Replik: Nej, Lars H. Nielsen m.fl. Vi har ikke brug for et MANDFO

Et “opgør med feminisme” er et opgør med den frigørelseskamp, der kan løse problemerne. Et MANDFO vil splitte mere end samle, skriver studerende og SF Ungdom-medlem som svar på indlæg om oprettelsen af et MANDFO.

Af Lucas Zukunft

Tre mænd gik lørdag 11. februar sammen om at skrive en kronik her i Solidaritet, hvor de kalder på oprettelsen af et ”MANDFO”, som pendant til KVINFO. De mener, at mænd svigtes af velfærdsstaten, og de anser KVINFO som en ”feministisk statsinstitution”, hvilket må forstås som noget negativt.

De skriver endvidere, at pointen med ”MANDFO” er at udfordre den radikale feminisme, som de mener er sexistisk mod drenge og blokerer, for at samfundet kan løse drenges og mænds udfordringer. Der er ikke sparet på påstandene om KVINFO og feminismen, og jeg skal gøre mit bedste for at modargumentere. Jeg ser det nemlig som lodret forkert og frygter, at idéen – hvor sympatisk den end kan se ud – ender med at være et benspænd snarere end en styrke.

Forkert løsning på et reelt problem

Derfor må jeg starte med at italesætte angrebet på feminismen. Jeg er vant til at tage denne debat med de konservative mænd fra højrefløjen. Feminismen er og bliver den bedste løsning for alle – også for os mænd.

De udfordringer, som Lars og co. beskriver i deres indlæg, kan alle sammen stort set tilskrives den samme problematik. At det, der traditionelt anskues som værende feminint, undertrykkes og holdes nede. De skriver f.eks., at ”Mænd har en indgroet modvilje mod at udvise svaghed”, og uddyber at de ”går langt mindre til læge end kvinder” og ”har sværere ved at dele helbredsbekymringer”.

Det er fuldstændig rigtigt, at de problemer eksisterer, og de skal tackles. Det er også dét, feminismen er svaret på, for grunden til at det er svært er, at der er en udpræget opfattelse af, at det ikke er maskulint at udvise den form for ”svaghed”. Mænd skal helst være store og stærke, og hvis vi bliver syge, kan vi affeje det som en lille gene. Feminismen vil gøre op med de gammeldags forestillinger om, hvad der er maskulint og feminint og vil gøre op med forventningerne til, hvordan mænd skal være, og hvordan vi skal tackle ”svaghed”.

“Jeg synes det er en skam, at folk på venstrefløjen begynder at tage konservative ’argumenter’ til sig. Det er et selvmål og et benspænd for venstrefløjen, når nogle insisterer på at løbe sammen med højrefløjen og modarbejde vores fælles kamp.”

Et opgør med feminismen vil derfor også være et opgør med den frigørelseskamp, der skal til for at løse problemerne. Når sundhedsvæsenet har svært ved at finde mænd med psykiske problemer, handler det altså heller ikke om, at sundhedsvæsenet har en skummel dagsorden om kun at hjælpe kvinder. Det handler om præcist det samme: At mænd ikke gør opmærksom på deres problemer, af frygt for at virke svage.

Indholdsløs kritik

I en Facebook-debat på Solidaritet fik jeg af en mand at vide, at ”woke cancellere overtager flere og flere rum med forsøg på at deplatforme enkeltindivider”, og blev beskyldt for at fortsætte en antidemokratisk adfærd, da jeg bekendtgjorde, at jeg ville skrive dette modsvar.

Kommentaren til det, jeg havde skrevet, var ganske vist fyldt med ord, men den havde intet reelt indhold. Den er fyldt med de klassiske højrefløjsparoler, som typisk sendes af sted, når man løber tør for de saglige argumenter imod feminismen. Så er vi antidemokrater og ”woke cancellere”, for så kan det ellers være ligegyldigt, hvad vi skriver.

Jeg synes, det er en skam, at folk på venstrefløjen begynder at tage de her konservative ’argumenter’ til sig, og det minder om det samme problem, jeg italesatte i et indlæg 17. august sidste år. Det er, som jeg også skrev sidste år, et selvmål, og et benspænd for venstrefløjen, når nogle insisterer på at løbe sammen med højrefløjen og modarbejde vores fælles kamp – i stedet for at stå sammen. Vi siger jo ellers konstant ”Sammen er vi stærkest”, men åbenbart gælder det kun, når vi snakker arbejdsmarkedspolitik, økonomisk politik eller klimapolitik.

Vil skabe splittelse

På den værdipolitiske front er venstrefløjen endnu håbløst splittede, og så længe vi har den splittelse, vil vi ikke kunne opnå resultater – hverken for transkønnede, som jeg skrev om sidste år, men heller ikke for ciskønnede, hverken kvinder eller mænd.

Der er ikke brug for et ”MANDFO”, for selvom skribenterne siger, at de vil have det samtidig med det eksisterende KVINFO, så kommer det til at være to organisationer, som arbejder for hver deres mål, og har hver deres dagsordener. Og min helt store frygt er også, at dette ”MANDFO” netop vil domineres af de folk, der ønsker at modarbejde feminismen, og derfor vil det uundgåeligt ende som en modstand mod KVINFO frem for en samarbejdspartner.

Et ”MANDFO” vil derfor splitte venstrefløjen mere end det vil samle os i en kamp for mænds rettigheder. Vi er nødt til at samarbejde, hvis det her skal lykkes, og vi er nødt til at indse, at løsningen på mænds problemer ikke er at fastholde et gammeldags kønssyn, men at erkende, at vi skal undertrykkelsen af femininitet til livs, hvis vi skal komme nogle vegne.