Senkapitalismens første folkemord

Staten Israel begår lige nu den værste forbrydelse, menneskeheden kender til. Netop dette folkemord har nogle unikke egenskaber, der adskiller det fra andre. For det første har folkemordet fra begyndelsen været en transnational indsats – det er koordineret og organiseret af de avancerede kapitalistiske lande i Vesten sammen med Israel.

USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og de fleste andre EU-medlemmer har haft travlt med at deltage i blodbladet; de har sendt våben efter våben til besættelsesmagten, som var det retter til en banket. De har fløjet fly over Gaza for at dele efterretningsinformation med hovedkvarterer og piloter. De har udrullet hele det diplomatiske forsvar for staten Israel, og som om det ikke var nok, har de også taget de sidste smuler af mad ud af hænderne på palæstinenserne.

Da palæstinenserne begyndte at sulte og kun stod tilbage med den mest minimale støtte fra UNWRA for at holde sig i live, skar USA og Storbritannien også denne sidste livslinje over.

Drager man den konklusion, at den vestlige verden ønsker, at palæstinenserne skal dø, vil det ikke være underligt. Det er det indtryk, folkemordets første seks måneder har efterladt. Et ensfarvet indtryk af samarbejde. Siden Holocaust har intet andet folkemord givet det samme indtryk. Fra Bangladesh til Guatemala, fra Sudan til Myanmar er folkemord blevet begået med varierende grad af medvirken fra den kapitalistiske kerne, men denne gang har vi at gøre med noget, der er kvalitativt anderledes.

En brugbar sammenligning ville være folkedrabet på de bosniske muslimer – en begivenhed, der formede min egen politiske ungdom. Med en våbenembargo nægtede den vestlige verden folkets ret til at forsvare sig; gennem sin tilbagetrækning fra Srebrenica overgav de hollandske styrker bevidst byen til Ratko Mladić; under de fire år, som krigen varede, så det såkaldte internationale samfund til, mens de bosniske muslimer blev decimeret.

Men dette var først og fremmest et spørgsmål om undladelse. Vesten bevæbnede ikke Republika Srpska med de bedste bomber fra sine arsenaler. Bill Clinton fløj ikke ind for at give et kram til Slobodan Milošević. Slagteriet var ikke akkompagneret af et bestandigt refræn af ”de serbiske nationalister har ret til at forsvare sig”. Det vi ser nu, kan være det første avancerede senkapitalistiske folkemord.

Jeg må indrømme, at jeg har været naiv: Jeg havde ikke forventet en så glubsk appetit på palæstinensisk blod. Naturligvis er jeg ikke blevet overrasket over besættelsesmagtens opførsel. Den anden ting, vi sagde til hinanden om morgenen den 7. oktober, var: ”De vil ødelægge Gaza. De kommer til at slå alle ihjel”.

Den første ting, vi sagde til hinanden i de tidlige timer, bestod ikke så meget af ord som af jublende tilråb. De af os, der har levet vores liv med og gennem spørgsmålet om Palæstina kunne ikke reagere på andre måder, da modstandsbevægelsen stormede grænseovergangen Erez:

Denne labyrint af betontårne og kuglepenne og overvågningssystemer, denne fuldendte installation af våben og scannere og kameraer – uden tvivl det mest monstrøse monument over dominans, jeg nogensinde har været inde i – som pludselig var i hænderne på palæstinensiske styrker, der havde overmandet besættelsessoldaterne og revet deres flag ned. Hvordan kunne vi andet end at skrige af overraskelse og glæde?

Det var det samme med de scener, der udspillede sig, da palæstinenserne brød igennem hegnet og muren og strømmede ind på de områder, de var blevet fordrevet fra; rapporterne om, hvordan modstandsbevægelsen indtog politistationen i Sderot – den etnisk rene koloni, der blev bygget oven på landsbyen Najd, som havde været besat siden 1948.

Det var de første reaktioner, jeg delte med mine nærmeste. Men dernæst: En uhyrlig skælven. Vi vidste alle, hvordan staten Israel opfører sig, og hvad vi kunne forvente os af den. Hvad jeg personligt ikke dengang kunne forestille mig, var, i hvilken udstrækning den vestlige verden ville kaste sig ind i massemordet. Jeg burde åbenbart have vist bedre.

Pulveriseringsmetoder. En komponent i definitionen af folkemord er ”fysisk ødelæggelse, helt og delvist” af den gruppe mennesker, som udsættes for folkemordet. I Gaza er en central kategori netop fysisk ødelæggelse. Allerede i løbet af de første to måneder blev Gaza udsat for total og fuldstændig ødelæggelse.

Allerede før decembers udgang rapporterede Wall Street Journal, at ødelæggelsen af Gaza var lige så stor eller større end ødelæggelsen af Dresden og andre tyske byer under Anden Verdenskrig.

En af de modigste stemmer uden for Palæstina er Francesca Albanese, FN’s særlige rapportør for de besatte palæstinensiske områder. Hun indledte sin seneste rapport med at konstatere, at ”efter fem måneder med militære operationer har Israel ødelagt Gaza”, og fortsatte med detaljeret at beskrive den ”fuldstændige ødelæggelse af livsnødvendig infrastruktur”.

Det mest karakteristiske billede af Gaza i dag, forestiller et hus, som sprænges i stykker, og overlevende, der febrilsk graver sig igennem murbrokkerne. Er de heldige, kan de trække en dreng eller en pige ud fra stumperne, helt dækket i støv. Skønsmæssigt mangler omkring 12.000 døde kroppe at blive trukket ud fra de pulveriserede huse i Gaza (tallet er senere blevet revideret til cirka 10.000).

Selvom der aldrig før er sket noget i samme skala som det, vi nu ser, er det ikke ligefrem første gang, palæstinenserne oplever noget, der ligner. Et blåtryk findes i Plan Dalet i 1948, hvor de zionistiske styrker blev undervist i kunsten at ”ødelægge byer (ved at sætte ild til dem, sprænge dem i luften og lægge miner i murbrokkerne)”. Under Nakbaen var det normalt, at styrkerne invaderede en by om natten og systematisk sprængte det ene hus efter det andet i luften, mens familier stadig opholdt sig i dem. Et særtræk ved den palæstinensiske historie er, at det stadig forgår på den måde.

Den oprindelige gerning med at ødelægge huse over hovedet på deres indbyggere, gentages om og om igen: i byen al-Majdal i 1950, hvorfra folk blev fordrevet ind i Gaza; i Gaza i 2024; og derimellem gennem et antal evige gentagelser.

For bare at vælge en: Beirut i 1982 beskrives af Liyana Badr i A Balcony over the Fakihani med ord, der kunne være skrevet ved en hvilken som helst anden lejlighed: Jeg så bunker af beton, sten, spredt iturevet tøj, knust glas, små stykker bomuld, metalfragmenter, bygninger, der enten var ødelagte, eller som skrånede vanvittigt (…) Hvidt støv kvalte bydelen, og gennem den grå røg kunne man skimte de sønderknuste skaller af husblokke og murbrokker fra huse, der var blevet jævnet med jorden (…) Alt var blevet blandet sammen. Biler stod på hovedet, papir hvirvlede i luften. Ild. Og røg. Verdens undergang.

Dette er enden på en verden, der aldrig ender: Nyt skrammel hældes altid ned over palæstinenserne. Ødelæggelse er den konstituerende erfaring i palæstinensernes liv, eftersom kernen i det zionistiske projekt er Palæstinas ødelæggelse.

Ødelæggelsen af Palæstina og klimakatastrofen

I modsætning til i 1948 eller 1950 udspiller ødelæggelsen af Palæstina sig nu mod en baggrund af en anden, men relateret ødelæggelsesproces: nemlig ødelæggelsen af planetens klimasystem. Klimaødelæggelse er den proces, hvorved økosystemer fysisk ødelægges, fra Arktis til Australien. I vores bog The Long Heat: Climate Politics When It’s Too Late, der udkommer på Verso i 2025, diskuterer Wim Carton og jeg i detaljer, hvor hurtigt denne proces nu går.

Lad os tage et eksempel: Amazonas. Amazonas er fanget i en spiral af skovdød, der kan slutte med, at det bliver en træløs savanne.

Regnskoven i Amazonas har eksisteret i 65 millioner år. Nu, inden for nogle korte årtier, driver den globale opvarmning sammen med afskovning (der er den oprindelige form for økologisk ødelæggelse) Amazonas mod et vendepunkt, hvorefter den ikke længere vil eksistere. Meget af den nyeste forskning tyder faktisk på, at Amazonas nu har nået dette punkt.

Hvis Amazonas mister sit skovdække – en svimlende tanke, men helt inden for rammerne af en mulig nær fremtid – vil det være en anden form for Nakba. De direkte ofre vil naturligvis være Amazonas’ urbefolkning, de slavegjorte afrikaneres efterkommere og andre folkeslag, sammenlagt omkring 40 millioner, der i det mest sandsynlige scenarie ville se et flammehav rive deres skov i stykker og forvandle den til røg, og på den måde opleve verdens undergang.

Undertiden har denne udvikling en bemærkelsesværdig morfologisk lighed med begivenhederne i Gaza, også selvom de er geografisk fjernt fra hinanden.

Dæmningsulykken i Libyen: En klimakatastrofe

Natten til 11. september 2023 – mindre end en måned før folkemordets begyndelse – drog stormen Daniel ind over Libyen. I den østlige by Derna, der ligger ved Middelhavets kyst cirka 1100 km fra Gaza, blev mennesker dræbt, mens de sov. Pludselig kom en kraft fra himlen og ødelagde deres hjem oven på dem.

Bagefter kom der meldinger om, at tilfældige møbler og kropsdele stak op fra pulveriserede bygninger. ”Der ligger stadig lig på gaderne og der er mangel på drikkevand. Stormen har dræbt hele familier”. Ifølge en af byens indbyggere var det ”en katastrofe, der ikke ligner noget, vi nogensinde har set før. Indbyggerne leder efter deres slægtninges lig ved at grave med hænderne og med enkle jordbrugsredskaber”.

De første indsatspersoner, der skyndte sig til stedet, var palæstinensere. En af dem beskrev det: ”Ødelæggelsen overgår al fantasi (…) Man går gennem byen og ser intet andet end mudder, silt og ødelagte huse. Lugten af lig findes overalt (…) Hele familier er blevet slettet fra folkeregistret (…) Man ser døden overalt”.

Under sit 24 timer lange besøg, lod stormen Daniel en masse vand falde – omkring 70 gange mere end den gennemsnitlige nedbør i september. Derna lå ved mundingen af en flod, der løb gennem en wadi (et flodleje i et ørkenområde, red.) mod havet, normalt inden for smalle breder, hvis den da overhovedet løb. Det var ørkenland.

Men nu steg floden pludselig. Sedimentet og skidtet var som en bulldozer, der rev og buldrede gennem byen midt om natten den 11. september – en kraft med en sådan styrke og voldsomhed, at den drev bygninger og gader ud i Middelhavet og forvandlede det tidligere bycentrum til en brunlig, pløret mose.

Ved hjælp af dagens forfinede metoder inden for vejrattribution (forskning i årsagerne til ekstremt vejr, red.), kunne forskerne hurtigt drage den konklusion, at oversvømmelserne var blevet halvtreds gange mere sandsynlige på grund af den globale opvarmning – en matematisk kode for katastrofens årsag.

Kun den globale opvarmning kunne have forårsaget denne begivenhed. Under de foregående sommermåneder havde vandet uden for Nordafrika været intet mindre end 5,5 grader varmere end gennemsnittet for de to foregående årtier. Og varmt vand indeholder varmeenergi, der kan pakkes ind i en storm som brændsel i et missil. Omkring 11.300 mennesker blev dræbt på en enkelt nat af stormen Daniel i Libyen – det mest intensive massedrab på grund af klimaforandringer indtil videre i dette årti, muligvis i dette århundrede.

Disse scener var et slående forvarsel om de scener, der skulle udspille sig i Gaza 26 dage senere, men der var også direkte forbindelser mellem stederne. Eftersom redningsholdene i Gaza længe har været vant til at skulle håndtere den slags ødelæggelse, skyndte de sig til Derna for at hjælpe til.

Mindst et dusin palæstinensere, der var flygtet fra Gaza til Derna, blev dræbt under oversvømmelserne. Som palæstinenseren Fayez Abu Amra fortalte til Reuters: ”To katastrofer fandt sted, fordrivelseskatastrofen og stormen i Libyen” – det arabiske ord for katastrofe er naturligvis Nakba.

Ifølge Fayez Abu Amra fandt den første Nakba sted i 1948, da hans familie og 800.000 andre palæstinensere blev fordrevet fra deres hjemland. Hans familie havnede i Mukhayyam Deir al-Balah, en flygtningelejr, og siden flyttede nogle af familiens medlemmer videre til Derna for at komme væk fra de israelske angrebskrige; og siden kom den anden Nakba.

Fayez Abu Amra mistede flere slægtninge i stormen. Selv overlevede han, fordi han havde valgt at blive i Deir al-Balah, hvor der blev rejst et sørgetelt for ofrene. Og så, bare nogle uger senere, kom folkemordet. Gud ved om Fayez Abu Amra stadig er i live.

Når vi nu ser lighederne og sammenhængene mellem disse ødelæggelser, bliver vi også slået af visse betydningsfulde forskelle. De styrker, der bombede Derna, havde en anden karakter end dem, der bombede Gaza.

I det første tilfælde var den anonyme dødsbringer ikke et luftvåben, men den kumulative mætning af atmosfæren med kuldioxid. Ingen havde den specifikke hensigt at ødelægge Derna, på samme måde som staten Israel har haft den udtrykkelige hensigt at ødelægge Gaza. Der fandtes ingen talsmænd for hæren, der meddelte, at man fokuserede på ”maksimal skade”, ingen parlamentsmedlemmer fra Likud, der skreg ”Riv bygningerne ned! Bomb uden hensyn!”

Når virksomheder udvinder fossile brændstoffer og sender dem til forbrænding, har de ikke til hensigt at dræbe nogle bestemte personer. De ved dog, at disse råvarer med sikkerhed kommer til at gøre det: dræbe mennesker – det kan være mennesker i Libyen, i Congo, i Bangladesh eller i Peru – det spiller ikke nogen rolle for dem. Det er ikke et folkemord.

I vores bog Overshoot: How the World Surrendered to Climate Breakdown, som er udgivet på Verso, leger Wim og jeg med begrebet ”paupericide” (at slå fattige ihjel, red.) for det er det, der sker: Den ubønhørlige udbygning af infrastruktur for fossile brændstoffer ud over alle grænser for en beboelig planet. Den oprindelige hensigt med handlingerne er ikke at slå nogen ihjel. Målet med at udvinde kul, olie eller gas er at tjene penge.

Men når det er helt klart, at denne form for pengeskabelse faktisk slår mange mennesker ihjel, begynder manglen på en hensigt at fremtræde tydeligt. Som en konsekvens af de grundlæggende indsigter fra klimavidenskaben, er det en viden, der er mere eller mindre alment kendt: Fossile brændstoffer slår mennesker ihjel, tilfældigt, blindt, vilkårligt, med en kraftig koncentration af fattige mennesker i det globale Syd, og de dræbes i større antal, jo længere business as usual fortsætter.

Når atmosfæren er overmættet med CO₂, er dødeligheden for hvert yderligere kvantum CO₂ høj, og den er stadigt stigende. Masseofre er dermed et ideologisk og mentalt bearbejdet, de facto accepteret, resultat af kapitalakkumulation. ”Hvis du gør noget, der skader andre, og du ved, at du gør det, gør du det med vilje”, sagde anklageren Steve Schleicher i retssagen mod Derek Chauvin, der senere blev dømt for mordet på George Floyd; mutatis mutandis gælder det samme her.

Volden fra produktionen af fossile brændstoffer bliver faktisk mere dødelig og mere målrettet for hvert år, der går. Jævnfør dette med et bombeattentat i Mukhayyam Jabaliya den 25. oktober, som dræbte mindste 126 civile, hvoraf 69 var børn. Det udtalte mål for dette angreb var en enkelt befalingshavende fra Hamas. Havde besættelsesmagten til hensigt at dræbe de 126 civile, eller var den bare ligeglad med den slags omfattende sideskader? Her går intentionalitet og ligegyldighed hånd i hånd. Sådan er det også på klimafronten.

---

Teksten er først udgivet i det svenske magasin Parabol. Den er oversat fra svensk af Sidsel Dorthea Vedel.

I foråret 2025 udgiver Forlaget Solidaritet en ny dansk udgave og oversættelse af Andreas Malms bog: ”How to blow up a pipeline” under titlen ”Fighting in a world of fire”.