Red Star FC, Paris – En undergrundsfodboldklub

Red Star Football Club er den ældste fodboldklub i de franske ligaer. Den blev stiftet i 1897 af Jules Rimet, som gav navn til det oprindelige VM-trofæ, og man mener, at dets navn er en hilsen til det berømte rederi Red Star Line, som sejlede med passagerer i slutningen af 1800-tallet.

Red Star FC har kun tilbragt 19 år ud af klubbens 126-årige historie i den bedste række Ligue 1. Det på trods af at Red Star var en af Ligue 1’s stiftende klubber. Sidste gang klubben var i Ligue 1 var tilbage i 1970’erne. Red Star er ikke en glamourøs klub som naboerne fra Paris Saint-Germain, men klubben har en helt speciel identitet.

Denne identitet kan man virkelig se i denne video, som AC Joe lavede tilbage i 2018.

Joes video inspirerede mig til at tage til Paris for at se en Red Star-kamp med egne øjne. Og så var jeg også forundret over, hvad den tidligere Sunderland- og Manchester United-angriber David Bellions laver som klubbens kreative direktør. Det var en rolle, han fik, efter han sluttede sin aktive karriere i Red Star, hvor hans mål var med til at sikre Red Star oprykning til Ligue 2 i 2015.

Red Star er et symbol for kreativitet og frihed

Denne artikel i The Guardian forklarer, hvad Bellion har fået tiden til at gå med efter sin fodboldkarriere, og den giver samtidig en god opsummering af, hvad Red Star står for: ”Red Star er en undergrundsklub. En romantisk og folkelig fodboldklub, hvor social status ikke betyder noget som helst. Folk er vilde med klubben, fordi den stadig har sådan en gammeldags fodbold-vibe. Klubben blev ikke kun skabt for hele tiden at vinde. Red Star er et symbol for kreativitet og frihed. Der er ikke mange fodboldklubber, som har sådan en naturlig troværdighed.”

Klubbens hjemmeside ligner ikke andre klubbers hjemmesider og handler ikke kun om førsteholdets bedrifter. I stedet ligner hjemmesiden et hipt, online fanzine.

Red Star Lab er et særligt prisværdigt projekt, hvor klubben hjælper unge mennesker med at udvikle andre færdigheder ved siden af deres interesse for fodbold. Her bliver de unge mennesker introduceret for kreative områder som musik, foto, drama, skuespil og meget andet.

Dette projekt blev måske først startet i 2016, men det er et projekt med historiske rødder i klubben. Allerede i klubbens begyndelse fik klubbens stifter Jules Rimet installeret et bibliotek i klubbens stadion for at give klubbens unge medlemmer mulighed for kulturel dannelse ved siden af fodbolden.

Kampoplevelsen hos Red Star FC

Red Stars hjemmebane hedder Stade Bauer. Som jeg går rundt om hjørnet på Rue du Dr. Bauer, kan jeg se nogle af Red Stars fans gå foran mig, mens andre går ud ad gadens travle barer med en øl eller et glas vin i den ene hånd og en cigaret i den anden. Der er masser af trafik. Det er en blanding af eftermiddagens myldretid og en fodboldkamp, der snart begynder.

Jeg ser nu L’Olympique – den berømte bar, hvor folk mødes inden og efter Red Stars hjemmekampe. Men jeg beslutter mig for at finde min plads på stadion, og jeg er begejstret over at skulle se endnu en fodboldkamp i udlandet.

Det lader til, at der kun er en indgang til stadion. Den ligger på siden af en lang, privat vej, som løber langs en af stadions langsider, som er delt op i fem sektioner. Jeg kan gå frit rundt mellem de forskellige sektioner.

Sådan er det til fodboldkampe i de lavere rækker. Man er ikke begrænset til en siddeplads. Sådan skulle det altid være, når man er til fodboldkamp.

Jeg går over til nogle boder ved siden af bagindgangen til tribunen. En bod sælger merchandise, en anden sælger øl. Jeg går over til merchandise-boden.

Bonjour, mon français est mauvais. Parlez-vous anglais? Det gør de heldigvis.

Jeg køber en hjemmebanetrøje og et halstørklæde, inden jeg køber to øl. I modsætning til i England må jeg godt tage dem med op på tribunen, og det glædes jeg ved, mens jeg går over til Premiere Est-sektionen, hvor Red Stars ultras samles. På vej derover går jeg forbi en anden sektion, der mist lyder som en natklub på fulde omdrejninger.

Vel fremme på Premiere Est stiller jeg mine øl og betragter omgivelserne. Andre sektioner har siddepladser, men Premiere Est er en gammeldags del af tribunen, hvis ståpladser udgøres af betonblokke.

Over for os ser jeg en gruppe på omkring 60 mennesker. Det er de gæstende udebanefans fra Pau. Set i lyset af at kampen begynder klokken 18 på en fredag og distancen mellem Pau og Paris, er det et ret imponerende antal. Tribunen bag det nærmeste mål er tom, men dér ligger tunnelen, hvor spillerne kommer ud på banen. Der er ikke nogen tribune bag det andet mål. I stedet ligger der en etageejendom, hvis beboere vel enten elsker eller hader disse fodboldkampe.

Tilskuerne strømmer ind, når kampen begynder. En af fansene deler løbesedler ud. Alt sammen står på fransk, så jeg spørger, om han kan forklare det på engelsk. Det gør han. Med stor indlevelse fortæller han mig, at fansene gennemfører en stille protest i løbet af kampens første halve time for at protestere mod tidspunktet for kampstart klokken 18. I den tredjebedste franske række Championnat National begynder kampene normalt fredag klokken 20, men TV-transmitterede kampe begynder klokken 18. Det gør det svært for fans at nå frem til kampene efter arbejde.

”I aften får du kun light-udgaven af Red Stars ultras at se. Vær venlig ikke at lave larm i de første 30 minutter.”

Red Star FC – Pau

I de første ti minutter taler fansene bare med hinanden uden at reagere på noget, der sker på banen. I baggrunden kan man høre de tilrejsende Pau-tilhængere synge, som gjaldt det livet. En dårligt timet tackling fra en Pau-spiller gør nogle Red Star-fans vrede, inden de bliver tysset af de andre tilskuere.

Det gentager sig et par gange indtil det 25. minut, hvor Mehdi Chahiri bringer hjemmeholdet foran. Publikum eksploderer i ti sekunder, inden de mindes om protesten. ”Shhhhhh!”, bliver der sagt, inden stilheden og de venlige samtaler fortsætter.

Som jeg havde forudset, går Premiere Est-sektionen amok, som kampuret passerer den halve time. Noget fyrværkeri går af under halvtaget på den gamle tribune. Det gør mig lidt bange for en stund, men som den kollektive sang finder en smuk, passioneret rytme, synger jeg med. Vi er ganske vist i Paris, men her er ikke nogen Neymar eller olierige ejere fra Qatar. Dette er Red Star Football Club – den franske hovedstads fodboldmæssige hjerte og sjæl.

Det overrasker mig, at fansene fortsætter med at synge, efter holdene er gået til pause. Efter en tur i baren kan jeg se, at et af Red Stars pigefodboldhold bruger et af målene på stadion til skudtræning i pausen. Ultraerne synger stadig og opmuntrer alle pigernes skud, driblinger, mål og redninger. Deres træner sender pigerne ned foran fansene, hvor de foretager en kneeslide-jubelscene, inden de får taget et gruppebillede foran fansene, der klapper pigerne fra banen.

Der er tilsyneladende endnu flere fans i anden halvleg. Det er vel folk, der først lige har fået fri fra arbejde. Red Star-fansene synger hele tiden med en ny sang. Begivenhederne på banen lader til at være af sekundær betydning, hvilket man lægger mærke til, idet Pau udligner efter 58 minutter.

Kun få minutter senere kommer Pau også foran, hvilket bringer dem op på ligaens førsteplads og Red Star ned på fjerdepladsen. Man kan høre nogle stykker råbe ”MERDE!”, men de fleste fans synger videre, bare endnu højere end før. Det er nu lidt underligt, når man tænker på, at dette er en kamp mellem to direkte rivaler om oprykning.

På trods af et par chancer i dommerens tillægstid lykkes det ikke for Red Star at vende kampen, som de taber med 1-2. Nogle fans begiver sig mod udgangene, men de fleste bliver og synger. Jeg går ned foran fansene og oplever stemningen, inden jeg tager ind til byen for lidt sightseeing ved aftenstide, mens Red Stars sange stadig summer i mine ører.

Red Star FC – en undergrundsklub

Fire dage senere går jeg rundt ved Sankt Paulis hjemmebane Millerntor i Hamburg. Jeg kom desværre ikke på rundtur på Millerntor, men jeg har altid gerne villet besøge Sankt Pauli.

Det fik mig til at tænke over, om Red Star enten bevidst eller ubevidst er den samme slags klub som Sankt Pauli. Egentlig ville jeg gerne have været til en Sankt Pauli-hjemmekamp i samme weekend, men det var helt umuligt at anskaffe sig en billet til kampen for en førstegangsbesøgende som mig. Så var det altså meget nemmere at komme til en kamp med Red Star.

Der var nogle grupper af englændere rundt omkring på stadion i Paris, og man kunne mærke på personalets velkomst, at de var vant til at få besøg af udlændinge. Jeg blev i hvert fald taget godt imod. Men fodboldoplevelsen hos Red Star er meget mere primitiv, end den er hos Santk Pauli, så jeg synes ikke, at sammenligningen mellem de to klubber holder. Hvis man altså ser bort fra klubbernes fangrupperingers venstreskruede politiske ståsteder.

I Amsterdam havde jeg snakket med en om min lille Europa-turné fra Paris til Hamburg. Han havde slet ikke kunnet forstå, at jeg havde set en fodboldkamp i Paris, og at jeg ikke havde set Paris Saint-Germain.

Han sagde med hollandsk accent: ”Så det er ligesom undergrundsmusik, eller hvad? Du kan bedre lide at tage til obskure, romantiske fodboldkampe, hvor der gemmer sig en masse historie.”

Sådan havde jeg ikke tænkt på det, men han havde jo ret. Det minder også om det, David Bellion sagde tidligere. Når jeg er hjemme i England, er jeg tit ude at se det lokale sekundahold Hendon, og jeg nyder virkelig den frihed, der er forbundet med at se fodbold på det niveau. Red Star er tiltalende på grund af klubbens fans og på grund af det arbejde, klubben laver i samfundet. Det viser os, at fodbold ikke kun handler om sejre og penge.

Allez, allez, allez! Red Star FC.

Artiklen er oversat fra The Outside Write.