Regeringens lovforslag om de sociale medier er en tyk omgang symbolpolitik

Af Stefan Nordam Suadicani

DR fortalte den 9. januar om familien til en dræbt pige, der får tilsendt videoen med den grusomme hændelse¹. Reaktionen fra politikerne har været følelsesladet og forudsigelig. Nu skal de onde sociale medier stå til ansvar for deres svigt.

Erhvervsministeriet havde allerede i august 2021 præsenteret en række udspil med henblik på at modernisere lovsættet omkring nettet og sociale medier². Efter historien om den dræbte pige har man nu sat fart på arbejdet. Det er nu endt med et lovforslag, der stiller store krav til de sociale medier.

Konkret er der tale om, at billeder og videoer, der tidligere er markeret som ulovlige, ikke længere skal kunne uploades på de sociale medier (dette kaldes ”Notice and Stay Down”). Andet ulovligt materielle skal efter anmeldelse fjernes efter højest 24 timer med mulighed for 7 dage forlængelse.

En snæversynet tidsgrænse

Set fra et teknisk synspunkt er disse krav uden hold i virkeligheden. Kravet om “Notice and Stay Down” vil i praksis være umuligt at føre ud i livet. Når videoer eller billeder kan manipuleres, zoomes eller roteres, vil der altid være en mulighed for at omgå genkendelse fra automatiske algoritmer³.

Kravet om en tidsgrænse på 24 timer har også mødt stærk kritik fra juridiske eksperter. Man har set blandede resultater af lignende forslag fra udlandet. Erfaringer fra Tyskland viser, at meget indhold, der fjernes efter en anmeldelse, falder inden for lovens rammer⁴. Tilbage i 2020 blev en fransk lov mod hadtale også skudt ned af en domstol, da tidsgrænsen på 24 timer ikke var i overensstemmelse med ytringsfriheden.⁵

Konkrete tidsgrænser har også en tendens til kun at være tilpasset de medier som politikerne har flest øjne på. 24 timer kan måske være rimeligt for Facebook, men det er for eksempel bedøvende ligegyldigt for Snapchat, hvor alle opslag, lovlige som ulovlige, per automatik fjernes efter 24 timer.

EU venter i manegen

Kigger man på den storpolitiske scene, er det svært at få øje på lovforslagets relevans. EU er nemlig i fuld gang med sin egen store lovpakke vedrørende sociale medier, Digital Services Act (DSA), som EU-kommissionen præsenterede tilbage i 2020. DSA er kort fortalt en harmonisering af reglerne for sociale medier og nettjenester for hele EU⁶.

Selvom lovgivningsprocessen i EU tager tid, så er DSA faktisk kommet igennem processen relativt hurtigt. De endelige forhandlinger er startet, og forventningen er, at en endelig tekst for DSA vedtages engang i 2022.

Det betyder, at selv når der tages højde for forsinkelser og tid til national implementering, vil regeringens lovforslag, hvis det vedtages, stadig få en usandsynlig kort levetid. Intet af dette fremgår dog af kommentarerne til lovforslaget. Kun høringsbrevet nævner kort, at DSA vil erstatte al lovgivning om sociale medier. Lovforslaget indeholder også finansiering af håndhævelse af loven indtil 2025.

Der er mange ting man i denne sag må undres over. Hvorfor bruge så mange kræfter på et lovforslag nu, når lovgivningen vil blive erstattet af den danske implementering af DSA? Det fremstår lidt som kludder i rækkefølgen, hvor man i praksis implementerer EU-direktivet, inden det er vedtaget. Hvorfor det hastværk?

Svaret er i virkeligheden meget simpelt. Det handler ikke om relevans. Det handler ikke om, hvorvidt arbejdet vil være spildt om et års tid. Det handler kun om at vise handlekraft. At slå politisk mønt af den store mistro til sociale medier. Uanset hvor ubrugelig en politik, det vil resultere i.