Seniorbofællesskab fejrer 35 års jubilæum i Mjølnerparken i skyggen af ghettoloven

Ghettogiftige love sparker seniorbofællesskabets 70-85-årige beboere ud sammen med deres muslimske naboer i Mjølnerparken – ligesom i andre almene boligområder, der er ghetto-stemplet. Beboerne har protesteret i mange år og anlagt retssag mod de diskriminerende forhold.

Nu får beboerne støtte i en ny rapport fra Europarådet. Her fremgår det, at: “Danmark bør stoppe med at indrette indsatsen mod parallelsamfund efter beboeres etnicitet”. Lovgivningen kaldes både “diskriminerende” og “stigmatiserende”.

I rapporten skriver Europarådet, at man har forståelse for, at Danmark ønsker en “mere afbalanceret sammensætning” af beboere i de udsatte boligområder, men at løsningen er problematisk.

“Vi er kritiske over for metoderne og især tvangsudsættelserne,” siger det islandske medlem af udvalget Ögmundur Jonasson i en artikel i Altinget 10.6.2022. 

Den kritik bør få regeringen til at tænke sig grundigt om, mener Nikolaj Nielsen, der er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder:

“Det her viser, hvordan det vækker international furore, at vi har lovgivning i Danmark, som er baseret på nogle kriterier, hvor man forskelsbehandler indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.”

Socialdemokratiet afviser kritikken

Tidligere har også FN henvendt sig til regeringen med en klar opfordring til at stoppe forskelsbehandlingen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.

Men Socialdemokratiets udlændinge-ordfører Kasper Sand Kjær afviser kritikken om, at det er problematisk at basere lovgivningen på etnicitet.

“Det handler ikke om at stigmatisere nogen, men vi har særlige udfordringer med indvandrere fra ikke-vestlige lande, som har vist sig at være sværere at integrere i det danske samfund. Det kræver, at vi kan lave en målrettet indsats,” siger han til Altinget.

Europarådet opfordrer til, at man anvender “positive incitamenter”.

”Vi siger, problemet ikke løses ved at tvinge nogen til at forlade deres hjem. Vi siger, myndighederne skal lede efter andre måder at gøre det på og finde bedre løsninger,” siger Ögmundur Jonasson i Altinget. 

Seniorbofællesskabet i Mjølnerparken holder 35 års jubilæumsfest onsdag 15. juni

’Hva’ – er I ikke smidt ud endnu og Jeres boliger revet ned eller solgt til private?’ siger mange forbavset. ”Nej da, vi er her endnu – både seniorbofællesskabet og Mjølnerparken,” svarer Jannie Milsted hurtigt. ”Og nu vil vi tilmed fejre vort 35 års jubilæum som Danmarks og Europas ældste, almene seniorbofællesskab!”

Så onsdag 15. juni om eftermiddagen har bofællesskabet i Mjølnerparken nr. 48 + 50 indbudt naboer, nørrebroere og andre bofællesskaber til musik af Kim Jezus og tale af ’Mugge’ Petersen, Nørrebro Lokaludvalg. Og Jannie Milsted og Lisbeth Saugmann fortæller om muntre dage og mange oplevelser i seniorbofællesskabet – og hvad de vil gøre, når ghettopakken nok sender dem ud af Mjølnerparken næste år.

På dagen udsender de jubilæumspjecen: ’35 år i fællesskab – Historien om senior-bofællesskabet i Mjølnerparken 1987-2022’. Det startede jo med, at ni seje kvinder flyttede ind sammen i opgang nr. 48 den 15. juni 1987 i det nybyggede Mjølnerparken.

Livskraft i alderdommen                     

– Er du arbejdsløs? Efterlønsmodtager? Eller pensionist? Er du over 40? Er du alene? Er dit liv meningsfyldt? Er dit hus for stort til dig selv? Mangler din hund selskab? Vil du gerne dyrke din hobby sammen med andre? Vil du gerne bo sammen med andre? Hvordan vil du leve tredje fase af dit liv? Tør du eksperimentere?

De spørgsmål blev stillet i en folder, som resultat af kursus på Forskningshøjskolen i Haderslev i 1982. Det fristede en flok kvinder, som grundlagde Danmarks første seniorbofællesskab i 1987. Rent praktisk havde kvinderne en klar skitse til, hvordan deres fællesskab skulle se ud – en opgang i et boligkompleks, hvor hver enkelt bor i en mindre lejlighed. Plus en fælles etage med fælleskøkken, opholdsstue, værksted osv. Og gerne spare penge ved at ha’ fælles TV, fryser, vaskemaskine og evt. avis-abonnement. I lejlighederne kan man være sig selv, når man vil. I akutte situationer er der så altid hjælp lige ved siden af.

Nu kan Danmarks – og vist også Europas – første, almene seniorbofællesskab i Mjølnerparken nr. 48 + 50 så fejre deres 35 års jubilæum!

Ni kvinder knoklede i fem år for at gøre drømmen om et seniorbofællesskab til virkelighed

”Vi vil have et sjovere og mere spændende liv sammen de sidste 10-20 år end at sidde og glo ud fra et alderdomshjem”, sagde 9 kvinder – og så skabte de Danmarks første senior-bofællesskab i almene boliger. Men det tog fem års knokleri, før drømmen kunne føres ud i livet. Det er nu 35 år siden, kvinderne flyttede deres senge, sko og stole ind i seniorbofællesskabet Midgården i Mjølnerparken i København 15. juni 1987 – så det jubilæum fejrer de nuværende 18 beboere sammen med andre bofællesskaber og naboer.

Fra fritflyvende idé til fysisk fællesskab i Mjølnerparkens røde mursten

’Mimrekollektiv’ med venner. – Sjovt nok var det ugebladet ’Alt for Damerne’, som 10. februar 1983 skrev den første artikel om seniorbofællesskaber – ud af de i alt 125 artikler, der er gemt.

65-årige Lissy Lund Hansen var førtidspensioneret lægesekretær, da hun tog initiativet til, at en snes kvinder fra 51- 66 år mødtes hver 14. dag til studiekreds i Gladsaxe. Hun havde udviklet planer for ældrekollektiv i 1982, da hun var på kursus på Forskningshøjskolen i Haderslev.

Så Lissy indrykkede annonce i dagbladene Politiken og Information, hvor hun efterlyste deltagere til studiekreds om ældrekollektiver. Hun fik 25 henvendelser fra Københavns-området; de få mænd faldt fra. Efter studiekredsen blev 26 borgmestre og politikere i hele Storkøbenhavn bombarderet med breve om behovet for anderledes ældreboliger. Kun boligselskabet Lejerbo – som selv var begyndt at arbejde med idéen om nye ældreboliger – svarede ja. Boligkomplekset Mjølnerparken lå stadig på tegnebrættet, men arkitekterne gik med på at indrette boligfællesskab i opgang af 2-værelsers lejligheder med fællesrum + stort spisekøkken i stueetagen.

 – Jeg har gået og syslet med tanken om et bofællesskab, siden jeg var 50 år. Vi vil ikke nøjes med at slå tiden ihjel i et ældrecenter med bridge, folkedans og svømning på bestemte klokkeslæt, sagde Tove Duvå, 64 år. Vi tog så ud at se på et kollektiv i Slangerup og talte også med andre kollektiver om deres bo-erfaringer.

Det var vigtigt for dem at ha’ hver sin lejlighed, hvis man blev træt af bofællesskabet. – Selvfølgelig ville der opstå nogle problemer, men så må vi tale om dem og søge at løse dem. Der var to ægtepar i gruppen, men mændene ville alligevel ikke. De havde sværere ved at finde ud af sådan noget fælles!

Lykke: Det væsentligste ved dette projekt er, at vi har valgt dem, vi vil bo sammen med … Vi kan ikke rigtigt se os selv i den rolle, som gamle har i vores samfund. For vi kæfter op …

Håbede kommunerne fik øjne og ører op for fremtidsudsigterne i ældrekollektiver

De ville gerne selv bestemme, hvem de vil bo og blive gammel sammen med og forberede den tredje alder i god tid. For at det skal kunne fungere og folk enes, må man kende hinanden på forhånd og pejle, hvor de andre står. Men det kolliderer med kommuners og boligselskabers ret til at bestemme, hvem der skal flytte ind i ledige lejligheder.

I naboopgangen i nr. 50 flyttede ni kvinder, som fik tilbuddet ud fra deres plads på Lejerbo’s venteliste, ind og indgik i et seniorbofællesskab – hvor de ikke selv havde været med til at vælge, hvem de ville bo sammen med. De havde også fællesrum med køkken i stueetagen. De to forskellige processer gav så mulighed for at sammenligne erfaringerne ud fra de forskellige former at lave bofællesskab på – hvad fungerede bedre og dårligere?  

– Vores bofællesskab skal ikke være lukket om sig selv. Vi vil prøve at få et godt naboskab med andre i boligblokken, sagde Lissy Lund.

Selvbestemmelse vigtigt

Da det almennyttige boligselskab Lejerbo samt Københavns Kommune kom med på ideen, ville kvinderne helst ha’ haft – en opgang med to-værelsers lejligheder, og den anden opgang med tre-værelsers lejligheder. For lejlighederne på ca. 44 netto-kvadratmeter er små. Men det ku’ ikke hænge sammen økonomisk – blev for dyrt for pensionisterne.

I stedet har de kunnet glæde sig over at ha’ opnået vigtige undtagelser fra dansk boligpraksis:

For det første bestemmer de selv, hvem der skal flytte ind, hvis nogen falder fra (har altså ’visitationsretten’). Det er første gang i Danmarkshistorien. Ved valget af nye medlemmer har hver enkelt beboer vetoret; ellers træffes andre beslutninger med almindeligt flertal.

De ni ønskede klart at forbeholde sig ret til i fremtiden at bestemme, hvem der skal have evt. ledige pladser i seniorbofællesskabet. Det reagerede boligselskaber og kommuner imod. Men Københavns boligborgmester udtrykte positiv indstilling til planen om seniorbofællesskabet. Kommunen gik med til at betale huslejen for fællesrummene i de første tre år, det sparede hver beboer 400 kr. pr. måned i husleje.

Også i Odense, Viborg og Århus m.m. arbejdedes der stærkt med tanken.

Blev landskendte i DR TV i 1985

Den gruppe kvinder – der siden 1982 havde kæmpet for et seniorbofællesskab – blev landskendte 29. juli 1985, da de i TV-programmet ’Mellem Mennesker’ fortalte om deres sejr: To opgange med 18 lejligheder og et fælleslokale i Mjølnerparken mellem Tagensvej og Nørrebrogade – som del af de 550 lejligheder, der opførtes af Lejerbo.

– Vi vil skabe en aktiv, indholdsrig og festlig tilværelse sammen. Og har nogle trang til at være alene, så kan man lukke døren til sin lejlighed: Privatliv og fællesskab på én gang – det er da meget smart, sagde de gråhårede aktivister.

– Der bliver jo ledige lejligheder, efterhånden som vi falder fra. Men skal kollektivet fungere, så er det meget væsentligt, at beboerne får ret til at bestemme, hvem der kommer ind. Vi skal nemlig kende hinanden.

Kvinderne betragtede bofællesskabet som et socialt eksperiment: ”Vi har haft mange vanskeligheder med at få det op at stå. Forhåbentlig kommer vi til at virke som en murbrækker hos boligselskaberne og politikerne. Der er nemlig brug for mange pensionist-kollektiver i Danmark, også for ægtepar.”

Lejlighederne på 55 bruttokvadratmeter og en husleje på 2.500 kr. om måneden betød, at enlige kun med folkepension kunne få maksimal boligstøtte og dermed klare økonomien.

Første mand flytter ind

Mange journalister kom og ville se og høre, hvordan det så gik med seniorbofællesskabet. Søndag 22. november 1987 bragte Det fri Aktuelt interview-artiklen ”Kvinder i opgang”.

Efter den første spænding og begyndervanskelighederne er hverdagen og konflikter så begyndt at dukke op til overfladen? Selvfølgelig er der konflikter, men aldrig så vanskelige at løse, at fællesskabet opgives, sagde beboerne.

Den første mand, der senere flyttede ind, blev 77-årige Henning Christensen i 1994.

Man er her for fællesskabets skyld – måske den væsentligste del hedder tryghed. ”Vi hjælper hinanden med mad, når en er syg.”

– Forleden vågnede jeg med hovedpine, fortæller Tove Duvå. Min genbo kom ind, og jeg peb lidt. Straks hængte hun en seddel – hvor der stod ”hviler” – op på døren, så jeg ikke blev forstyrret. Nogle timer senere kom hun ind med tre madder og en øl. Så var jeg rask igen …

Bofællesskabet har ikke særligt mange love og regler. Nogen fast madordning har de ikke engang. De skriver simpelthen på en liste, når en har lyst til at lave mad – og så kan de andre melde sig til eller lade være. Der er jævnlig fællesspisning. Et middagsmåltid kostede 10 kr. dengang; i dag koster det 40 kr. Rengøringen er lidt mere formaliseret. Hver beboer har sit område at passe. De havde nogle fællesprojekter – en gang om ugen gik de til litteratur, gymnastik eller måske bridge.

Også i naboopgangen er der bofællesskab af ældre kvinder, og fællesrummene kan slås sammen ved hjælp af skydedøre. I 2004 fjernede de en skillevæg, gik sammen og dannede ét fælles seniorbofællesskab.

De respekterer hinandens særheder, deler hinandens problemer, driller hinanden og griner meget sammen. Men måske var de nok konfliktsky i starten. Det var meningen, at de på fællesmøderne skulle kunne kritisere hinanden for at ku’ forbedre boligfællesskabet. ”Men det er svært at give og modtage kritik, når vi har vanerne med fra at bo alene”, sagde Lissy Lund Hansen.

Tove: Vi snakkede meget om de store visioner, inden vi gik i gang. Men jeg tror, at fællesskabet kommer af de små og banale, dagligdags ting, vi laver sammen.

De ni kvinder kunne kun komme i tanke om to gode råd til de ældre, der tænker på at følge deres eksempel. ’For det første: Begynd at forberede jer i god tid, gerne mens I er i 50’erne. Og for det andet: Slå jer sammen i grupper af rygere eller ikke-rygere. Rygning er vort største problem. Både for dem, der ryger og ikke kan holde op, og for dem, der ikke kan tåle røgen.’

“Mjølnerparken er faktisk ret fredelig”

Gruppen har fungeret som murbrækker for lignende bofællesskaber. De ni kvinder var stjerner i en film, som instruktøren Lise Roos lavede for Statens Filmcentral ”Den tid – den sorg” i november 1987.

Andre ældre i Mjølnerparken kom ofte på besøg i seniorbofællesskabet. Der var stor interesse for kollektiv-tanken, derfor ville de aktive kvinder arrangere debataftener for andre ældre eller ensomme mennesker, f.x. asylsøgere, i kvarteret. De ville bl.a. vise Lise Roos-filmen, som handler om dem i bofællesskabet.

Hvad synes naboerne så om dem? – Godt, svarede Else Olivius, nogle vil godt flytte ind.

Til sidst fortalte de energiske kvinder, at de faktisk var lidt bange for at flytte til det traditionelt hårdt belastede Nørrebro. Avisskriverier om vold og hærværk gjorde flere af beboerne, især dem fra provinsen, ængstelige. ’Men uden grund – for Mjølnerparken er meget fredelig, og vores naboer værner om os. Vores planter, træer og terrasse-møbler bliver ikke udsat for hærværk, og vi kan trygt trisse op til butikkerne på Nørrebrogade,’ sagde Tove Duvå.

Frygten for ensomhed fremmer lysten til bofællesskab

Alle kvinderne var enten fraskilte eller enker. For dem alle har angsten for at være alene og behovet for daglige kontakter spillet en stor rolle.

”Måske havde vi den mest spændende og intense periode, da vi etablerede gruppen og kæmpede for at få bofællesskabet op at stå. Dengang følte vi, at vi havde mere til fælles, end vi føler i dag, hvor vi bor sammen. Vi troede, at vi var mere ens. I dag tre år efter ved vi, at vores fællesskab har begrænsninger.”

Lissy mente, at bofællesskabet burde have haft et fælles mål, der rakte videre end tryghed. Men alle ni medlemmer lagde vægt på at udbrede idéen om at bo sammen, når man bliver gammel.

Erfaringsrapport fra forsker: Bofællesskaberne fungerer – og ingen er flyttet

I 1990 viste Socialforskningsinstituttets rapport om ældres boligbehov, at 13 procent eller hver ottende af de ældre havde lyst til at bo i fællesskab.

Erfaringerne fra det første bofællesskab for ældre, ”Midgård”, er samlet i en rapport. Den viser klart, at der er så værdifulde menneskelige fordele knyttet til den form for at bo, at det er anstrengelserne værd at skabe mange bofællesskaber for ældre.

”Trygheden ved at bo her er, at man virkelig kan få hjælp, når man har behov for det. Og få støtte, når der er sket noget alvorligt. Samt trygheden i at vide, at fremover er man her – hele tiden omgivet af nogle, man er glad for.”

Sådan svarede en af beboerne, da hun blev spurgt om, hvilke erfaringer hun havde haft i de første 3 år i bofællesskaberne i bebyggelsen Mjølnerparken.

Helle U. Thiim samlede – for Boligselskabet LEJERBO og Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, AKF – materiale til en bog om erfaringerne fra de første bofællesskaber for ældre i almennyttigt udlejningsbyggeri i Danmark.

Det drejede sig om to bo-grupper med forskellig baggrund: I den ene ”Midgårdsgruppen” i nr. 48 havde alle enten en mellemuddannelse eller haft arbejde, der svarer hertil. Fire af de ni beboere havde indtægter fra salg af tidl. ejerbolig, de øvrige fem havde kun folkepension. Mens beboerne i nr. 50 stort set alle havde haft ufaglært arbejde og kun havde folkepension.

Den store forskel på de to grupper var imidlertid, at Midgårdsgruppen i nr. 48 var den initiativgruppe, der i fem år havde knoklet tæt sammen for at få et boligselskab til at sige ja til et seniorbofællesskab. Mens den anden gruppe ikke kendte hinanden før indflytningen, der skete med kort varsel efter annoncering og opslag.

Efter omtrent tre år fungerede begge bofællesskaber, og ingen af beboerne var flyttet. De har skabt den hverdag i fællesskab, som mange ældre savner. Samtidig levede beboerne i høj grad deres eget liv. De havde naturligvis forskellige opfattelser af, hvad der er et godt liv og dermed af prioriteringen mellem hjemmeliv og udadvendte aktiviteter.

For initiativgruppen var det vigtige foredrag, interviews og besøg af interesserede fra medier og uddannelsesinstitutioner – der kom enormt mange.

Begge fællesskaber var enige om det gode i, at bebyggelsen var en kombination af ældreopgange og andre opgange med alders-blandede beboere, bl.a. familier med børn. Beboerne har nogenlunde samme grænser for larm, orden og besøg – og de er glade for ikke at bo i en ”ældreghetto”. Mindre tjenester og lidt omsorg er alle indstillet på at yde, når en beboer er sløj eller ked af det.

Alle var glade for fællesrummet med de fælles køkkener og gårdhaven – de samler bofællesskabet. Men man savner et gæsteværelse.

Pladsforholdene har været sværest at leve med for dem, der kom fra store lejligheder og huse: ”Det er virkelig svært. Jeg skippede jo alting. Jeg flyttede kun med min seng, en kommode, mit fjernsyn, en stol og et par papkasser.” – Havde lejlighederne været lidt større, ku’ der også bedre komme ægtepar ind. Flere ville godt ha’ haft nogle mænd med her.”

Grunden til de små lejligheder var, at hensynet til rammebeløbet for udgifter i almennyttigt byggeri gjorde det nødvendigt at skære lejlighedsstørrelsen ned – for også at ha’ råd til at indrette fælleslokalerne i stuen.

3½ års erfaringer har dokumenteret, at det kan lade sig gøre at skabe og videreføre bofællesskaber for ældre i almennyttigt udlejningsbyggeri. Det kræver dog, at nogle forudsætninger og nogle menneskeskabte hindringer bliver løst:

• Tilstrækkelige fællesfaciliteter, der ikke belaster hver beboers husleje ud over pensionen.
• Beboergruppen får afgørende indflydelse på, hvem de skal bo sammen med.
• At bofællesskabet kan placeres i bebyggelser, hvor der også bor almindelige familier og ikke kun pensionister. Ældreboligloven giver ret til, at en del af boligarealet kan indrettes som fællesareal for flere boliger.

Susanne Taylor fortæller om livet i seniorbofællesskabet 2005-2009

I pjecen fortæller to tidligere beboere, som blev inviteret på genbesøg i bofællesskabet for at fortælle, hvordan det var at bo der på deres tid. Susanne Taylor fortæller:

– Da jeg flyttede ind i august 2005, var jeg den yngste. Jeg kom fra Klitmøller i Vendsyssel og manglede et sted at bo.

Jeg nød at bo på 4. sal i nr. 50 – med dejlig udsigt til stjernehimmel og kun lidt bilstøj. Jeg sov sommetider ude på altanen på en madras, dejligt.

Der var meget snak om sygdomme i seniorbofællesskabet i den periode. Jeg orkede ikke at høre om dårlige tænder og rygge. Det sagde jeg, og så blev de sure. Nogle dage valgte vi så – nu snakker vi sygdom, alt kom op på bordet, så gav vi den fuld skrue. Jeg kan godt i dag forstå det gode i at bo i seniorbofællesskab, men dengang havde jeg bare ikke tålmodighed til at høre så meget om sygdomme. 

Jeg blev valgt til formand for seniorbofællesskabet efter ca. et år i 2006. Vi havde problemer med parkerede taxaer ude på P-pladsen. Unge ville se identifikations-papirer på dem, som kom her.

Vi beboere var meget forskellige. Ingrid A. Petersen var formand før mig, hun var søster til Tvind-lederen Amdi Petersen. Ingrid var meget sød og aktiv, kom med mange forslag. Hun var troende og gik i kirke om søndagen, men missionerede ikke over for os.

Susanne fortæller: Nogle os beboere var glade for brændevin, man drak en del. Jeg kan huske en fest, der varede tre dage, efter at jeg og min kæreste havde været i Tyskland og hente sprut. Vi dansede og morede os.

Hun så et mord

Det var skræmmende, da en blev skudt, så ville jeg ikke bo her mere. Selv om unge og bander ikke generede os, der boede her. De kunne tilmed beskytte os. Politiet kom her meget.

Debatten startede dengang om farlige ghettoer. Dengang jeg flyttede ud i oktober 2009 efter 40 måneder, boede her 98 nationaliteter i Mjølnerparken, vi var kun 2 % dansk-danske. En del tidligere jugoslaver havde familiestridigheder, og skændtes i gården.

Prisvindende bofællesskab

Susanne: Vores seniorbofællesskab ville lære at forstå hinanden bedre og fungere mere og bedre sammen med andre beboere i Mjølnerparken. Vi gik med i et godt kvindeprojekt, der hjalp indvandrerkvinder her med at starte i og få job fx i supermarkeder. Men nogle kvinder måtte ikke deltage for deres mænd, de risikerede at få tæsk. Vi tog også sammen rundt i København og så fx dronningens slot, efter vi havde fortalt indvandrerkvinderne om byen og det danske samfund.

Vi skrev til Lejerbo og fortalte om kvindeprojektets forløb og succes – og så vandt vi Spireprisen på 5.000 kr. for ’Projekt Indvandrerkvinder’. Brugte 2.500 kr. til at gå ud og spise sammen på kebab-bar. Senere lavede vi også en sammenkomst med kvinderne, hvor vi kom med hver sin ret.   

Pludselig skete der dermed også noget mere med seniorbofællesskabet – vi blev mere aktive af det.

---