Sidsel Vestertjele: Indiens coronasituation er en påmindelse om, at vi står sammen – men hver for sig
Indiens corona-pandemi har med et slag gjort næsten en halv milliard mennesker arbejdsløse. De har brug for akut støtte.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Har du nogensinde tænkt på, at du deler adresse med over 7 milliarder mennesker? Selvom du og jeg er naboer i et gigantisk bofællesskab på jorden, lever vi alligevel adskilt gennem ulighedens uretfærdige værelses-fordelinger. Covid-19 har på mange måder været en påmindelse om netop den ulighed. Et aktuelt kig på Indiens corona-situation understreger desuden, at pandemien fortsat stryger sin tarvelige hånd hen over planetens kontinenter, og at vi som internationalt samfund ikke er færdige med at sikre vores borgere basale rettigheder.
Da Modi-regeringen lukkede det sydasiatiske subkontinent ned 24. marts 2020, mistede 450 millioner indiske borgere deres job. Det var særligt mennesker med ansættelse i den ‘uformelle sektor’, som blev hårdt ramt af nedlukningen. Fra min privilegerede, skandinaviske velfærdsboble er det svært at forestille sig, hvordan en familie pludselig kan stå uden indkomst og socialt sikkerhedsnet på ganske få timer, men ikke desto mindre var det altså dét, der skete.
Flest Corona-smittede i verden
Indien har verdens næsthøjeste antal af Corona-smittede samt det tredjehøjeste antal døde. Den hårde nedlukning og deraf følgende stigende ledighed har resulteret i en frygt for ganske enkelt ikke at kunne få mad på bordet. Det skyldes blandt andet, at der hverken er lønkompensation eller hjælpepakker til rådighed for de mange fattige familier, som lige nu kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.
Mens jeg online-underviser folkeskoleelever i et tomt, dansk klasselokale hver anden uge, foregår indiske skoleelevers skolegang via fjernsyn. Lokale partnere i den NGO, jeg er tilknyttet i Indien, fortæller, at de forsøger at skabe motivation for fjernsynsundervisningen og desuden har iværksat oplysningskampagner, som skal sætte fokus på blandt andet hygiejne i landsbyer. Det er vigtigt at understrege, at de indiske borgere, som tilhører den lavere kaste, eller på anden vis kæmper med urimelige livsvilkår – ikke er en hjælpeløs gruppe. Oplysningskampagnerne i Indien må derimod forstås som en indsats, der blandt andet når ud til de borgere, som ikke kan læse eller har mulighed for at følge nyhedsdækning.
Indiens Coronasituation er også interessant i lyset af 1. Maj, Arbejdernes Internationale Kampdag. Denne dag blev første gang fejret i Chennai (millionby i det sydøstlige Indien, red.) 1. maj 1923, og er fortsat relevant. Der hviler et enormt ansvar på de indiske myndigheder og det internationale samfund som helhed, når det handler om Indiens aktuelle corona-situation. Vigtigheden i blandt andet at opretholde og kæmpe for børns muligheder for skolegang samt trivsel, er en universel menneskerettighed, som aldrig kan betones nok.
Du kan læse mere om Aktion Børnehjælps projekt ”Covid-19-respons”, som er udviklet i tæt samarbejde med vores indiske partnere, og støtte økonomisk på dette link. En del af vores globale bofællesskab lider lige nu, og har brug for vores nabohjælp.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)