Sikandar Siddique: Strategien er slået fejl. Venstrefløjen har tabt Mette Frederiksens regering
Mette Frederiksen vil have en bred regering over midten. Det understreger, at venstrefløjen bliver brugt til at danse efter Socialdemokratiets pibe – og er gået fra vagthund til skødehund.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I to år har vi i Frie Grønne gentagne gange opfordret støttepartierne til at sætte foden ned overfor Mette Frederiksens regering, som gang på gang har svigtet de mål, man satte med forståelsespapiret. Men den etablerede venstrefløj har i stedet valgt at sælge ud af kernepolitikken for en plads ved bordet – og for at holde blå blok væk fra bordet. Nu risikerer de at stå tilbage uden kernepolitik eller plads ved bordet, hvis Mette får sin vilje og en regering over midten.
Vi skulle ikke langt ind i regeringsperioden, før det stod klart, at de flotte ord om at “fremme integrationen” i virkeligheden ikke var andet, end dét. Flotte ord. Inger Støjberg og Pia Kjærsgaards umenneskelige udlændingepolitik, der stigmatiserer minoritetsborgere, er fortsat ufortrødent under Mette. Uden konsekvens. Forståelsespapiret lovede også, at Danmark med den nye, røde regering skulle gå forrest i klimakampen. Retrospektivt skulle man tro, det var en joke. Det har klimapolitikken under S-regeringen og støttepartierne i hvert fald været. Og kampen mod økonomisk ulighed er ikke bare udeblevet, uligheden er sådan set steget og steget i løbet af de seneste tre år.
“Hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om en stærk venstrefløj i Danmark fremadrettet, skal der læres af de seneste tre år.”
Og børnene i Syrien. De sidder der stadig. Ligesom Mette Frederiksen stadig sidder i statsministeriet, fordi støttepartierne lader hende sidde der.
Hver eneste af de ovenstående gange, har vi i Frie Grønne prøvet at råbe venstrefløjen op. Få dem til at sætte foden ned overfor regeringen, så vi kunne trække Danmark i en rød og grøn retning.
Men lige lidt har det hjulpet. Mette Frederiksen har kunne føre præcis den politik hun ville uden nogen frygt for at miste opbakning hos sit parlamentariske grundlag – og derfor har hun selvfølgelig gjort det.
Undskyldningen fra støttepartierne har hver gang lydt, at hvis man satte foden ned, ville socialdemokraterne bare danne regering med højrefløjen, og så var alle de ekstreme kompromiser altså bedre, må man forstå.
Men se, hvad resultatet er blevet. Mette går til valg på en bred regering – gerne over midten. Så selvom venstrefløjen bare har spurgt “hvor højt”, hver gang Mette har bedt dem om at hoppe, vil hun altså lege med højrefløjen alligevel.
Strategien virkede ikke. De etablerede venstrefløjspartiers skifte fra demokratiets vagthund til Mettes skødehund gav ingen resultater. Og hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om en stærk venstrefløj i Danmark fremadrettet, skal der læres af de seneste tre år.
Og læresætningen står i hvert fald klart for mig: Hvis der ikke er en kompromisløs humanistisk, solidarisk, grøn stemme på venstrefløjen, bliver Danmark blå – uanset statsministerens partifarve. Vi skal bryde fri af den her forfejlede Christiansborg-logik, hvor magt kun er noget man har, hvis man kan vifte med brede aftaler. For hvis Mette Frederiksen kun kan lede en regering ved at rykke mod venstre, så gør hun det. Men det kræver, at vi står sammen på venstrefløjen og står fast.
Giv kompromisløsheden en stemme. Bryd fri af magtens visionsløse stoledans. Stem Q.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER