Portræt: Rosa Luxemburg døde for vores frihed

Efter Rosa Luxemburgs død skrev Lenin: ”Hun var og forblev en ørn, der for altid har indskrevet sit navn i den internationale arbejderbevægelses historie”.

Hvert år i januar måned er der en stor mindedemonstration i Berlin for Rosa Luxemburg, som for over 100 år siden, den 15. januar 1919 blev arresteret i Berlin sammen med Karl Liebknecht.

De blev ført til kontrarevolutionære officerers hovedkvarter, Hotel Eden, hvor Karl Liebknecht først blev ført bort og myrdet. Lidt efter blev Rosa Luxemburg slået bevidstløs, bragt ud i en vogn og her skudt igennem hovedet og siden smidt i Landwehrkanalen. Først den 31. marts blev hendes lig fundet. Ved hendes begravelse den 13. juni var der tusinder af mennesker, der demonstrerede.

Hvad var det, der gjorde denne lille spinkle kvinde så farlig, at hun brutalt skulle myrdes en kold januardag?

Kort forinden, den 30. december 1918, havde hun været en af de ledende skikkelser ved dannelsen af Tysklands Kommunistiske parti, KPD, som var et forsøg på at samle venstrekræfterne i Tyskland.

Selv om hun egentlig var imod det og ikke mente, at tiden var moden, støttede hun store arbejderdemonstrationer den 8. og 9. januar 1919, som forsøgte at vælte regeringen Ebert Scheidemann, der samarbejdede med storkapitalen og støttede sig til et reaktionært officers korps. Frygten for samfundsomvæltning efter oktoberrevolutionen 1917 i Rusland og den fejlslagne november-revolution i Tyskland i 1919 må have været for stor.

Fra Warszawa til Zürich

Hendes alt for tidlige død blev afslutningen på et helt usædvanligt liv for en kvinde, der blev født 5. marts 1871 i en frisindet, jødisk familie i Warszawa. Hun var meget intelligent, og det lykkedes hende på grund af sin dygtighed i skolen at komme på gymnasiet, selv om der var kvoter for jødiske børn på gymnasierne i Warszawa. Meget tidligt meldte hun sig ind i det revolutionært-socialistiske parti i Polen. Som 18-årig måtte hun så flygte fra Polen, og det var selve lederen af den polske bevægelse Kasprzak, der arrangerede hendes flugt. Allerede dengang måtte hun have været en betydelig personlighed i socialistiske kredse.

“Hun ville arbejde for det største og stærkeste socialistiske parti, det tyske socialdemokratiske parti.”

Hun kom til Zürich, hvor mange af tidens internationale socialister holdt til – herunder Georgi Plekhanov, Pavel Axelrod og Vladimir Lenin. Den polske flygtning Leo Jogiches fik hun et varmt forhold til, og i de sidste år arbejdede de sammen i det tyske venstre imod socialdemokratiets borgerliggørelse.

Rosa Luxemburg studerede naturvidenskab og botanik ved universitetet i Zürich, men skiftede senere til nationaløkonomi. I 1897 fik hun eksamen med udmærkelse og blev dr.jur.

For at få tysk statsborgerskab giftede hun sig proforma med sønnen i den familie, hun havde boet hos i sine studieår. . Hun tog til Tyskland  for at arbejde for det største og stærkeste socialistiske parti, det tyske socialdemokratiske parti, hvis leder var August Bebel. Hendes arbejdsplads blev det teoretiske tidsskrift ”Die Neue Zeit”, hvor redaktøren var Karl Kautsky.

Brudflader i det tyske socialdemokrati

I det tyske socialdemokrati var der store modsætninger mellem højrefløjens revisionistiske linje og venstrefløjen, hvor Rosa Luxemburg, August Bebel, Clara Zetkin og Karl Liebknecht befandt sig.

Modsætningerne skærpedes år efter år og ved Hannover-kongressen i 1899 lykkedes det ikke at dæmme op for revisionisternes fremtrængen i partiet. Det var op til denne kongres hun skrev skrifterne Socialreform eller Revolution

Med stor iver kastede hun sig ind i agitationen mod oprustning og krig, og i en række stærke taler opfordrede hun de tyske arbejdere til ikke at anvende våben mod deres klassebrødre men vende dem mod deres fælles udbyttere

I 1906 blev Rosa Luxemburg lærer ved den socialdemokratiske partiskole, men hendes indflydelse var aftagende i takt med at kredsen omkring venstregruppen blev mindre. I 1910 kom det til at brud mellem hende og Karl Kautsky, som havde lagt sig på en midterlinje, men endte med at støtte højrefløjen.

Samme år deltog hun sammen med Karl Liebknecht og Lenin i socialistkongressen i København.

Internationalt havde hun større indflydelse end i Tyskland. I 1911 var hun på det internationale socialistiske bureaus møde i Zürich sammen med Lenin med til at udsende en skarp resolution mod krigsfaren, der understregede, at socialdemokratierne var imod enhver form for krigsdeltagelse og oprustning. Året efter i 1912 udkom hendes hovedværk ”Kapitalens akkumulation”. Med stor iver kastede hun sig ind i agitationen mod oprustning og krig, og i en række stærke taler opfordrede hun de tyske arbejdere til ikke at anvende våben mod deres klassebrødre – men vende dem mod deres fælles udbyttere.

Det sendte hende selv på anklagebænken og hun blev idømt et års fængsel. Hun fik dog afsoningen udsat et stykke tid indtil hendes propaganda blev for farlig.

18. februar 1915 blev hun sat i fængsel men hendes politiske aktivitet standsede ikke. Manuskripter til artikler og flyveblade blev smuglet illegalt ud af fængslet.

Det mest berømte skrift ”Socialdemokratiets krise” udgivet under pseudonymet Junius – og derfor ofte kaldet” Junius-brochuren” – blev udsmuglet i april 1914. Det er en gennemarbejdet analyse af det tyske socialdemokratis borgerliggørelse samtidig med, at hun hudfletter det borgerlige tyske samfund. Hendes beskrivelse af det var med til at give hende tilnavnet ”blodige Rosa” – hør selv hvorfor:

”Skændet, vanæret, vadende i blod, drivende af snavs – sådan står det borgerlige samfund, sådan er det. Ikke som det mimer – lækkert og ærbart – kultur, filosofi og etik, orden, fred, retsstat – men som et sønderrivende bestie. Som anarkiets heksesabbat, som pestbyld for kultur og menneskelighed – sådan viser det sig i dets sande nøgne skikkelse.”

Spartakus-grupperne

I 1916 blev der i det tyske venstre dannet Spartakus-grupper, som senere sluttede sig sammen i Spartakus-forbundet. Rosa Luxemburg tilsluttede sig Spartakus-gruppernes arbejde, da hun blev løsladt fra fængslet i februar 1918. I maj samme år afholdt Spartakus-grupperne store demonstrationer for fred, som førte til, at både hun og Karl Liebknecht blev fængslet. Hun blev varetægtsfængslet den 10. juni 1918 og ført til et kvindefængsel og senere  helt ud af Berlin, først til Wronke i Polen og så til Breslau i det nuværende Polen. Her blev hun dog befriet af befolkningen efter november-revolutionens udbrud i november 1918.

I de sidste måneder frem til sin død var hun meget aktiv, selv om hun var syg og nedbrudt af fængselsopholdet. Hun skrev nu en række fremragende artikler i Spartakusgruppernes nye blad ”Rote Fahne”, som opildnede arbejderne til at sikre revolutionen. Dette er et udpluk af en artikel, hun skrev dagen før sin død:

”For revolutionens mål findes en klar vej og en klar metode. Al magt i hænderne på de arbejdende masser, i hænderne på arbejder- og soldater-rådene. Sikring af revolutionens værk for den lurende fjende. Dette er retningslinjen for alle den revolutionære regerings forholdsregler”.

Det blev for meget for borgerskabet og de socialdemokratiske højreledere. I det socialdemokratiske blad ”Vorwärts” – Rosa Luxemburgs gamle kampskrift – blev der den 13. januar 1919 bragt et digt, som ligefrem opfordrede til mord på hende og Liebknecht. To dage efter var hun arresteret og døde kun 48 år gammel.

Arven fra Rosa Luxemburg

I 1968 udgav Hanne Reintoft nogle af Rosa Luxemburgs vigtigste skrifter. Bogen hedder Rosa Luxemburg, Socialreform eller revolution. Her giver hun en indføring i Rosa Luxemburgs liv sammen med sin egen oversættelse af nogle af Luxemburgs politiske skrifter .

Rosa Luxemburg opponerede imod den revisionistiske linje i det tyske socialdemokrati, hvis leder var Eduard Bernstein. Revisionistisk fordi han stod for en revision af marxismen og den videnskabelige socialisme, som Marx og Engels havde udviklet. Han mente, at demokratiet principielt ophævede klasseherredømmet, og at det var overflødigt for arbejderklassen at erobre den politiske magt og statsadministrationen. Arbejderklassen kunne nå sine mål gennem sociale reformer.

Konrad Schmidt har fremstillet det således i Bernsteins ånd:

”Den faglige og politiske kamp for sociale reformer medfører en stadig mere udstrakt kontrol over produktionsbetingelserne, og vil ved lovgivning degradere kapitalejeren til forvalter ved indskrænkning af hans rettigheder, indtil den blødgjorte kapitalist endelig afgiver sin ledelse og forvaltning af virksomheden, idet han ser sin ejendom blive stadig mere værdiløs for ham for til slut at have gennemført den socialiserede bedrift.”

Imod dette skrev Rosa Luxemburg:

”Bernstein kalder fabriksloven ‘et stykke samfundskontrol – og som sådan – et stykke socialisme.’ Konrad Schmidt siger også overalt, hvor han taler om statslig arbejderbeskyttelse ‘samfundsmæssig kontrol’, og når han så lykkeligt har forvandlet staten til samfundet, fortsætter han trøstigt, ‘dvs. den fremadstræbende arbejderklasse’ og forvandler således ved denne operation det tyske forbundsråds harmløse arbejderbeskyttelsesbestemmelser til socialistiske overgangsforanstaltninger for det tyske proletariat.

Mystifikationen er her tydelig. Staten i dag er netop ikke noget samfund i ‘den fremadstræbende arbejderklasses’ forstand men det kapitalistiske samfunds repræsentant, dvs. klassestat. Derfor er den af denne statsskabte socialreform heller ikke et udslag af ‘samfundskontrol’, dvs. det frit arbejdende samfunds kontrol med egne arbejdsprocesser, men kapitalens klasseorganisations kontrol over kapitalens produktionsproces. Dér, dvs. i kapitalens interesser finder også socialreformen sine naturlige skranker.”

“For revolutionens mål findes en klar vej og en klar metode.”

Rosa Luxemburg

Hvis du vil læse mere om Rosa Luxemburgs fascinerende liv, har den tidligere folketingspolitiker og rådmand for Enhedslisten, Per Clausen skrevet bogen Rosa Luxemburg, hvor han ser tilbage på sit politiske liv, og kæder det sammen med Rosa Luxemburgs liv og tanker. Clausen fremhæver hendes tolerance overfor anderledes tænkende og hendes opgør med sekterisme. Også den britiske illustrator og forfatter Kate Evans har bidraget til den fortsatte læsning af Luxemburg med den grafiske novelle Red Rosa.