Reportage fra Chile: 11 dræbt og mindst 1.500 arresteret

Folkelige protester mod den chilenske regering bliver i disse dage mødt med voldsom repression af militær og statsapparat. Tania Oyarzo rapporterer for Solidaritet fra landets hovedstad, Santiago.

Af Tania Oyarzo

Chilenske studerende har igen været drivkraften bag massive mobiliseringer i hele landet. De er det levende udtryk for folkelig utilfredshed. Det var deres mod og sammenhold i Santiago i sidste uge – og politistyrkens direkte undertrykkelse og krænkelse af menneskerettighederne mod de unge og mindreårige – der fik den ulmende gryde af nationale kvaler til at koge over. Den aktuelle situation er forårsaget af årtiers magtmisbrug, korruption og organiseret plyndring fra den chilenske stat, dens institutioner og dens regerings hold.

En konflikt om mere end billetpriser

Mange medier i udlandet forsøger at reducere vores sociale proces til kun at omhandle en konflikt om 30 chilenske pesos (omkring 30 ører, red.) mere pr. billet på metro og anden offentlig transport. Selv om det kan lyde som en mindre udgift, betyder det et stort offer for de næsten 20 procent af borgerne, der overlever på en mindsteløn omkring 200.000-300.000 chilenske pesos (ca. 2.750 DKK). De er i årtier er blevet tvunget til at købe mad og basale produkter på kredit – selve grundlaget for den neoliberale økonomi, der er blevet tvunget ned over Chile.

Billetpriserne er dog ikke baggrunden for vores nuværende kamp. Nogle af de massive mobiliserings-argumenter handler i stedet om et gratis og åbent uddannelsessystem; et folkesundhedssystem der ikke favoriserer private institutioner; en stigning i lønninger, og arbejdsvilkår for arbejdstagere der ikke kun er til fordel for de rigeste 4 % af landet. Vi kæmper imod landets væbnede styrker og deres parlamentariske herrers kontrol, og for et socialt velfærdssystem, der kan give et ordentligt levegrundlag, og som ikke er en international skamplet som de nuværende AFP’er (det chilenske pensionssystem, red.).

Vi kæmper for et forhold til miljøet, vores natur og den oprindelige befolkning, som giver dem den betydning og respekt, de fortjener. Vi kæmper for lige rettigheder for kvinder, og en ny kønspolitik. Vi kæmper for at stoppe den statsskabte konflikt i Araucania-området, som gennemføres på vegne af de store ‘latifundistas’ (godsejere, red.), og imod grænseoverskridelserne mod vores oprindelige befolkning, Mapuche-folket.

Alle disse grunde er de virkelige årsager til, at der hver dag – siden fredag 18. oktober – har været massive, fredelige protester rundt om i landet. Som en direkte konsekvens af den undtagelsesstilstand, der blev erklæret af præsident Piñera i lørdags, er folk blevet undertrykt af væbnede soldater, tanks og ‘guanacos’ (politiets lastvogne med vandkanoner, red.), med en støt stigning i voldelige hændelser i, under og efter demonstrationerne.

Til kamp mod undtagelsestilstanden

Siden undtagelsestilstanden blev erklæret, er gaderne i 14 byer, provinser og kommuner i landet blevet lammet af frygt og hjælpeløshed. Det skyldes udgangsforbuddet, at folk ser tanks i gaderne, der skal skræmme demonstranter, og at politiets ‘guanacos’ og tåregas rammer forbipasserende børn og voksne. Gennem IT-teknologi er vi blevet i stand til hurtigt at dele videoer af plyndringer eller barrikaderinger, som bliver orkestreret af lovens lange arm. Det hele udspiller sig lige nu, og giver os et kollektivt deja vú – der tvinger os til at genopleve Pinochets diktatoriske tid.

I mange andre tilfælde ville denne strategi med at skabe frygt og panik have leveret det forventede resultat: kontrol med – og underkastelse af – masserne. I det her tilfælde har den indførte undtagelsestilstand dog haft den stik modsatte virkning. Chile står imod, vokser og udvikler sig.

Strejker

En række forskellige organisationer, fagforeninger og sociale bevægelser har opfordret til mobilisering i disse dage, og siden søndag har FECH (den chilenske studenterbevægelse, red.) opfordret til at strejke i solidaritet med den sociale undertrykkelse, hvilket blev meldt ud søndag og mandag. Mandag 21. oktober opfordrede Union Portuaria (havnearbejdernes forbund, red.) og Union Escondida (landets største fagforening for minearbejdere i den private sektor, red.) til et totalt ophør af arbejdsrelateret aktivitet. Tirsdag 22. oktober varslede ‘CONFUSAM’, landets største forbund for arbejdere i sundhedssektoren, en afvisning af sundhedsbudgettet for 2020, og onsdag opfordrede fagforeningsforbundet ‘CUT’ til en generalstrejke.

De chilenske statsstyrede medier har spillet sin sædvanlige rolle som ‘misinformatører’ – og har udbredt det billede i offentligheden, der er mest bekvemt for magthaverne. Deres udsendelser fokuserer på plyndring af supermarkeder og ødelæggelse af offentlig transport, og deres dækning lægger stor vægt på demonstrationernes påståede voldelighed – til trods for at der er rigeligt med beviser for, at det i mange tilfælde har været civile og uniformerede politimænd, der har stået bag ødelæggelser, barrikadering og plyndring. Karol Cariola, som er viceleder af det chilenske kommunistparti, har blandt andet sået tvivl om de betingelser, som de påståede plyndringer er foregået under. Gennem Chiles historie har vi utallige gange set uniformerede betjente stjæle ved højlys dag, så den manglende skelnen mellem kriminelle og legitime demonstranter understøtter billedet af et alt for snævert mediefokus.

Til kamp mod chok-doktrinen

Alle kender den indlysende sandhed: Det her er regeringens redskab til at skabe ustabilitet og frygt … og til at retfærdiggøre indsættelsen af væbnede styrker i vores boligkvarterer og byer. Det er netop dét forhold, der skaber mere nød i befolkningen. Men Chiles befolkning er vågnet op til sandheden – vi bøjer os ikke.

Det nuværende politiske dilemma handler om at vide, hvor langt situationen vil gå. Den politiske højrefløj – regeringen og dens repræsentanter – forsøger at få befolkningen til at ‘vende tilbage til normalen’ så hurtigt som muligt. På de daglige pressekonferencer, som regeringens repræsentanter stiller op til, forklarer de, at undtagelsestilstanden først vil blive ophævet, når ‘optøjerne’ holder op. 

Dele af oppositionen kræver præsident Piñeras afgang, mens andre vil have gjort op med de neoliberale reformer. Den vigtigste anmodning af alle – der igen runger gennem landets gader med den dybeste overbevisning – er kravet om en ny forfatning, så vi slipper af med forfatningen fra 1989, der blev skrevet af Pinochet og hans militærjunta.

Chile er vågnet op efter mange års sløvhed, og folket søger retfærdighed – én gang for alle!

Giv også din støtte til det chilenske folks kamp gennem denne underskriftindsamling.

.