Portræt: Måske skulle vi være gået sammen med Metal-drengene

Jeg når lige akkurat at præsentere mig, før Mette Jørgensen tager ordet og fortæller om sin baggrund. Blandt meget andet at hendes far – dengang Kirsten Stallknecht var formand for Dansk Sygeplejeråd, DSR (det var hun i 30 år, 1968-1998) – havde sagt til sin kone, Mettes mor, som også var sygeplejerske: ‘I skulle nok være gået sammen med mændene i Metal, så havde I stået lidt anderledes i dag’.

”Vi fik også støtte fra mange andre, havnearbejdere og stilladsarbejderne. I Odense var vi 200, der strejkede en time hver dag de første dage i oktober, i Esbjerg var de også 200, men det var fordi havnearbejderne gik med.”

Mette Vestergaard Jørgensen fører tankegangen op til i dag og siger, “Måske er det dér, vi skal kigge hen, om vi skal gå væk fra at stå sammen så stor en kvindegruppe. For vi har jo ikke helt de samme interesser, de lavtlønnede som fx serviceassistenterne (portører og rengøring) vil jo have hævet deres løn, mens vi vil have ligeløn. Der vil jeg hellere stå sammen med smedene”.

Jeg indvender, at sygeplejerskerne er nødt til at samle faggrupperne, som minimum på hospitalerne og især FOA’s medlemsgrupper, hvis sygeplejerskerne skal have en chance til overenskomst 2024.

“Vi har jo egentlig ikke de samme interesser; SOSU’erne har samme løn som os, men ikke samme ansvar, så jeg tror, de er tilfredse nok”, svarer Mette Jørgensen og fastholder orienteringen mod de privatansatte:

“Nu må I kraftedeme hjælpe os, for at vi kan bevare vores velfærdssystem – det er lidt lige meget hvem – men smede og havnearbejdere. Vi skal sammenligne os med dem, vi kan – jordemødrene, radiograferne, socialrådgiverne og lærerne, os med mellemlange videregående uddannelser, og ikke med rengøringspersonalet.”

Jeg nævner for Mette, at under den ordinære strejke havde Kreds Hovedstaden i DSR tæt kontakt med byggefagene. 3F i København frikøbte en tillidsrepræsentant til at tage rundt på byens byggepladser og foreslå, at de markerede deres støtte til sygeplejerskerne. Støtte fik de også fra andre steder i landet, fx fra 3F og arbejdspladsklubber i Ålborg.

“Tænk hvis I havde besøgt byggepladser rundt i landet i deres frokost og holdt pladsmøder med dem, byggeriet stod jo – også dengang – på gloende pæle”, siger jeg til Mette.

“Ja netop, sådan noget’, svarer hun, ’vi fik også støtte fra mange andre, havnearbejdere og stilladsarbejderne. I Odense var vi 200, der strejkede en time hver dag de første dage i oktober, i Esbjerg var de også 200, men det var fordi havnearbejderne gik med”.

Serviceassistenterne har netop været i strejke to gange

På Odense Universitetshospital har ledelsen for nylig pålagt serviceassistenterne ekstra opgaver for at aflaste sygeplejerskerne.

“Jeg synes, det er i orden, at de overtager opgaver fra os, som fx at varme mad op. Vi kan jo ikke gøre al ting på én gang. Og det skal serviceassistenterne selvfølgelig ikke bare lave oven i det, de i forvejen laver. Det er ikke fair, de er lige så vigtige for patientforløbene som vi andre, vi er jo en stor kæde.

Med os, der er tingene bare faldet ned på sygeplejerskerne – de har fjernet socialrådgiverne, de har fjernet psykologerne fra sygehusene. Det er åbenbart vores indstilling, at hvis ikke andre gør det, må vi hellere gribe det.

I årevis har vi fået mere i vores kurv. Der er de andre grupper bedre til at sige fra’, siger Mette Jørgensen og fortsætter, ’det er i orden, at de laver ballade fra første færd. Det kom pludseligt, hvis jeg havde vidst det, var jeg også gået med dem ud”

På det enkelte sygehus har de videregående og korttids uddannede tydeligvis meget til fælles. Men vil sygeplejerskerne som gruppe gå ud sammen med dem, hvis de strejker igen? spørger jeg.

“Ja, det tror jeg’, svarer Mette, ’vi bad jo dem om at komme med ud med os, og det var der også nogle af dem, som gjorde. De må komme med til vores møder nu her, så vi kan tale sammen. De skal ikke tro, at en vinterpakke gør, at vi vil tie stille”.

Baggrunden for at Mette Jørgensen tog initiativet til punktstrejkerne på Odense Universitetshospital

Som led i Mettes indledende præsentation fortæller hun, hvordan der første gang blev tændt en ild i hende:

“Jeg blev ansat i 2000 og har været her lige siden på Odense Universitetshospital. Efter 10 år finder ledelsen så ud af, at jeg skal fyres på grund af for mange børns første sygedage. Det kunne jeg selvfølgelig ikke få på skrift, men det fik jeg at vide af min afdelingssygeplejerske.

Min daværende mand var meget væk hjemmefra i forbindelse med sit arbejde, så jeg var ofte alene med vores tre børn og skulle passe både natte- og aftenvagter, så ja, jeg havde mange sygedage, for når den ene blev rask, blev den anden syg, og så videre.

Jeg var fuldstændig nede i kulkælderen, ca. i tre dage, men så blev jeg gal – jeg blev ikke ked af det, jeg blev rigtig, rigtig gal. Jeg blev sur og jeg blev tvær, og den ild, den har brændt inden i mig lige siden. ‘Nu skal jeg satanedeme give dem igen’. Så jeg tror ikke, de ved, hvad de gjorde dengang, da de gav mig fem kolde tæer i røven,”

Siger Mette og fortæller, at fyringen blev trukket tilbage, da det gik op for ledelsen, at hun havde været ansat i ti og ikke kun syv år – som ledelsen troede – og dermed havde ret til seks måneders opsigelse.

Mette fik mulighed for at skifte fra at være operationssygeplejerske til en sengeafdeling med en god ledelse, og hvor “jeg har elsket det lige siden – og så har jeg lavet lidt ballade”.

Mette nævner flere eksempler på, hvordan hun har været udsat for dårlig ledelse. Fx forrige vinter, hvor hun tog til genmæle mod et indlæg på Facebook, hvor sundhedspersonalet blev anklaget for at være skyld i, at pandemien spredte sig.

Det fik ledelsen øje på og henvendte sig til Mette Jørgensen om, at hun skulle holde igen:

“Der lænede jeg mig frem og sagde: ‘Nu skal du passe rigtig godt på, hvad du siger til mig, lige nu – giver du mig mundkurv på, må jeg ikke deltage i den offentlige debat!’, jeg blev så gal”

Fortæller Mette: “Jeg tog jo personalet og sygehuset i forsvar. Lederen, hun skulle have haft min ryg, hun skal fandme passe på mig! Den sag blev der senere skrevet om i DSR’s fagblad.”

”Nu skal jeg satanedeme’ give dem igen. Så jeg tror ikke, de ved, hvad de gjorde dengang, da de gav mig fem kolde tæer i røven, siger Mette og fortæller, at fyringen blev trukket tilbage, da det gik op for ledelsen, at hun havde været ansat i ti og ikke kun syv år – som ledelsen troede – og dermed havde ret til seks måneders opsigelse.”

Mette tilføjer: “At dårlig ledelse mange steder betyder, at sygehusene ikke kan holde på folk, og at de søger væk fra faget. Mig har ledelsen stukket til flere gange, jeg har ligesom fået et overskud, en energi. Nogen har trykket på nogle knapper og tændt en ild i mig”.

Jeg tænker tryk avler modtryk, klasse bliver til klasse.

Kvinde i omsorgsfag

Mette Jørgensen har været tillidsrepræsentant i en kort periode op til OK-18:

“Hvor vi var en my fra at skulle i konflikt. Jeg var med i Fredericia, hvor vi var 14.000 tillidsrepræsentanter og fyldte det hele. Det var så stort, jeg kunne virkelig mærke, at hvis vi står sammen, så kan vi alt – få ligeløn og hævet lavtløn. Men da smed Dennis os godt nok under bussen” (Dennis Kristensen, daværende formand for FOA, red.).

I løbet af samtalen vender Mette flere gange tilbage til, hvad det betyder at være kvinde:

“Gang på gang får vi at vide, at kan du ikke lide lugten i bageriet, så kan du bare smutte. Der har jeg så valgt en lidt anden strategi, også fordi jeg har en mor og en far, som har været længe i systemet (som førtidspensionister), og hvem er det så, der skal tage sig af mor og far. Det er selvfølgelig mig – som pigen i huset, som datteren – det bliver en kvindeting, det er, at vores statsminister står og siger, at vi skal yde en ekstra skalle.

Der siger jeg, ja men hvem var det, der gav en ekstra skalle, da jeg havde tre små børn under fem år. Det var mig – som kvinde. Hvad er det, de beder os om, de beder os jo faktisk om at arbejde gratis.

Fordi vi kvinder er i omsorgsfag, det er som at sige til os kvinder, at vores arbejde ikke er andet værd, end det kan I da lige ordne i fritiden. De vil både have os til at udføre et fuldtidsjob, de vil have os til at tage os af børnene, klare alt hvad der hedder rengøring og opvask, og køre børnene til institution.

Det er nok derfor ligestilling er kommet ind under Transportministeriet. Det er da, fordi man skal være transportmor. Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har kørt mine børn til fodbold, til svømning…

Hvor er det vigtigt, vi får delt den barselsorlov. Det skulle være sket for 20 år siden. Hvordan kan vi som land falde ned på en 29. plads i ligestilling, vi skriver 2022! Mændene må se at komme ind i kampen. Arbejdsgiverne skal vide, at når de ansætter en mand på en mandearbejdsplads – så skal han på et eller andet tidspunkt på barsel.”

Sygeplejerskerne på Odense Universitetshospital kom sent med i punktstrejkerne

“Der var nok en, der prikkede til mig, ‘kan du ikke rokke båden lidt?’”, fortæller Mette Jørgensen, “de, der brænder for fagforeningen, er jo rodet ind i det (fredspligten i den danske model), de sidder ofte som tillidsrepræsentanter. Det er ikke altid den bedste post at sidde på…

Jeg sad på mine hænder, ‘nej, jeg vil ikke, jeg rører ikke ved det’. Det holdt jeg til i ca. en måned, så havde jeg en nattevagt, hvor alting sejlede, og jeg var bare sur. Jeg var så sur, at jeg ikke engang kunne falde i søvn.

Så tænkte jeg, ‘det skal satanedeme’ blive løgn’, og så skrev jeg til Luca” (Luca Pristed fra Rigshospitalet, der stod frem som strejkeleder på landsplan).

“‘Velkommen”, svarede Luca, ‘hvor helvede har I været, I er et af Danmarks største hospitaler’ (omkring 4.000 sygeplejersker), jeg fik lige lidt bank. Men det endte jo med, at det var mig, der trommede sammen til de her strejkedage.

Jeg havde aldrig – jo, måske lavet lidt ballade – men slet ikke i den her skala. Nå, jeg oprettede en Facebook gruppe, og inden for et døgn havde jeg 800-1000 medlemmer. Det var ikke, fordi de ikke ville være med – der var bare ikke nogen, som ville gå forrest. Det er ligegodt utroligt, at det lige blev mig.

Nå, jeg havde en ide om, at det kunne godt blive stort. Jeg havde ikke penge til noget som helst, så jeg tog ned til min veninde, som også følte for det. Jeg lånte en eller anden boks til musik af hendes søn og en mikrofon, og så snakkede jeg til de der strejkedage.

Jeg kom på direkte i TV2 Breaking News, og jeg kom med i den landsdækkende aktionsgruppe, hvor vi var ca. 20, der koordinerede det. Vi lagde nogle datoer, og vi fra Odense var jo kommet sent med, så vi tog nogle af de sidste datoer (1., 2. og 3. oktober), så det så ud som om, det næsten var planlagt”.

”På min afdeling, hvor vi er omkring 30 højt specialiserede sygeplejersker med mange års erfaring, er 10 af dem holdt op, og de kan ikke erstattes med vikarer. Det tager et år at blive oplært. Vores sundhedssystem sejler… Jeg siger til min datter, ‘du kommer over knæet, hvis du bliver sygeplejerske’.”

Punktstrejkerne spredte sig som en steppebrand

– Var I ikke en selvbestaltet ledelse. Blev der stemt om, hvorvidt I skulle strejke, og om at det var dig, der sad i den landsdækkende aktionsgruppe? spørger jeg.

“De valgte kunne jo ikke blive rodet ind i noget, men jeg kunne godt se smilet inde bag deres mundbind”, svarer Mette.

“I aktionsgruppen traf vi beslutninger på Messenger. Vi fandt lynhurtigt sammen, og vi fandt ud af, at vi ikke stod alene på Odense Universitetshospital. Regeringen troede, vi bare ville gå ind og passe vores arbejde og rydde puklen af vejen. Stemningen var fuldstændig anderledes end under den ordinære strejke.

Jeg tror, sygeplejerskerne følte sig set ned på under den officielle strejke – også i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, vi er bare de sure kællinger, der har lidt mere uddannelse end de andre, jeg kan tænde helt af, når jeg ser Lizette og Mona.

Der kom også nogle nye ud, nogle af dem, der ikke er medlem af fagforeningen – og de er ofte dem, der er allermest sure på systemet. De kan så være en bombe under vores fagforening, men de følte, at de kunne være med, nu det ikke var fagforeningen, der stod for det.

Vi fik flere med, nogle der aldrig havde været til demonstrationerne under den officielle strejke… Og så kom Mette Frederiksen frem med, at vi skulle give den en ekstra skalle.

Der besluttede vi i aktionsgruppen, at vi skulle tage en samlet omgang mere, den 29. november”.

Jeg spørger, hvorfor Herlev Hospital ikke var med den dag?

“De vurderede ikke, der var opbakning til det,” svarer Mette. Der var ingen afstemninger på Odense Universitetshospital, det var ikke nødvendigt, Mette Jørgensen vidste udmærket, hvad kollegaerne var med på.

”Denne gang, den ordinære strejke var genial. Vi satte ind lige der, hvor det gør mest ondt på regeringen. Her i Region Syd tog vi dem ud, der fordeler patienterne til de forskellige sygehuse, henvisningscentrene – det er måske 10 personer; vi tog anæstesien ud – de kan jo ikke operere uden. Med den lille brik lægger vi resten ned. I stedet for at tømme strejkekasserne, som vi gjorde i 2008, endte vi med kun at tage 10 % ud.”

På nær måske til sidst, hvor opfordringen til kollektive opsigelser ikke blev fulgt: “Forslaget var vedtaget i aktionsgruppen,” siger Mette og tilføjer:

“Men det er jo sådan set lige meget, for i modsætning til før, så holder folk op. På min afdeling, hvor vi er omkring 30 højt specialiserede sygeplejersker med mange års erfaring, er 10 af dem holdt op, og de kan ikke erstattes med vikarer. Det tager et år at blive oplært. Vores sundhedssystem sejler…

Jeg siger til min datter, ‘du kommer over knæet, hvis du bliver sygeplejerske’. Det er ikke det, jeg egentlig vil. Det er verdens bedste uddannelse – men det er kraftedeme’ til nogle lortevilkår ude på den anden side.”

Den ordinære strejke var genial

Mette Jørgensen tror ikke, der kommer til at ske noget før til 8. marts, hvor hun er med i forberedelserne:

“Vi er trætte, selv jeg – der ellers har talt imod – har taget en frivillig ekstravagt. Vi er nødt til at holde en pause, også af hensyn til familierne. Min kæreste sagde, ‘skal du blive ved med det der, du sidder altid på den telefon’.

Det skal ikke gå ud over min familie, at jeg er nødt til at råbe op. Men vi ved jo ikke, hvad der kan ske i morgen. Heunickes plan for at afvikle puklen, eller bortvisningen af fællestillidsrepræsentanten for portørerne på Rigshospitalet, fordi han lagde nogle billeder af rotter i kantinerne op, kan måske sætte noget i gang…”

Mette fortsætter: “Vi lærer hele tiden, og jeg var også med i 2008, hvor vi strejkede sidste gang. Jeg vil sige dig, denne gang, den ordinære strejke var genial. Vi satte ind lige der, hvor det gør mest ondt på regeringen. Her i Region Syd tog vi dem ud, der fordeler patienterne til de forskellige sygehuse, henvisningscentrene – det er måske 10 personer; vi tog anæstesien ud – de kan jo ikke operere uden.

Med den lille brik lægger vi resten ned. I stedet for at tømme strejkekasserne, som vi gjorde i 2008, endte vi med kun at tage 10 % ud, sådan som vi skal ifølge Den danske Model.

Det var så sejt, at vi havde udtænkt, hvor vi skulle sætte ind på de rigtige steder. Det har jeg også sagt til Grete (Christensen, formand for DSR). Vi rammer statskassen. Heunicke taler jo om en pukkel på 100.000 operationer.

Vi er et lille fag, der er oppe imod en magt, vi ikke kan hamle op med. Men jeg tror, regeringen alligevel blev lidt bange for os, for vi kunne strejke rigtig, rigtig længe.”

Jeg spørger, om de nye, der er valgt til DSR’s kredsbestyrelser og hovedbestyrelsen, gør en forskel?

“Nu skal de jo lige i gang. Jeg tænker ikke det har betydet så meget, for desværre, når de kommer ind i de systemer, så er jeg bange for, at de hurtigt får at vide, at sådan plejer vi ikke at gøre. Igen og igen har fagforeningen sagt til os, ‘hvordan kan I finde på sådan at nedlægge arbejdet, det har vi da aldrig gjort før. I kan da ikke bare nedlægge arbejdet!’ Vores svar var, at vi var nødt til at gøre noget helt andet, ellers lykkes det ikke. Der skal fandeme’ sættes hårdt mod hårdt,” slutter Mette Jørgensen.

Forhåndsvis i nyt faneblad

---