Rød-grønt håb for fremtiden

52,2 varmegrader i Kina.  Med en nattetemperatur (!) på 48,9 grader registrerede Death Valley i Californien i USA den varmeste nat, der nogensinde er registreret i verden. Den dal lever absolut op til sit navn.

Havvandet ud for Florida har nu samme temperatur som i et spabad og sætter alt undersøisk liv i øjeblikkelig stresstilstand. Det samme gælder Middelhavet. På Rhodos måtte 20.000 mennesker evakueres pga. skovbrande, og lokale udtaler, at øen nu kun kan opleves i sort/hvid. Afbrændt sort landskab og hvide huse. Vi er vidner til forstadiet til ørkendannelse i Sydeuropa.

Til gengæld kunne danskere i Norditalien ved Gardasøen opleve haglvejr med hagl på 19 cm i diameter. Haglene smadrede deres biler og campingvogne, så de måtte transporteres hjem i busser. Ekstremvejr = Den nye normalitet.

Danmark som grønt foregangsland? Løgn og latin!

Skal man tro Mette Frederiksens højreregering, er Danmark et grønt foregangsland. Klimarådet er uenigt. For tredje år i træk dumper Klimarådet regeringens klimapolitik. Der sker for lidt, og det går for langsomt til, at klimamålene kan nås.

Til efteråret skal regeringen forhåbentlig beslutte en afgift på landbruget, som står for omtrent en tredjedel af Danmarks CO₂-udledning. Nu må det være slut med uduelige frivillige aftaler, udskydelser og undtagelser fra de regler, der gælder for alle andre erhverv og befolkningen i almindelighed.

Det bliver endnu en lakmusprøve for Mette Frederiksen, der frivilligt har ladet sig omringe af to udgaver af Venstre i sin flertalsregering. Hvem vinder? De forenede Venstrepartier eller Socialdemokraterne? I regeringsgrundlaget står, at det ikke må gå ud over erhvervets konkurrenceevne! Igen, igen. Fru Frederiksen har øjensynligt solgt klimaet på forhånd.

Sort plet på vores grønne selvbillede

En norsk undersøgelse viser, at Danmarks reelle klimaaftryk er blandt den sorteste femtedel af verdens lande. Det afslører nye tal, som DR citerer fra Klima- og Miljøinstituttet NILU i Norge, der har sammenlignet alle landes udledninger af klimaskadelige drivhusgasser:

”Når man medtager CO₂-udledningerne fra de varer, vi importerer og forbruger i Danmark, har vi det 33. højeste klimaaftryk per indbygger ud af 176 lande på kloden, der er med i undersøgelsen.”

Danmark er dermed blandt de 20 procent af landene i verden med det højeste klimaaftryk.

Naturens realiteter over for politisk realisme

I Deadline på DR 20. juli diskuterede Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information og Clement Kjersgaard klimaet, der samfundsmæssigt eskalerer de eksisterende modsætninger og om Mette Frederiksens bedrag: Klimabenægtelse version 2.0: Vi tror på, at klimaændringerne er menneskeskabte, og vi sætter nogle fjerne mål, men vi sætter ikke politisk handling bag at gøre noget ved det. Lykkeberg mente, at det virker som politisk bedrag.

Problemet er, at politikernes realisme strider imod naturens realiteter. Sidstnævnte har en djævelsk indbygget faktor, der hedder tiden løber, og den kan løbe ud. Jo længere vi venter, jo sværere vil det være at løse problemet.

Hvis befolkningen skal med på klimasagen, så skal man tegne et billede af, at folk får et bedre liv med større sammenhæng og mindre stress. Det kræver økonomisk omfordeling, tilføjede Lykkeberg. Men til min undren ønskede Lykkeberg ikke et rent rødt flertal.

Lykkeberg kritiserede statsministeren for ikke at have modet til at fortælle befolkningen åbent og ærligt, at den grønne omstilling selvfølgelig vil kræve noget af folk, men han havde dog tiltro til bevægelsernes idé- og handlekraft. Det gælder om at se udviklingen som en overgang – ikke en undergang, sluttede Lykkeberg håbefuldt.

Håb afføder handling

Lad mig ligeledes slutte håbefuldt ved at citere en kronik i Politiken af Alfred Sköld, adjunkt i psykologi ved Aalborg Universitet fra 10. november 2022:

”Håb forudsætter en konfrontation med verdens begrænsninger. Håbet udspiller sig mellem det, der er, og det, der kunne være, mellem nødvendighed og mulighed. På denne måde adskiller sig håb fra optimisme, som bygger på en forventning om, at situationen bliver løst uden indsats.

Den samme ørkesløshed præger pessimismen, bare med omvendt fortegn – den pessimistiske tror ikke, at nogen løsning findes, uanset indsats. Hverken den optimistiske eller den pessimistiske handler. Det gør, på den anden side, den håbefulde – hvilket er den mest afgørende grund til, at vi i højere grad bør tale om håb i relation til klimakrisen.

Håb afføder handling – og handling afføder håb. Den handling, klimakrisen afkræver, er ikke udelukkende individuel resoluthed, men kollektiv og i sidste ende politisk… Det håb, som i sidste ende er bærende for, at vi kommer ud af vores melankolske mørke og får gjort noget ved sagen, er en kollektiv størrelse. Det er umuligt at bevare håbet alene.”

Håb er således ikke passivitet, men et korkbælte, der holder os oppe, når vi svømmer i land. Men det ville godt nok være fint at blive samlet op af en rød-grøn robåd, der kunne bringe os lidt hurtigere og mere sikkert i land. Alle mand til årerne!