Sikandar Siddique: Betaler vi ikke vores klimaregning nu, koster det menneskeliv

Håbløsheden stod mejslet i ansigterne hos de op mod 150.000 unge, der var rejst til Glasgow fra hele verden for at kræve retfærdighed til verdens mest magtfulde klimakonference, COP26. Og jeg forstår dem. Nu er klimatopmødet overstået, og præcis som de unge frygtede, endte det med en aftaletekst, der hverken gør op med produktionen af fossile brændstoffer eller forpligter landene til noget, der bare tilnærmelsesvist kan kaldes ambitiøs klimahandling.

Med den nuværende globale indsats ser vi ind i en virkelighed, hvor katastrofale kædereaktioner er uundgåelige. Hvor ekstremt vejr er normalt i det meste af verden, og hvor en stor del af kloden derfor er ubeboelig. Kort sagt, en fremtid vi skal tilpasse os, hvis vi skal overleve. Men klimatilpasning er ikke gratis.

Klimagabet bliver større

Midt i topmødets forhandlinger, landede en ny rapport fra FN. Rapporten viser, at den forventede ødelæggelse fra klimaforandringerne overstiger den globale klimabistand fem til ti gange. Med klimabistand menes der de penge, som går til verdens mest sårbare lande. Mellem linjerne betyder det reelt, at mange mennesker umuligt vil kunne tilpasse sig forandringerne. Gabet mellem krisens konsekvenser og den økonomiske støtte ser kun ud til at blive større og større. 

“I det Globale Nord bærer vi det tungeste ansvar for de historiske udledninger, men ignorerer dem fortsat. Det var pinligt iøjnefaldende ved COP26.”

Med åbne øjne lader vi det Globale Syd i stikken, og Danmark bidrager desværre til manipulationen i stor stil. Det eneste Mette Frederiksen til dags dato har foretaget sig er, at omfordele en del af den allerede eksisterende ulandsbistand til klimabistand. Pengene tages altså fra støtten til de mest sårbare lande, noteres som grønne, og gives så tilbage til de selvsamme lande.

Det er åbenbart ikke muligt for verdens største økonomier at finde penge til at hjælpe de mennesker, der lige nu er tvunget til frontlinjerne i krisen. En krise, de mest udsatte lande på intet tidspunkt har hverken bidraget til eller haft mulighed for at bremse, men som nu koster dem menneskeliv hver dag.

I det Globale Nord bærer vi det tungeste ansvar for de historiske udledninger, men ignorerer dem fortsat. Det var pinligt iøjnefaldende ved COP26. Mange deltagere fra netop de mest sårbare lande kunne ikke være til stede på grund af manglende vacciner, utilstrækkelig rejsefinansiering og afslag på visa. I Glasgows gader taler man om, at det netop overståede topmøde var det mest ekskluderende nogensinde.

Stemmerne fra de millioner, der netop nu lever med konsekvenserne overalt i verden, høres ikke. De får ingen mikrofon. Sidste år var antallet af klimaflygtninge tre gange højere end antallet af mennesker på flugt fra krig og konflikter, men de marginaliseres og usynliggøres. Netop derfor er det så indtrængende nødvendigt, at vi ser dem, at vi lytter til dem.

Gør ikke som Danmark

I begyndelsen af COP26 udtalte Mette Frederiksen, at andre lande burde “gøre som Danmark”. Menjeg må erkende, at jeg inderligt håber, de ikke lytter til hende. For hvis vi skal kunne tillade os rent faktisk at mene dét alvorligt, skal den danske klimapolitik løftes radikalt.

Derfor kræver vi i Frie Grønne, at Danmark ikke blot begynder at leve op til det juridiske minimum, vi stadig sniger os udenom, men også til vores moralske og historiske ansvar.

Vi bor i et af verdens rigeste og mest ressourcestærke lande, og med privilegier følger forpligtelser. Skal vi være en foregangsnation og indtage lederpladsen for bordenden, skal der også penge på bordet. Og det bør starte med en klimabistand, der modsvarer klimakrisens ødelæggelser.

Vi bør som det mindste betale de 5 mia. kr. om året, som vi allerede har lovet, men ikke lever op til. Regeringen lægger op til at tage pengene fra udviklingsbistanden, som egentlig skulle gå til at bekæmpe fattigdom og bygge skoler. Det er naturligvis helt uacceptabelt.

Klimabistanden skal finansieres af nye penge. Og derudover bør vi gå forrest og afsætte yderligere midler, så vi anerkender og betaler regningen for vores historiske klimaødelæggelser. For tager vi ikke stilling nu, handler vi ikke nu. Og betaler vi ikke nu, så koster det menneskeliv.