SF’s moderate, parlamentsfikserede balancegang bærer kimen til nederlaget i sig

Forleden fandt Redington – der i sin SFU-fortid drak bajere sammen med Pia Olsen Dyhr – følgende korn, som han skrev i Politiken. Det var henvendt direkte til Dyhr, som han frygtede, var på vej ud af dansk politik:  

”SF er det store danske venstrefløjsparti. Det forpligter. Særligt dig. Selvfølgelig kan du vente på, at SVM falder fra hinanden, og Frederiksen står derude og banker på. Men det er ikke godt nok. For sandheden er, at SF i de seneste år har lænet sig så meget ind i ambitionen om igen at blive regeringsparti, at profilen undervejs er blevet udvisket. Fra folkesocialister til hjælpesocialister. 

Faktisk er det relevant at diskutere, om det er så vigtigt for SF at komme i regering igen. Dels er det tvivlsomt, om partiet kan holde til andet end at oprette fonde, bruge af råderummet og frede frøer. Dels er det også relevant at diskutere, om der er mere indflydelse udenfor. Ved at flytte dagsorden, holdninger og stille sig mere frit ikke bare i snæver parlamentarisk forstand, men også politisk.” 

Pia Olsen Dyhrs tale til SF’s landsmøde

Redingtons klumme blev bragt få dage før SF’s landsmøde. Hans rigtige pointe er jo, at der mangler politikudvikling og fornyelse på venstrefløjen, og det lægger et særligt ansvar på SF. Greb Pia Olsen Dyhr så bolden i sin tale til landsmødet?

Ikke just. Snarere tværtimod.

Hun sagde: ”Jeg kunne kritisere regeringen fra morgen til aften og stille vælgerne alt muligt i udsigt, hvis SF havde 90 mandater, og skrue oppositionsrollens besnærende frihed op på maks. Jeg kunne benytte enhver lejlighed til at komme med ultimative krav og vidtløftige visioner. Tro mig, jeg kunne surfe på den ideologiske bølge. Men ved I hvad? Jeg tror ikke på det. Jeg tror, tiden er løbet fra det… og jeg tror også, at danskerne er blevet grundigt trætte af kold kritik og automatreaktioner. Så jeg vil ikke. Jeg nægter at blive presset ud i fikse og færdige snuptagsløsninger, signalpolitik eller letkøbte svar.”

Læg i øvrigt mærke til, hvor mange gange Olsen Dyhr siger jeg. Vi lever i den topstyrede politiske tidsalder, hvor SF’s landsmøder da også nu er forkortede, så de ligner de andre topstyrede partiers klappekage-forsamlinger.

Ingen ideologisk kant fra SF

Dyhrs svar viser, at man ikke skal forvente, at SF fører en skarp, ideologisk baseret oppositionspolitik, der medfører politikudvikling, som både kan mobilisere undervejs og danne grundlag for perioden efter næste valg, hvor SF måske er støtteparti igen?

Lige nu giver denne bløde stil mulighed for at give midlertidigt husly til venstresocialdemokrater, men vælgerne er flygtige i vore dage.

Taktikken huser et nederlag i sig om næste hjørne.

Pia Olsen Dyhr har altid tilhørt SF’s højrefløj sammen med Steen Gade og Margrethe Auken. Det er derfor næsten også for meget at forvente af Dyhr, at hun skulle genopstå som en kvindelig, og mere klædelig, udgave af Gert Petersen.

Det langsigtede mål er regeringsdeltagelse

FH-formanden Lizette Risgaard fremførte da også på landsmødet en kritik af SF-formanden for ikke at have støttet en folkeafstemning om store bededag. Her var en mulighed for at træde i karakter baseret på en bred folkelig modstand, hvor SF’s folketingsgruppe kunne have sikret remtræk mellem folk og folkevalgte.

Men SF svigtede, selv om regeringen foretog et historisk overgreb på overenskomsterne, stjal fritid og penge op af lommerne på lønmodtagerne uden forudgående debat og inddragelse af fagbevægelsen. Regeringen fik endda mulighed for at skyde beslutningen til efter et valg.

Hvis SF havde levet op til sit navn som både socialistisk og folkeparti, så burde valget ikke have været så svært. Nu har SF i stedet skabt mismod og demobilisering i vælgerhav og fagbevægelse. Angiveligt er dette ellers noget, der bekymrer SF-formanden!

Men SF’s formand har et langsigtet strategisk mål: At bringe SF ind i en regering igen. Herefter tilpasses politik og taktik i meget høj grad. Det kan godt give midlertidigt gode opinionstal, men det fremmer ikke opbyggelsen af en folkelig bevægelse til sikring af klima og mindskelse af social og økonomisk ulighed.

Yderligere tilpasning og moderation bærer kimen til nederlag i sig på længere sigt, og det har vi hverken behov for eller råd til.