Russerne længes efter storhedstiden som imperie

Siden annekteringen af Krim og udbruddet af Den nye Kolde Krig mellem Rusland og Vesten, er Vladimir Putin blevet beskyldt for at ville genoprette det gamle sovjet-imperium. Det kaldes for det ”post-imperiale syndrom”. 

Putin selv har sagt, at dén, der ikke begræder imperiets opløsning, har ikke noget hjerne – men tilføjede også, at den, der drømmer om dets genopståen, har heller ikke nogen hjerne. Med andre ord: Imperiets fald var en geopolitisk katastrofe, men det lader sig ikke genoprette. Det betyder bestemt ikke, at Rusland afstår fra at fremme sine interesser i dét, der efter Sovjetunionens undergang blev til Ruslands ”nære udland”.

Flere længes efter storhedstiden

Men hvordan forholder befolkningen sig til fortiden? En artikel i det polske tidsskrift Do Rzeczy forsøger at finde frem til nogle af svarene via en gennemgang af uafhængige meningsmålinger i Rusland, blandt andet gennem interviews i projektet ”30 år uden Sovjetunionen”.

“I marts 2020 var andelen af dem, der beklagede Sovjetunionens undergang vokset til 65 pct., mens 28 pct. støttede, at imperiet blev genoprettet.”

En måling fra 2016, 25-året for Sovjetunionens undergang og oprettelsen af SNG, ”Sammenslutningen af Uafhængige Stater”, viste, at 56 pct. af de adspurgte beklagede opløsningen af Sovjetunionen, mens 12 pct. støttede imperiets genoprettelse. I årene der fulgte efter steg antallet. I marts 2020 var andelen af dem, der beklagede Sovjetunionens undergang vokset til 65 pct., mens 28 pct. støttede, at imperiet blev genoprettet.

I målingen fremgår det også, at 58 pct. går ind for, at Rusland følger sin egen ”særlige vej” (osobyi put). Det er ifølge valganalytikere især de ældre og de socialt dårligst stillede, der længes efter imperiet, det være sig zarens eller kommunisternes. Men også en del unge russere støtter de gamle imperier, uden selv at have levet i et af dem.

Den type imperial længsel er et udtryk for protest mod nutiden. Med andre ord skal vi ikke forvente mere ”bløde” holdninger efter Putins afgang. Oppositionspolitikeren Alexei Navalny har flere gange sagt, at han ikke vil levere Krim tilbage til Ukraine. Det ville også være den sikre vej til valgnederlag.

Historisk stærk kollektivisme

Rigtig mange russiske vælgere er – ud over at udtrykke sympati for imperiet – rykket til venstre på fordelingspolitikken. De er stærke modstandere af den frie markedsøkonomi, den ”vilde kapitalisme” og den store sociale ulighed under nedturen i 1990erne, hvor landet blev regeret af Boris Jeltsin. De fleste ønsker social sikkerhed, en stærk stat – og et mere eller mindre imperialt Rusland.

Mikhail Gorbatjovs perestroika-reformer førte ifølge mange blot til en svækkelse af Sovjetunionen/Rusland. Også holdningerne til Stalin er tvetydige, og ikke kun fordømmende. Sovjetunionen var trods terror en supermagt, et imperium, og sejrede i ‘Den store fædrelandskrig’, som Anden Verdenskrig hedder i Rusland.

For nyligt blev Memorial – den legendariske organisation til minde om Stalintidens ofre – lukket. Ifølge den russiske tænketank Levada havde 70 pct. af russerne ikke noget kendskab til Memorial. 25 pct. svarede, at de ”havde hørt noget”. Kun 5 pct. vidste, hvad Memorial har stået for. Mindet døde med andre ord i stilhed.

På den politiske scene findes der i dagens Rusland ikke nogle betydende forsvarere af markedsøkonomien. Kampen står  derimod mellem de nationalkonservative på centrum-højrefløjen og centrum-venstres kommunister. Den nationalistiske antikorruptions-politiker Alexei Navalny anbefalede endda under sidste valgkamp, at man stemte på kommunistiske kandidater – frem for Putin og hans parti, Forenet Rusland. Det understreger en stadig stærk anti-individualisme og kollektivisme, og en tendens der fra Dostojevski til Solsjenitsyn har dybe historiske rødder i Rusland.