Boganmeldelse: Sara Ahmeds Ulydige Arkiv inviterer til opgør med både ghettolov og sexchikane

Betydningen af Sara Ahmeds forfatterskab for både kulturforskning på universiteterne og for queerfeministisk og antiracistisk aktivistisk praksis, kan nærmest ikke understreges nok. Tag blot begrebet feminist killjoy – eller på dansk: Den feministiske glædesdræber – feministen, der ikke er bange for at ’ødelægge den gode stemning’ ved at sige fra over for sexisme og racisme, uanset om det er til familiemiddagen, på arbejdspladsen eller i et feministisk forum, hvor hvide kvinder ignorerer racismens rolle og samspil med sexisme. Ahmed introducerede glædesdræberen med sin banebrydende bog The Promise of Happiness (2010), der var et opgør med det kulturelle påbud om at stræbe efter lykke. Begrebet er også blevet indoptaget af den feministiske bevægelse her i landet. Måske har du selv deltaget i feministiske demonstrationer, hvor aktivister har båret skilte eller brocher med Killjoy-titlen på?

Hvad følelser gør

At den feministiske glædesdræber er blevet en så udbredt figur i feministiske bevægelser verden over, siger noget om, hvad det er ved Ahmeds forfatterskab, der gør det stærkt, også udover et akademisk felt. Over de sidste 20 år har Ahmed spillet en afgørende rolle i det, der er blevet kaldt den affektive vending indenfor kritisk teori. Ahmed lader sig inspirere af den amerikanske filosof Judith Butlers performativitetsbegreb til at undersøge, hvad følelser gør. Hvordan følelser cirkulerer mellem kroppe og tegn, hvordan de klistrer og forskydes mellem disse kroppe og tegn, og hvordan de altid-allerede former vores krop, sprog og den verden, vi erfarer.

Udover at være affektteoretiker er Ahmed også en central forsker, når det kommer til queerfeministisk og dekolonial teori, og man mærker tydeligt tilstedeværelsen af det vigtige grundlag i alle udvalgets tekster. Et samlende punkt for hendes forfatterskab kan siges at være studiet af magt: Hvordan magt opleves, og hvordan den udfordres, både i dagligdagen og institutionelt. Ahmed har i forlængelse af dette fokus vedholdende kritiseret den feministiske og queer tænkning, der har ignoreret eller set bort fra sin egen ikke-hvide og dekoloniale historie. Hun har insisteret på at være ulydig, at stille spørgsmålstegn, sige fra og være en killjoy, også indenfor de institutioner, hun selv har været en del af. Ahmed nøjes ikke med at være teoretiker, hun er aktivist og blogger, hun er queer og brun, og det er i høj grad hendes insisteren på at lade alle disse aspekter mødes, der gør hendes arbejde så vigtigt.

Men selvom også aktivister og forskere her i landet har arbejdet med Ahmeds forfatterskab, har hun alligevel ikke fået den udbredelse i Danmark, som hendes forfatterskab berettiger til. Derfor er det godt, at der nu kommer en grundig og tilgængelig vej ind i Ahmeds forfatterskab med udgivelsen af Et ulydigt arkiv. Og udgivelsen kommer på et tidspunkt, hvor de spor og tråde, Ahmed trækker i sit forfatterskab, er højaktuelle i dansk politik.

At genkende den fremmede som utryghedsskabende

De to ældste tekster i udvalget, Den fremmede og det fremmede (2000) og Affektive økonomier (2004) har helt tydelig relevans for den debat, der har været som følge af statsminister Mette Frederiksens åbningstale i år. Når Frederiksen taler om ”indvandrerdrenge” som utryghedsskabende, når vi hører, at politiet fremover skal kunne konfiskere dyre jakker og ure, når de udsteder opholdsforbud ved S-togsstationer, for at ”sikre tryghed”, så kan Ahmed hjælpe os til at forstå, hvad der er på spil. Som Ahmed skriver: ”Den fremmede er ikke en tilfældig, vi ikke kender; den fremmede er snarere en, vi genkender som fremmed.” Det er ud fra en række allerede etablerede forbindelser mellem bestemte tegn og kroppe, at vi bliver i stand til at spotte nogen som fremmede. Det argument udfolder hun i teksten Den fremmede og det fremmede, der også indeholder en dybdegående undersøgelse af forholdet til det fremmede i produktionen af etnografisk viden. Når unge mænd med minoritetsbaggrund opfattes som utryghedsskabende, hænger det sammen med, at der allerede er blevet knyttet bestemte tegn – og følelser – til disse unge mænds kroppe.

“Den fremmede er ikke en tilfældig, vi ikke kender; den fremmede er snarere en, vi genkender som fremmed.”

Den umiddelbare frygt, som Frederiksen beskriver, at hr. & fru Danmark oplever på S-togsstationen, er allerede præget af historier og stereotyper. I Affektive økonomier undersøger Ahmed, hvordan genkendelsen af den fremmede og frygten for denne etableres via cirkulationen af følelser, der ender med at klistre til specifikke tegn og kroppe. Tegn som dyre jakker og ure sættes i forbindelse med kriminalitet, med bander, med vanvidskørsel, med det problematiske begreb ”ikke-vestlig baggrund”. Følelsen af frygt klistres derved til de kroppe, der læses som ”ikke-vestlige”: Kroppe, der ”ser muslimske ud”, kroppe der er brune eller sorte, unge mænd i dunjakker. Nogle af billederne er allerede blevet etableret i det danske mediebillede og den politiske debat over de seneste mange år, mens andre føjes til.

”En klage kan være et feministisk fællesskab”

Det er den feministiske glædesdræber, Ahmed for alvor er blevet kendt for, og det er også teksten Klagen som feministisk metode (2017), der ved læsningen opleves nærmest som en 1:1 analyse af de seneste ugers nye feministiske bølge i først den danske mediebranche og siden en række andre brancher. Her fremlægger Ahmed sine foreløbige overvejelser om klagen, noget hun på nuværende tidspunkt er i gang med en større empirisk undersøgelse af. Ahmed foreslår at se klagen som en feministisk metode, at det at klage kan være et feministisk fællesskab. Det er på mange måder præcis sådan, de breve, der er blevet delt i en række brancher, kan forstås. De fælles breve, som hundredvis skriver under på, kan forstås som fælles klager over en kultur. Gennem deres underskrifter, som bliver til en blandt mængden, skaber kvinderne et feministisk fællesskab om det at klage højlydt over sexisme.

Men Ahmed nærer ingen illusion om klagen som mirakelmiddel. Hun er netop opmærksom på, hvad der gør det svært at klage, hvad der gør at klager ikke nødvendigvis høres som klager eller fører til forandringer. Og hendes analyse af klagens konsekvenser taler direkte ind i den reaktion, som kvinder, der er stået frem de seneste uger, har modtaget. Læs blot nogle få citater: ”En klage kan i høj grad blive forstået som en form for illoyalitet; en illoyalitet ikke bare overfor et institut eller en institution, men overfor et ’vi’”, ”En klage bliver behandlet som selvpromovering.” og ”At have udelukket sig selv kan også være en dom over den, der klager: Som om man selv, ved ikke at gå med på en given situation, er skyld i sin egen fremmedgørelse.” Man skal blot have læst nogle få kommentarspor i de seneste par ugers debatter for at kunne genkende Ahmeds analyse. Ifølge Ahmed lader klagen maskerne falde og afslører det, ”vi” ikke er villige til at forholde os til – i denne kontekst: At fortællingen om, at diskrimination på baggrund af køn ikke længere findes i de danske institutioner, er falsk.

Hvidhedens fænomenologi

Samtidig bidrager Ahmed også med et blik for en anden vigtig pointe i lyset af de seneste måneders politiske debatter i Danmark. For som det er blevet påpeget af journalist Ayşe Dudu Tepe i Politiken  synliggør den store støtte til Sofie Linde, og den bølge hendes statement til Zulu Comedy Galla udløste, også hvor lidt opbakning, der var fra samme sted, da kulturjournalist Lucia Odoom i juli startede en protest mod danske medier og kulturinstitutioners manglende repræsentation af danske afrikanere og andre med anden etnisk baggrund end dansk. I sin tekst Hvidhedens fænomenologi (2007) undersøger Ahmed netop hvidhed som en orientering, som noget der gør visse rum og visse objekter tilgængelige for visse kroppe, mens det begrænser dem for andre.

Ahmed undersøger, hvordan institutioner bliver hvide, hvordan det får betydning for, hvordan forskellige kroppes ankomst til et rum modtages, hvor meget ens krop ”stikker ud”, og hvor veltilpas man føler sig i et rum. Måske også, hvordan ens klage eller protest modtages. Der har på den danske venstrefløj, bl.a. i forbindelse med sommerens Black Lives Matter-protester, været en vis afstandtagen fra overhovedet at tale om hvidhed, ofte ud fra argumentet om, at det skaber og essentialiserer race. Ahmed er selv opmærksom på problematikken i at essentialisere, men insisterer på, at vi må kunne tale om ikke ”hvad vi gør med hvidhed”, men ”hvad hvidheden gør.” At undlade at tale om hvidhed er at ignorere en struktur, der fortsat ligger til grund for, hvordan vi har plads i og kan bevæge os rundt i verden. Sammen med teksten Hvidhedserklæringer: Antiracismens ikke-performativitet (2004) er det en vigtig tekst at bringe ind i en dansk offentlighed.

En introduktion, der længe har manglet

Selvom Killjoy-Manifest, et uddrag fra Ahmeds bog Living a Feminist Life (2017) allerede udkom på dansk på Informations Forlag i 2018, er det først nu, der foreligger en samlet udgivelse, der tager det på sig at introducere til Ahmeds samlede forfatterskab. Udgivelsen løfter opgaven på fornem vis. Først og fremmest fordi udvalget af tekster på en og samme tid formår at introducere bredden i Ahmeds forfatterskab, samtidig med at det også synliggør forbindelseslinjerne på tværs af teksterne. Men udgivelsen er også stærk, fordi den gør sig umage med at være lige præcis den introduktion til Ahmed, som har manglet på dansk.

Udgivelsen rummer en introduktion af de to kønsforskere Mons Bissenbakker og Michael Nebeling, der begge er medlemmer af redaktionen på Peculiar.dk. De har, sammen med de øvrige medlemmer af forskergruppen I affekt, bidraget til, at Ahmeds forfatterskab er blevet taget op her i landet. Introduktionen fungerer som en god baggrundsviden til den videre læsning af udvalget, men viser også praktisk, hvordan man kan læse med Ahmed, sådan som oversætterkollektivet opfordrer til i deres efterord. Bissenbakker og Nebeling laver en læsning af den såkaldte ghettolov og det udspil, den tidligere regering fremførte under navnet Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030. Via den konkrete læsning af, hvordan ghettoens beboer genkendes som fremmed i regeringens udspil, og hvordan begreber som fremmedkriger, bander, kvindeundertrykkelse mv. klistrer til hinanden og tilsammen forbindes med termen ikke-vestlig, viser Bissenbakker og Nebeling dels den konkrete anvendelighed i Ahmeds begreber og samtidig hvor vigtigt det er, at Ahmeds begreber sættes i anvendelse i en dansk nutidig kontekst, hvor konstruktionen af de fremmede igen og igen anvendes af regeringen til at legitimere brud på grundlæggende demokratiske rettigheder.

“I sin tekst Hvidhedens fænomenologi (2007) undersøger Ahmed netop hvidhed som en orientering, som noget der gør visse rum og objekter tilgængelige for visse kroppe, mens det begrænser dem for andre.”

Udgivelsen rummer også et forord af Ahmed selv, skrevet særligt til denne udgivelse, og der er noget stærkt i at blive guidet i læsningen af Ahmed selv. Ahmed skriver ofte med figurer, ikke kun den feministiske glædesdræber, men også en række andre. I forordet opsummerer hun udvalgets tekster i én figur: ”den fremmede”: ”Ved at tænke med og igennem denne figur har jeg undersøgt, hvordan verdener fungerer”, skriver Ahmed og fortsætter: ”hvordan steder (inklusiv gader og nabolag) kommer til at arbejde for nogle, fremfor andre; hvordan følelser arbejder på at skabe en fornemmelse af et ”vi”, og hvordan institutioner arbejder på at etablere en idé om, hvem og hvad der er ”på sin rette plads”. Hvordan steder kommer til at arbejde for nogle, fremfor andre, følelsers rolle for konstruktionen af et ”vi” og idéen om hvem der hører til hvor, er spørgsmål, der må siges at have relevans for en række politiske situationer i dagens Danmark.

De ulydiges viden

Det er et stort og vigtigt arbejde, redaktions- og oversætterkollektivet, der består af Daniel Nikolaj Madsen, Eva Obelitz Rode, Lea Hee Ja Kramhøft, Mette A. E. Kim-Larsen og Nina Cramer, har kastet sig ud i. At oversætte Ahmed er en udfordring, for hun besidder en enorm sensibilitet overfor sproget, der ofte får en nærmest poetisk klang, idet det ord, hun måtte følge – armen eller viljen fx – følges tilbage til sin etymologi og ud i sine mange afarter og beslægtede betydninger. Desuden har oversætterkollektivet taget et bevidst valg om at oversætte en række af Ahmeds begreber til dansk, som tidligere er bibeholdt på engelsk i danske sammenhænge, fx kiljjoy-figuren, der er blevet til den feministiske glædesdræber. Selvom det må have været udfordrende, kommer oversætterne godt fra det, og forhåbentlig kan oversættelsen betyde, at Ahmeds begreber i endnu større grad finder deres vej ind i det danske sprog og den forskning, debat og aktivisme, der foregår her i landet. Et ulydigt arkiv står som en kraftfuld invitation ind i Ahmeds forfatterskab, en invitation til at tage del i det ulydige arkiv. Som redaktions- og oversætterkollektivet skriver: ”Hvis man finder en tekst særlig interessant, har den næsten altid en bog knyttet til sig.” Så det er bare om at give sig i kast med forfatterskabet. Det er nemlig hos de ulydige, vi finder viden om, hvordan status quo kan brydes.