Rosa Lund: Vi får et A- og B-hold, når en halv million borgere ikke kan stemme

“Der skal være egengrupper, loven beskytter, men ikke binder, og fremmedgrupper, loven binder, men ikke beskytter”.

“Et vildnis af stadig mere bøvlede krav og regler i forhold til levevis, beskæftigelse, selvforsørgelse og ophold, som rammer især ældre, syge, enlige kvinder, lavindkomster og kortuddannede, er blevet skærpet i helt urimelig grad.”

Det lidt gådefulde citat, som også er kendt som ’Wilhoits lov’, koger konservatismens kerne ned til en enkelt sætning. Det er et rammende citat, hvad angår megen dansk udlændingepolitik generelt, herunder spørgsmålet om stemmeret og statsborgerskab i særdeleshed, nu hvor en stadig større ’fremmedgruppe’ ikke kan stemme til folketingsvalget.

Knap en halv million mennesker bosiddende i Danmark kan ikke stemme. Overvej det antal et øjeblik. Det betyder, at flere end hver tiende borger, mere end 10 pct. af den myndige befolkning her til lands, må blive hjemme, når vi andre – ’egengruppen’ – sætter vores kryds den 1. november.

Vores stemmeløse medmennesker er bundet af loven, og de er underlagt de folkevalgtes beslutninger, men de har ingen indvirkning på loven eller den førte politik. De er demokratisk marginaliserede af selvsamme, for det er ikke mindst stramningerne af statsborgerskabsreglerne, der ekskluderer dem fra fællesskabet. Dét er Wilhoits lov i en nøddeskal!

Nærighed med politiske rettigheder

Beslutningstagerne behøver slet ikke at tage disse menneskers interesser og velbefindende i betragtning, når de bejler til vælgerne. Tværtimod kan politikere, som vi har set det før, nå hele vejen ind til ministerkontorerne ved at spille ‘egengruppen’ ud mod ‘fremmedgruppen’. De kan gennemføre fremmedfjendsk symbol- og signalpolitik rettet imod de stemmeløse og deres børn, og iværksætte en lind strøm af stramninger designet til at gøre tilværelsen barsk for dem. Det kan de gøre uden frygt for at blive straffet af dem ved stemmeurnerne.   

Fremmedgruppen har således ikke kontrol over eget liv, men må alene håbe på de stemmeberettigedes hensyn og sympati i stemmeboksen. Og de skal tilmed udstråle en passende grad af taknemmelighed for de vilkår, livet byder dem. Politiske rettigheder er nemlig en ”gave”, vi giver dem, hvis de er flittige nok, lyder den herskende, nationalkonservative eksklusions-retorik.

Og vi er blevet mere nærige med gaveuddelingen. På blot tre årtier er vi gået fra 2 procent, der ikke kunne stemme, til mere end 10 procent af befolkningen i dag. Det tal vil støt stige, sådan som reglerne aktuelt er skruet sammen.  

Stram, strammere…

Jamen, kan de, der ønsker det, ikke bare leve op til kravene og blive statsborgere, lyder indvendingen ofte. Men dette fokus på den personlige indsats ser bort fra, at Folketinget igen og igen har vedtaget, at vejen til politiske rettigheder skal være lang og besværlig. Det er den primære politiske årsag til, at så mange står uden for fællesskabet.

Et vildnis af stadigt mere bøvlede krav og regler i forhold til levevis, beskæftigelse, selvforsørgelse og ophold, som rammer især ældre, syge, enlige kvinder, lavindkomster og kortuddannede, er blevet skærpet i helt urimelig grad.

Som flygtning og indvandrer er du udelukket fra demokratisk medbestemmelse, hvis du har begået dumme småforseelser, f.eks. graffiti i skolegården eller fået en fartbøde i trafikken. Har du en ubetinget eller betinget fængselsstraf, eller har du været dømt til ambulant psykiatrisk behandling et sted i fortiden, så er du permanent stemplet som kriminel og udelukket fra stemmeret på livstid. Det gælder, uanset forbrydelsens karakter, og det kan være sket for 10, 20 eller 50 år siden. Der er ingen forældelse, når hammeren falder. Eksemplerne er legio.

Du kan være nok så flittig. Du kan være født her. Tale flydende dansk. Stifte familie med en ’gammeldansker’. Tage en uddannelse, arbejde i omsorgssektoren og betale skat på lige fod med os andre. Du kan deltage i foreningslivet, være engageret i lokalmiljøet, og på alle måder være en mønsterborger, samfundet gavner af. Men du vil stadig formenes adgang til politisk og retsmæssig ligestilling. Du bliver en del af en stemmeløs kaste.

Frakendelsen og besværliggørelsen af stemmeret har både menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. Det rammer den enkeltes trivsel, tilhørsfølelse og lyst til at deltage. Og når eksklusionen bliver et eksistensvilkår, vil konsekvenserne sive videre ned i den næste generation. At opleve sine forældre drøfte partier og politik, læse avisen, svovle af debatterne i kassen, og at se indersiden af en stemmeboks, det er alt sammen en del af den demokratiske dannelse, de fleste af os tager for givet. Men hvis dine forældre ikke stemmer, er chancen mindre for, at du selv kommer til det.

Konsekvensen er, at samfundet deles op i et A- og B-hold. Dem, der står uden for, risikerer at udvikle dyb afstand til samfundet, dets love, normer og værdier. Og når rigtigt mange af dem, der står inden for, selv må kæmpe for at hænge på socialt og økonomisk, så kniber det typisk med solidariteten. Det er en ond spiral, hvor vi skaber den form for polarisering og parallelverden, politikere siger, de gerne vil gøre op med.

Vi har strammet skruen så meget, at den førte politik på én gang øger graden af eksklusion og begrænser samfundets potentiale for integration. Kæden er hoppet af i udlændingepolitikken, og det er tid til en ærlig overvejelse af, hvad strammerkursen egentlig nytter. 

Lad os styrke demokratiet

Historisk har samfundshierarkiets menige rækker måtte kæmpe en stejl kamp for at opnå rettigheder på lige fod med samfundseliten. Det gælder bl.a. almuen, kvinder og fattige. Rettigheder har sjældent været en ”gave” beskikket fra oven. De rettigheder, som udgør helt centrale ingredienser i vores demokratiske retsstat – ytringsfrihed, forsamlingsret og stemmeret – er oftest resultatet af kampe fra neden. Sådanne fundamentale rettigheder har fungeret som løftestang for at opnå andre rettigheder og et bedre liv.

“Rettigheder har sjældent været en ”gave” beskikket fra oven. De rettigheder, som udgør helt centrale ingredienser i vores demokratiske retsstat – ytringsfrihed, forsamlingsret og stemmeret – er oftest resultatet af kampe fra neden.”

At en halv million iblandt os ikke kan stemme er ganske enkelt en demokratisk skamplet. At lempe og simplificere statsborgerskabsreglerne, så flere, der ønsker det, får adgang til stemmeret, vil styrke demokratiet, ligesom det har gjort tidligere. Det vil gøre folkestyret mere repræsentativt, ligesom regeringsmagten og de folkevalgte vil blive mere lydhøre og i mere passende grad stå til ansvar for det samfund, de styrer.

Vi har ikke noget at tabe. Stemmeløse medborgere har i overvejende grad samme interesser som flertallet, hvad angår et velfungerende sundhedsvæsen, gode skoler og daginstitutioner, billige boliger, bedre ældrepleje, klima, mv. Også fagbevægelsen må kunne se en idé i at udvide gruppen af stemmeberettigede for at hæve bundniveauet i arbejdskampen. Det gavner det arbejdende flertal, at lønmodtagerne er ligestillede.

Som vores partikollega Line Barfod engang har sagt for mange år siden: ”Lad os fjerne ’og’et i dem og os, og lad det blive til demos”. Det trænger demokratiet til.