Rejser i Rumænien III: Svindel og korruption

EUs bureaukratiske institutioner og kapitalstærke lobbyisme siger mig intet. Jeg er derimod nysgerrig efter det Europa, hvor historien, sprogene, kulturen og de politiske ideer er viklet og snoet ind i hinanden gennem århundreder. Jeg tror, det er vigtigt, vi også ser i udkanten af billedet for at forstå – hvad det vil sige at være europæer.

Centralt i byen Sighet ligger et lille gult palæ. ”CINEMA MARA” står der langs balustraden over indgangspartiet med de to små søjler, men ”den store” biograf er lukket ned. Selv forsamlingshuset med kegleformede tage er til min store skuffelse og undren nedlagt.

Kulturen er også sparet væk længere mod øst i Suceava, selvom det er en større og moderne by. Her er betonkarreer, butikstorv og parker. Et biludlejningsfirma er flyttet ind i et hjørne af et konstruktivistisk kulturpalads, der udgør byens centrum. Resten står tomt.

Korrupte medier og fjernelse af kulturstøtte

Jeg får forklaringen fra Onofrei, som jeg har fået kontakt til, fordi han har familie, som arbejder i Danmark. Han har taget sin ven Florin med for at møde mig på det lille motel, hvor jeg har lejet mig ind. De er begge veluddannede og i midten af 30’erne. Vi er aftenens eneste gæster i spiserestauranten med sortbejsede bondemøbler og folklorepynt.

Onofrei fortæller, at efter finanskrisen vedtog regeringen at fjerne statslig støtte  til kunst og kultur: ”Her i Suceava er private gået sammen for at redde den lille biograf ”Modern”, men …” Han trækker på skuldrene og famler efter de rette engelske gloser.

“Fire ud af Rumæniens fem TV-kanaler ejes og drives af Intact Media Group, hvis ejer og stifter er idømt fem års fængsel for hvidvaskning af penge.”

Florin mener, at medierne har en del af skylden. Fire ud af Rumæniens fem TV-kanaler ejes og drives af Intact Media Group, hvis ejer og stifter (Dan Voiculescu fra det konservative parti) er idømt fem års fængsel for hvidvaskning af penge. De sender kun populær underholdning, sport og ortodokse gudstjenester.

”Religionen er en del af problemet. Den bestemmer for meget i folks liv,” siger Florin og gestikulerer: ”Det er mentaliteten, vi ser alting sort/hvidt! Og vi har ingen tradition for at protestere. Unge mennesker er ikke interesseret eller aktive i politik. De gider ikke sætter sig ind i samfundsforhold, men vil til Europa som lastbilchauffører eller bygningsarbejdere og tjene penge – så de kan bygge et hus.”  

Han har ret. Ved valget under Corona-pandemien i 2020 var den samlede stemmeprocent nede på 32 % – kun en tredjedel af vælgerne stemte –  det laveste siden 1989. Og blandt unge under 25 er den 5 %! ”Folk siger, at vi er som vi er på grund af historien” mener Onofrei.  ”Og det er et problem. For så forstår vi ikke, at det er os selv, som skaber historien.”

Onofrei og hans kone arbejder også som sygeplejerske, men selvom de begge  har fine eksamensbeviser, måtte de betale penge under bordet for at få ansættelse på byens hospital. ”Vi har de værste politikere i verden”, tilføjer han. Både han og Florin mener, at ånden fra Ceausescu lever videre i bedste velgående.

En af de værste korruptionsskandaler i nyere tid blev afsløret efter branden i et diskotek i 2015. 28 unge mennesker mistede livet, og 180 kom alvorligt til skade.  Bagefter gik der betændelse i deres brandsår, fordi desinfektionsmidler til at rengøre instrumenter og operationsbord var stærkt fortyndet. Hospitalsdirektørerne havde ellers købt midlerne til overpris fra firmaer, som de selv ejer. Dokumentarfilmen ”Collective” af Alexander Nanau fortæller historien.

Florian har været i England og arbejdede en tid på et hospital for sindslidende. ”De har også korruption! Jeg siger dig, at de offentlige hospitaler i England er næsten lige så ringe som de rumænske. Det er det samme system med, at pengene forsvinder over i det private system.”

Ikke alt var dårligt

Florian arbejdede som skolelærer tilbage i 2008 til en løn, han lige akkurat kunne leve af.  Da krisen kom, satte den rumænske regering lønningerne ned.

”Og jeg havde lige købt en bil, som jeg så ikke kunne betale afdrag på. Så satte jeg mig ind i den bil med mit pas, noget mad og en kuffert med tøj og kørte tværs gennem Europa. Dengang vejede jeg 130 kg.”

Han ler, da jeg spærrer øjnene op. Han er en høj, køn fyr med kraftigt mørkt hår og et intelligent blik.

”Ja, nu vejer jeg 90 kg. Dengang levede jeg af hvidt brød og dårlig mad. Og det var ikke nemt at komme til et nyt land”. En arabisk mand ansatte mig til at grave et træ op og plante det et andet sted i hans gård. Det var hårdt arbejde, tog flere dage. Da der var gået en uge, kontaktede han mig og bad mig om at flytte træet igen. Først senere, da jeg nærmest var blevet en del af familien, spurgte jeg ham, hvad det med det træ dog gik ud på. Jo, svarede araberen. Du skulle jo have noget at leve af, men jeg ville ikke give dig penge for ingenting at lave.”

Servitricen kommer med kaffen. Mine gæster vil ikke have andet, uanset hvor meget jeg insisterer. ”Fremmed arbejdskraft er aldrig velkommen,” fortsætter Florin. ”Jeg har aldrig afvist nogen former for arbejde … og jeg har aldrig fortalt dem, at jeg har været både lærer og ingeniør, men jeg havde det sådan – at hvis englænderne spurgte mig, hvor jeg kom fra, svarede jeg, at hvis det var vigtigt for dem, ville de ikke acceptere mig alligevel.” Senere fik Florin et bedre job hos Apple, men han oplevede, at IT-folk i England arbejder hele tiden.

 ”Jeg tjente penge, men jeg havde ikke noget liv. Det var også derfor jeg tog tilbage til Rumænien. Og jeg vil fortælle dig noget …  Min far var elektriker, installatør og leder af et arbejdshold. Han var med til at elektrificere landet fra Oradea og helt til Sortehavet. Han mindede mig om, at kommunisterne trods alt byggede landet op fra ingenting. Vi har en rumænsk rapper, der hedder Cheloo. Han synger ”Alt der er godt skal forsvinde” Så blev han interviewet, om hvad han mente med det. ”Fordi vi fjerner alt vores eget for at erstatte det med noget udefra. Men ikke alt var dårligt. Vi havde savværket, bomuldsproduktionen. Måske var det ikke rentabelt, men når man fjerner det, forsvinder også den håndværksmæssige erfaring, og folk har ikke længere et udkomme.”

Det syntes Florin var godt sagt.  

Onofrei tilføjer: ”Regeringen kan ikke engang overkomme at vedligeholde bygningerne fra kommunismens tid, og den offentlige trafik bliver misligholdt.” Året efter vores møde læser jeg i en rumænsk netavis*, at der har været et alvorligt udbrud af Covid 19 i området omkring Suceava. Så alvorligt at der blev indført udgangsforbud i hele byen. Man måtte kun forlade sit hjem med skriftlig tilladelse. Omkring 500 sundhedsarbejdere blev testet positive i marts 2020, fordi de hverken havde masker eller handsker. Myndighederne påstod, at beskyttelsesmidlerne lå uåbnet i et varehus, men det passede ikke. Det endte med, at sengeafsnit blev lukket ned, militæret måtte overtage hospitalet, og patienter med andre lidelser blev henvist til andre sygehuse langt væk. Den 15. maj 2020 var der omkring 1 million smittede og næsten 30.000 døde i Rumænien. 1/6 af dem kom fra området omkring Suceava. Jeg sender en tanke til Florin … og til Onofrei og hans kone. Var de blandt de sygeplejersker, som blev smittet? Eller oplevede de at stå uden ressourcer til at give patienterne tilstrækkelig pleje?