Systemisk racisme i USA – sådan kortlagde jeg samfundets had til sorte mennesker

For nogle år siden, blev jeg inviteret til at bidrage til et tidsskrifts specialtema om politi-etik og Black Lives Matter. Jeg takkede ja med glæde. Men da det blev tid til at skrive, følte jeg mig… vred. Trist. Ydmyget.

Du behøver faktisk ikke at have en ph.d. i moral-filosofi for at regne ud, at det er forkert at gå efter uskyldige, ubevæbnede personer og myrde dem, fordi de har en bestemt hudfarve.

“Det var bittert og smertefuldt at prøve at kortlægge nogle af de præcise teoretiske konturer af vores samfunds had til sorte mennesker.”

Mine egne færdigheder og min viden om emnet er meget dyb og specialiseret, og er udviklet over mange år, og med hjælp og støtte fra et utal af andre mennesker. Men at vi må få sat en stopper for drab på sorte mennesker, er ikke noget jeg ved på grund af denne ekspertise. Det er en basal menneskelig sandhed. Og her sad jeg så, foran en blank computerskærm, og prøvede at finde på en ny, videnskabeligt betydningsfuld måde at sige: “Hold op med at dræbe sorte mennesker” på.

Som om problemet var, at folk ikke ved, at det er forkert at gøre. Som om det at jeg sagde det, ville få dem til at stoppe.

At sidde med den tanke fik mig til at spørge, hvorfor nogle mennesker – særligt politifolk – er kommet dertil, hvor de tror, at det at dræbe uskyldige, ubevæbnede sorte mennesker er det rigtige at gøre? Hvilken rolle spiller ideologi i forhold til at vride og dreje moral på så pervers en måde?

Mere end en sort krop

På det tidspunkt bevægede mit emneområde sig væk fra at omhandle, hvorvidt politivold er etisk forsvarligt, og/eller hvorfor det ikke er. De spørgsmål er vigtige, men de inspirerede mig ikke til at skrive. I stedet spurgte jeg: Hvad er de etiske forpligtelser for politibetjente og politikredse i USA? Hvordan skabes disse forpligtelser – og hvordan leder de så ubønhørligt til sortes død?

For mig var det et mere mystisk og fængende spørgsmål på det tidspunkt. Det var dét spørgsmål, som bragte mine faglige færdigheder i spil, og som trak mig ind i den undersøgen og problemløsning, som spørgsmålet krævede. Jeg har brug for at føle mig som en sort forsker og ikke kun som en devalueret sort krop, der skriger efter retfærdighed. Jeg er – og det er vigtigt – begge dele.

Læs også: Bad Guys and Dirty Hands

Jeg skrev artiklen “Bad Guys and Dirty Hands: ‘Ethical Policing’ in the Context of Racial Injustice.” Jeg blev i vidt omfang inspireret af Dr. Martin Luther King Jr’s påstand om, at målet med ikke-voldelig direkte aktion er at skabe en ‘krisefyldt’ situation, pakket med kreative spændinger, som “tvinger” et fællesskab til at konfrontere sin racisme.

Antiracistisk kamp er således i sin natur uordentlig og ukontrolleret. Mit centrale argument i artiklen er, at reformer af politiet i sin natur er ekstremt begrænsede i forhold til at konfrontere problemer med racistisk politibrutalitet, fordi ‘godt’ politiarbejde – forstået som at skabe lov og orden- nærmest pr definition er i konflikt med sortes forsøg på at stå imod racistiske love, og imod en orden der er baseret på hvidt overherredømme.

I det omfang politiet ser sig selv som forpligtet til at opretholde “lov og orden”, vil sorte mennesker fremstå som et problem, der skal løses. Derfor bliver politiarbejde, som vi kender det i dag, nødt til at blive afskaffet helt og aldeles. Dette er også nødt til at være et centralt krav fra enhver antiracistisk bevægelse.

Kortlægning af hadet

Jeg trak på tekstbøger fra politiskolerne, kriminologisk litteratur, officielle dokumenter fra politiet i New York og LA, og på forskning foretaget af filosoffer, politologer, jurister og psykologer. Artiklen var ekstremt tilfredsstillende at researche og skrive. Det var samtidig meget bittert og smertefuldt at prøve at kortlægge nogle af de præcise, teoretiske konturer af vores samfunds had til sorte mennesker.

Det, jeg grundlæggende ville finde ud af, var: Hvad sker der, når de moralske rammer for politiarbejde – accepten af usmagelige midler, betjentens egen accept af ‘moralske risici’ som en erhvervsrisiko, og det at gøre en forbryders kriminalitet til det helt essentielle ved dennes personlighed – eksisterer side om side med den implicitte eller eksplicitte overbevisning, at folk med en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse bliver set som kriminelle af natur (“bøllen”, den “illegale” indvandrer, “terroristen” osv.)?”

Jeg genlæste “Bad Guys and Dirty Hands” her til morgen. Helt ærligt hjælper artiklen mig stadig, når jeg spørger mig selv: Hvorfor sker det her igen og igen, og når jeg undrer mig over, hvordan nogen kan synes, at det her er okay?

Jeg bruger artiklen, når jeg tænker over, hvad det betyder for, om det er muligt for os at sætte en stopper for dette modbydelige blodbad.

Måske kan artiklen også hjælpe dig?