Dennis Kristensen: Selvfølgelig skal byrderne omfordeles mellem rige og fattige kommuner

Det er at springe over gærdet, hvor det er lavest, hvis venstrefløjens svar på den aktuelle debat om det kommunale udligningssystem alene er, at velfærden er underfinansieret. Omfordeling er en forudsætning for den danske velfærdsmodel.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Dennis Kristensen

Den danske velfærd gisper efter luft. Gabet mellem ressourcer og behov vokser støt. De seneste årtiers besparelser og nedskæringer for at sænke skatterne har lukket livsvigtig luft ud af velfærdsinstitutionerne. Ud af dagtilbud til børn, ud af folkeskolen, og ud af ældreplejen – kommunernes tre største udgiftsområder. Og ud af de fleste af de øvrige velfærdstilbud inden for kommunernes borgernære velfærd.

Lufttabet har ramt forskelligt landet over, men samlet set er den gal i hele den kommunale sektor. Derfor oplever vi også i disse år det besynderlige paradoks, at landspolitikerne taler om at tilføre flere penge til velfærden – mens kommunalpolitikerne på samme tid vedtager budgetter, som igen og igen indeholder nye stramninger og besparelser.

Derfor kan genopretningen af velfærden ikke ske ved at omfordele mellem kommunerne. Det hjælper ikke at fodre hunden med dens egen hale.

Derfor er kampen for økonomisk genopretning af fællesskabs-institutionerne både rigtig og nødvendig.

Omfordeling fra rig til fattig gennem den offentlige sektor

Men… og der er et stort men. Velfærden og den offentlige service hviler på omfordeling. Omfordeling fra de, der har mest, til de, der har mindst. Og omfordeling gennem den offentlige sektor og de offentligt finansierede velfærds- og servicetilbud.

Den fælles ansvarlighed for hinanden og de svageste ville ikke kunne eksistere uden at beskatte de største indkomster mest. Og ved helt eller delvist at finansiere børnepasning, uddannelse, omsorg og pleje, indsats for handicappede og udsatte og alle de andre dele af den kommunale velfærd, ved hjælp af disse skatter opkrævet efter borgernes økonomiske formåen.

“Uden omfordeling ville de mest velstående kommuner – hvor de bedst stillede borgere typisk samler sig – være afsindigt velhavende eller have en ekstrem lav skatteprocent, mens kommunerne i den anden ende af velstandsskalaen ville være mere end ludfattige eller have en ekstrem høj skatteprocent”

Men denne skattemæssige omfordeling ville ikke – måske bortset fra Liberal Alliance og den liberale tænketank Cepos – give mening, hvis omfordelingen ikke også omfattede omfordeling af skattekroner fra velstående kommuner til vanskeligt stillede kommuner. Uden den omfordeling ville de mest velstående kommuner – hvor de bedst stillede borgere typisk samler sig – være afsindigt velhavende eller have en ekstrem lav skatteprocent, mens kommunerne i den anden ende af velstandsskalaen ville være mere end ludfattige eller have en ekstrem høj skatteprocent.

Det er den hårdknude, det kommunale udligningssystem skal hugge over – ved at omfordele fra rige kommuner til fattige.

Et udligningssystem af den type kan ikke støbes i beton én gang for alle. Forholdet mellem kommunernes indtægter på landsplan ændrer sig i takt med samfundsudviklingen og udviklingen i borgernes indtægter. Det samme gør forholdet mellem kommunernes behov for udgifter. Og tilsvarende gælder forholdet mellem kommunernes befolkningssammensætning, sundhedstilstand, aldersfordeling, levetid og meget andet.

En del af disse ændringer kan fanges op helt eller delvist af statslige tilskudsordninger, refusionssystemer og puljer med forskellige formål.

Den økonomiske elites himmelflugt

Det er jo netop den enkelte kommunes indtægter, behov for udgifter og andel af udligning, tilskud, refusioner og puljer, der fastlægger rammerne for kommunens handlemuligheder og serviceniveau. Og tilsammen skal vægtningen af disse faktorer sikre et nogenlunde ens grundlag for at skabe velfærd og offentlig service af samme omfang og kvalitet på tværs af landet.

Og netop her spiller den økonomiske elites himmelflugt væk fra den øvrige befolkning en afgørende rolle.

Når elitens indtægter og formuer eksploderer sammenlignet med resten – og når eliten samler sig i velhaver-ghetto kommuner – så må et udligningssystem naturligvis revideres. Og når storbyerne samtidig i stigende grad bliver magneter for gode indtægter, så understreger det behovet for at forebygge, at land og by trækkes endnu mere fra hinanden på samme måde, som de mest velbjærgede økonomisk forlader resten.

Det er denne udvikling med de velhavendes himmelflugt og bevægelsen fra land til by, vi har været vidne til i en årrække.

Derfor er det tid til at revidere udligningssystemet.

Behovet er let at forstå

Debatten om en udligningsreform har i høj grad handlet om manglende analyser og regnearks-øvelser. Den slags skal naturligvis også til, når en supertanker som det kommunale udligningssystem skal sendes på værft. Men egentlig kan behovet tegnes op relativt enkelt:

De fem mest velstående kommuner i hovedstadsområdet er Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Dragør.

Rudersdal kommune har en skatteprocent på 22,5, mens Langelands kommune ligger mere end fem procentpoint højere.

“Når elitens indtægter og formuer eksploderer sammenlignet med resten – og når eliten samler sig i velhaver-ghetto kommuner – så må et udligningssystem naturligvis revideres”

Og Rudersdal selv gør meget ud af, at deres serviceniveau ligger i top.

Når Langeland, Lolland, Vesthimmerland, Brønderslev og Svendborg kommune er nødt til at opkræve en langt højere skat af sine borgere, end de mest velstående kommuner, så skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at de velstående kommuners samlede økonomisk vilkår er langt, langt bedre end de fattigstes.

Mere kompliceret er det sådan set ikke.

Derfor skal vi have en udligningsreform, som flytter en større forpligtelse over på de bedst polstrede skuldre. Og derfor bør venstrefløjen støtte kravet om ændringer i udligningen.

Velfærdskamp

En reform ændrer ikke på velfærdens samlede underfinansiering eller behovet for at give kommunerne større frihed, end budgetloven og service- og anlægs-lofterne giver.

Genopretningen af velfærden og den offentlige service er velfærdskamp og en kamp for tilstrækkelige skatteindtægter. Mens en udligningsreform handler om retfærdig fordeling af byrderne kommunerne imellem, og om nogenlunde samme udgangspunkt for den lokalt udformede velfærd fra Gedser til Skagen. Længere behøver den sådan set ikke at være.