Portræt: Eduard Bernstein gik fra ortodoks marxist til revisionist

Eduard Bernstein tilhørte den generation af tyske marxister, som umiddelbart fulgte i Karl Marx og Friedrich Engels’ fodspor, og som var den generation, der udbredte kendskabet til deres teorier, først i Tyskland og senere i resten af Europa. De var marxismens apostle.

Bernstein blev født i Berlin 6. januar 1850 som det syvende af 15 børn i en jødisk familie. Faren var lokomotivfører og praktiserede ikke den jødiske religion. Det gjorde Eduard heller ikke, og i 1877 udtrådte han formelt af det tyske mosaiske trossamfund. I mellemtiden var han blevet overbevist socialist. På grund af den store børneflok var familien fattig, og i 1866 måtte Bernstein forlade gymnasiet for at komme i lære som bankassistent. Indtil 1878 arbejdede han i en bank i Berlin og uddannede sig herudover gennem selvstudier. Gennem livet oparbejdede han en meget stor viden om historie, økonomi og politik. Han blev tidligt tilhænger af det liberale Fortschittspartei. Partiet havde flertallet i den preussiske Landdag, men var stort set uden politisk indflydelse over for kongen og ministerpræsidenten, Otto von Bismarck. Ligesom i Danmark 20 år senere foregik der en forfatningskamp, hvor den preussiske Landdag – og senere den tyske Rigsdag – krævede indflydelse på regeringsdannelsen og på politikken i det hele taget, men blev stoppet af Bismarck, der repræsenterede den tyske adel og storgodsejerne, de såkaldte junkere.

I 1863 havde Ferdinand Lassalle stiftet partiet Allgemeine Deutsche Arbeiterverein (ADAV), men dels var partiet stadig lille, og dels støttede det dele af Bismarcks politik i håbet om, at staten ville gennemføre sociale reformer i modstrid med liberalismen og dermed imod det borgerlige Fortschrittspartei. Da den tysk-franske krig brød ud i 1870, støttede Bernstein den begejstret ligesom næste alle tyskere på tværs af partiskel. Kun August Bebel og Wilhelm Liebknecht fra det i 1869 stiftede Sozialdemokratische Arbeiterpartei (SDAP), der var tilsluttet 1. Internationale, undlod at stemme for krigsbevillinger og blev mødt med en storm af forargelse i den nationalistisk dominerede offentlighed. Som den senere tyske kejser Wilhelm II sagde, var socialdemokraterne “fædrelands- og rigsfjender”. De blev også betegnet som “den indre fjende”, og deres syndebuk-funktion blev kronisk – sammen med etniske og religiøse mindretal som jøderne blev de holdt ansvarlige for de negative momenter i den tyske udvikling, som enten allerede fandtes eller kunne tænkes at dukke op.

Den tyske stat var halv-absolutistisk. Kejseren, som samtidig var konge af Preussen, rådede over militæret og udenrigspolitikken. Han udnævnte rigskansleren og de øvrige ministre samt dommerne, og regeringen var ikke ansvarlig over for Rigsdagen som i et parlamentarisk styret land. I delstaten Preussen, hvor størstedelen af befolkningen levede, herskede, hvad man kaldte en treklasse-valgret til Landdagen. Vælgerne var delt op efter indkomst, således at de mest velhavende altid ville have  flertal. Den almindelige valgret for mænd til Rigsdagen var ikke et effektivt redskab til ændring af samfundet, da Forbundsrådet, som repræsenterede hele riget – og hvor Preussen altid kunne sikre sig flertallet – havde ret til at tilbagekalde Rigsdagens beslutninger. Den preussiske forvaltning var også dybt konservativ og blev hovedsagelig rekrutteret fra adelen. På samme måde var den offentlige opinion domineret af borgerlige og halvfeudale værdier.

Efter at have læst Marx’ skrift Der Bürgerkrieg in Frankreich, 1871, om Pariserkommunen og skrevet et skuespil om samme, som blev opført ved en arbejderfest, meldte Bernstein sig i 1872 ind i Sozialdemokratische Arbeiterpartei. Han var dog endnu ikke blevet marxist, men stod under indflydelse af positivisten Eugen Dühring, som Engels i 1877 angreb i skriftet Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft, og af Lassalle. Men det var netop Engels’ skrift, som i 1879 ‘omvendte’ Bernstein til marxismen eller det, der i dag kaldes den ortodokse marxisme, som var præget af en vis determinisme. Inden da havde han været aktiv i samlingsbestræbelserne mellem Lassalles og Bebel/Liebknechts partier, der resulterede i samlingskongressen i Gotha i 1875 og stiftelsen af partiet Sozialistische Arbeiterpartei Deutschlands, der senere omdøbtes til Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD).

Den tyske arbejderbevægelse var stadig lille, men voksende, og i 1878 benyttede Bismarck to fejlslagne attentater mod kejser Wilhelm I til at få Rigsdagen til at vedtage en lov mod socialdemokratisk virksomhed. En undtagelse blev dog selve rigsdagsrepræsentationen. Indtil 1890, hvor loven blev ophævet, fungerede SPD således kun ved valg til og med medlemmer af Rigsdagen, al anden socialdemokratisk aktivitet var forbudt, og de ledende medlemmer måtte gå i eksil. Det gjaldt også Bernstein, som i 1879 flyttede til Zürich i Schweiz. Her blev han i 1881 redaktør af det ugentlige partiorgan Der Sozialdemokrat, som blev smuglet ind i Tyskland.

Men forinden havde han lært Marx og Engels personligt at kende, da han sammen med SPD’s leder August Bebel i 1880 besøgte dem i London. I 1883 deltog han i den illegale tyske socialdemokratiske kongres i København, som blev afholdt i det forholdsvis nybyggede Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade. I 1886 giftede han sig med oversætteren Regina Zadek, der var fraskilt med to børn. De fik ikke nogen sammen. Hun kom også til at fungere som hans sekretær.

På foranledning af den preussiske regering blev Bernstein i 1888 udvist af Schweiz og flyttede til London, hvor han boede indtil 1901, da han stadig var eftersøgt i Tyskland på grund af ‘presseforseelser’. I England blev han ven med Engels, og da denne døde i 1895, blev Bernstein en af eksekutorerne af hans testamente og rådede sammen med Bebel over hans litterære efterladenskaber (Nachlass). Han blev altså anerkendt som en af ‘kirkefædrenes’ efterfølgere og ansås for at være revolutionær socialist ligesom dem. Der Sozialdemokrat blev nu redigeret i Tyskland, og Bernstein ernærede sig som korrespondent til den anden store socialdemokratiske avis i Tyskland, Vorwärts i Berlin, og som flittig medarbejder ved partiets teoretiske tidsskrift Die Neue Zeit, der blev redigeret af Karl Kautsky. Bernsteins position blev understreget af hans medvirken til at skrive SPD’s nye, rent marxistiske program i 1891, Erfurterprogrammet. Mens hans ven og redaktøren af Die Neue Zeit Karl Kautsky førte pennen til den teoretiske del, tog Bernstein sig af arbejdsprogramdelen.

“Bernstein benægtede selv, at hans teorier skulle have været influeret af fabianerne, men de fleste forskere finder det sandsynliggjort, at han under sit lange englandsophold blev kraftigt påvirket af den praktiske, reformpolitiske ånd, som karakteriserede Fabian Society.”

Fra at være journalist blev Bernstein nu i en periode i højere grad historiker og udgav blandt andet større værker om og af Ferdinand Lassalle og om den engelske revolution i midten af 1600-tallet. Han knyttede også venskaber med indflydelsesrige engelske socialister, især fra det moderate intellektuelle selskab Fabian Society. Der er næppe tvivl om, at rødderne til den ‘revision’ af den ortodokse marxisme, som han påbegyndte i 1896 med artikelserien “Probleme des Sozialismus” i Die Neue Zeit, skal findes i de ideer, som blandt andre ægteparret Sidney og Beatrice Webb udviklede her og i et omfattende samfundsvidenskabeligt forfatterskab.

Fabian Society var stiftet i 1884 og gik ind for en pragmatisk socialisme med baggrund i John Stuart Mill og Jeremy Benthams utilitaristiske tradition, men var også inspireret af kontinentaleuropæiske socialister, herunder Lassalle og naturligvis Marx. Senere benægtede Bernstein selv, at hans teorier skulle have været influeret af fabianerne, men de fleste forskere finder det sandsynliggjort, at han under sit lange englandsophold blev kraftigt påvirket af den praktiske, reformpolitiske ånd, som karakteriserede Fabian Society. Den svenske historiker Bo Gustafsson har herudover som inspirationskilder foruden nogle reformistiske retninger i tysk socialisme, nykantianisme og socialliberalisme henvist til en mulig påvirkning fra så forskellige nationale og idémæssige sider som franskmanden Georges Sorel, italienerne Benedetto Croce og den ‘liberale marxist’ Saverio Merlino. Også den militante, men reformorienterede franske socialist Jean Jaurès kan have tjent som inspirator for Bernstein. Gustafsson peger ligeledes på en mulig indflydelse fra den ‘legale marxisme’ i Rusland, en socialistisk teori med liberale indslag.

Eduard Bernstein (1850 – 1932)

• Eduard Bernstein blev født af jødiske forældre i Berlin to år efter Den tyske revolution i 1848. Han meldte sig som 22-årig ind i det tyske socialistparti SDAP i 1872.

• Seks år senere blev alle socialistiske organisationer forbudt i Tyskland af landets kansler, Otto von Bismarck. Bernstein rejste i eksil i Zürich, og vendte først tilbage til Tyskland mere end 20 år senere.

• Var i 1891 medforfatter af Erfurt-programmet, som blev emblematisk for datidens nordvesteuropæiske socialdemokratier. Det lagde op til socialisme gennem en revolution i stedet for gennem reformer. I 1899 udgav Bernstein bogen “Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie”, der placerede ham i skarp modsætning til ledelsen i sit parti, og til revolutionære som Rosa Luxemburg, der i 1900 svarede med bogen Reform eller Revolution? som en kritik af Bernstein.

• Bernstein blev medlem af den tyske Rigsdag fra 1920-1928, hvor han trak sig tilbage. Kort før hans død i december 1932 nåede Bernstein at overvære nazistpartiet blive det største parti i Tyskland.

+

Endelig skal man ikke glemme Ferdinand Lassalle, som Bernstein da også hyppigt, og oftest rosende, henviser til i sit hovedværk. I filosofisk henseende var der formentlig tale om dels en inspiration fra Immanuel Kant og hans elever – især Friedrich Albert Lange, som det direkte fremgår af Socialismens Forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver – og fra Lassalles etiske overvejelser, der i modsætning til Marx/Engels fokuserede på de etiske motiver for socialismen og dermed fjernede sig fra den historiske materialisme. Bernstein var den eneste ledende SPD’er, som på det teoretiske plan forsøgte at revidere Marx eller måske snarere den ortodokse marxisme, men mange var enige med ham i de praktiske følgeslutninger af hans revision, det vil sige afskrivning af revolutionstanken og mere vægt på reformarbejdet.

I 1898 begyndte den såkaldte revisionismedebat eller revisionismestrid i SPD, som først afsluttedes fem år senere med gentagne fordømmelser af Bernsteins teorier på SPD’s kongresser. Et fikspunkt for striden blev hans bog Socialismens forudsætninger … , som udkom i marts 1899. Den var en udvidet udgave af artikler, han allerede havde offentliggjort i Die Neue Zeit under overskriften “Probleme des Sozialismus” 1896-1898. Flertallet i SPD’s lederlag var imod bogens teser, mens et mindretal, blandt andre partisekretæren Ignaz Auer og lederen af fagbevægelsen Karl Legien, mere eller mindre stiltiende støttede opgøret med den ortodokse marxisme. Og efter at Bernstein var vendt tilbage til Berlin i 1901 – indtil da havde han været eftersøgt for ‘presseforseelser’ – og året efter blev indvalgt i Rigsdagen, udtrådte han af Die Neue Zeits redaktion og begyndte som medarbejder ved det reformistiske tidsskrift Sozialistische Monatshefte, der udkom indtil 1933, uafhængigt af SPD.

Der var nu tre hovedgrupper i SPD: en højrefløj med blandt andre Bernstein, Eduard David og Georg von Vollmar, en venstrefløj med blandt andre Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Clara Zetkin, Parvus (Alexander Helphand) og Franz Mehring, og en midterfløj med partilederne August Bebel, Paul Singer og Vorwärts’ redaktør Wilhelm Liebknecht samt op imod 1. verdenskrig også Karl Kautsky, der tidligere havde tilhørt venstrefløjen. Trods sin position på SPD’s højrefløj indtog Bernstein i nogle spørgsmål, for eksempel spørgsmålet om generalstrejke (også kaldet massestrejke) for at opnå lige og almindelig valgret i Preussen, en anden holdning end de fleste højrefløjssocialdemokrater, idet han med en vis forsigtighed støttede dette radikale skridt, der dog aldrig blev gennemført før krigen.

Under 1. verdenskrig gik fløjene delvis i opløsning, selvom højrefløjen efter de gamle lederes død sad på ledelsen og støttede krigen og bevillingerne til den. Men uenigheden om krigens fortsættelse førte i 1916 og 1917 til en spaltning af partiet, først med dannelsen af venstrefløjsfraktionen Spartakusgruppe og derefter med en løsrivelse og dannelse af et nyt Socialdemokrati, Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands (USPD). Allerede i marts 1916 tilslutter Bernstein sig oppositionen efter lang tids kritik af den tyske krigspolitik, og i april 1917 går han, blandt andre sammen med Kautsky, ind i USPD. Efter forsoningen med Kautsky, som havde brudt med ham under revisionismestriden, begynder han også på ny at skrive i Die Neue Zeit. Oppositionens modkrav til de tyske magthaveres krav om anneksioner af andre landes territorier var ‘folkenes selvbestemmelsesret’, men trods protester mod krigen og en folkelig støtte forblev USPD og Spartakusgruppen i mindretal i den samlede arbejderbevægelse.

Da novemberrevolutionen brød ud i 1918, dannede SPD og USPD regering, og Bernstein blev for en kort periode vicedepartementschef i Finansministeriet. Han fordømte januaropstanden i 1919 – en fejlslagen opstand, hvorunder Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg blev myrdet af tyske officerer, hvad Bernstein dog var bestyrtet over. Men han mente ikke, at tiden var moden til en socialistisk samfundsomdannelse. I foråret 1919 søgte han tilbage til SPD og bestræbte sig i det hele taget på at genforene den socialdemokratiske bevægelse. Det lykkedes i efteråret 1922, hvor de to partier blev sammenlagt, mens det tyske kommunistparti, KPD, med rod i Spartakusgruppen fra årsskiftet 1918-1919 udgjorde den yderste venstrefløj og tog imod de USPD-medlemmer, der anså SPD for at have svigtet revolutionen og ikke ønskede at vende tilbage til det. KPD gik ind for sovjetmodellen med arbejder-og soldaterråd, mens SPD fastholdt det parlamentariske demokrati som den bedste styreform.

I 1920 blev Bernstein genvalgt til Rigsdagen. Han holdt fast ved de synspunkter, han havde fremlagt i 1890’erne om en demokratisk politik, der sigtede på gradvise politiske og sociale reformer med et socialistisk samfund som mål. Så sent som i 1920 udkom Socialismens forudsætninger … med små tilføjelser, men ellers med samme indhold som i 1899. Han var en stærk fortaler for Weimar-republikken og imod både den højreorienterede nationalisme og den bolsjevikiske leninisme, senere stalinisme, der begge med forskellige motivationer bekæmpede republikken. Hans moderate synspunkter kom også til at præge SPD’s Görlitzerprogram, der i 1921 erstattede Erfurterprogrammet. Men efter sammenlægningen af SPD og USPD i 1922 tabte han ideologisk indflydelse til Karl Kautsky og Rudolf Hilferding med en skærpelse af programmet til følge. Han havde svært ved at sætte sig igennem i de interne kampe, var ikke nogen stor taler, og hans personlighed var nok i det hele taget mere en stuelærds end en agitators, I 1923 døde Bernsteins hustru, og i 1928 forlod han Rigsdagen, men vedblev med at skrive artikler og afhandlinger, indtil han blev ramt af hjerneblødninger og døde den 18. december 1932, seks uger før hans værste mareridt, en koalition af nationalister og fascister med Hitler i spidsen, kom til magten. Derved led den tyske arbejderbevægelse et historisk nederlag, der på sigt fik konsekvenser for resten af verden.

Eduard Bernstein: Socialismens forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver (1899). Oversat og kommenteret af Claus Bryld. Forlaget Samfundslitteratur 2022.