Socialistisk Arbejderparti, Marie Nielsen og Martin Andersen Nexø

Lenin fulgte godt med i, hvad der skete på venstrefløjen, også i Skandinavien. 5. marts 1917 skrev han således til Alexandra Kollontaj:

I slutningen af december 1918 skrev han til den kommende udenrigskommissær, Georgij Tjitjerin, om at indkalde til en konference, som skulle forberede en ny 3. Internationale. Her inddeler han de grupper, som skal med til konferencen i: αα indlysende grupper som Spartakusbund i Tyskland, som skal være med til at grundlægge 3. Internationale; ββ grupper som ligger tæt på bolsjevikkerne og Spartakus, som man kan forvente vil melde sig ind; og γγ grupper, som fungerer i social-patriotiske partier, dvs. de partier, som er nationalistiske og støttede verdenskrigen. Af grupper i Skandinavien nævner han som ββ grupper: Det norske arbeiderparti og ”den danske socialdemokratiske gruppe (Marie Nielsen) og syndikalisterne, som er tæt på bolsjevikkerne.”

Der blev indkaldt til en konference den 2.-6. marts 1919 med 51 delegater. Marie Nielsen sad i fængsel på det tidspunkt, så der var ingen danskere med. Konferencen besluttede at grundlægge Den kommunistiske Internationale og kalde konferencen for dens første kongres. Komintern, som den nye, 3. internationale blev kaldt, fik vidtrækkende betydning for venstrefløjen i hele verden. Lenins tanke var at opbygge den, så verdenskongressen udstak linjen. De enkelte partier var afdelinger af ét verdensparti. Meget hurtigt blev det imidlertid Det Russiske Kommunistparti, som styrede og bestemte. Det gjorde de bl.a. fordi den centralisme, som blev indført, blev suppleret af økonomiske tilskud fra Rusland/Sovjet – og penge var noget, venstrefløjen altid manglede. Dertil kom også, at Det russiske Kommunistparti fik en utrolig status, fordi det havde gennemført en revolution og var lykkedes med at beholde magten.

Martin Andersen Nexø besluttede, at han ville tilslutte sig Socialistisk Arbejderparti, SAP, og sendte 20. november 1918 Klassekampen 100 kr. Det førte ham meget hurtigt ind i aktivt partipolitisk arbej­de. Mens han skrev og sled med andet bind af Ditte Menneske­barn, blev han i løbet af et par måneder til én af SAPs centrale personer.

Allerede den 4. december 1918 tryktes hans første bidrag i Klas­sekampen. Det var fablen “Ulven og Faarene”. Og den 12. december talte han ved et møde arrangeret af Socialistisk Arbejderparti på Falkoner Allé om Sovjet. Først talte SUFs formand Ernst Chri­­stiansen, der netop var vendt hjem fra sin rejse derovre. Dernæst talte Aage Jørgensen, som var journalist ved Klassekam­pen. Så holdt Nexø ifølge Klassekampens referatet “glimrende, af Aand og Vid sprudlende Indlæg”, hvori han bl.a. sagde “Naar Slaverne ikke længere vil­de være Slaver, saa stemte de ikke først derover, men saa sprængte de deres Slavelænker.”

Den 17. december skrev Nexø til Aage Jørgensen, som havde spurgt, om han ville holde et foredrag:

I samme brev annoncerede Nexø en artikel i anledning af, at den danske regering havde brudt med Sovjetregeringen. Artiklen blev bragt den 19. december i Klassekampen, og udkom i 1919 som pjece med titlen Ringen sluttet? Det danske Socialdemokrati og den russiske Revolution. Heri fik det danske Socialdemokrati råt for usødet: 

Den 1. januar 1919 bragte Klassekampen en nytårsartikel af Nexø, som også siden udsendtes som pjece på partiets forlag med titlen Nytaarstanker. Han gjorde status over 1918, og der var ikke meget til overs til socialdemokraterne:

Senere i Nytaarstanker hedder det:

I den følgende tid var Nexø en flittig skribent ved bladet. Og hurtigt skulle han komme til at optræde også som partiets repræsentant. Da SAP indkaldte til sin første og konstituerende kongres den 26. januar 1919, var Nexø budt med som gæst. Kongressen blev holdt med partiets to ledere Thøger Thøgersen og Marie Nielsen i fængsel. Men dog var kongressen fuld af optimisme. Efter at den fungerende formand R. Bybjerg havde budt velkommen, gik Nexø på talerstolen og holdt “en mesterlig billedrig Tale”:

Til kongresfesten samme aften læste Nexø højt af 2. del af Dit­te Menneskebarn, og da han forlod kongressen, var han valgt som medlem af hovedbestyrelsen. Nexøs venner kunne ikke følge ham. De var ikke for de absolutte valg. Men Nexø fik nye venner og blev trukket mere og mere ind i partiarbejdet. Klassekampen kunne således den 11. februar med­dele, at partiet forberedte en lands-turné med Andersen Nexø og Aage Jørgensen. Nexøs emne ville blive: “Underklassens Idea­ler set paa Baggrund af den russiske Revolution”. Turnéen an­non­ceres til at starte den 1. marts, og den sidste annonce ly­der på Esbjerg 1. april. Så en måneds tid har turnéen i hvert fald taget.

Den tale, Martin Andersen Nexø holdt på lands-turnéen, er ikke så fræsende ond som de før nævnte artikler i Klassekam­pen“, og den kan heller ikke i voldsomhed måle sig med de ar­tikler, han med passende mellemrum affyrede mod Socialdemokra­tiet både un­der og efter turnéen. Det har nok sin særlige for­klaring deri, at netop som turnéen skulle starte, måtte han koncentrere stør­steparten af sin arbejdskraft om at gøre manu­skriptet til “Dit­te Menneskebarn” bind II færdigt. Omkring den 16. februar af­le­verede han sidste portion manuskript til tryk­keriet, men så var der korrekturen – og den tyske oversættelse, for bogen skulle udkomme samtidig på dansk og tysk. Endvidere var Asche­hougs for­lag i færd med at udgive “Lotterisvensken” som selv­stændig bog, og Gyldendals forlag forberedte et nyt oplag af “Pelle Erobreren” til Martin Andersen Nexøs halvtreds års fød­selsdag. Også disse udgivelser skulle der læses korrek­tur på. Megen tid til at udarbejde et manuskript om “Underklas­sens ide­aler set paa Baggrund af den russiske Revolution” var der ikke.

Når han alligevel forlods kunne meddele Klassekampen tit­len på sit foredrag, skyldtes det, at han allerede i maj 1917 havde talt ved indvielsen af Arbejderhøjskolen i Esbjerg om “Under­klassens Ideer og Idealer”. Manuskriptet var lykkeligvis beva­ret. Der var ganske vist en del rettelser i det – for det havde også måttet holde for som tale ved Arbejderfesten i Al­mindin­gen 28. juli 1917. Ved den lejlighed bar det titlen: “Uaar og Men­neskekaar”.

I de travle februardage 1919 blev det revideret endnu engang og tilpasset den nye situation og den nye titel. Grundstammen er den samme i alle tre taler. En del stof, som var aktuelt i 1917, da verdenskrigen endnu udkæmpedes, er overstreget og er­stattet af mere tidssvarende.

Den omfattende turné i 1919 blev ikke nogen succes. Man hav­de ikke taget hensyn til den bolsjevikforskrækkelse, som på den tid hjemsøgte landet. Og man havde helt undervurderet den soci­aldemokratiske provinspresses indflydelse. Tilslutningen til møderne synes efter de sparsomme referater at have været meget beskeden. Fx fortæller Nordsjæl­lands Social-Demokrat den 21. marts 1919, at der til mødet i Helsingør – som dog var Nexøs naboby – kun var 30 deltagere. I slutningen af april 1919 sendte Nexø sammen med hovedbe­styrel­sen for SAP en hilsen til Marie Nielsen i fængslet på Nytorv. Det blev indledningen til en længere korrespondance mellem de to. Marie Nielsens svarbrev lyder således: