havde faktisk arbejdet her i årevis, før hans opholdstilladelse blev ophævet. Han vil gerne tilbage til Aserbajdsjan, men Danmark vil ikke lade ham forlade Danmark sammen med sin familie.

Og så var der vores rundviser, en snart 35 år gammel kurdisk mand som fortalte at han følte at hans liv var blevet spildt, for han har brugt de sidste 8 år i fangeskab. Sådan behandler vi ellers kun vores værste forbrydere. Eksemplerne på uretfærdighed er mange, og de er dybt deprimerende.

Her var også tydelige eksempler på psykisk tortur, så som historier om politirazzia kl. 4 om natten, fordi en enkelt indsat ikke har overholdt sin meldepligt. Eller når lejren slukker for TV og internet hver 14. dag, uden nogen tydelig begrundelse. Eller det faktum, at man kun kan få nye sko, hvis man har tjekket ind på sit værelse hver dag i 6 måneder, uden undtagelse. Der var voksne mennesker, som stod og fortalte, at de ikke længere føler de har nogen værdi. Vi ser dem ikke, vi hører dem ikke, vi anerkender dem ikke. Vi har brudt dem ned, reduceret dem til ingenting.

Kæmpe menneskeligt svigt

Vores asylpolitik er racistisk og menneskefjendsk. Vi lever ikke op til flygtningekonventionen, som vi ellers var det første land i verden til at underskrive. De her mennesker fortjener en bedre behandling. En behandling som vi allerede har vist at vi er i stand til at give, for vi giver den til ukrainske flygtninge.

Jeg føler mig som sagt afmægtig. For det her et det største menneskelige svigt, jeg nogensinde har været vidne til, og der er ikke en skid, jeg kan gøre ved det. Det kan de indsatte heller ikke, selvom mange har prøvet med opråb og sultestrejke. Men jeg vil komme med en opfodring til dig, der er kommet så langt i den her artikel: Slut dig til dem, der kræver forandring, hvis du ikke allerede har gjort det.

Ingen flygter for sjov.


Om skribenten

Jeppe Ulrich Lomholt

Jeppe Ulrich Lomholt

Aktivist i Socialistisk Ungdomsfront og Enhedslisten. Læs mere