Replik: Mange flere skal have statsborgerskab!

Fredag 6. november bragte Solidaritet debatindlægget ”Enhedslistens Folketingsmedlemmer har svigtet i debatten om statsborgerskab” af Sinem Demir og Reinout Bosch. Indlægget er en reaktion på en debat rejst på Enhedslistens årsmøde – om 10 års ophold i Danmark skal udløse automatisk tildeling af statsborgerskab. Demir og Bosch er uenige i den linje, vi i folketingsgruppen har lagt;,men debatindlægget sætter også en række præmisser op om forståelsen af danskhed, som vi i folketingsgruppen er nødt til at anfægte, fordi vi i indlægget bliver tillagt holdninger, som vi altså ikke har. Vi har også svært ved at regne ud, hvorfor vores partikammerater skulle tro vi havde dem.

Enighed om målet, ikke vejen dertil

Lad os starte med at gøre det klart: I Folketingsgruppen støtter vi forslagets intention, og vi har faktisk optur over – at så mange mennesker har skrevet under på, at flere skal opnå statsborgerskab.

Det er os i Enhedslisten, der ofte er helt afgørende for at sikre, at der bliver lavet dispensations-sager i så mange sager om statsborgerskab som muligt. Der er tale om møjsommeligt og nødvendigt arbejde med enkeltsager i Folketingets indfødsretsudvalg. Politisk arbejder vi samtidig for markant mere lempede krav. For eksempel mener vi, at statsløse børn født i Danmark automatisk bør blive danske statsborgere, og at indfødsretsprøven skal sløjfes. Derudover arbejder vi for en mere gennemsigtig og forudsigelig praksis, så afgørelser baseres på forvaltningsretlige principper – og ikke på mavefornemmelserne hos medlemmerne i indfødsretsudvalget.

Uenigheden handler altså ikke om målet, men om vejen derhen. Derfor er det helt over stregen, når Demir og Bosch kritiserer folketingsgruppen for at videreføre VK-regeringens politik, og for at have et ‘essentialistisk’ syn på danskhed. Det overrasker os meget, at det er muligt at fremføre sådan et synspunkt. Enhedslisten har stemt imod samtlige stramninger fra VK, og vores linje over for borgerforslaget handler ikke om danskhed.

Drop Olsenbanden og Egtvedpigen

I Folketingsgruppen arbejder vi netop for, at det ikke er scoren i en prøve med en række arbitrære spørgsmål om Olsenbanden og Egtvedpigen, der skal afgøre, om man kan blive statsborger. I stedet mener vi, at der skal være klare, retfærdige og gennemsigtige krav for, hvornår man kan blive statsborger. Men vi er uenige i, at det eneste krav – der skal gælde for adgangen til statsborgerskab – er, om man har været i Danmark i 10 år, som det foreslås i borgerforslaget.

Eksempelvis ville man, hvis borgerforslaget blev gennemført, ikke stille såkaldte ‘vandelskrav’ – altså krav for begået kriminalitet – medmindre der er tale om forbrydelser mod statens sikkerhed eller terrorisme. I praksis vil det sige, at en person dagen efter en dom for et eller flere begåede drab kunne blive dansk statsborger. I folketingsgruppen mener vi, at der skal være karenstid, når en ansøger har begået meget alvorlig kriminalitet, så vi undgår sager af den karakter. Karenstiden skal være kortere end i dag, ikke livsvarig, og bagatelgrænsen for kriminalitet skal hæves markant i forhold til de nuværende regler; men vi mener, det grundlæggende er retfærdigt at stille et sådant krav.

Et spørgsmål om troværdighed

Derudover mener vi, at det er retfærdigt at stille krav om, at en ansøger kan føre en almindelig samtale på dansk. Der skal selvfølgelig gives dispensation til mennesker, der på grund af handicap eller sygdom ikke kan lære dansk, og derfor stemmer Enhedslisten konsekvent for dispensation i sådanne sager. Men at man kan føre en samtale på dansk for at få statsborgerskab, ser vi ikke som udtryk for en ”nationalistisk forestilling, at statsborgerskab og kulturfællesskab har en naturlig sammenhæng”. Det er snarere det modsatte, det er en hjælp til at kunne begå sig i vores samfund.

Samtidig er det vores opfattelse, at det er svært at skulle forsvare en position om, at det ikke skulle være rimeligt at stille krav om, at folk kan dansk på et vist niveau med alle de rettigheder og pligter, der følger med et statsborgerskab – hvor evnen til at kunne begå sig på dansk både på arbejdspladsen, uddannelsesinstitutioner og i den demokratisk samtale er en afgørende forudsætning for at deltage i samfundslivet. I naturlig forlængelse heraf skal der være god og gratis sprogundervisning og undervisning i samfundsforhold, og ikke som i dag, hvor sprogundervisningen primært er arbejdsmarkedsrettet og test-baseret.

“At man kan føre en samtale på dansk for at få statsborgerskab, ser vi ikke som udtryk for en “nationalistisk forestilling”… Det er snarere det modsatte, det er en hjælp til at kunne begå sig i vores samfund.”

Både skribenterne og alle andre kan tage det helt roligt, vi har ikke skiftet holdning til test i skolen, og ligesom i den sammenhæng, synes vi det er fornuftigt at have forventninger til andre mennesker. Derudover vil vi miste troværdighed i den sag-for-sag kamp, vi fører i udvalget, fordi man har støttet et forslag, hvor man i princippet kan vente sig til statsborgerskab.

Fiktive uenigheder

De organisationer, der arbejder med statsborgerskab, har ikke bakket op om borgerforslaget. Det gælder blandt andet foreningen Fair Statsborgerskab, som er en frivilligt drevet organisation, som har arbejdet med at udvide retten til statsborgerskab i mange år.

Vi er altid klar til at diskutere, om den linje, der er lagt, er den rigtige. Og Hovedbestyrelsen eller årsmødet kan altid lægge en anden linje, hvis der måtte være flertal for det. Men det ville være godt for debatten, hvis Sinem Demir og Reinout Bosch tager udgangspunkt i, hvad de selv mener, og ikke hvad de fejlagtigt tror, andre mener. Det besværliggør muligheden for både nuancer og at diskutere og debattere ordentligt. Vi ser frem til en debat og diskussion fremadrettet, hvor vi prøver at finde frem til, hvad det er, vi rent faktisk måtte være enige og uenige om. Der er ingen grund til at diskutere ikke-eksisterende uenigheder.