SF = Socialdemokratisk Folkeparti

Pia Olsen Dyhrs politiske frieri skete for åbent tæppe, idet SF-formanden skamroste udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for hans indsats i Palæstina-konflikten. Amorinerne stod tykt i luften:

”Altså, der er så mange lag i den konflikt, og derfor synes jeg egentlig, at Lars Løkke lykkes meget godt, fordi han har vist, at der er mange lag i den her debat. Noget af det, der altid har været hans styrke, det er, at han aldrig er sort-hvid. Han har mange facetter.”

Det siger den nuværende SF-formand om en mand, der brutalt forringede efterlønnen, fik overforgyldt privathospitalerne og år efter år massivt skar ned på det offentlige sygehusvæsen med årlige nedskæringer på to procent.

En mand, der med den nuværende regerings ældreudspil, forsøger at få privatisering af plejehjemmene igennem ad bagdøren – noget han har arbejdet målrettet på, siden han var viceborgmester i Græsted-Gilleleje.

Regeringsdeltagelse er tilsyneladende et mål i sig selv

SF-formanden virker til at være endog meget begejstret for udsigterne til at kunne komme i regering.

”Medmindre vælgerne lige pludselig begynder at se lyset i, at det skal være en S-SF-regering, så vil det jo være en centrum-venstre-regering. Og så må man jo se på de to partier, der er i midten af dansk politik, Moderaterne og Det Radikale Venstre. For de minder jo på en eller anden måde meget om hinanden, om end de har lidt forskelligt temperament og forskellige partiledere«, siger Pia Olsen Dyhr.

I vil i princippet godt kunne gå i regering med Moderaterne?

»Altså, jeg vil ikke udelukke noget på forhånd. For os handler det jo om at få en rød regering.”

En rød regering i Pia Olsen Dyhrs verdensbillede er ikke en regering, der flytter ideologiske hegnspæle i form af systemændrende reformer med socialistisk indhold. Den slags har det moderne SF opgivet for mange år siden. En sådan regering administrerer bare det bestående, og der sidder folkesocialister med omkring bordet.

Læg mærke til, hvor overfladisk Pia Olsen Dyhr analyserer sine politiske modstandere, eller kolleger, som hun nok vil foretrække at kalde dem. Partierne minder meget om hinanden, og der er lidt temperamentsforskelle, og så har de forskellige partiledere. Ikke meget dybde – for slet ikke at tale om marxistisk samfundsanalyse – over den vurdering.

Synet på Moderaterne er i øvrigt ikke nyt. Hun fremlagde det på et lukket møde for gamle SFU’ere, hvor jeg deltog i efteråret 2023. Så der er ikke tale om en pludselig indskydelse.

SF har brudt med sit oprindelige grundlag

Men hvordan havnede SF egentlig i denne position? Der er tale om et markant politisk brud i SF’s principielle grundlag.

SF’s tidligere formand, Gert Petersen, skrev i sine erindringer Inden for systemet – og udenfor fra 1998, at med et nyt principprogram fra 1991 forsvandt ”arbejderflertallet” ud af SF’s terminologi til fordel for et ”rødt-grønt flertal.” Men Gert Petersen pointerer, at det sker med ”fastholdelse af den røde tråd, klassekampen og forkastelsen af kapitalistiske magtstrukturer.”

Den store rorgænger – Gert Petersens kælenavn i de dage – taler også om et nødvendigt ”opgør med kapitalmagten” og tilslutter sig SF’s daværende næstformand, Lars Meyers analyse, hvor Meyer havde skrevet: “Det bliver særdeles vanskeligt at presse Socialdemokratiet til et regeringsgrundlag med socialistiske perspektiver. Men med Det Radikale Venstre vil det blive umuligt”.

Man kan vist roligt konkludere, at det nok bliver kropumuligt med også Moderaterne om bord!

Tidligere næstformand Lars Meyer analyserer SF’s position

Bemeldte tidligere næstformand i SF, Lars Meyer, var for godt ti år siden med til at stifte Gert Petersen Selskabet i åbenlys frustration over SF’s gradvise og årelange højreskred. I selskabet samles folkesocialister – folk, der er socialister, så det gør noget! Men Selskabet rummer ud over folkesocialister – med eller uden partimedlemskab – også folk fra Enhedslisten og uafhængige socialister.

På Gert Petersen Selskabets Facebook-side skrev Lars Meyer en tankevækkende analyse af SF’s nuværende position i anledning af tiårsjubilæet for SF’s første og hidtil eneste regeringsdeltagelse – danmarkshistoriens største politiske ophørsudsalg:

”… Hvordan er SF’s fremtidige muligheder for at håndtere regeringsspørgsmålet i forhold til for 10 år siden?

Udgangspunktet må være, at SF i dag står et langt bedre og sikkert sted. Dette skyldes nedenstående sammenhængende og forbundne omstændigheder:

• SF er et stærkt samlet parti. Der er en god holdånd. Traditionalisterne er væk og det samme med arbejderisterne. Pia Olsen Dyhr/Steen Gade-fløjen er nu partiet – og netop ikke en fløj.

• Pia Dyhr har mange års politisk erfaring. Hun er dygtig, troværdig og vil med styrke både før og i en regering med slagkraft kunne præsentere SF’s fortælling om meningen med regeringsdeltagelsen. Dertil kommer en lang række dygtige, engagerede og loyale folketingsmedlemmer.

• SF har gennem de sidste 10 år stille og roligt fået signaleret et politisk projekt, der mindsker sandsynligheden for, at SF’s vælgere bliver overrumplet eller skuffede, når SF’s regeringsdeltagelse bliver en realitet.

Det står nu klart:

• at SF ikke fordrer strukturelle samfundsforandringer for at deltage i en regering.

• at SF er et positivt lad-os-nu-arbejde-henover-midten-parti.

• at Pia Olsen Dyhr har gjort det klart, at den økonomiske politik under Helle Thorning-regeringen var for blå, men at det for SF ville have været ønskeligt at være i regering på forståelsespapirets grundlag under Mette Frederiksen. Til gengæld står det klart, at regeringsgrundlaget efter valget 2022 blev for blåt til SF’s deltagelse. Men man må jo nok retfærdigvis konstatere, at SVM-regeringen fører en mindre brutal neoliberal politik end under Thorning-regeringen?

• at SF er et særdeles pragmatisk og kompromisvilligt parti. SF har under SVM-regeringen haft rig mulighed for at tydeliggøre dette ved sin såkaldte konstruktive oppositionsrolle. Den indebærer, at man generelt gør sig nyttig for regeringen (f.eks. ved slikposer i finanslovsforhandlingerne), men også ved at deltage i en lang række forlig, hvor man har udvist stor vilje til at tage det sure med det søde. Man har endog i konkrete tilfælde vist mod til at forringe vilkårene for nogle af de dårligst stillede i samfundet.

• at SF sikkert og behændigt bevæger sig i det politiske farvand med målrettet prioritering af på hvilke områder, man vælger at kritisere SVM- regeringen.

• at SF, som en af de største nydannelser, har ændret politik, så der så sige ikke kan presses et stykke papir ned mellem SF’s og Socialdemokratiets udenrigs- og oprustnings-politik.

• at SF i de sidste 10 år ikke blot har forventningsafstemt med gamle vælgere, men i vid udstrækning har skiftet dem ud. Ved sidste opinionsundersøgelse står SF til ikke mindre end 24 mandater, men nok så bemærkelsesværdigt står Enhedslisten til 16 mandater.

• at SF fremstår som et socialt og humanistisk parti, der med en særlig appel til middelklassen i realiteten udgør Socialdemokratiets eksterne venstrefløj.

Der er således efter min opfattelse ikke tvivl om, at SF på 10 årsdagen som parti internt står langt bedre og mere sikkert i regeringsspørgsmålet. Men det afgørende spørgsmål er naturligvis snarere – under hvilke omstændigheder SF vil få mulighed for at indtræde i en regering på et grundlag, der vel at mærke betyder, at man ikke tager en ny tur på røv og albuer.”