Sanktioner er økonomisk terrorisme – den stille død og håbet der dræbes

Sanktioner er økonomisk terrorisme - den stille død og håbet der dræbes

af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

Økonomiske sanktioner mod nationer og regeringer bliver stadigt mere anvendt af imperialismen til at straffe lande som udfordrer den imperiale verdensorden. Den årtier lange økonomiske og politiske blokade af Cuba er et velkendt eksempel. Sanktionerne mod Irak menes at have kostet hundredetusinder af mennesker livet, og langt flere end den militære krigsførelse. I dag er det Syrien og Venezuela som skal sultes til underkastelse. Sanktioner som rammer almindelige mennesker bliver et ​​ ”masseødelæggelsesvåben”, hvor fattigdom, underernæring, sult og sygdom er den store dræber. ​​ Og alt sammen for at straffe regeringer som politikere og medier fortæller os, at vi skal hade. Sanktionspolitikken er et moderne krigsvåben med dødelig effekt på civilbefolkningen jf. Irak, Syrien, Venezuela og Iran. Det er et våben som især USA-imperialismen bruger med brutal styrke, ikke mindst igennem USA`s kontrol med det internationale bank- og finanssystem. ​​ Alle retsindede mennesker må tage afstand fra dette.

FN har fordømt brug af sanktioner.

International lov begrænser en stats muligheder for at gribe ind udenfor et lands grænser. Men USA har en lang historie med at bruge ekstraterritoriale sanktioner, og bruger sin status som økonomisk og politisk stormagt til at gennemføre sanktioner med vidtrækkende konsekvenser. FN´s generalforsamling har den 20. december 2019 vedtaget en fordømmelse af sanktioner som stridende imod menneskerettighederne, herunder muligheden for at kunne få adgang til fødevarer og medicin. Hertil kommer de sanktioner som udelukker et land fra at få adgang til vitale varer som reservedele til infrastrukturen.  ​​​​ Resolutionen kan findes her: ​​ Human rights and unilateral coercive measures: resolution / adopted by the General Assembly(1) EU-landene følger som regel USA's sanktioner, men har også formuleret sin egen sanktionspolitik, se Guidelines.(2)

Sanktioner mod Venezuela

USAs sanktioner mod Venezuela som også EU landene støtter, er i realiteten en krig mod civilbefolkningen. Venezuela vurderes til at have verdens største olieressourcer, og udfordrer USA's hegemoni. USA prøver med alle midler at undergrave Venezuelas suverænitet og Obama har udtalt at Venezuela udgør en trussel mod USA's sikkerhed. En direkte recept for intervention.

I marts 2018 skrev Noam Chomsky, Danny Glover og 152 andre aktivister en appel som krævede at USA og Canada ophævede sanktionerne mod Venezuela. De skrev ”Brugen af illegale sanktioner som rammer de mest fattige og marginaliserede for at fremtvinge politiske og økonomiske ændringer, polariserer og underminerer fred og stabilitet”.(3)

Weisbrot og Sachs(4) har i en rapport fra 2019 for Center for Economic and Policy Research skrevet:

​​ ”Sanktionerne har reduceret befolkningens kalorieindtag, forøget sygdom og dødelighed for både voksne og børn og har medført at millioner er flygtet ud af landet som følge af den forværrede økonomiske depression og hyperinflation. De har forværret Venezuelas økonomiske krise og gjort det næsten umuligt at stabilisere økonomien med flere dødsfald til følge. Alt dette rammer især de fattigste og mest sårbare Venezuelanere. Endnu mere alvorligt og destruktivt end de økonomiske sanktioner i august 2017 er sanktionerne vedtaget 28 januar 2019 og de følgende beslutninger, samt anerkendelsen af en parallel regering som medførte en lang række finansielle og handelsmæssige sanktioner som var endnu mere kvælende.

Vi har fundet, at sanktionerne har medført og i øget grad medfører meget alvorlige konsekvenser for menneskeliv og sundhed, og mere end 40.000 døde fra 2017-2018. Disse sanktioner kan beskrives som kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen som det også er nævnt i de international Geneve og Haag konventioner, som USA har underskrevet. De er også ulovlige i forhold til international lov og traktater, som USA har underskrevet og formentlig også i forhold til USA's egen lovgivning”.

USA har blokeret for Venezuelas olieeksport og truer alle lande som vil handle med Venezuela. Dette sker især gennem trusler mod de banker og finansinstitutter som kan formidle en sådan handel. Det medførte et voldsomt fald i landets eksportindtægter. Samtidig indefrøs USA Venezuelas indestående i banker på milliarder af dollar. Den parallelle Guaido-regering, som også EU havde godkendt, fik adgang til Venezuelas værdier og blev nu indsat som den retmæssige ejer. Dette grove tyveri af et suverænt lands værdier er på niveau med tidligere tiders piratvirksomhed, men har ikke udløst de store protester i EU, som optræder i en ynkelig lakajrolle.

Udelukkelsen fra det internationale betalingssystem som USA kontrollerer, er nok det alvorligste angreb mod en civilbefolkning, da regeringen forhindres i at købe nødvendige fødevarer og medicin på det internationale marked. Samtidig er Venezuelas energisektor meget afhængig af at kunne købe reservedele fra USA og vedvarende strømsvigt i landet mener Weisbrot og Sachs hænger sammen med dette.

Sanktioner mod Cuba

Cubas situation under sanktioner er velkendt så den skal ikke beskrives nærmere her, men det er en tragisk historie hvor en nation som befrier sig fra slaveri og udbytning mødes med USA imperiets brutale svar. ​​ USA indførte en økonomisk blokade den 19. oktober 1960 som stadigvæk er gældende, og på det sidste er strammet af både Trump og Biden- regeringen. Det har ramt alt fra adgang til medicinsk udstyr, fødevarer og finansiering som forhindrer import og tvinger tredjelande til at følge dette. Det er en decideret hævnakt mod en regering som prøver at forsvare sin suverænitet og sit folk. Samt ikke mindst sin socialistiske styreform.

Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez har udtalt at mellem april 2019 og december 2020 mistede Cuba 9,1 mia. $ som følge af blokaden. Med de nuværende priser vil de økonomiske skader over seks årtier beløbe sig til 147,8 mia. $.(5)

Sanktioner mod Iran

Det islamiske styre i Iran har ikke mange venner, men har alligevel overlevet i mange år ved at slå hårdt ned på enhver organiseret opposition. ​​ Iran er et olieproducerende land og er en regional stormagt. Irans ønske om at bruge atomkraft og dermed også mulighed for at udvikle atomvåben er blevet storpolitik. Der er forhandlet i årevis og Iran fastholder sin ret til at udnytte atomkraft, og har også indgået aftaler om ikke at udvikle atomvåben. ​​ Der er groft sagt 2 holdninger til dette: Dem som vil give Iran en chance for at vise sin gode vilje. Og høgene i USA og Israel som ikke ønsker at lave aftaler, men i stedet støtter hårde økonomiske sanktioner mod landet. ​​ Atomaftalen JPCOA(the Joint Comprehensive Plan of Action) som også åbnede for at lette de økonomiske sanktioner, som havde ramt landets befolkning hårdt, blev afvist af præsident Trump og hans hardlinere. USA trak sig ud af aftalen i maj 2018, og indførte skrappe sanktioner, da man mente det kunne lægge mere pres på styret i Teheran. ​​ 

Disse sanktioner straffer især tredjeparter for at handle med Iran, og fungerer på den måde at banksystemet sættes under pres for ikke at udføre forretninger med Iran. Sanktionerne medførte at europæiske lande havde svært ved at overholde deres løfter om at hæve sanktionerne som led i aftalen JPCOA. Erästö skriver, at ”udover at bidrage til en dyb socio-økonomisk krise i Iran, har sanktionerne også undergravet den iranske befolknings adgang til basale humanitære goder”. (6)

Sanktionerne får banker til at tøve eller helt afvise at gennemføre transaktioner med Iran, også på områder som ikke er ramt af sanktioner. ​​ EU landene har imidlertid ønsket at fastholde støtten til JPCOA, og har i 2019 forsøgt at afbøde disse sanktioner gennem INSTEX(Instrument in Support of Trade Exchanges), så der kan gennemføres handel med Iran trods USA's hårde linje.

EU-ministre siger at de støtter humanitær handel, men den dollar-dominerede verdensøkonomi lægger kraftige begrænsninger og får dem til at tøve med at tage en konfrontation med USA. ​​ USA bekæmper således en ikke-spredningsaftale med alle midler. De hårde sanktioner dræber f.eks. ved at Iran ikke kan importere de nødvendige råmaterialer til sin farmaceutiske produktion til behandling af kræft og andre kroniske sygdomme. ​​ Med COID-19 krisen er dette kun blevet værre.

Sanktioner mod Syrien.

Syrien er blevet lagt I et kvælertag med voldsomme konsekvenser for den almindelige befolknings ernæring og sundhed. Et land hvor et flertal af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og millioner er afhængige af humanitær hjælp.

USA, Storbritannien, EU og en række andre lande har gennemført lammende sanktioner mod Syrien. USA's sanktioner vedrørte handel og investeringer og forbyder US borgere og virksomheder at gennemføre forretninger med det syriske styre. EU har også gennemført lignende sanktioner. Danmark som villigt har støttet krigen mod Syrien og sanktionerne, og som har skabt en enorm strøm af flygtninge ud af landet, vil nu sende dem tilbage til et land, som man har et medansvar for at ødelægge. Et land som har brug for fred og støtte til genopbygning.

December 2019 skærpede USA sanktionerne voldsomt med ”Ceasar Syria Civilian Protection Act”. Bryder man disse sanktioner kan det medføre rejseforbud, manglende adgang til kapital og andre indgreb som arrestation. Det er såkaldt sekundære sanktioner hvor USA illegalt truer udenlandske borgere og virksomheder, hvis de ikke følger USA's sanktioner.

Rebecca Barber(7) skriver i juli 2020:

”I stedet for de eksisterende sanktioner, så gælder disse transaktioner overalt i verden som vedrører den syriske regering eller visse sektorer af den syriske økonomi, selv om disse transaktioner ikke vedrører USA. Det er sanktioner som forkrøbler en stats økonomi og afbryder adgangen til fødevarer, medicin, drikkevand og sanitære forsyninger. Det forstyrrer både sundheds- og undervisningssystemerne og underminerer folks muligheder for at arbejde”.

En sådan politik er ren sadisme overfor en befolkning, hvor flertallet på grund af sanktionerne lever under fattigdomsgrænsen, og hvor mangel på livsnødvendig medicin og fødevarer slår folk ihjel.

Samtidig er den syriske valuta i frit fald og inflationen raser. Sanktionerne dræber også folks håb, men det er jo en bevidst politik som føres fra USA, Storbritannien, EU, Tyrkiet og Israel i den illegale krig mod Syrien. Man støtter bevidst islamister for at undergrave styret, en politik designet for at skabe splittelse i Syrien. Det er ikke lykkedes at vælte styret i Damaskus og man satser derfor på hårde sanktioner, som også er en kollektiv straf mod befolkningen.(8)

Den stille død og håbet der dræbes.

International Manifesto Group(9) har samlet en række eksperter med kendskab til Cuba, Venezuela. Nicaragua, Syrien og Iran. De siger at sanktioner er et af de mest dødelige våben som imperialismen anvender i sit arsenal.

De skriver:

”Økonomiske sanktioner er blevet et stadigt mere populært udenrigspolitisk instrument i de vestlige lande, anvendt enten selvstændigt eller i forbindelse med militære og/eller diplomatiske interventioner med henblik på at opnå strategisk politiske mål, som at beskytte individer og stater mod overgreb. Da økonomiske sanktioner betragtes som mindre voldelige end militære angreb, bliver de ofte støttet af mange på venstrefløjen og i fredsbevægelsen, som tøvende accepterer politikken som er nødvendigt onde”.

Vanessa Beeley(10) som har et årelangt kendskab til Syrien beskriver i sit vidnesbyrd hvordan sanktionerne dræber, og appellerer om en kampagne mod sanktionerne og for fred og stabilitet for Syrien og regionen. At tvangsudsende syriske flygtninge tilbage til Syrien i den nuværende situation som den danske socialdemokratiske regering vil, kan kun betragtes som en både politisk og moralsk falliterklæring.

Noter

1. Human rights and unilateral coercive measures : resolution / adopted by the General Assembly, https://digitallibrary.un.org/record/3848696?ln=en

2. ​​ Guidelines on implementation and evaluation of restrictive measures (sanctions) in the framework of the EU Common Foreign and Security Policy

https://www.eumonitor.eu/9353000/1/j9vvik7m1c3gyxp/vj6ipfhvg8zv

3. Noam Chomsky, Danny Glover & 150 Other Activists Slam US-Canadian Sanctions on Venezuela, ​​ https://venezuelanalysis.com/analysis/13716

4. Mark Weisbrot and Jeffrey Sachs. Economic Sanctions as Collective Punishment: The Case of Venezuela, April 2019, https://cepr.net/images/stories/reports/venezuela-sanctions-2019-04.pdf

5. Vijay Prashad: Washington beats the drum of regime change, but Cuba responds to its own revolutionary rhythm: The Twenty-Ninth Newsletter (2021), July ​​ 23, 2021,

https://mronline.org/2021/07/23/washington-beats-the-drum-of-regime-change-but-cuba-responds-to-its-own-revolutionary-rhythm-the-twenty-ninth-newsletter-2021/

6. Tytti Erästö: EUROPEAN NON-PROLIFERATION DIPLOMACY IN THE SHADOW OF SECONDARY SANCTIONS, SIPRI Policy Brief. August 2020

https://www.sipri.org/sites/default/files/2020-08/pb_2008_instex.pdf

7. ​​ Rebecca Barber: The New U.S. “Caesar” Sanctions on Syria Are Illegal, 8 juli 2020,

https://www.justsecurity.org/71189/the-new-u-s-caesar-sanctions-on-syria-are-illegal/

8. ​​ A western-backed war couldn´t destroy Syrian, now sanctions are starving its people,

https://www.rt.com/op-ed/526755-western-sanctions-killing-syria/

9. ​​ INTERNATIONAL MANIFESTO GROUP - Geopolitical Economy Research Group https://geopoliticaleconomy.org/manifesto-group/

10. ​​ Vanessa Beeley: Sanctions on Syria – a silent death and killing hope, June 14, 2021

https://thewallwillfall.org/2021/06/14/sanctions-on-syria-a-silent-death-and-killing-hope/