Præstestyret tog min barndom – nu tager vi livet tilbage

Jeg havde ikke en normal, glad barndom. Følelsen af et simpelt liv med min familie var ubekendt for mig, og det gjaldt for hele vores familie. I min barndom tog præstestyret alt fra mig, men jeg lovede mig selv, at jeg ville tage mit liv tilbage, og det har jeg gjort i dag.

Jeg blev født i Teheran fire år efter den iranske revolution, midt i en krig med Irak.

Familie på flugt – onklen blev henrettet

I to generationer har min familie været politisk aktive i Iran. I slutningen af 1986 forsøgte min familie at flygte fra Iran til Tyrkiet, men ved grænsen til Kurdistan-Irak overgav vores menneskesmugler os til politiet, og vi blev tilbageholdt.

Vi var på vej til Tyrkiet med vigtig dokumentation for menneskerettighedskrænkelser begået af det iranske regime. Indsamlingen af denne dokumentation var min onkels sidste politiske aktivitet, før han i 1986 blev henrettet.

Det var også denne dokumentation, som gjorde, at vi endte i Evin-fængslet, som er blandt Irans mest berygtede fængsler. Evin er kendt for brutal tortur mod politiske fanger, journalister, aktivister og frihedskæmpere. Eller rettere sagt: Uskyldige mennesker. Mennesker, som alt for ofte aldrig er kommet ud af dette fængsel, da de er blevet henrettet.

Jeg var fire år, da min familie blev overført til Evin, og mine første barndomsminder blev dannet i en fængselscelle. Min mor, lillebror og jeg selv var fængslet i halvandet år. Min far sad inde i fire år.

Det lykkedes os ikke at nå frem til Tyrkiet, hvor vi oprindeligt skulle have afleveret dokumenterne til Amnesty International. Og i 1988 blev mange iranere, som stod på den dokumentation, vi ikke fik afleveret, henrettet. Henrettelserne er i dag kendt som en decideret massakre, hvor over 30.000 mennesker blev dræbt.

Flugten fra præstestyret

Kort efter min far kom ud af Evin-fængslet, flygtede han til Tyrkiet. Et år efter kom vi også, og efter kummerlige livsforhold i Tyrkiet endte vi i Danmark i 1993.

Da vi kom til Danmark, var det for mig som et plaster på såret. Men desværre var det ikke sådan for mine forældre. De var begge i begyndelsen af 20’erne, da de blev fængslet og tortureret brutalt. I dag kæmper de stadigvæk med PTSD.

Efter jeg selv havde været vidne til så mange liv, der blev ødelagt af præstestyret, gav jeg mig selv et løfte om, at jeg ville holde mig væk fra politik.

Men i 2009 følte jeg mig nødsaget til at gå ind i kampen for frihed i Iran, da den grønne bevægelse startede i landet. Det kulminerede i demonstrationer i Teheran, hvor én million iranere gik på gaden imod valgsvindel. Denne bevægelse blev slået hårdt ned. Og det gjorde min egen kampgejst også.

Det var først den 18. september i 2022 hvor Jina (Mahsa) Amini blev dræbt, og hendes død optændte en ny bølge af oprør i Iran, at jeg kastede mig i kampen igen.

En ny kvinde- og frihedsbevægelse i Iran – Kvinde, Liv, Frihed

Kvindebevægelsen, der nu efterhånden er kendt som Kvinde Liv Frihed (Jen Jiyan Azadi), har tændt håb for en fremtid uden den islamiske republik i Iran.

Der er håb for denne kvindebevægelse. Man ser et sammenhold, hvor minoriteter, LGBTQ+-miljøer, diverse politiske grupperinger, fagbevægelsen, lærere og studerendes foreninger finder sammen. Oprøret er spredt ud over hele landet, og selv i de mindre byer laver folk stille protester.

Håbet ses i den civile ulydighed, der er i gang i hele landet, hvor modige kvinder går ud i den offentlige sfære uden at bære tørklæde, hvor mange kvinder endda danser eller synger. Videoer med dansende piger uden den obligatorisk hijab går viralt.

Selvom de ved, at det er farligt og forbudt, og at de kan fængsles for deres aktivisme, så er der intet, der stopper dem i det. Deres mod giver grobund for en national, men også en international støtte, som blandt andet ses i de dansevideoer, som er delt i nyhederne og på sociale medier.

Også i Amnesty Danmark, hvor jeg i dag arbejder, har vi været med til at udbrede solidaritetsdans i Danmarks største byer. Denne nye generation af iranere er geniale. De mister ikke håbet, og de inspirerer os andre!

Folket bakker op om modstanden

Lad mig give et andet kort eksempel på den nye tid i Iran. For et par uger siden blev en mor og datter udsat for chikane og fik hældt yoghurt på deres hoveder af en basiji (en civil agent fra staten). Da så vi den nye opbakning fra befolkningen.

Kort efter denne episode blev moderen og datteren arresteret, men før deres arrestation kan man i en video delt på sociale medier tydeligt se, at mændene omkring dem bakker dem op, konfronterer agenten og smider ham ud af butikken, hvor optrinet finder sted. Og det er lige præcis her, man oplever en forening, som ikke er set så ofte før. Iranerne er ikke længere bange for at bakke hinanden op.

Styret slår stadigvæk meget hårdt ned på protesterne. Vi ser massiv vold mod demonstranter, folk bliver fængslet og får dødsdømme.

Kvinderne, børnene og mændene har brug for vores solidaritet

Det er nu kvinderne, børnene og mændene har brug for vores solidaritet. Det er nu, vi skal give kvindebevægelsen den moralske og politiske opbakning.

Jeg er i dag 40 år gammel. Det er 35 år siden, jeg forlod Evin-fængslet. Jeg har brudt mønstret og taget det liv tilbage, som præstestyret havde taget fra mig. Blandt andet ved at tage en cand.mag. i Mellemøststudier på Københavns Universitet. Jeg har kæmpet mig ud af kompleks PTSD, og er blevet aktivist blandt andet indenfor arbejdet med kvinder og unges rettigheder i Mellemøsten.

Og tro mig: Denne bevægelse har født mange af min slags. Vi stopper ikke, før præstestyret pakker deres kufferter og smutter!